Galilæas Sø

(Matt 4,18; 15,29), nævnes i Bibelen under tre andre navne.

I Det Gamle Testamente kaldes den “Kinnerets Sø” (4 Mos 34,11; Jos 12,3; 13,27), antagelig på grund af sin harpelignende form. (2). “Gennesaret Sø” én gang hos Lukas (5,1), efter det flade område, der ligger ved dens vestkyst.

Johannes (6,1; 21,1) kalder den “Tiberias Sø” (se dette). De moderne arabere har bevaret dette navn, Bahr Tabariyeh.

Denne sø er 12 1/2 miles lang og fra 4 til 7 1/2 miles bred. Dens overflade ligger 682 fod under Middelhavets niveau. Dens dybde er fra 80 til 160 fod. Jordan løber ind i den 10 1/2 miles neden for den sydlige ende af Huleh-søen, eller omkring 26 1/2 miles fra dens kilde. På denne strækning på 26 1/2 miles har floden et fald på 1.682 fod, eller mere end 60 fod pr. mile. Den ligger 27 miles øst for Middelhavet og omkring 60 miles nordøst for Jerusalem. Den er oval af form og er rig på fisk.

Dens nuværende udseende beskrives således: “Scenens fuldstændige ensomhed og absolutte stilhed er særdeles imponerende. Det virker, som om hele naturen er gået til hvile, udmattet under den brændende hede. Hvor anderledes var det ikke på vor Herres tid! Dengang var der liv og travlhed langs bredderne; de byer og landsbyer, som lå tæt langs dem, genlød af en travl befolknings summen; mens der fra bjergskråning og kornmark lød hyrdens og plovmandens muntre råb. Søen var også bestrøet med mørke fiskerbåde og glimtede af hvide sejl. Nu hersker en sørgmodig, ensom stilhed over sø og bred. Byerne ligger i ruiner!”

Denne sø er især interessant på grund af sin forbindelse med vor Herres offentlige tjeneste. Kapernaum, “hans egen by” (Matt 9,1), lå ved dens bredder. Blandt de fiskere, der udøvede deres erhverv på dens vande, valgte han Peter og hans bror Andreas samt Jakob og Johannes til at være disciple og sendte dem ud for at være “menneskefiskere” (Matt 4,18, 22; Mark 1,16-20; Luk 5: 1-11). Han stilnede dens storm, idet han sagde til uvejret, der fejede hen over den: “Fred, vær stille” (Matt 8,23-27; Mark 7,31-35); og her viste han sig også efter sin opstandelse for sine disciple (Joh 21).

“Galilæas Sø er i sandhed evangeliets vugge. Naturens underjordiske ildkræfter dannede et søbassin, som en flod senere løb igennem og derved altid holdt dets vand friskt. I dette bassin vrimlede en vældig mængde skaldyr, og de formerede sig i en sådan grad, at de blev føde for en usædvanlig rigdom af fisk. Den store mangfoldighed og mængde af fisk i søen tiltrak til dens bredder en større og mere sammensat befolkning, end der fandtes andre steder i Israels land, hvorved dette afsides område blev bragt i kontakt med alle dele af verden. Og denne store og mangfoldige befolkning, med adgang til alle folkeslag og lande, tiltrak Herren Jesus og fik ham til at gøre dette sted til centrum for sin offentlige tjeneste.”