Foder

fod'-er.

Se foder.

prov'-en-der

(1) micpo', fra det forældede capha', "at fodre," foder til kvæg i almindelighed (1 Mos 24,25; 1 Mos 24,32; 1 Mos 42,27; Dom 19,19; Dom 19,21);

(2) belil, fra balal, "at blande": "Brøler oksen over sit foder?" (Job 6,5); belil chamits: "De unge æsler, som dyrker jorden, skal spise velsmagende (hebraisk "saltet") foder" (Es 30,24); dette er foder blandet med salt eller aromatiske urter): Det almindelige foder i Israels land, foruden frisk græsning, er tibn, dvs. halm, der er brudt på tærskepladsen, kursenneh (vikke, Vicia errilia), givet især til kameler og malkekøer; klid, til fedning og især i koldt vejr; og lejlighedsvis hø lavet af det tørrede blandede græs og de urter, som skyder frodigt frem efter regnen. De tjerkessiske kolonister øst for Jordan lærer deres naboer værdien af dette foder, som så længe har været forsømt.

E. W. G. Masterman