Arabisk sprog

ar'-a-bik lan'-gwaj: For den, der studerer Bibelen, har det arabiske sprog interesse, for det første som et af medlemmerne af den semitiske sproggruppe, hvortil Bibelens hebraiske og aramaiske sprog hører; for det andet som et af de sprog, som Bibelen og anden kirkelig litteratur tidligt blev oversat til, og hvori der blev frembragt en kristen litteratur; og for det tredje som Muhammeds og hans tilhængeres folkesprog, det klassiske sprog for det religiøse system, der er afkom af en degenereret jødedom og kristendom.

1. Filologisk karakteristik:

Forskere er i almindelighed enige om at gruppere arabisk og etiopisk sammen som en sydsemitisk gren af den semitiske stamme. Om det arabiske sprogs geografiske og etnologiske baggrund, se Arabien. Et almindeligt kendetegn ved dette ørkenens sprog er dets bemærkelsesværdige bevarelse, langt ind i en sen historisk periode, af grammatiske træk, som var udslettet eller under udslettelse i de andre semitiske sprog allerede ved deres tidligste fremtræden i litteraturen; således at arabisk i perioden siden sin litteraturs guldalder har undergået forandringer, som i visse henseender svarer til dem, dets søsterdialekter gennemgik i deres før-litterære eller tidligste litterære stadium. Således er for eksempel substantivernes kasusendelser, tabt i aramaisk og kana'anæisk (herunder hebraisk), næsten tabt i de abessinske dialekter, begyndende at blive tilsidesat selv i det tidlige (folkelige) babyloniske og også tabt i moderne arabiske dialekter, i fuld livskraft gennem hele den klassiske periode af arabisk litteratur.

Det arabiske sprog selv, gammelt og moderne, deler sig i et meget stort antal dialekter, hvoraf mange har opnået den udmærkelse at frembringe en større eller mindre litteratur. Men dialekten hos stammen Koreish, som Muhammed tilhørte, er den, der naturligt nok, som følge af Koranens tilblivelse og udbredelse, er blevet normen for rent arabisk. Gamle arabiske digte, nogle af dem frembragt i »uvidenheden«, det vil sige før Muhammeds dage, er i det væsentlige på samme dialekt som Koranens, for det ser ud til, at beduinstammer, der færdedes inden for den arabiske ørkens grænser, talte et arabisk, der kun i ringe grad var differentieret af stamme- eller geografiske særtræk. På den anden side talte indbyggerne ved Det Indiske Oceans kyst fra Yemen til Oman og på øen Socotra ud for denne kyst et arabisk, der afveg stærkt fra de nordlige stammers. De forskellige dialekter af dette »sydarabiske«, kendt dels gennem deres datterdialekter i dag (Mehri, Socotri osv.), dels fra de talrige og vigtige indskrifter (»minæiske« og »sabæiske«), som nylige rejsende, især Halevy og Glaser, har fundet i Yemen, viser et nærmere slægtskab med de abessinske dialekter (Ge'ez, dvs. »etiopisk«, Tigre, Tigrina, Amharic osv.) end »nordarabisk« gør, sådan som man da også kunne vente ud fra Habesh-stammernes eller abessinernes anerkendte sydarabiske oprindelse.

For fortolkningen af Det Gamle Testamente har det arabiske sprog ydet hjælp på flere måder. Inden for leksikografien har det kastet lys ikke blot over mangt et ord, der kun bruges én gang i Bibelen eller for sjældent til, at brugen alene kan bestemme dets betydning, men også over ord, der havde syntes klare nok i deres bibelske sammenhæng, men som er blevet belyst eller korrigeret gennem deres brug i den arabiske litteraturs umådelige mængde og spændvidde med dens enorme ordforråd. For det moderne videnskabelige studium af hebraisk grammatik, med dets genetiske metode, har arabisk haft den største værdi, gennem sammenligningen af dets beslægtede former, hvor arabisk i det store og hele har den enklere, fyldigere og mere regelmæssige morfologi, og gennem sammenligningen af lignende konstruktioner, som den højt udviklede arabiske syntaks giver nyttige rubrikker for.

Hertil kommer, at det arabiske sprog spiller en fremtrædende rolle, måske den vigtigste rolle, i bestemmelsen af de love for lydforandring, som engang styrede udviklingen og nu afslører de indbyrdes forhold mellem de forskellige semitiske sprog.

Den skrift, vi kender som arabisk skrift, med dens talrige varianter, udviklede sig af det vulgære aramaiske alfabet i Nordarabien; diakritiske punkter blev føjet til mange af disse bogstaver, enten for at skelne arabiske lyde, som der ikke fandtes noget bogstav for, eller for at adskille bogstaver, hvis former var blevet så ens, at de skabte forvirring. I Yemen opstod tidligt en anden skrift, nemlig skriften i de ovennævnte indskrifter, beundringsværdigt klar og egnet til sandsynligvis at udtrykke alle de vigtigste varianter af konsonantlyde i faktisk brug, dog helt uden vokaler.

2. Kristen arabisk litteratur:

Om arabiske oversættelser af Bibelen, se arabiske oversættelser. Ud over selve Skrifterne følte kristne samfund, der levede i den arabisktalende verden (primært, men ikke udelukkende, i Egypten og Syrien), stærkest behovet for en kristen litteratur, der passede til tidens og regionens smag. Apokryft og legendarisk materiale udgør derfor en stor del af listen over kristen arabisk litteratur. Se apokryfe evangelier. Men dette materiale var ikke originalt. Med den ringe grad af intellektuel aktivitet i disse kredse er det ikke overraskende, at det meste af sådant materiale, og i grunden af hele den litterære produktion, består af oversættelser fra syrisk, græsk eller koptisk, og at originale frembringelser er få i antal.

Af disse sidste er de mest bemærkelsesværdige følgende: teologiske og apologetiske traktater af Theodor, biskop af Haran, den samme som førte den berømte disput med muhammedanske lærde ved kaliffen Al-Mamuns hof tidligt i det 9. århundrede; apologetiske og polemiske skrifter af Yahya ibn Adi fra Tekrit og af hans elev Abu All Isa ibn Ishaq, begge i det 10. århundrede; Bar Hebraeus' arabiske værker, bedre kendt for sine talrige syriske skrifter, men også ophavsmand til både historiske og teologiske værker på arabisk (13. århundrede); i Egypten, men tilhørende det samme jakobitiske eller monofysitiske kirkefællesskab som de ovennævnte, biskop Severus af Eshmunains polemiske og homiletiske arbejder (10. århundrede), og, en generation før Severus og tilhørende den modsatte eller melkittiske egyptiske kirke, krøniken af Eutychius, patriark af Alexandria, fortsat et århundrede senere af Yahya ibn Said fra Antiokia; store samleværker om kirkehistorie, kirkeret og teologisk blandet stof af de koptiske kristne Al-Makin, Abu Ishaq ibn Al-Assal, Abu'l-Barakat og andre, lederne i en almindelig genoplivning af egyptisk kristendom i det 13. århundrede; på nestorianismens grund, endelig, de kirkelige, dogmatiske og eksegetiske skrifter af Abulfaraj Abdallah ibn At-Tayyib (11. århundrede), de apologetiske skrifter af hans samtidige, Elias ben Shinaya, historikeren, og den nestorianske kirkekrønike, påbegyndt i det 12. århundrede af Mari ibn Suleiman og fortsat to århundreder senere af Amr ibn Mattai og Saliba bar Johannan. Efter denne tid frembringes der ingen original litteratur af arabisktalende kristne før den moderne intellektuelle genoplivning, der blev fremkaldt ved kontakten med europæisk kristendom.

3. Islams litterære redskab:

Hvad aramæisk, græsk og latin efter tur har været i kristendommens historie, alt dette, og mere til, har arabisk været i islams historie. Som sproget hos dens grundlægger og hans »hjælpere«, sproget i Koranen, der blev »sendt ned« fra Gud til Muhammed ved englen Gabriel, og derfor sproget, hvori den altid er blevet bevaret af de troende, uoversat, hvor den end har bredt sig i islams vide verden, er arabisk identificeret med islam i dens oprindelse, dens historie, dens litteratur og dens propaganda. Alle berøringspunkter mellem Bibelens religion og Koranens religion, litterære, historiske, apologetiske og missionerende, er ens deri, at de af den indsigtsfulde studerende af kristendommen kræver et sympatisk kendskab til den store arabiske tunges ånd og mesterværker.

J. Oscar Boyd