Folkeslagenes tavle

|| 1. Tavlen og dens formål

2. Hvad den medtager og udelader

3. De tre slægters rækkefølge

4. Hver slægts omfang

5. Jafets sønner

6. Kams sønner og efterkommere

7. Kams videre efterkommere

8. Sems sønner

9. Sems videre efterkommere

10. Tavlens værdi og dens historiske noter

11. Yderligere argumenter for en tidlig datering af tavlen

1. Tavlen og dens formål:

Dette er det udtryk, der ofte bruges om "Noas sønners slægtshistorie", som findes i 1 Mos 10. Den fylder hele kapitlet og suppleres af 1 Mos 11,1-9, som forklarer, hvordan det gik til, at der fandtes så mange sprog i den verden, hebræerne kendte. Resten af Første Mosebog 11 følger Abrams afstamning og gentager kun af den grund en del af oplysningerne i Første Mosebog 10. Det hele synes at have til hensigt at føre frem til patriarkens fødsel.

2. Hvad den medtager og udelader:

Da Noa og hans familie var de eneste mennesker, der var tilbage i live efter syndfloden, begynder tavlen naturligt med dem, og det er fra hans tre sønner, Sem, Kam og Jafet, at jordens indbyggere, sådan som hebræerne kendte dem, nedstammede. Alle andre – mongolerne i Det Fjerne Østen og Japan, de amerikanske indianere, både i Nord- og Sydamerika, de indfødte i Australien og New Zealand – blev naturligt udeladt af listen. Man kan naturligvis hævde, at alle de folk, der ikke blev regnet for at nedstamme fra Sem og Jafet, kunne indgå blandt Kams efterkommere; men bortset fra, at dette ville give Kam langt mere end hans retmæssige del af menneskeslægten, ville det placere egypterne og kana'anæerne i samme gruppe som mongolerne, indianerne osv., hvilket virker usandsynligt. "Folkeslagenes tavle" udelader faktisk de racer, som det semitiske Østen ikke kendte, og som derfor ikke kunne angives efter deres lande, sprog, slægter og folk (1 Mos 10,5; 1 Mos 10,20; 1 Mos 10,31).

3. De tre slægters rækkefølge:

Selv om Noas sønner her (1 Mos 10,1) og andre steder nævnes i rækkefølgen Sem, Kam og Jafet (1 Mos 5,32; 1 Mos 6,10), og Kam tilsyneladende var den yngste (se HAM), begynder tavlen (1 Mos 10,2) med Jafet, opregner derefter Kams efterkommere (1 Mos 10,6) og slutter med Sems (1 Mos 10,21). Denne rækkefølge angiver efter al sandsynlighed hver slægts betydning i hebræernes øjne; som semitter var de naturligt mest interesserede i Sems efterkommere, som listen ender med. Dette gjorde det muligt for samleren straks efter versene om bygningen af Babelstårnet og sprogforvirringen at fortsætte opregningen af Sems efterkommere i 1 Mos 11,12.

4. Hver slægts omfang:

Antallet af efterkommere efter hver af Noas sønner vidner dog sandsynligvis snarere om samlerens viden end om deres individuelle betydning i hans øjne. Således tilskrives den mere fjerne og mindre kendte Jafet-slægt kun 14 efterkommere (7 sønner og 7 sønnesønner), mens Kam har ikke færre end 29 efterkommere (4 sønner, 23 sønnesønner og 2 oldesønner), og Sem det samme (5 sønner, 5 sønnesønner, 1 oldesøn og 20 fjernere efterkommere til 6. generation). Mange af Sems og Kams efterkommere er dog lige så dunkle som Jafets efterkommere. Hvor bogstaveligt slægtskabet med Noas enkelte sønner skal forstås, er usikkert. De tidligere navne er uden tvivl navne på folk, mens vi senere muligvis kun har stammer, og i kapitel 11 udvikler listen sig til en slægtsliste over enkeltpersoner.

5. Jafets sønner:

Det er vanskeligt at spore et klart system i opregningen af navnene i tavlen. Blandt Jafets umiddelbare efterkommere (1 Mos 10,2), Gomer, Magog, Tubal og Meshek, har vi de vigtigste folk i Lilleasien, men Madai står for mederne i det yderste øst, og Javan (ionierne) for grækerne (? og romerne) i det yderste vest (medmindre der sigtes til grækerne i Lilleasien). Gomers efterkommere bosatte sig tilsyneladende nord for dette område, mens Javans sønner bredte sig langs Middelhavets kystlande mod vest; Tarshish står tilsyneladende for Spanien, Kittim er cyprioterne, og Rodanim er rhodierne.

6. Kams sønner og efterkommere:

Når vi kommer til Kams umiddelbare efterkommere (1 Mos 10,6), begynder forfatteren med dem i syd og går derefter nordpå i følgende rækkefølge: Kush eller Etiopien, Misrajim eller Egypten, Phut (bedre Put, Revised Version (British and American)) ved Det Røde Hav og til sidst Kanaan – det hellige land – som senere blev beboet af israelitterne. Kushs sønner, som følger (1 Mos 10,7), er tilsyneladende nationaliteter ved den arabiske kyst, hvor egyptisk indflydelse var fremherskende. Disse omfatter, sammen med Ra'amas sønner, Afrikas indre, sådan som hebræerne kendte det, og det arabiske område helt til Kanaan, dets yderste nordlige grænse. Henvisningen til Babylonien (Nimrod) kan betragtes som en ikke unaturlig fortsættelse her, og distriktet får en fremtrædende plads på grund af dets betydning og romantiske historie fra særdeles tidlige tider. Ikke desto mindre læser denne del (1 Mos 10,8-12) sig som et indskud, da den ikke blot beretter om grundlæggelsen af Babyloniens byer, men også Assyriens – det land, der længere nede (1 Mos 10,22) nævnes blandt Sems børn.

7. Kams videre efterkommere:

Teksten går derefter tilbage til Vesten igen og opregner Mizrajims eller Egyptens sønner (1 Mos 10,13), som for størstedelens vedkommende var bosat på Middelhavets sydøstlige og østlige kyster. Disse omfatter »libyerne i snævreste forstand« (Lehabim), to områder der regnes for egyptiske (Naftuhim og Patrusim), Kasluhim, som filistrene kom fra, og Kaftorim, sandsynligvis ikke targumernes kappadokiere, men øen Kreta, »fordi en så stor ø ikke bør mangle« (Dillmann). De vigtigere bosættelser i den kana’anæiske indflydelsessfære omtales som Kana’ans sønner (1 Mos 10,15) – Sidon, Het (hittitterne), jebusitterne (som havde Jerusalem i deres besiddelse, da israelitterne indtog byen), amoritterne (som Abraham fandt i Kanaan) og andre. Blandt Kana’ans sønner er ligeledes girgashitterne, arkitterne og sinitterne nær Libanon, arvaditterne ved kysten og hamatitterne, i hvis hovedstad, Hamat, der er fundet mange hieroglyfiske indskrifter, som regnes for optegnelser fra hittitterne eller Hets folk. Det er muligvis denne besættelse af mere eller mindre afsidesliggende positioner, der sigtes til med, at kana’anæernes slægter »bredte sig« (1 Mos 10,18). I 1 Mos 10,19 har forfatteren været omhyggelig med at angive »kana’anæernes grænse«, da dette var vigtigt i lyset af den historiske beretning, som skulle følge; og her befandt han sig tydeligvis på velkendt grund. 8. Sems sønner:

I sit sidste afsnit – folkene, der nedstammede fra Sem (1 Mos 10,21) – begynder samleren igen med dem, der boede længst borte: elamitterne; derefter følger Asshur (Assyrien) mod nordvest; Arpakshad (? kaldæerne) mod vest; Lud (Lydien), nordvest for Assyrien; og Aram (de aramæiske stater), syd for Lud og vest for Assyrien. De stammer eller stater, der nævnes som Arams sønner (Us, Hul, Geter og Mash), giver imidlertid ikke de navne, vi kender fra Det Gamle Testamente (Aram-Naharajim, Aram-Soba osv.), og må tydeligvis søges andre steder, hvilket viser, at de repræsenterer et tidligere stadium i deres vandringer. Med hensyn til deres placering er det blevet foreslået, at Us lå i nærheden af Hauran og Damaskus; Hul nær Galilæas Sø; og at Mash står for Mons Masius. Det sidste kan dog have været landet Mas, vest for Babylonien.

9. Yderligere efterkommere af Sem:

Kun én søn tilskrives Arpakshad, nemlig Shela (shalach, shelach, 1 Mos 10,24), som ikke er identificeret som en nationalitet. Dette navn burde dog betegne en del af Babylonien, især hvis hans søn Eber var hebræernes stamfader, de som tilsyneladende var udvandrere fra Ur (Mugheir) (se ABRAHAM; UR OF THE CHALDEES). Selv om Peleg, »i hvis dage landet blev delt«, måske ikke har været et vigtigt led i kæden, kræver den forklarende formulering opmærksomhed. Den kan henvise til den periode, hvor Babyloniens frugtbargørende vandløb – »Babylons floder« (Sl 137,1) – først blev anlagt (et af deres navne var pelegh), eller til den tid, hvor Babylonien blev opdelt i en række småstater, skønt det sidste synes mindre sandsynligt. Alternative gengivelser af Shela, Eber og Peleg er henholdsvis »udsendelse« (Bohlen), »overgang« (over Eufrat) og »adskillelse« (af joktanitterne) (Bohlen).

Det babyloniske geografiske fragment 80-6-17, 504 har en gruppe, der forklares som Pulukku, måske en ændret form af Peleg, efterfulgt af (Pulukku) sa ebirti, »Pulukku ved overgangen«, hvor det sidste ord er af samme rod som Eber. Dette betegner sandsynligvis en by på den ene side af floden (? Eufrat), ved et sted hvor man kunne vade over, og en senere grundlæggelse med samme navn på den anden side.

Re’u, Serug og Nakor regnes imidlertid almindeligvis for stednavne, og Tera for et personnavn (far til Abram, Nakor og Haran). Fra dette punkt og fremefter bliver teksten (1 Mos 11,27) til historien om Israels folk, begyndende med disse patriarker.

10. Tavlens værdi og dens historiske noter:

Argumenter for dens tidlige datering. – Der er næppe nogen tvivl om, at vi i dette etnografiske afsnit af Første Mosebog har en af de mest værdifulde optegnelser af sin art. Hvad angår den kritik, der er blevet rettet mod den, er sådanne ting uundgåelige og må anses for helt legitime i betragtning af emnets betydning. De indskudte afsnit om Nimrod og Babelstårnet er af den art, man ville forvente i en optegnelse, hvor samleren sigtede mod at give alle de oplysninger, han kunne, og som han mente var ønskelige for den fulde forståelse af hans beretning. Det kan anses for muligt, at disse oplysninger blev givet i lyset af Abrahams forbindelse med Babylonien. På hans tid fandtes der sandsynligvis større byer end Babylon, og dette kunne antyde, at opførelsen af den babyloniske hovedstad kan være blevet standset. På fangenskabets tid var Babylon derimod den største hovedstad i den dengang kendte verden, og henvisningen til dens tidlige opgivelse ville da ikke have formidlet nogen lære – når læseren så byens omfang, indså han, at den kun havde lidt et kortvarigt tilbageslag, og at virkningerne af det for længst var ophørt med at kunne mærkes.

11. Yderligere argumenter for tavlens tidlige datering:

Grænserne for dens oplysninger.--For en tidlig datering af tavlen taler også den begrænsede geografiske viden, den viser. Sargon af Agade førte krig både øst og vest for Babylonien, men han synes ikke at have foretaget nogen ekspeditioner mod nord, og han berørte bestemt hverken Egypten eller Etiopien. Dette antyder ikke blot, at de tilgængelige oplysninger var senere end hans tid, men også at de blev indhentet fra købmænd, rejsende, udsendinge og ambassadører. De sparsomme oplysninger om det nordlige Europa og Asien og fraværet af enhver henvisning til Mellemøsten eller Fjernøsten indebærer, at forbindelserne var lettest mod vest, hvor grænsen for handelen i den retning tilsyneladende var Spanien. Hvis det kunne bevises, at fønikerne kom så langt mod vest som til Britannien efter deres tin, kunne det fastsætte den seneste datering for tavlens sammensættelse, eftersom den må være skrevet, før det blev kendt, at deres skibe sejlede så langt; men i så fald måtte tidspunktet for deres tidligste rejser dertil fastslås. Bemærkelsesværdigt er fraværet af enhver henvisning til iranerne (ariske persere) mod øst. Disse kan dog have været medregnet sammen med mederne (Madai) eller under et af de uidentificerede navne på Jafets efterkommere i 1 Mos 10,2; 1 Mos 10,3.

Se SHEM; HAM; JAPHETH og de andre særartikler i dette leksikon; desuden, for en stor mængde oplysninger og teorier af mange forskere og specialister, Dillmann, Kurzgefasstes exegetisches Handbuch zum Altes Testament, "Die Genesis," Leipzig, 1882; W. Max Muller, Asien und Europa, Leipzig, 1893; og F. Hommel, Grundriss der Geographic und Geschichte des alten Orients, München, 1904.

T. G. Pinches