Gæstebud

ban'-kwet.

1. De gamle hebraiske skikke:

(1) “Banquet” og “banqueting” i KJV omfatter og betegner altid vindrikning, ikke blot “fest” eller “festmåltid” i vores betydning. Således er Højs 2,4, “Han førte mig til gæstebudshuset,” bogstaveligt “vinens hus”, og Est 7,2 har på hebraisk “et gæstebud med vin.” I Det Nye Testamente ser vi en afspejling af det samme forhold i 1 Pet 4,3 i KJV: “Vi vandrede i .... overdreven vindrikning, gæstebud” (græsk “drikkerier”; RV “svir”). Jf. Am 6,7 i KJV: “Gæstebuddet for dem, der strakte sig ud,” hvor henvisningen synes at være til at ligge til bords ved vindrikning.

Se måltider.

Hebraisk i Job 1,4, “holde et gæstebud,” kan henvise til et selskabeligt festmåltid af en mindre anstødelig art (jf. Job 41,6 i KJV), selv om det hebraiske ord for “at drikke” yayin, “vin,” blev brugt som synonymt med “gæstebud.”

Se symposium.

Musik, dans og munterhed ledsagede sædvanligvis alle sådanne festligheder. De gamle hebræere var bestemt, ligesom andre folk i det gamle Østen, meget glade for selskabelige festmåltider, og på Kristi tid havde de gennem kontakt med grækere og romere tilegnet sig luksuriøse og drikkeglade vaner, som ofte førte dem til overdrivelse ved deres selskabelige fester.

2. I Kristi lære og praksis:

Hos grækerne kommer ordet for “fest” (doche) af dechomai, “at modtage” (jf. vores brug af “at modtage” og “modtagelse”). Dette ord doche bruges sammen med poiein, “at gøre,” for at betegne “at holde” eller “give en fest.” Jf. Luk 5,29, hvor Levi “holdt en fest.”

(1) I lyset af de eksisterende skikke og misbrug lærte Kristus sine efterfølgere, at når de holdt et gæstebud, skulle de indbyde de fattige osv. (Luk 14,13), snarere end, som datidens mode krævede, at indbyde de rige og indflydelsesrige. Meget i Det Nye Testamente, som har med gæstebud og festmåltider at gøre, vil være uklart for os i Vesten, hvis vi ikke holder os de mange markante forskelle i skik mellem Østen og Vesten for øje.

(2) “Gæstebud” blev sædvanligvis holdt i værtens hus for særligt indbudte gæster (Luk 14,15; Joh 2,2), men de uindbudte fik langt større frihed, end vi i Vesten er vant til, sådan som man finder det overalt i Østen i dag. Skikken med at ligge til bords ved måltider (se måltider; triclinium osv.) var overalt udbredt blandt de velhavende på Kristi tid, selv ved almindelige måltider, hvor gæsten støttede sig på venstre arm og spiste med hjælp af den højre (jf. Matt 26,20 randnote “liggende til bords,” og 1 Kor 11,20, “Herrens nadver”).

(3) “Gæstebud” blev anset for normale dele af bryllupper, sådan som de er det nu overalt i Østen. Jesus og hans disciple blev indbudt til et i Kana i Galilæa og tog imod indbydelsen (Joh 2,2), og vindrikning var en del af festen. Det “gæstebud”, Levi gav, var til Kristi ære (Luk 5,29). Der var mange til stede og tydelige rangforskelle i pladserne ved bordet (Matt 23,6; Mark 12,39; Luk 14,7; Luk 20,46). Gæster blev indbudt på forhånd, og da ure var sjældne, fik de dernæst særlig besked, når festen var klar, hvilket hjælper til at forklare Kristi ord (Matt 22,4): “Alt er rede; kom til brylluppet” (jf. Luk 14,17; Est 5,8; Est 6,14).

(4) Matthæus fortæller os (Matt 23,6), at farisæerne “elsker den fornemste plads (“de øverste rum” i KJV) ved fester.”

I Matt 22,3; Matt 22,4 gengives “holdt et bryllupsgæstebud” af nogle blot med “en fest,” fordi græsk gamos, “ægteskab,” blev brugt af Septuaginta til at oversætte hebraisk for “fest” i Est 1,5. Men da dette er det eneste kendte eksempel på en sådan brug, jf. gamos, er det bedre her at tage det i den bogstavelige betydning “bryllupsgæstebud,” sådan som ordene “for sin søn” (Messias) synes at kræve. Græsk står i flertal (gamous) for at angive festens forskellige dele eller stadier (Button, 23; jf. engelsk “nuptials”).

vin blev skaffet, føre tilsyn med drikningen osv. (jf. Luk 22,27).

3. En skelnen, der rejser et spørgsmål:

(1) I Matt 22,4, “Jeg har gjort mit måltid rede,” er “måltid” på græsk ariston (jf. Luk 11,38). “Aftensmad” (græsk deipnon) findes i Matt 23,6 og ofte i Det Nye Testamente. Begge ord findes i Luk 14,12. Spørgsmålet opstår: Hvad var forskellen? Så meget kan siges som svar: Ariston (i engelske oversættelser “dinner”) var et måltid, der sædvanligvis blev indtaget omkring midt på formiddagen, med variationer tidligere eller senere; deipnon (i engelske oversættelser “supper”) var det, der blev indtaget ved dagens afslutning, ofte efter mørkets frembrud. I Ant, V, iv, 2 antager Josefus, at Eglons vagter (Dom 3,24) var forsømmelige omkring middagstid, “både på grund af varmen og fordi deres opmærksomhed var rettet mod måltidet” (ariston). Så “måltidet” (ariston) lå undertiden så sent som ved middagstid. Dog viser Joh 21,12; Joh 21,15 på den anden side, at ariston ved nogle lejligheder blev indtaget kort efter daggry.

(2) Et andet spørgsmål, der rejses, er dette: Var de gamle jøder vant til at have to eller tre måltider om dagen? Vambery, citeret af Morison, giver et tyrkisk ordsprog, der rammer sagen: “Der er kun to måltider om dagen, det mindre klokken 10 eller 11 om formiddagen, det andet og større efter solnedgang.” Der synes ikke at være noget bevis, der støtter den opfattelse, som Grimm fastholdt, og som andre har overvejet, at jøderne på Kristi tid var vant til at indtage et særskilt og let måltid, når de stod op, sådan som de senere grækere og nogle af de senere romere gjorde. Der er bestemt intet klart bevis for, at jøderne på den tid havde mere end to måltider om dagen (se DB, artiklen “Meals”).

(3) Bryllupsfesten i Matt 22,3 ff. var en ariston, noget i retning af en engelsk "wedding-breakfast"; men den i Luk 14,16 ff. var en deipnon, som sædvanligvis blev udsat til efter mørkets frembrud (Luk 14,17). Måske var ariston i dette tilfælde indledende, mens brylluppet med det ledsagende deipnon fandt sted efter mørkets frembrud; sådanne ting er ikke ukendte i dag (sammenlign Matt 26,20 og 1 Kor 11,20, "Herrens deipnon").

George B. Eager