Etiopiske oversættelser

e-thi-op'-ik vur'-shuns:

Kristendommen blev indført i Abessinien af tyriske missionærer, som sandsynligvis talte græsk, omkring Konstantin den Stores tid. Bibelen blev oversat til etiopisk, eller, for at bruge det indfødte navn, Ge`ez, idet Det Gamle Testamente blev oversat fra Septuaginta, mellem det 4. og 5. århundrede, af forskellige hænder, skønt arbejdet i folkelig tradition blev tilskrevet Frumentius, den første biskop. Den kendsgerning, at Skrifterne var blevet oversat til etiopisk, var kendt af Chrysostomus (Hom. II, in Joannem). De oversættelser, der således blev lavet, blev revideret engang omkring det 14. århundrede og korrigeret ved hjælp af den masoretiske tekst. De etiopiske skrifter indeholder de bøger, der findes i den alexandrinske recension, med undtagelse af Makkabæerbøgerne; men deres betydning ligger i deres pseudepigrafiske skrifter, Asc Isa, Enoks Bog og Jubilæerbogen. Den 1. udgave af Det Nye Testamente udkom i Rom i 1545-49 (genoptrykt i Walton), men en kritisk udgave mangler endnu at blive lavet; en, der blev udgivet af British and Foreign Bible Society i 1830, indeholder mange fejl. De gammeltestamentlige kanoniske bøger og Apokryferne er blevet udgivet af Dillmann (Oktateuken og 1-4 Kongebog og Apokryferne), Bachmann (død 1894) (Esajas, Klagesangene, Obadias og Malakias) og Ludolph (Salmerne). Psalteret er ofte blevet trykt fra 1513 og fremefter. Enoks Bog blev først oversat af Richard Laurence og udgivet i Oxford i 1821, men standardudgaverne er dem af Dillmann (Leipzig, 1853) og R. H. Charles (Oxford, 1893). Dette værks betydning ligger i, at »Enoks indflydelse på Det Nye Testamente har været større end alle de andre apokryfe og pseudepigrafiske bøgers tilsammen« (Charles, 41). Ikke blot ordvalg og idéer, men Det Nye Testamentes læresætninger er i høj grad påvirket af den. Hvad angår de kanoniske bøger og Apokryferne, er håndskrifterne for dårlige og for sene til at have nogen værdi for kritikken af den græske tekst.

Thomas Hunter Weir