Gæld; gældsner

gæld, gældsner: Det er vanskeligt i dag at tænke på gæld uden at forbinde det med tanken om rente, ja endog åger. Det er sikkert, at denne tanke er knyttet til det gammeltestamentlige ord for gæld, i hvert fald i oldtestamentens senere periode. Dette gælder hele det nye testamente. Det hebraiske ord (neshi) indeholder altid tanken om »bidende rente« (jf. 2 Kong 4,7). De græske ord daneion (Matt 18,27) og opheile (Matt 18,32) kan kun pege på gældsforholdet som sådan; tanken om rente læres dog klart i det nye testamente (jf. Matt 25,27).

Det gamle testamente indeholder en meget omfattende lovgivning vedrørende gæld og gældsner. Gældsforhold og udlån havde dog ikke det kommercielle præg blandt jøderne, som var karakteristisk for de omliggende folk. Faktisk synes Mose-loven at være beregnet på at værne imod netop sådan kommercialisme. Gæld blev betragtet som en ulykke; den angav armod, der sandsynligvis var forårsaget af dårlige høster; derfor skulle de i gæld betragtes med medynk og behandles leniently. De fattige måtte ikke undertrykkes under sådanne omstændigheder (2 Mos 22,25; 5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20; Ez 18,18)). Selv hvor der blev givet og modtaget pant, blev der sat visse grænser for det, f.eks. måtte kreditor ikke tage en mølle, heller ikke et nødvendigt klædningsstykke eller en enkes okse som pant (2 Mos 22,25-27; 5 Mos 24,6; 5 Mos 24,10-13; Job 22,6; Am 2,8)). Desuden skulle pantet i nogle tilfælde returneres »før solen går ned« (2 Mos 22,26; 2 Mos 22,27) og i alle tilfælde helt indløst i det syvende og jubilæumsår (Neh 10,31, osv.). Jøderne blev strengt pålagt ikke at tage nogen form for rente fra deres eget folk (2 Mos 22,25; 5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20)). Fremmede kunne dog blive beregnet rente (ibid.). En from jøde ville ikke låne penge til en anden jøde mod rente.

Det ser ud til, at da Israel kom i kontakt med de omliggende folk, blev gæld stadig mere et kommercielt anliggende. De mosiske love angående kulde over for de fattige, som midlertidigt var tvunget til at blive gældsner, blev fuldstændigt tilsidesat, og de fattige blev undertrykt af de rige. Et eksempel på den strenghed, hvormed gældsner blev behandlet, findes i 2 Kong 4,1-7, hvor en enke på grund af sit manglende evne til at betale en lille gæld, som var stiftet af hendes døde ægtemand, klager til profeten over, at kreditorerne er kommet for at sælge hendes to børn, så gælden kunne blive betalt. Mærkeligt nok hjælper profeten enken ved mirakuløst at formere olien, så gælden kunne betales, men siger intet til fordømmelse af sådan adfærd fra kreditorernes side. Skal vi forstå det sådan, at kommercialismen allerede havde fået så stærk greb på Israel, at det selv for en profet var kommet til at virke passende, eller i det mindste forventet? Gældsner selv eller hans familie kunne blive solgt på grund af gæld, eller gældsner kunne blive slave i et vist tidsrum, indtil gælden var betalt (3 Mos 25,39; 3 Mos 25,47; Es 50,1)). Så undertrykkende var det kommercielle system blevet i Israel, at gældsner forbandede kreditor og kreditor forbandede gældsner (Jer 15,10)). Nogle gange blev gældsner fredløse, som f.eks. mændene, der kom til David i hulen ved Adullam (1 Sam 22,2)). At låneforetagender havde antaget meget alvorlige proportioner, ses af de meget skarpe advarsler herom i Ordsprogenes bog (Ordsp 6,1; Ordsp 11,15; Ordsp 20,16, osv.).

Det nye testamentes lære om dette emne er indskrænket meget stort set til Herrens lignelser. Nogle mener, at udtrykket »Skulle ingen noget skyldig være« (Rom 13,8) er en absolut advarsel imod gæld. En temmelig bemærkelsesværdig fremskridt vedrørende gæld og gældsner bemærkes, når vi træder ind i det nye testamentes tid. Vi læser om bankfolk, vekselerer, pengevekslere, rente, investeringer, åger (Matt 25,16-27; Joh 2,13-17)). Rentes modtagelse synes ikke at blive eksplicit fordømt i det nye testamente. Gældsnerens person såvel som hans familie og jorder kunne blive beslaglagt for ikke-betaling af gæld (Matt 18,21-26)). Faktisk blev gældsner ofte kastet i fængsel og tortureret på grund af ikke-betaling (Matt 18,30; Matt 18,34)). At medfølelse og kulde skulle øves over for dem i gæld, er Kristi klare lære i ligningerne om den ubarmhjertige tjener (Matt 18,23-35) og de to gældsner (Luk 7,41-43)).

I overført betydning: Gæld og gældsner bruges også i moralsk forstand til at betegne forpligtelsen til et retfærdigt liv, som vi skylder Gud. At blive for kort i retfærdig liven betyder at blive gældsner. Derfor beder vi: »Forlade os vores gæld« (Matt 6,12)). De, som modtager åndelig formaning, siges at være gældsner over for dem, som formaner dem (Rom 15,27)). At aflægge et løfte til Gud betyder at sætte sig selv i gæld i moralsk forstand (Matt 23,16-18; randnote: »bundet ved sin ed«). I dybest åndelig forstand udtalte apostlen Paulus, at han var gældsner over for alle mennesker, idet han skyldte dem muligheden for at gøre dem godt (Rom 1,14)).

Jesus' lignelser som nævnt ovenfor er rige på trøstende sandhed. Hvor smuk er Guds villighed, den store og guddommelige kreditors villighed til at frigøre os fra vores gæld! Sådan bør vi også være efterlignere af Faderen i himlen, som er barmhjertig.

William Evans