Etiopisk sprog

e-thi-op'-ik lan'-gwaj:

Det sprog, der almindeligt kaldes etiopisk, er det sprog, hvori indskrifterne fra kongerne i det gamle aksumitiske rige og det meste af litteraturen fra det kristne Abyssinien er skrevet. Det kaldes lesana Ge`ez, "Ge`ez' tunge", af abyssinerne selv, højst sandsynligt fordi det oprindeligt var dialekten for Ge`ez-stammen, som i oldtiden må have boet i eller nær ved Aksum.

Navnene Etiopien og etiopere er blevet brugt i mange forskellige betydninger af forskellige folkeslag. For grækerne var Etiopien et land syd for Egypten, og ordet bruges almindeligvis i denne betydning i Egyptens historie. De etiopiske konger kom fra det land, der nu kaldes Nubia i det anglo-egyptiske Sudan. I hellenistisk tid fik ordet en bredere betydning, og Etiopien var navnet på alt landet mellem Det Røde Hav og Nilen syd for Egypten selv. Nogle gange var "indisk" og "etiopisk" synonymer, eller Etiopien blev endog anset for at strække sig helt til Atlanterhavet mod vest. Men grækerne og romerne havde meget lidt sikker geografisk viden om disse lande.

Se Etiopien.

Det faktum, at Etiopien på et tidspunkt betød landet mellem Det Røde Hav og Nilen, bevægede de hedenske konger i Aksum i det nordlige Abyssinien til at adoptere dette navn for deres eget land og give det en snævrere betydning end den, som det havde på det tidspunkt. Derfor i Kong Aeizanas' (`Ezana) tosprogede indskrift betyder ordet Aithiopia en gengivelse af det semitiske Chabashat ("Abyssinien", men her mere særligt henvisende til Nordabyssinien). Under denne samme konge, omkring år 350 e.Kr., blev Abyssinien kristent; og efter at Bibelen var blevet oversat til Ge`ez-sproget, fandt abyssinerne, at Etiopien blev nævnt der flere gange. Deres nationale stolthed blev smiget af tanken om, at deres land skulle omtales i de Hellige Skrifter, og af denne grund var de alt desto mere villige til at anvende det pågældende navn på deres eget land. Helt til i dag kalder de det Etiopien ('Itiopiya), og sig selv etiopere; deres legender taler endog om en forfader Itiopis.

Vi kan da, hvis vi ønsker det, tale om et nubisk og et abyssinisk Etiopien, men udtrykket "etiopisk sprog" er blevet almindeligt brugt som ækvivalent med lesana Ge`ez og bør derfor kun anvendes på Abyssiniens gamle litterære sprog.

Dette sprog er tæt beslægtet med Sydarabiens sprog: det repræsenterer den sydvestlige gren af den sydlige afdeling af de semitiske sprog. Den vigtigste gren af denne afdeling er naturligvis det arabiske sprog, og med dette har etiopisk meget til fælles. På den anden side findes der mange ord og former i etiopisk, som ikke forekommer i arabisk, men i hebraisk eller endog i babylonisk og assyrisk. Det er blevet hævdet, at semitternes hjemland var i Afrika; og hvis det var tilfældet, kan folket, der talte det etiopiske sprog, aldrig have vandret meget. Men størstedelen af de lærde, som har udtrykt deres mening om emnet, mener, at Asien var semitternes hjemland; dette er også artiklens forfatters mening. Så må de semitiske indbyggere i Abyssinien være kommet tværs over Det Røde Hav. Deres vandring må være begyndt mange århundreder før vor tid. Den har næsten aldrig standset, da arabere i mindre og nogle gange større antal har drevet ind i Abyssinien i alle perioder.

De semitiske erobrere af Abyssinien fandt to forskellige racer af folkeslag i det land, hvor de bosatte sig: (1) Afrikanske urbefolkninger og (2) Kushitter, en gren af den hamitiske familie. Deres sprog var forskellige fra hinanden og naturligvis også forskellige fra semitternes; nogle af dem tales helt til i dag. Da semitterne først kom og dannede deres litterære sprog, tillod de ikke, at landet befolkningers sprog påvirkede deres eget talesæt ret meget; men gradvist blev denne påvirkning stærkere og stærkere, og den er meget tydelig i Abyssiniens moderne semitiske sprog. En oversigt over det etiopiske sprogs historie er som følger: Dets ældste kendte mindesmærke er hidtil den semitiske del af Kong `Ezanas tosprogede indskrift, som dateres fra 300-tallet e.Kr.'s første halvdel. Før det tidspunkt må etiopisk have været talt uden tvivl, men det blev ikke skrevet: græsk og sabæisk blev skrevet i stedet. På Kong `Ezanas tid synes kendskabet til det sabæiske sprog at have været meget lille; men sabæisk skrift blev stadig brugt. Den semitiske del af den netop nævnte indskrift er på det etiopiske sprog, men højre én gang i sabæisk skrift og anden gang i det oprindelige etiopiske skrift, som var afledt af det sabæiske. I den første af disse to "udgaver" bliver to eller tre sabæiske ord brugt i stedet for deres etiopiske ækvivalenter. Et par andre gamle indskrifter fundet i det aksumitiske rige kan også dateres fra samme periode.

Muligvis i samme 300-tallet påbegyndtes oversættelsen af Bibelen til etiopisk; og dette faktum markerer begyndelsen på en virkelig etiopisk litteratur. Måske blev Psalmerne og Evangelierne oversat først, da de var mest nødvendige i den kristne kirkes gudstjeneste. De forskellige bøger i Skrifterne blev oversat af forskellige mænd, nogle af hvilke oversatte bogstaveligt, nogle mere efter betydningen, nogle havde godt, nogle kun dårligt kendskab til det sprog, hvorfra og det sprog, hvortil de oversatte. Begge Testamenter blev oversat fra græsk af mænd, hvis modersmål sandsynligvis var aramæisk. Dette bevises af tilstedeværelsen af græske og aramæiske ord og ved de former, hvori hebraiske navne vises i etiopisk translitteration. De ældste påvirkninger, som det etiopiske sprog oplevede, var derfor:

(1) Sabæisk; en række fagudtryk kan være blevet adopteret af de gamle aksumiitter fra sabæisk på det tidspunkt, hvor dette var deres litterære sprog;

(2) afrikansk, dvs. kushitisk og indfødt afrikansk; de semitiske erobrere fandt i deres nye land en mængde nye dyr og træer eller planter, som de ikke kendte, og i mange tilfælde overtog de deres afrikanske navne;

(3) aramæisk, dvs. jødisk og kristent; dette er for det meste ord, der vedrører religiøse eller teologiske forhold;

(4) græsk; nogle af de græske ord, der findes i etiopisk, vedrører religiøse forhold på samme måde som de aramæiske, andre betegner genstande eller ideer, som de gamle abessinere modtog fra den civiliserede verden, og atter andre er blot translitterationer af græske ord i Bibelen og andre religiøse bøger, som oversætterne ikke forstod.

Tiden for det aksumitiske rige var den tid, da det etiopiske sprog blomstrede. Dette rige blev sandsynligvis styrtet i det 7. eller 8. århundrede e.Kr.; og vi ved i virkeligheden meget lidt om Abessiniens historie fra omkring 700 til omkring 1300 e.Kr. I 1270 kom det såkaldte salomoniske dynasti igen på tronen; rigets sæde var dog ikke længere Aksum, men Gondar, nord for Tsanasøen. Imidlertid var det litterære sprog blevet et dødt sprog; nye dialekter var opstået og havde taget dets plads i daglig tale. Men Ge`ez vedblev at være det hellige sprog; det var Bibelens og kirkens sprog, og da der i det 14. og 15. århundrede kom en genoplivning af abessinsk litteratur, var det litterære sprog Ge`ez. Men det blev påvirket af de nye dialekter, især af amharisk, sproget i Amhara, hvor Gondar lå, og hvor de fleste bøger blev skrevet eller oversat. Denne påvirkning berørte især stavningen af Ge`ez i de bøger, som behandlede religiøse forhold, og som derfor måtte skrives på rent Ge`ez. I historiske bøger blev en mængde ord taget fra amharisk; og dette sprog, kaldet lesana tarik, "krønikernes tungemål," har ofte præg af et blandingssprog.

I det 16. og 17. århundrede kom europæiske missionærer til Abessinien og forsøgte at omvende de monofysitiske abessinske kristne til romersk katolicisme. For at komme i nær kontakt med det almindelige folk brugte de amharisk som litterært sprog, så alle, ikke kun de lærde, kunne forstå deres bøger. Deres eksempel blev fulgt af forsvarerne af den indfødte kirke; og siden den tid er amharisk blevet et anerkendt litterært sprog i Abessinien, skønt Ge`ez stadig betragtes som kirkens egentlige sprog.

Amharisk blev afledt af et søstersprog til etiopisk; den direkte efterkommer af det etiopiske sprog er moderne tigrinja; et sprog afledt af en dialekt, der er meget nært beslægtet med Ge`ez, er moderne tigre. Litteratur.

Ludolf, Historia Aethiopica, 1681; id, Commentarius ad suam historiam Aethiopicam, 1691; Dillmann, Grammatik der athiopischen Sprache (oversat til engelsk af Crichton) 1907, Indledning; Littmann, Geschichte der athiopischen Litteratur, 1907.

Enno Littmann