Gæstfrihed; vært

hos-pi-tal'-i-ti, host (philoxenia, "kærlighed til fremmede," xenos, "gæst," "ven"; pandocheus, "krovært"):

1. Blandt nomader:

Når et folks civilisation er nået så langt, at en vis rejseaktivitet er blevet nødvendig, men endnu ikke så langt, at det er almindeligt, at enkeltpersoner rejser, da er gæstfrihed en dyd, som er uundværlig for folkets liv. Dette kulturtrin var det, der fandtes i det gamle Israels land, og det trin, hvis skikke stadig bevares blandt nutidens ørkenarabere. Gæstfrihed betragtes som en ret af den rejsende, som det aldrig falder ind at takke sin vært, som om det var for en tjeneste. Og gæstfrihed ydes som en pligt af værten, der selv meget snart kan blive afhængig af en andens gæstfrihed. Men ikke desto mindre er udøvelsen af denne ret, både på Det Gamle Testamentes tid og i dag, omgivet af en etikette, som med rette har gjort arabisk gæstfrihed så berømt. Den rejsende gøres bogstaveligt til husets herre under sit ophold; hans vært vil udføre de mest tjenende opgaver for ham og vil ikke engang sætte sig i hans nærvær uden udtrykkelig opfordring. Alt, hvad værten ejer, stilles til gæstens brug, uden at standse selv ved hustruens eller datterens ære. "`Er vi ikke alle,' siger de fattige nomader, `Ullahs gæster? Har Gud givet dem noget, skal Guds gæst få del deri sammen med dem; hvis de ikke for Guds skyld giver ham hans eget, bør det ikke gå dem godt'" (Doughty, Arabia Deserta, I, 228). Værten er forpligtet til at forsvare sin gæst mod alle, der måtte komme, og til at lægge ethvert personligt had til side--faderens morder er i sikkerhed som sønnens gæst.

2. I Det Gamle Testamente:

Et udsøgt eksempel på gæstfrihedens etikette findes i 1 Mos 18,1-8. Selve det forhold, at de tre fremmede er gået forbi Abrahams dør, giver ham det privilegium at beværte dem. Da han ser dem nærme sig, løber han hen for at bede om den ære, at de vil tage ind hos ham; med orientalsk høflighed nedtoner han det måltid, han er ved at stille frem for dem, som "en bid brød," og han står hos dem, mens de spiser. Manoah (Dom 13,15) er lige så påtrængende, om end mere nøgtern, mens Jetro (2 Mos 2,20) sender bud ud, for at den fremmede kan blive ført ind. Og Job (31,32) afviser selve tanken om, at han kunne lade den fremmede være uden forsørgelse. Det ene tilfælde, hvor et brud på gæstfriheden får ros, er Jaels (Dom 4-5), måske at henføre til skikkenes forfald i konflikterne med kana'anæerne eller (måske mere sandsynligt) til litterærkritiske overvejelser, ifølge hvilke Sisera i Dom 5 ikke fremstilles som en, der går ind i Jaels telt, eller muligvis ikke som en, der faktisk smager maden; en tilstand, som misforstås i Dom 4, skrevet under senere omstændigheder i bylivet. (For modsatte opfattelser se "Jael" i Encyclopedia Biblica og HDB.)

3. Bordfællesskabets bånd:

Det er godt at forstå, at det for at sikre retten til gæstfrihed ikke er nødvendigt, selv i moderne tid, at gæsten spiser sammen med sin vært, langt mindre at han specifikt spiser salt. Faktisk spiser gæster, der ankommer efter solnedgang og rejser næste morgen, som regel slet ikke i værtens telt. Det er tilstrækkeligt at gå ind i teltet, at gribe om en teltpløk eller endog, under visse omstændigheder, at påkalde en mands navn som vært. På den anden side styrkes gæstfrihedens bånd bestemt ved at spise sammen med sin vært, eller båndet kan faktisk skabes ved at spise mad, der tilhører ham, selv i hemmelighed eller ved tyveri. Her virker et helt andet sæt motiver. Tanken her er slægtskab, der opstår gennem deltagelse i et fælles offermåltid, og den moderne araber kalder stadig det dyr, der slagtes for hans gæst, dhabichah eller "offer" (sammenlign HDB, II, 428). Dette begreb finder sit temmelig materialistiske udtryk i teorien om, at efter fordøjelsesprocesserne er afsluttet (en tid anslået til to nætter og den mellemliggende dag), bortfalder båndet, hvis det ikke fornyes. Der synes at være forskellige henvisninger i Bibelen til en sådan tanke om et "bordbånd" (Sl 41,9, f.eks.), men næppe i direkte forbindelse med gæstfrihed. For en drøftelse af dem se BREAD; GUEST; SACRIFICE.

4. I byen:

I byen var udøvelsen af gæstfrihed naturligvis mere begrænset. Hvor rejseaktiviteten var stor, blev der uden tvivl sørget for kommerciel indkvartering af de rejsende fra meget tidlig tid (jf. Luk 10,34 og se HERBERG), og under alle omstændigheder ville fri gæstfrihed mod alle, der kom, være blevet ulideligt misbrugt. Lot i Sodoma (1 Mos 19) er nomaden, der har bevaret sine gamle forestillinger, skønt han har slået sig ned i byen, og som tænker på "skyggen af sit tag" (19,8) som sit telt. Det samme gælder den gamle mand i Gibea i Dom 19,16 ff. Og Sodomas og Gibeas synd er ikke så meget, at vandringsmænd ikke kan finde gæstfrihed, som at de ikke er sikre på gaderne om natten. Både Lot og "den gamle mand" står dog fast på deres pligt og er villige til at ofre deres døtre for deres gæsters sikkerhed. (Senere forestillinger om kvindens stilling bør ikke læses tilbage ind i disse fortællinger.) Men da byboeren Rahab nægter at udlevere sine gæster (Jos 2), er hendes grund ikke det brud på gæstfriheden, der ville være involveret, men hendes frygt for Jahve (Jos 2,9). Da Abrahams gamle træl er i Nakor og beder om natteherberge for sig selv og sine kameler, ledsager han anmodningen med en betydelig gave, åbenbart tænkt som betaling for det samme (1 Mos 24,22). Sådan er også de moderne forhold; jf. Benzinger-Socin i Baedeker's Palestine(3), xxxv, som bemærker, at "beboere" i private huse "er klar over, at frankere altid betaler, og derfor modtager dem gerne." Ikke desto mindre blev der i nytestamentlig tid, hvis ikke tidligere, og endog i nutiden, afsat et rum i hver landsby til brug for fremmede, hvis udgifter blev båret af hele fællesskabet. De fleste fortolkere mener, at kataluma i Luk 2,7 var et rum af denne art, men denne opfattelse kan ikke anses for helt sikker. Men mange af de mere velhavende byboere stræber stadig efter at opnå ry for gæstfrihed, en iver, som naturligt nok også fandtes i den antikke verden.

5. Kristus og gæstfrihed:

Kristi anvisninger til apostlene om at "tage intet med til rejsen" (Mark 6,8 osv.) forudsætter, at de var sikre på altid at finde gæstfrihed. Ja, det forudsættes endda, at de selv kan vælge deres værter (Matt 10,11) og blive så længe, de ønsker (Luk 10,7). I dette tilfælde fremhæves de rejsendes krav på gæstfrihed dog af den kendsgerning, at de er bærere af gode nyheder til folket, og det er med henblik på denne sidstnævnte kendsgerning, at gæstfrihed mod dem bliver en så stor dyd--"bægeret med koldt vand" bliver så højt fortjenstfuldt, fordi det gives "i en discipels navn" (Matt 10,42; jf. 10,41 og Mark 9,41). Afvisning af gæstfrihed mod en af Kristi "mindste brødre" (næsten sikkert at forstå som disciple) er ensbetydende med afvisning af Kristus selv (Matt 25,43; jf. 25,35). Det er ikke helt klart, om synden i Matt 10,14 og parallellerne er simpel nægtelse af gæstfrihed, eller nægtelse af at høre budskabet, eller begge dele.

6. De første missionærer:

I diasporaen syntes den jøde, der var på rejse, altid at være sikker på at finde husly hos de jøder, der boede i den by, han tilfældigvis kom igennem. Betydningen af denne kendsgerning for den tidlige kristendoms udbredelse er uoverskuelig. Ganske vist kan nogle af de første missionærer have været mænd, der var i stand til selv at bære deres rejseudgifter, eller handelsfolk, der underviste i den nye religion, når de var på forretningsrejser. For soldater eller trælle kom deres mulighed for at bringe evangeliet ind på nye felter ofte gennem hærens eller deres herrers bevægelser. Og det var sandsynligvis ved en sådan "infiltration", snarere end ved nogen bestemt missionsindsats, at i det mindste menigheden i Rom blev grundlagt. Se ROMERBREVET. Men den almindelige missionær, hvad enten apostel (i nogen betydning af ordet) eller evangelist, ville have været hjælpeløs, hvis ikke han havde kunnet regne så sikkert med gæstfrihed overalt. Af denne kendsgerning kommer én grund til, at Paulus for eksempel kunne planlægge rejser af så stort omfang med sådan sikkerhed: han vidste, at han ikke ville stå over for noget problem med underhold i en fremmed by (Rom 16,23).

7. I menighederne:

Efterhånden som de første kristne menigheder blev grundlagt, fik udøvelsen af gæstfrihed et nyt aspekt, især efter at bruddet med jøderne var begyndt. Ikke alene så den rejsende kristne naturligt hen til sine brødre for gæstfrihed, men de enkelte menigheder så hen til den rejsende for at nære følelsen af kirkens enhed over hele verden. Gæstfrihed blev en dyd, der var uundværlig for kirkens trivsel--én grund til den vægt, der blev lagt på den (Rom 12,13; Rom 16,1; Hebr 13,2). Efterhånden som menighedernes organisation blev mere fuldkommen, voksede udøvelsen af gæstfrihed til at blive en officiel pligt for tjenesten, og et ry for gæstfrihed var i nogle tilfælde en forudsætning (1 Tim 3,2; 1 Tim 5,10; Tit 1,8). Udøvelsen af en sådan gæstfrihed må til tider være blevet byrdefuld (1 Pet 4,9), og da falske lærere begyndte at dukke op i kirken, blev der skabt et nyt sæt problemer med at skelne mellem ansøgere om gæstfrihed. 2 og 3 Joh afspejler nogle af vanskelighederne. Til gæstfrihedens senere historie i kirken findes interessant stof i Didache, kapitel xi, xii, Aristides' Apology, kapitel xv, og Lukians Death of Peregrinus, kapitel xvi. Kirken foretrak bestemt at fejle ved et overskud af dyden.

En vurdering af de bibelske anvisninger om gæstfrihed for moderne tid er yderst vanskelig på grund af de fuldstændig ændrede forhold. Det skal straks siges, især, at en vis velment kritik af moderne missionsmetoder, med deres bestyrelser, organiserede finansiering osv., på grundlag af Kristi anvisninger til de tolv, er en sørgelig fejlanvendelse af bibelsk lære. Den gæstfrihed, som en apostel kunne regne med på sin egen tid, er noget, den moderne missionær simpelthen ikke kan forvente, og noget, det ville være ren tåbelighed af ham at forvente (Weinel, Die urchristliche und die heutige Mission, bør læses af enhver, der ønsker at sammenligne moderne mission med den apostolske). I almindelighed er grundlaget for gæstfrihed blevet så forandret, at den særlige dyd er gået op i det større område af velgørende virksomhed af forskellig art. Det moderne problem, der står nærmest i forbindelse med den gamle dyd, er spørgsmålet om at sørge for den nødlidende rejsendes fornødenheder, et afgjort mindre problem, skønt et meget virkeligt, inden for det almindelige felt af sociale problemer, som den moderne kirke må studere. For så vidt som Det Nye Testamentes formaninger bygger på missionsmotiver, er der igen sket en sammensmeltning med almindelige appeller for mission, måske lejlighedsvis særskilt udformet som appeller om rejseudgifter. Nutidens »gæstfrihed«, hvorved man mener beværtning af venner eller slægtninge, falder næppe ind under den bibelske brug af ordet som betegnelse for en særlig dyd.

LITTERATUR.

Om gæstfrihed i kirken, Harnack, Mission and Expansion of Christianity, II, kapitel iv (10).

Burton Scott Easton