Galde

(1) Hebr. mererah, der betyder “bitterhed” (Job 16,13); dvs. galden, som udskilles i leveren. Dette ord bruges også om giftslangers gift (20,14) og om de indre organer, livets sæde (25).

Hebr. rosh. I 5 Mos 32,33 og Job 20,16 betegner det slangers gift. I Hos 10,4 gengives det hebraiske ord med “skarntyde.” Grundordet betegner sandsynligvis en eller anden bitter, giftig plante, mest sandsynligt valmuen, som vokser hurtigt op og derfor stilles sammen med malurt (5 Mos 29,18; Jer 9,15; Klag 3,19). Jf. Jer 8,14; 23,15, “galdevand,” Gesenius, “valmuesaft”; andre, “skarntydevand,” “bittert vand.”

Gr. chole (Matt 27,34), Septuagintas oversættelse af det hebraiske rosh i Sl 69; 21, som forudsiger vor Herres lidelser. Drikken, der blev rakt vor Herre, var eddike (lavet af let vin, der var blevet sur, de romerske soldaters almindelige drik) “blandet med galde,” eller, ifølge Markus (15,23), “blandet med myrra”; begge udtryk betyder det samme, nemlig at eddiken var gjort bitter ved tilsætning af malurt eller et andet bittert stof, som efter en barmhjertig skik sædvanligvis blev givet som smertestillende middel til dem, der blev korsfæstet, for at gøre dem ufølsomme over for smerte. Vor Herre, som vidste dette, nægter at drikke det. Han ville ikke tage noget, der kunne sløre hans evner eller dæmpe smerten ved at dø. Han vælger at lide hvert element af ve i den bitre bæger af kval, som Faderen gav ham (Joh 18,11).