Eumenes II

u'-me-nez (Eumenes, »velvillig«):

Konge af Pergamon, søn og efterfølger af Attalos I (197 f.Kr.). Han nævnes i Apokryferne (1 Makk 8,8) i forbindelse med det forbund, som Judas Makkabæus sluttede med romerne. Som deres allierede i krigen mod Antiochus den Store og som anerkendelse af hans fremragende tjeneste i det afgørende slag ved Magnesia (190 f.Kr.) blev Eumenes II belønnet med så vidtstrakte landområder, at han straks blev løftet fra relativ ubetydelighed til at være hersker over en stor stat. Udsagnet i Apokryferne, som beskriver hans udvidelse af territoriet, adskiller sig fra Livius', Polybios' og Appians beretninger og kan ikke være korrekt.

Romerne siges at have taget »Indien og Medien og Lydien« fra Antiochus og at have givet dem til Eumenes II. Antiochus havde aldrig nogen besiddelser i Indien, og det havde heller ingen tidligere konge af Syrien. Han var kun nødt til at opgive landene på den side af Taurus, der vendte mod Rom. Intet forslag til læsningen »Indien« i beretningen har vundet tilslutning (det kan muligvis have været en afskrivers fejl for »Ionien«; se Livius xxxvii.44). Eumenes II dyrkede omhyggeligt den romerske alliance, men blev mistænkt i forbindelse med Perseus' affærer, den sidste konge af Makedonien. Han kom aldrig til et åbent brud med romerne og døde i 159 f.Kr. efter en regeringstid på 39 år.

J. Hutchison