Gæst

gest (qara'; anakeimai): Orientalske skikke, som springer ud af nomadisk liv, kræver større frihed og ugenerthed i forholdet mellem vært og gæst end det, som vesterlandets sociale normer tillader. En husmand forventes at byde en rejsende husly, og gengældet kan rejsende uden problemer modtage det viste gæstfrihed uden nogen forpligtelse til at betale. Se GÆSTFRIHED. Ordet betyder grundlæggende: en, der bliver kaldt eller inviteret. En særlig hellighed, der er ukendt i det moderne vesterlandske samfund, var knyttet til gæsten, således at en særlig stue blev sat til side for gæsterne. Se GÆSTESTUE. I Det gamle Testamente bruges ordet selv kun 3 gange: om gæsterne hos Adonija (1 Kong 1,41; 1 Kong 1,49), hos den dårlige kvinde (Ordsp 9,18) og hos Herren (Zef 1,7). I Det nye Testamente 3 gange (Matt 22,10 og flg.; Luk 19,7 KJV; RV: "at logere"). Selvom ordet bruges kun få gange, findes der talrige illustrationer af gæsterelatsforbholdet i både Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Dette ses især i Jesu slående sociale holdninger ved forskellige lejligheder. Blandt disse er Mattæus' gæstfrihed (Luk 5,29); Jesu forhold til Marta og Maria (Luk 10,38) og Hans indgang i Zakkæus' hus (Luk 19,1). Ligeledes talte Jesus ofte om det forhold, der burde være mellem gæsten og værten (se Luk 7,44-46; Matt 25,35; Matt 10,40).

Walter G. Clippinger