Det Gamle Testamentes sprog

lan'-gwaj-es

I. DE SEMITISKE SPROG

1. Medlemmer af den semitiske sprogfamilie

2. Navnet hebraisk

3. Gammelhebraisk litteratur

II. DET HEBRAISKE SPROGS HISTORIE

1. Sprogets ældste form

2. Det Gamle Testamentes hebraisk

3. Dets ensartethed

4. Årsagen til dette

5. Forskelle på grund af alder

6. Stilforskelle

7. Fremmede påvirkninger

8. Poesi og prosa

9. Det hebraiske sprogs hjemsted

10. Dets ælde

11. Hvornår hebraisk blev et dødt sprog

III. HEBRAISKENS VIGTIGSTE KENDETEGN

1. Karakteristiske lyde

2. Bogstaver, der repræsenterer to lyde

3. Konsonanter, der repræsenterer vokaler

4. Stavelsen

5. Trebogstavsrødder

6. Bøjninger eller afledte stammer

7. Mangel på tider

8. Pronominerne

9. Dannelse af substantiver

10. Indre bøjning

11. Verbets syntaks

12. Substantivets syntaks

13. Fattigdom på adjektiver

IV. BIBELARAMÆISK

1. Aramæiske dele af Det Gamle Testamente

2. Fonologi

3. Grammatik

4. Syntaks

5. Aramæisk mere forfaldent end hebraisk

V. SEMITTERNES LITTERÆRE KENDETEGN

1. Konkret og abstrakt

2. Synet på naturen

3. Billedskabende fantasi

4. Prosa og poesi

5. Hebraisk let at oversætte

LITTERATUR

Der blev kun brugt to sprog i grundformerne til Det Gamle Testamentes bøger (bortset fra et egyptisk, persisk eller græsk ord hist og her), nemlig hebraisk og bibelaramæisk, som begge tilhører den store sprogfamilie, der kaldes semitisk.

I. De semitiske sprog.

De sprog, der blev talt i Sydvestasien i den historiske periode, som Bibelen behandler, er blevet kaldt shemitiske efter Noas søn, som størstedelen af de folk, der talte disse sprog — arabere, hebræere, aramæere og assyrere (1 Mos 10,21) — nedstammede fra. For imidlertid at vise, at betegnelsen ikke passer helt præcist på det, den betegner — idet elamitterne og lydierne sandsynligvis ikke talte et shemitisk sprog, mens kana’anæerne, herunder fønikerne, med de kolonister, der nedstammede fra dem i Karthago og andre steder ved Middelhavets kystområder, såvel som abyssinierne (etiopierne), som gjorde det, regnes for efterkommere af Kam (1 Mos 9,18; 1 Mos 10,6) — skrives ordet nu almindeligvis “semitisk”, et udtryk indført af Eichhorn (1787). Disse sprog blev talt fra Det Kaspiske Hav til det sydlige Arabien og fra Middelhavet til Tigrisdalen.

1. Medlemmer af den semitiske sprogfamilie:

Følgende liste viser de vigtigste medlemmer af denne familie:

(1) Sydsemitisk eller arabisk:

Omfatter sproget i de sabæiske (himyaritiske) indskrifter samt ge'ez eller etiopisk. Arabisk tales nu fra Kaukasus til Zanzibar og fra Ostindien til Atlanterhavet.

(2) Centralsemitisk eller kana’anæisk:

Omfatter hebraisk, gammelt og nyt, fønikisk med punisk og moabitisk (sproget i MS).

(3) Nordsemitisk eller aramæisk:

Omfatter

(a) østaramæisk eller syrisk (syriske kristnes sprog), sproget i den babyloniske Talmud, mandæisk;

(b) vestaramæisk eller aramæisk fra Israels land i targumerne, Talmud fra Israels land (Gemara), bibelaramæisk (“kaldæisk”), samaritanernes sprog, sproget i nabatæiske indskrifter.

(4) Østsemitisk:

Sproget i assyrisk-babyloniske indskrifter.

2. Navnet hebraisk:

Med undtagelse af nogle få kapitler og brudstykker, der nævnes nedenfor, er Det Gamle Testamente helt igennem skrevet på hebraisk. I selve Det Gamle Testamente kaldes dette sprog “jødernes” (2 Kong 18,26; 2 Kong 18,28). I Es 19,18 kaldes det poetisk, hvad det faktisk var, “Kana’ans sprog” (hebraisk “læbe”). I tillægget til Septuagintas Jobs Bog kaldes det syrisk; og i indledningen til Siraks Bog kaldes det for første gang — det vil sige i 130 f.Kr. — hebraisk. Udtrykket hebraisk i Det Nye Testamente betegner Det Gamle Testamentes sprog i Åb 9,11, men i Joh 5,2; Joh 19,13; Joh 19,17 betyder dette udtryk det daglige aramæiske talesprog. I andre passager er det usikkert, hvilket der menes. Josefus bruger det samme navn om begge. Fra targumernes tid kaldes hebraisk “det hellige sprog” i modsætning til hverdagens aramæisk. Det Gamle Testamentes sprog kaldes gammelhebraisk i modsætning til mishnaens nyhebraisk, det rabbinske, den spanske poesi osv.

3. Gammelhebraisk litteratur: Resterne af gammelhebraisk findes næsten udelukkende i Det Gamle Testamente. Nogle få indskrifter er blevet fundet, dvs. Siloam-indskrifterne, en hebraisk kalender, et stort antal ostraka fra Samaria, omkring tyve før-eksilske segl samt mønter fra makkabæernes tid og fra Vespasians og Hadrians tid.

LITTERATUR.

E. Renan, Histoire generale et systeme compare des langues semitiques; F. Hommel, Die semit. Volker u. Sprachen; Wrights og Brockelmanns komparative grammatikker; CIS; artiklen “Semitic Languages” i Encyclopedia Brit, og Murray's Illustrated Bible Dictionary.

II. Det hebraiske sprogs historie.

Hebraisk, sådan som det møder os i Det Gamle Testamente, befinder sig i en tilstand af forfald svarende til den nuværende situation for talt arabisk. I den tidligste periode lignede det uden tvivl det klassiske arabisk fra det 7. århundrede og de følgende århundreder. De variationer, der findes mellem de forskellige sproglag i Det Gamle Testamente, er små sammenlignet med forskellen mellem moderne og gammelt arabisk.

1. Sprogets ældste form:

Hebraisk var uden tvivl oprindelig et stærkt bøjet sprog, ligesom klassisk arabisk. Substantivet havde tre kasus, nominativ, genitiv og akkusativ, med endelserne henholdsvis -um', [~-im, -am, som i de sabæiske indskrifter. Både verber og substantiver havde tre tal (ental, total og flertal) og to køn, maskulinum og femininum. I substantivet havde total og flertal to kasus. Dualis og 2. og 3. person pluralis samt 2. person singularis femininum af verbets imperfektum endte på nun. I visse stillinger blev “m” i endelserne -um, -im, -am i substantivet bortfaldet. Verbet havde tre modi, indikativ, konjunktiv og jussiv, med endelserne henholdsvis -u, -a og -, samt mange former eller stammer, som hver havde aktiv og passiv diatese.

2. Det Gamle Testamentes hebraisk:

I Det Gamle Testamentes hebraisk er de fleste af disse bøjningsformer forsvundet. Af substantivets tre kasus er kun akkusativ -am bevaret i nogle få adverbielle former, såsom 'omnam, “sandelig”. Dualis er helt forsvundet fra verbet og også fra substantivet, med undtagelse af ting der forekommer parvis, såsom hånd og øje, som ikke har nogen pluralis. Nominativkasus i substantivets dualis og pluralis er forsvundet, og den oblikke kasus bruges for begge. Undtagen i tilfælde af poetisk arkaisme er verbets afsluttende nun gået tabt, og da de afsluttende vokaler er faldet bort i verber såvel som i substantiver, er resultatet, at jussivformerne også tjener som indikativ og konjunktiv. Mange af formerne eller stammerne er gået ud af brug, og kun de passive former af to bruges.

3. Dets ensartethed:

Et af de mest bemærkelsesværdige forhold i forbindelse med Det Gamle Testamentes hebraisk er, at selv om denne litteratur strækker sig over en periode på mere end 1.000 år, er der næsten ingen forskel mellem sproget i de ældste dele og sproget i de seneste. Dette fænomen kan forklares på flere måder. For det første er næsten hele Det Gamle Testamentes litteratur religiøs af karakter, og som sådan ville de tidligste skrifter blive forbillede for de senere, ligesom Koranen – det første prosaværk skrevet på arabisk som er bevaret – er blevet mønsteret for alle senere kompositioner. Det samme gjaldt i mange århundreder Aristofanes’ og Euripides’ indflydelse på dannede grækeres sprog, og, siges det, Konfutses indflydelse på de lærde kineseres sprog.

4. Årsagen dertil:

Men en hovedårsag er sandsynligvis det forhold, at de semitiske sprog ikke varierer med tiden, men med stedet. Det arabiske ordforråd, der bruges i Marokko, adskiller sig fra det i Egypten, men de arabiske ord, der bruges i hvert af disse lande, er forblevet de samme i århundreder – faktisk siden arabisk begyndte at blive talt i dem. På samme måde skal de små forskelle, som findes i de forskellige dele af Det Gamle Testamente, ikke tilskrives en forskel i datering, men det forhold, at nogle forfattere hørte til Sydriget, nogle til Nordriget, nogle skrev i Israels land, nogle i Babylonien (jf. Neh 13,23; Neh 13,24; Dom 12,6; Dom 18,3).

5. Forskelle på grund af alder:

Det Gamle Testamentes litteratur falder i to hovedperioder: den, der blev skrevet før og under det babyloniske eksil, og den, der falder efter eksilet. Men selv mellem disse to perioder er sprogforskellene forholdsvis små, således at det ofte er vanskeligt eller umuligt alene på sprogligt grundlag at sige, om et bestemt kapitel er før-eksilsk eller efter-eksilsk, og forskere af første rang har ofte de mest modsatte meninger om disse punkter. For eksempel placerer Dillmann det såkaldte Dokument P (Præstekodeksen) før Dokument D (Den deuteronomiske kodeks) i kongetiden, hvorimod de fleste kritikere daterer D til omkring 621 og P til omkring 444 f.Kr.

6. Stilforskelle:

Det er unødvendigt at tilføje, at de forskellige forfattere adskiller sig fra hinanden med hensyn til stil, men disse variationer er forsvindende små sammenlignet med dem hos græske og latinske forfattere og skyldes, som sagt ovenfor, i høj grad sted og miljø. Således er Hoseas stil ganske forskellig fra hans samtidige Amos’ stil, og Deutero-Esajas’ stil viser meget tydeligt præget af det sted, hvor den blev til.

7. Fremmede påvirkninger:

En langt mere kraftfuld faktor i forandringen af sproget var fremmede sprogs indflydelse på hebraisk, især med hensyn til ordforråd. Den tidligste af disse var sandsynligvis egyptisk, men af langt større betydning var assyrisk, hvorfra hebraisk fik et stort antal låneord. Det er velkendt, at den babyloniske skrift blev brugt til handelsformål i hele Sydvestasien, selv før hebræerne kom ind i Kanaan (se TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT; TEXT OF THE OLD TESTAMENT), men Babylons indflydelse på landet synes at være blevet stærkt overdrevet. Det vigtigste berøringspunkt er i mytologien, som kan have været fælles for begge folk. I sprogets senere, især efter-eksilske stadier, findes der mange aramaismer med hensyn til syntaks såvel som ordforråd; og i endnu senere faser findes persiske og endog græske ord.

8. Poesi og prosa:

Som i andre sprog adskiller ordforrådet i den poetiske litteratur sig også på hebraisk fra prosaforfatternes. På hebraisk er der dog ikke den skarpe skelnen mellem disse to, som findes i klassikerne. Når prosa bliver ophøjet ved indførelsen af følelse, falder den ind i en naturlig rytme, som på hebraisk udgør poesi. Således er de fleste af de såkaldte profetiske bøger poetiske i form. Et andet kendetegn på poesi er en tilbagevenden til arkaiske grammatiske former, især genindførelsen af det afsluttende nun i verbet.

9. Det hebraiske sprogs hjemsted:

Den form for semitisk, som var hjemmehørende i Kanaans land, kaldes undertiden middelsemitisk. Før israelitterne kom ind i landet, var det kana’anæernes sprog, fra hvem hebræerne overtog det. At hebraisk ikke var Abrahams sprog før hans udvandring, fremgår af, at han kaldes en aramæer (5 Mos 26,5), og at Labans modersmål var aramaisk (1 Mos 31,47). Et yderligere punkt er, at ordet “hav” bruges om vest og “Negeb” om syd, hvilket peger på Israels land som sprogets hjemsted (således Es 19,18).

10. Dets alder:

Da de oprindelige indbyggere i Kanaans land ikke var semitter, kan vi ikke slutte, at det hebraiske sprog eksisterede tidligere end de første semitiske indvandringer til landet, det vil sige i det tredje årtusinde f.Kr. Det ville således være et langt yngre medlem af den semitiske familie end assyrisk-babylonisk, som udviser alle tegn på stor ælde længe før man møder det hebraiske sprog.

11. Da hebraisk blev et dødt sprog:

Det babyloniske eksil lød som dødsklokkerne for det hebraiske sprog. De uddannede klasser blev deporteret til Babylon eller flygtede til Egypten, og de, der blev tilbage, var ikke sene til at antage det sprog, som deres erobrere brugte. Det gamle hebraisk blev et litterært og helligt sprog, mens dagliglivets sprog sandsynligvis var aramæisk. Hvad end den præcise betydning af Neh 8,8 måtte være, beviser det, at folket på den tid havde særdeles svært ved at forstå klassisk hebraisk, når det blev læst op for dem. Alligevel fortsatte man med at bruge det gamle sprog til religiøse formål i flere århundreder. Af patriotiske grunde blev det brugt af makkabæerne og af Bar Kochba (135 e.Kr.).

LITTERATUR.

Gesenius, Geschichte der hebr. Sprache und Schrift; Bertheau, "Hebr. Sprache" i RE, 2. udgave; se også "Literature" i det følgende afsnit.

III. Hebraisk vigtigste kendetegn.

De særlige træk, som især kendetegner et sprog, kan findes i dets alfabet, i dets bøjningsmåde eller i dets syntaks.

1. Karakteristiske lyde:

Det hebraiske alfabet kendetegnes ved det store antal gutturale lyde, det indeholder, og disse er ikke blot palatale lyde som i skotsk eller tysk ch, men egentlige strubelyde, sådan som de ikke findes i de ariske sprog. Da det fønikiske alfabet derfor gik over til Grækenland, blev disse uudtalelige lyde, " ` " (`ayin), "ch" (cheth), "h" (he), " ' " ('aleph), ændret til vokaler, A, E, H, O. På hebraisk dominerer de gutturale bogstaver. "I de hebraiske ordbøger optager de fire gutturaler betydeligt mere end en fjerdedel af bindet; de resterende atten bogstaver optager betydeligt mindre end tre fjerdedele." Foruden gutturalerne er der tre kraftige konsonanter, "m" (mem), "q" (qoph) og "ts" (tsade), som udtales med sammentrækning af strubehovedet og er ganske forskellige fra vores "t", "k" og "s". På græsk blev den første blødgjort til et "th" (theta), mens de to andre bortfaldt som bogstaver, men blev bevaret som taltegn.

2. Bogstaver, der repræsenterer to lyde:

Selv om det hebraiske alfabet ikke omfatter mere end 22 bogstaver, repræsenterer disse omkring 30 forskellige lyde, for de 6 bogstaver b, g, d, k, p og t udtales, når de står umiddelbart efter en vokal, som bh(v), gh, dh, kh, ph (f) og th. Desuden repræsenterer gutturalerne "ch" (cheth) og " ` " (`ayin) hver især to forskellige lyde, som stadig er i brug i arabisk. Bogstavet "h" udtales undertiden i slutningen af et ord som i begyndelsen.

3. Konsonanter, der repræsenterer vokaler:

Et særtræk ved det hebraiske alfabet er, at bogstaverne alle er konsonanter. Fire af disse blev dog meget tidligt brugt til at repræsentere vokal- og diftonglyde, nemlig " ' ", "h", "w" og "y". Så længe hebraisk var et talesprog, blev der ikke brugt andre symboler end disse 22 bogstaver. Det var først i det 7. århundrede e.Kr., tidligst, at det velkendte, udførlige system af tegn til at repræsentere vokalerne og andre lyde blev opfundet (se TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT; TEXT OF THE OLD TESTAMENT).

4. Stavelsen:

Et træk ved det hebraiske sprog er, at intet ord og ingen stavelse må begynde med en vokal: hver stavelse begynder med en konsonant. Dette gælder også for de andre semitiske sprog, bortset fra assyrisk-babylonisk. Når en stavelse i løbet af orddannelsen ville begynde med en vokal, sættes den svage konsonant ' ('aleph) foran. Desuden må mere end to konsonanter ikke stå uden mellemliggende vokaler, som i det engelske ord "strength." Højst to konsonanter kan begynde en stavelse, og selv da udtales en svag vokal imellem dem, som qero'. Et ord kan ende på to konsonanter uden vokaler, som 'amart, men intet ord og ingen stavelse ender på mere end to.

5. Rødder med tre bogstaver:

Det fremtrædende træk ved den semitiske sprogfamilie er roden, som består af tre konsonanter. I praksis er den trilitterale rod universel. Der findes nogle få rødder med mere end tre bogstaver, men mange af de kvadrilitterale rødder dannes ved reduplikation, som kabkab på arabisk. Der er gjort mange forsøg på at føre stammer med tre bogstaver tilbage til stammer med to bogstaver ved at tage de faktorer, der er fælles for flere rødder med identisk betydning. Således synes duwm, damah, damam, "at være stille," alle at komme fra en rod d-m. Det er dog mere sandsynligt, at roden altid er trilitteral, men kan fremtræde i forskellige former.

6. Konjugationer eller afledte stammer:

Af disse trilitterale rødder dannes alle udsagnsordenes dele. Roden, som det bør nævnes, ikke er infinitiven, men 3. person ental maskulinum perfektum aktiv, udtrykker den enkle idé uden nærmere bestemmelse, som shabhar, "han brød." Intensitetsidéen opnås ved at fordoble det midterste stammebogstav, som shibber, "han brød i stykker"; passiv udtrykkes ved u-vokalen på første plads og a-vokalen på sidste, som shubbar, "det blev brudt i stykker." Den refleksive betydning sætter et "n" foran den enkle rod eller et "t" (taw) foran den intensive, men den førstnævnte bruges ofte som passiv, som nishbar, "det blev brudt," hithqaddesh, "han helligede sig selv." Den kausative betydning gives ved at sætte bogstavet "h" foran, som malakh, "han var konge," himlikh, "han fik (en) til at være konge." En noget lignende metode til verbumdannelse findes uden for de semitiske sprog, for eksempel i tyrkisk. I nogle af disse semitiske sprog er antallet af dannelser meget stort. Også på hebraisk findes der spor af stammer ud over dem, der almindeligvis er i brug.

7. Fravær af tider:

Der findes ingen tider på hebraisk i vores betydning af ordet. Der findes to tilstande, som sædvanligvis kaldes tider, perfektum og imperfektum. I den første betragtes handlingen som fuldført, hvad enten det er i fortid eller fremtid, som shabhar, "han brød," "han har brudt," "han vil have brudt," eller (i profetisk fortælling) "han vil bryde"; i den anden betragtes handlingen som uafsluttet, "han vil bryde," "han var i færd med at bryde," "han er i færd med at bryde," osv. Nutid udtrykkes ofte ved participiet.

8. Pronomenerne:

De forskellige personer, ental og flertal, udtrykkes ved at føje brudstykker af de personlige pronomener til perfektum og ved at sætte dem foran imperfektum, som shabharti, "jeg brød," shabharnu, "vi brød," nishbor, "vi vil bryde," og så videre. De brudstykker, der føjes til perfektum for at udtrykke pronomenernes nominativ, føjes, med visse ændringer, især ændringen af "t" til "k", til verbet for at udtrykke akkusativ og til substantivet for at udtrykke genitiv; for eksempel shabharta, "du brød," shebharekha, "han brød dig," bethekha, "dit hus"; capharnu, "vi talte," cepharanu, "han talte os," ciphrenu, "vor bog."

9. Dannelse af substantiver:

De samme principper følges med hensyn til substantivet som til verbet. Mange substantiver består udelukkende af de tre stammebogstaver, artikuleret med én eller to vokaler, bortset fra at enstavelsesord som regel bliver tostavelsesord på grund af vanskeligheden ved at udtale to vokalløse konsonanter sammen: således melekh, "konge," cepher, "bog," goren, "tærskeplads" (i stedet for malk, ciphr, gorn), dabhar, "et ord eller en ting," qarobh, "nær." Substantiver, der betegner sted, redskab osv., dannes ofte ved at sætte bogstavet "m" foran roden, som mishpat, "retfærdighed" fra shaphat, "han dømte," mazlegh, "en gaffel." Intensitet gives til rodideen, som i verbet, ved fordobling af den midterste konsonant: således choresh "arbejdende," charash (for charrash), "arbejder"; gonebh, "stjælende," gannabh, "en tyv." Tilsvarende ord, der betegner uhelbredelige fysiske mangler, 'illem, "stum," `iwwer, "blind," cheresh (for chirresh), "døvstum." Femininum af substantiver, ligesom af verbernes 3. person, dannes ved at tilføje bogstavet "t", som, når det står sidst, blødgøres til "h", gebhirah, "dronningemoder," "herskerinde," men gebhirtekh, "din herskerinde."

10. Indre bøjning:

Bøjningen af både verber og substantiver ledsages af en stadig forlængelse eller forkortelse af ordets vokaler, og dette efter to modsatte linjer. I verber med vokalsuffikser forsvinder den næstsidste vokal, som halakh, "han gik," halekhu, "de gik"; i substantivet forsvinder vokalen før den næstsidste, som dabhar, "et ord," flertal debharim. Da vokalsystemet, som nævnt ovenfor, er meget sent, kan vokaliseringen ikke accepteres som den levende talesprogsform. Den repræsenterer snarere synagogens kantillation; og til dette formål er der tilføjet accenter, som havde både en musikalsk og en interpunktionel værdi.

11. Verbets syntaks:

Hebraisk syntaks er bemærkelsesværdig ved sin enkelhed. Enkle sætninger dominerer og forbindes sædvanligvis med konjunktionen "og." Bisætninger er forholdsvis sjældne, men beskrivende og tidsangivende sætninger er ikke ualmindelige. I hovedfortællingen placeres prædikaterne i begyndelsen af sætningen, først blot i rodformen (3. person ental maskulinum), og først når subjektet er blevet nævnt, stemmer prædikatet overens med det. Beskrivende og tidsangivende sætninger kan kendes på, at de har subjektet i begyndelsen (f.eks. 1 Mos 1,2). Fortællingen får en ejendommelig drejning ved den kendsgerning, at hvis det første verbum i hovedsætningerne står i perfektum, står de følgende i imperfektum, og omvendt, idet konjunktionen, som sideordner dem, får en særlig vokalisering--den bestemte artikels. I den engelske Bibel gengives beskrivende og tidsangivende sætninger ofte, som om de var dele af hovedsætningen, for eksempel i de første vers af Første Mosebog, hvor den bogstavelige oversættelse omtrent lyder sådan: "I begyndelsen af Guds skabelse af himmel og jord, da jorden var uden form og tom, og Guds ånd (eller: en vældig vind) bevægede sig over vandets flade, sagde Gud: Lad der blive lys." Det ses således, at den hebraiske fortællings struktur ikke er så enkel, som den ser ud til.

12. Substantivets syntaks:

I de semitiske sprog forekommer sammensatte ord ikke, men denne mangel opvejes af det, der kaldes constructus-forbindelsen. Den gamle regel, at det andet af to substantiver, som afhænger af hinanden, sættes i genitiv, bliver på hebraisk til, at det første af to sådanne substantiver sættes i constructus. Substantivet i constructus mister den bestemte artikel, og alle dets vokaler gøres så korte som muligt, ganske som om det var begyndelsen på et langt ord: for eksempel ha-bayith, "huset," men beth ha-melekh, "kongens hus," "paladset"; dabhar, "et ord," men dibhere ruach, "vindens ord," "luftige ord."

13. Fattigdom på adjektiver:

Det hebraiske sprog er meget fattigt på adjektiver, men dette opvejes ved en særlig brug af den netop nævnte constructus-forbindelse. For at udtrykke storhed tilføjes således ordet "Gud" i genitiv, som i eksemplet ovenfor (1 Mos 1,2), "en mægtig vind" = en Guds vind; Sl 36,6, "de høje bjerge" = Guds bjerge (sådan 68,15); 80,10, "prægtige cedre" = Guds cedre; således "en hellig mand" = en Guds mand; "den hellige kasse" = Guds ark, og så videre; sammenlign i Det Nye Testamente, Matt 27,54, "Guds søn" = Luk 23,47, "en retfærdig (mand)." Matthæus tænkte på aramæisk, Lukas på græsk. En lignende brug gøres af andre ord, f.eks. "stædig" = hård i nakken; "uforskammet" = hård i ansigtet; "omfattende" = bred af hænder; "ulykkelig" = bitter af sjæl.

LITTERATUR.

Artiklerne om det hebraiske sprog i Schenkels Bibel-Lexikon, 1875, af Noldeke; i Encyclopedia Brit, 9. udgave, af Robertson Smith; 11. udgave af Noldeke; i Imperial Bible Dict., 1866, af T. H. Weir; også dem i HDB, EB.

Grammatikker:

A. B. Davidsons Elementary Heb Grammar and Syntax; Gesenius, Heb Grammar, engelsk oversættelse ved Cowley, 2. udgave.

Ordbøger:

Brown, Briggs and Driver, Hebrew and English Lexicon; Gesenius, Handworterbuch, 15. udgave; Feyerabend, Hebrew-English Pocket Dictionary; Breslau, English and Hebrew Dictionary.

IV. Bibelsk aramæisk.

1. Aramæiske dele af Det Gamle Testamente:

De aramæiske afsnit i Det Gamle Testamente er følgende: Ezra 4,8-6; Ezra 7,11-26; Dan 2,4-7; 1 Mos 31,47 (to ord); Jer 10,11. Det sprog, de er skrevet på, blev tidligere kaldt kaldæisk, men er nu almindeligvis kendt blot som bibelsk aramæisk. Det repræsenterer et yderligere forfald fra klassisk semitisk sammenlignet med hebraisk. Følgende er de vigtigste punkter, hvor bibelsk aramæisk adskiller sig fra hebraisk.

2. Fonologi:

Trykket lægges på den sidste stavelse, idet den første vokal forsvinder, f.eks. `abhadh for hebraisk `abhadh. Det er mærkeligt, at det samme træk findes i algerisk og marokkansk arabisk: således bliver qacr til qcar. Dentaler træder i stedet for sibilanter: dehabh for zahabh; telath for shalosh. Det stærke hebraiske "ts" (tsade) bliver ofte til " ` " (`ayin), og hebraisk " ` " (`ayin) bliver til " ' " ('aleph): således 'ar`a' for 'erets; `uq for tsuq.

3. Grammatik:

På hebraisk er den bestemte artikel præfikset hal (ha-); på aramæisk suffikset a'; sidstnævnte har dog næsten mistet sin kraft. Dualis bruges endnu mere sparsomt end på hebraisk. Verbernes passive former og de former, der begynder med nun ("n"), mangler praktisk talt; de passive eller refleksive former dannes ved at sætte bogstavet "t" foran de tilsvarende aktive former, og det langt mere regelmæssigt end på hebraisk, idet der er tre aktive og tre passive former.

4. Syntaks:

Med hensyn til syntaks skal man bemærke den hyppige brug af participiet i stedet for et finit verbum, som på hebraisk; at bindeordet "og" med artiklens vokalisering ikke bruges; og at status constructus i substantiver ikke bruges, men erstattes af en omskrivning med relativet di, f.eks. tselem di dhehabh, "et billede af guld." Den samme perifrase findes også i vestafrikansk arabisk.

5. Aramæisk mere forfaldent end hebraisk:

Det vil således ses, at hvis hebraisk repræsenterer en forfalden form af et oprindeligt klassisk sprog, som var meget lig klassisk arabisk, står bibelsk arabisk på et endnu lavere niveau. Man skal ikke antage, at hebraisk gik over i aramæisk, skønt dette synspunkt efter analogi med arabisk ikke er uholdbart. Snarere blev de forskellige semitiske sprog fastlagt på forskellige tidspunkter. Arabisk som litterært sprog krystalliserede næsten ved kilden; hebraisk og det talte arabisk i Østen langt nede ad strømmen; og aramæisk og marokkansk arabisk længst nede af alle.

LITTERATUR.

Kautzsch, Grammatik; Strack, Abriss des bibl. Aramaisch; Marti, Bibl. aram. Sprache; artiklerne om "Aramaic" eller "Chaldee" i de bibelske ordbøger, der er citeret under III, og artiklen ARAMAIC LANGUAGE i dette leksikon; den hebraiske tekst til Ezra, Nehemias, Daniel, udgave ved Baer. Hebraiske ordbøger medtager som regel bibelsk aramæisk.

V. Semitternes litterære særpræg.

1. Konkret og abstrakt:

Hebræernes tænkning, ligesom andre semitters, foregik ikke i det abstrakte, men i det konkrete. Således finder vi det materielle sat i stedet for det immaterielle, udtrykket for tanken, redskabet for handlingen, handlingen for følelsen. Denne udtryksmåde giver ofte anledning til slående antropomorfismer. Således har vi øjet for årvågenhed eller omsorg (Sl 33,18); den lange hånd for vidtrækkende kræfter (Es 59,1); knuste tænder for besejret ondskab (Sl 3,7); sværdet for nedslagtning (Sl 78,62); hovmodige øjne for overlegenhed (Ordsp 6,17); at sige i hjertet for at tænke (Sl 10,6). Det ville være et interessant studium at undersøge, i hvilket omfang disse udtryk er blevet overtaget fra hebraisk til engelsk.

2. Syn på naturen:

Hebræeren kender ikke forskellen mellem levende og livløs natur. Hele naturen er levende (Sl 104,29). De små høje jubler (Sl 65,12); bjergene springer (Sl 114,4); træerne klapper i hænderne (Es 55,12); selv stenene kan råbe (Luk 19,40). Sådanne udtryk skal ikke opfattes som blot poetiske talemåder; de er ment helt bogstaveligt. Hele naturen er én: mennesket er blot en del af naturen (Sl 104,23), selv om det er den højeste del (Sl 8,5). Måske er det derfor, der ikke findes intetkøn i de semitiske sprog.

3. Billedskabende fantasi:

Hebræerens stærkt fantasifulde natur kommer i spil, når han fortæller om fortidige begivenheder eller skriver historie. For hans indre øje er alle fortidige begivenheder nærværende. Han ser historien finde sted for sine øjne som i et billede. Således kan perfektum som regel oversættes med engelsk datid med "have", imperfektum med engelsk nutid med "is" eller "is going to". I en livligere stil bruges participiet: "De er på vej ind i byen, og se, Samuel kommer ud for at møde dem" (1 Sam 9,14). Derfor foretrækkes oratio recta altid frem for oratio obliqua. Desuden skriver historieskriveren nøjagtigt, som den professionelle historiefortæller beretter. Derfor gentager han sig altid og vender tilbage til sine egne ord (1 Sam 5,1; 1 Sam 5,2).

4. Prosa og poesi:

En følge af ovenstående forhold er, at der på hebraisk ikke findes nogen skarp og fast skelnen mellem prosa og poesi. Der findes heller ikke på hebraisk, eller i det semitiske sprog i almindelighed, episk eller dramatisk poesi, fordi deres prosa besidder disse kvaliteter i højere grad, end andre folkeslags poesi gør. Al hebraisk poesi er lyrisk eller belærende. I den er der hverken rim eller versemål. Det nærmeste, man kommer versemål, er det, der kaldes qinah-strofen, hvor hvert vers består af to parallelle led, hvert led med fem ord delt i tre og derefter to. Det bedste eksempel på dette findes i Sl 19,7-9, og også i KLAGESANGENE (se denne), hvorfra verset har fået sit navn.

5. Hebraisk er let at oversætte:

Ud fra beskrivelsen ovenfor kan man slutte, at Det Gamle Testamentes sprog er et, der er særdeles let at oversætte til fremmede tungemål uden tab af mening eller rytme, skønt det ville være særdeles vanskeligt at gengive noget moderne sprog på klassisk hebraisk. Derfor er Salmerne for eksempel lige så fine i deres tyske eller engelske versioner, som de er i originalen. Hvor Det Gamle Testamente er blevet oversat til landets sprog, er det blevet en klassiker. Den engelske bibel er lige så vigtig for studiet af det engelske sprog som Shakespeares skuespil.

LITTERATUR.

Ud over de artikler, der er nævnt under III, Herder. The Spirit of Hebrew Poetry, oversættelse ved J. Marsh, 1833; Ed. Konig, Stilistik, Rhetorik, Poetik in Bezug auf die bibl. Litt. komparativisch dargestellt, 1900; samme forfatters brochure om "Style of Scripture" i HDB, bind V; J. F. McCurdy om "Semites" i samme bind; J. Kennedy, Hebrew Synonyms.

Thomas Hunter Weir