Gift

poi'-z'-n (chemah, ro'-sh; thumos, ios): Beboere i Israels land må fra begyndelsen have været fortrolige med giftige slanger. Seks arter af disse er vidt udbredt i landet, og mindst tre af dem er temmelig almindelige visse steder. Desuden findes der skorpioner, skolopendere og den store edderkop, som fellahin frygter lige så meget som slangerne, for ikke at tale om de mindre, men meget alvorlige plager fra myg, sandfluer og flåter, hvoraf nogle blev tillagt dødelige kræfter. I Salomos Visdom 16,9 læser vi i Revised Version (britisk og amerikansk), at "græshoppernes og fluernes bid dræbte, og der fandtes ingen helbredelse for deres liv." Der findes også mange giftige planter, såsom belladonna, bulmeurt, pigæble og opiumsvalmuen. Ingen af disse nævnes i Bibelen; de eneste navne, der findes dér, er skarntyden (Conium maculatum) i Hos 10,4, den giftige græskarfrugt (Citrullus colocynthis) i 2 Kong 4,39 og galde-druerne, sandsynligvis frugten af Calotropis procera, Josephus' Sodomas æbler (BJ, IV, viii, 4). Nogle mener dog, at disse er valmuekapsler. Giftigt vand omtales ved Mara (2 Mos 15,23) og Jeriko (2 Kong 2,19). Der er ingen direkte beretninger om nogen person, der dør af gift, undtagen i 2 Makk 10,13, hvor Ptolemaios Makrons selvmord fortælles. Vor Herres løfte i tillægget til Mark 16,18 viser dog, at gifte var kendt og kunne gives som en slags gudsdom, ligesom det ukendte "skinsygens vand" (4 Mos 5,17). I denne forbindelse er beretningen hos Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 39) interessant, at "Justus, kaldet Barsabbas, skønt han drak en dødelig gift, ikke led nogen skade ved Herrens nåde." De steder, hvor giftige slanger nævnes, er 5 Mos 32,24, hvor slanger (Revised Version (britisk og amerikansk) "kryb") i støvet, sandsynligvis Cerastes hasselquistii, de små hornede hugorme, nævnes, og i 5 Mos 32,33: "slangegift og aspers grusomme gift." Aspen kan være kobraen Naia haje, som ikke er ualmindelig ved ørkenens grænser mod syd. Sl 58,4 nævner slangers gift. Sl 140,3: "De har hvæsset deres tunge som en slange; øglers gift er under deres læber," viser, hvad der stadig er en almindelig tro, at slangens kløftede tunge er giftbæreren. Dette hentydes der til i Jak 3,8. At det var gifttanden og ikke tungen, der bar giften, var kendt af Plinius (xi.62). Dette vers fra Sl 140 indgår i Paulus' sammensatte citat i Rom 3,13. Der kan være en henvisning til at give en berusende gift i Hab 2,15, hvor Revised Version (britisk og amerikansk) læser: "du, som tilsætter din gift." Profeterne taler flere steder om Guds vrede som et bæger, der får til at skælve (Revised Version (britisk og amerikansk) "vakle"), f.eks. Es 51,17; Es 51,22, sandsynligvis foranlediget af, at chemah grundlæggende betyder "raseri" og bruges i den betydning i mere end hundrede steder. I Zak 12,2 skal Jerusalem være et sådant "svimlens bæger for alle folkene rundt omkring."

Semamith, "firben" (KJV "edderkop"), nævnt i Ordsp 30,28 Septuaginta kalabotes), blev tidligere anset for giftig og er stadig meget forhadt af fellahin, da de tror, at den laver spottende fagter, som efterligner dem under deres bønner. De er i virkeligheden ikke giftige. Det er tvivlsomt, om firbenet, som Agur nævner, virkelig er denne stellion; beskrivelsen passer bedre på gekkoen.

Alexander Macalister