Proselyt

Bruges i LXX om “fremmed” (1 Krøn 22,2), dvs. en, der kommer til Israels land; en, der opholder sig i landet (2 Mos 12,48; 20,10; 22,21), og i Det Nye Testamente om en omvendt til jødedommen. Sådanne omvendte fandtes fra tidlige tider (Es 56,3; Neh 10,28; Est 8,17). Moseloven gav særlige bestemmelser om optagelsen i den jødiske menighed af sådanne, som ikke var fødte israelitter (2 Mos 20,10; 23,12; 12,19, 48; 5 Mos 5,14; 16,11, 14, osv.). Kenitterne, gibeonitterne, keretitterne og peletitterne blev således optaget til israelitternes privilegier. Således hører vi også om enkelte proselytter, der steg til fremtrædende stillinger i Israel, som Doeg edomitten, Urias hittitten, Aravna jebusitten, Selek ammonitten, Jitma og Ebed-Melek etiopierne.

På Salomos tid var der et hundrede treoghalvtreds tusind seks hundrede fremmede i Israels land (1 Krøn 22,2; 2 Krøn 2,17, 18). Og profeterne taler om, at den tid skal komme, da de fremmede skal få del i alle Israels privilegier (Ez 47,22; Es 2,2; 11,10; 56,3-6; Mika 4,1). I overensstemmelse hermed læser vi i nytestamentlig tid om proselytter i synagogerne (ApG 10,2, 7; 13,42.43.50; 17,4; 18,7; Luk 7,5). De “religiøse proselytter”, der her tales om, var retfærdighedsproselytter, til forskel fra portens proselytter.

Skellet mellem “portens proselytter” (2 Mos 20,10) og “retfærdighedsproselytter” opstod først hos rabbinerne. Ifølge dem blev det ikke krævet af “portens proselytter” (halvproselytter), at de skulle omskæres eller rette sig efter den mosaiske ceremonilov. De var kun forpligtet til at rette sig efter de såkaldte syv Noa-bud, nemlig at afholde sig fra afgudsdyrkelse, bespottelse, blodsudgydelse, urenhed, at spise blod, tyveri, og at vise lydighed mod myndighederne. Ud over disse love blev det dog krævet af dem, at de afholdt sig fra arbejde på sabbatten og undlod at bruge syrnet brød i påsketiden.

“Retfærdighedsproselytterne”, religiøse eller fromme proselytter (ApG 13,43), var bundet til alle den jødiske ordnings læresætninger og forskrifter og var medlemmer af synagogen med fuldt fællesskab.

Navnet “proselyt” forekommer i Det Nye Testamente kun i Matt 23,15; ApG 2,10; 6,5; 13,43. Det navn, de almindeligvis betegnes med, er “fromme mænd” eller mænd, der “frygter Gud” eller “tilbeder Gud.”