Galaterbrevet

Ægtheden af dette brev drages ikke i tvivl. Dets paulinske oprindelse er alment anerkendt.

Anledning. Menighederne i Galatien blev grundlagt af Paulus selv (ApG 16,6; Gal 1,8; 4,13, 19). De synes hovedsagelig at have bestået af omvendte fra hedenskabet (4,8), men delvis også af jødiske omvendte, som sandsynligvis, under indflydelse af judaiserende lærere, søgte at forene jødedommens ritualer med kristendommen og ved deres aktive iver havde haft held til at få flertallet af menighederne til at antage deres synspunkter (1,6; 3,1). Dette brev blev skrevet med det formål at modvirke denne judaiserende tendens og kalde galaterne tilbage til evangeliets enkelhed, og samtidig også for at forsvare Paulus’ krav på at være en guddommeligt udsendt apostel.

Tid og sted for affattelsen. Brevet blev sandsynligvis skrevet meget kort efter Paulus’ andet besøg i Galatien (ApG 18,23). Brevets henvisninger synes at stemme med denne konklusion. Besøget i Jerusalem, nævnt i Gal 2,1-10, var identisk med det i ApG 15, og det omtales som noget, der hørte fortiden til; følgelig blev brevet skrevet efter mødet i Jerusalem. Ligheden mellem dette brev og brevet til romerne har ført til den konklusion, at de begge blev skrevet på samme tid, nemlig i vinteren A.D. 57-8, under Paulus’ ophold i Korinth (ApG 20,2, 3). Brevet til galaterne er skrevet på grund af situationens presserende karakter, efter at han havde modtaget efterretninger om forholdenes tilstand; brevet til romerne er skrevet på en mere overlagt og systematisk måde som en fremstilling af de samme store evangeliske læresætninger.

Indhold. Det store spørgsmål, der drøftes, er: Var den jødiske lov bindende for kristne? Brevet har til hensigt over for jøderne at bevise, at mennesker retfærdiggøres ved tro uden lovgerninger efter Moses’ lov. Efter en indledende hilsen (Gal 1,1-10) behandler apostlen de emner, som havde givet anledning til brevet. (1) Han forsvarer sin apostolske myndighed (1,11-19; 2,1-14); (2) viser judaisternes skadelige indflydelse ved at ødelægge selve evangeliets væsen (3 og 4); (3) formaner de galatiske troende til at stå fast i troen, sådan som den er i Jesus, og til at være rige på Åndens frugter og til en ret brug af deres kristne frihed (5-6,1-10); (4) og afslutter derefter med en sammenfatning af de emner, der er drøftet, og med velsignelsen.

Galaterbrevet og Romerbrevet tilsammen »udgør et fuldstændigt bevis for, at retfærdiggørelse ikke kan opnås fortjenstfuldt, hverken ved moralske gerninger eller ved ritualer og ceremonier, om end de er guddommeligt påbudt; men at den er en fri gave, som helt og holdent udspringer af Guds barmhjertighed, til dem, der modtager den ved tro på Jesus, vor Herre.«

I brevets afslutning (6,11) siger Paulus: »I ser, hvor stort et brev jeg har skrevet til jer med min egen hånd.« Det antydes, at dette afveg fra hans almindelige praksis, som blot var at skrive den afsluttende hilsen med egen hånd, hvilket viser, at resten af brevet blev skrevet af en anden hånd. Om denne afslutning siger Lightfoot i sin kommentar til brevet: »På dette punkt tager apostlen pennen fra sin skriver, og det afsluttende afsnit skrives med hans egen hånd. Fra den tid da breve begyndte at blive forfalsket i hans navn (2 Thess 2,2; 3,17), synes det at have været hans praksis at afslutte med nogle få ord i sin egen håndskrift som en forholdsregel mod sådanne forfalskninger ... I dette tilfælde skriver han et helt afsnit, hvor han sammenfatter brevets hovedlærdomme i korte, ivrige, brudte sætninger. Han skriver det også med store, kraftige bogstaver (gr. pelikois grammasin), for at hans håndskrift kan afspejle hans sjæls energi og beslutsomhed.«