Hymenæus

hi-men-e'-us (Humenaios, således navngivet efter Hymen, ægteskabets gud, 1 Tim 1,20; 2 Tim 2,17): En vranglærende lærer i Efesos, en modstander af apostlen Paulus, som i den første henvisning forbinder ham med Alexander (se ALEXANDER) og i den anden med Filetus (se PHILETUS).

1. Hans løbebane:

Det er værd at bemærke, at i begge de passager hvor disse personer nævnes, står Hymenæus' navn først, hvilket måske viser, at han var lederen. I passagen i 1 Tim er Hymenæus medregnet blandt de »nogle«, som havde skubbet troen og en god samvittighed fra sig, og som havde lidt skibbrud med hensyn til troen. Apostlen tilføjer, at han havde overgivet Hymenæus og Alexander til Satan, for at de skulle lære ikke at spotte.

2. Hans fornægtelse af opstandelsen:

I passagen i 2 Tim regnes Hymenæus og Filetus blandt personer, hvis vanhellige og tomme snak vil føre til mere ugudelighed, og hvis ord »vil æde om sig som koldbrand«. Apostlen erklærer, at Hymenæus og Filetus hører til den slags mennesker, som netop er beskrevet, og han tilføjer, at disse to personer »er faret vild med hensyn til sandheden, idet de siger, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de omstyrter nogles tro«. Derefter fortsætter han, til vejledning for Timotheus, med at sige, at seglet på Guds grundvold er: »Herren kender dem, der hører ham til; og: Enhver, der nævner Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed.« Den slutning, der tilsigtet drages, er, at selv om Hymenæus og Filetus havde nævnt Kristi navn, holdt de sig ikke fra uret. Der er ingen tvivl om, at denne Hymenæus er identisk med personen af samme navn i 1 Tim. Derfor må de kendsgerninger, der nævnes i de to breve, sættes sammen, nemlig at selv om han havde aflagt en kristen bekendelse ved at nævne Kristi navn, havde han dog ikke holdt sig fra uret, men ved sin vanhellige lære gik han videre til mere ugudelighed, og at han havde skubbet troen og en god samvittighed fra sig og havde lidt skibbrud på troen.

Hymenæus' og hans to ledsageres vildfarelse ville derfor bestå i dette: De lærte, at »opstandelsen allerede har fundet sted«, at der slet ikke skal være nogen legemlig opstandelse, men at alt, hvad opstandelse betyder, er, at sjælen vågner af synden. Denne opvågnen af synden havde allerede fundet sted hos dem selv, hævdede de, og derfor kunne der ikke i fremtiden komme nogen dag, hvor de døde skal høre Guds Søns røst og komme frem fra graven (Joh 5,28).

3. Begyndende gnosticisme:

Denne lære fra Hymenæus havde indtil da haft fremgang: den havde »omstyrtet nogles tro« (2 Tim 2,18). Det er umuligt præcist at definere hele denne vranglæres natur, men det, Paulus siger om den, gør det tydeligt, at den var en form for begyndende gnosticisme. Denne åndeliggørelse af opstandelsen udsprang af forestillingen om al materiel substans' nødvendigvis onde natur. Denne forestilling førte straks til den konklusion, at menneskets legeme i sit væsen er ondt, og at hvis mennesket skal hæve sig til sin sande natur, må det frigøre sig fra trældommen, ikke under synden, men under legemet. Denne foragt for legemet førte til fornægtelsen af opstandelsen i dens bogstavelige betydning; og alt, hvad Kristus havde lært om emnet, blev kun forklaret, i allegorisk betydning, som sjælens opstandelse fra synden.

4. Omstyrter troen:

Lære af denne art beskrives af Paulus som havende virkninger, der ligner den »æden«, som koldbrand forårsager. Den er dødbringende; den omstyrter den kristne tro. Hvis den ikke blev ødelagt, ville den fordærve menigheden, for hvis der ikke er nogen bogstavelig opstandelse af de døde, så er Kristus, som Paulus viser i 1 Kor 1, ikke oprejst; og hvis Kristi bogstavelige opstandelse fornægtes, er kristne troende endnu i deres synder, og den kristne religion er falsk.

5. Overgivet til Satan:

Den måde, hvorpå apostlen behandlede disse lærere, Hymenæus og hans ledsagere, var ikke blot ved på ny at hævde den sandhed, som de fornægtede, men også ved at fælde dom over disse lærere—»som jeg overgav til Satan, for at de skulle lære ikke at spotte«. Med hensyn til betydningen af denne dom findes der stor fortolkningsvanskelighed. Nogle forstår den som simpel udelukkelse af kirken. Men dette synes ganske utilstrækkeligt til at udtømme betydningen af de ord, Paulus bruger. Andre opfatter den som betegnelse for påførelsen af en eller anden legemlig lidelse eller sygdom. Også dette er ganske utilstrækkeligt som forklaring. Det synes, at en person, der blev overgivet til Satan, blev afskåret fra alle kristne privilegier; han blev »fjernet« fra de kristne troendes legeme og overgivet til »Satan«, den Onde i hans mest tydelige personlighed (1 Kor 5,2; 1 Kor 5,5; 1 Kor 5,13). Sammenlign tilfældene med Ananias og Safira (ApG 5) og Elymas (ApG 13,11).

Det er vigtigt, at formålet med denne frygtelige dom ikke overses. Straffens hensigt var klart lægende. Både i tilfældet med Hymenæus og Alexander og i tilfældet med den person, der behandles i 1 Kor 1, var hensigten at opnå et endeligt gode. I 1 Kor er det »til kødets ødelæggelse, for at ånden kan blive frelst på Herren Jesu dag«. På samme måde overgives Hymenæus og Alexander til Satan, ikke til deres endelige fortabelse, men for at de gennem denne frygtelige tugt—for sådan er betydningen af det ord, der oversættes »lært«—må lære ikke at spotte. Formålet med denne tugt, at de skulle lære ikke at spotte, viser den frygtelige længde af ugudelighed og forhånelse af den kristne sandhed, som Hymenæus var nået til.

6. De »fordrejede ting« i Efesos:

I historien om Hymenæus og hans fæller og i deres dristige og antikristelige lære, som havde omstyrtet nogles tro, kan vi ikke undgå at se opfyldelsen af det, Paulus havde sagt mange år tidligere i sin afskedstale til de ældste i menigheden i Efesos: "Jeg ved, at efter min bortgang skal glubske ulve komme ind iblandt jer og ikke skåne hjorden; og blandt jer selv skal mænd stå frem og tale forvendte ting for at drage disciplene efter sig" (ApG 20,29). Det var i menigheden i Efesos, at Hymenæus og Alexander og Filetus var trådt frem. Den koldbrandagtige karakter af deres lære er allerede blevet beskrevet.

John Rutherfurd