Gedalja

ged-a-li'-a (gedhalyah; undtagen i 1 Krøn 25,3; 1 Krøn 25,9 og Jer 38,1, hvor det er gedhalyahu, "Yah(u) er stor"):

(1) Gedalja, søn af Akikam (Jeremias' ven og beskytter) og sønnesøn af Shafan (skriveren under Josijas regering) (2 Kong 25,22-25; Jer 39,14; Jer 40,5-16; Jer 41,1-18).

1. Hans udnævnelse til statholder i Juda:

Efter Jerusalems ødelæggelse og jødernes bortførelse som fanger til Babylon (586 f.Kr.) blev Gedalja af Nebukadnesar udnævnt til statholder over de fattige jøder, som var blevet efterladt i landet for at være vinavlere og agerdyrkere (2 Kong 25,12; 2 Kong 25,22). I hans varetægt blev også nogle kongelige prinsesser (Jer 43,6) og hoffolk (Jer 41,16) overgivet, som havde fået lov til at blive tilbage, fordi man ikke anså dem for tilbøjelige til at volde uro. Gedalja tog bolig i Mispa, nogle få mil nordvest for Jerusalem. Her sluttede Jeremias sig til ham (40,6).

2. Hans forsonlige ånd og vise styre:

De jødiske soldater, som var undsluppet tilfangetagelse, hørte, at kaldæerne var draget bort, og at Gedalja, en af deres egen nation, var blevet udnævnt til statholder i Juda. De kom derfor med Ismael, Johanan og andre officerer i spidsen til Gedalja i Mispa (2 Kong 25,23; 2 Kong 25,14; Jer 40,7-10). Statholderen forsikrede dem om, at de ikke behøvede at frygte hævn fra deres erobrere, og lovede dem under ed beskyttelse og sikkerhed, hvis de ville blive og dyrke landet og være fredelige undersåtter under Babylons konge. Denne forsikring førte til, at flygtninge fra alle nabolandene i almindelighed samlede sig omkring Gedalja (Jer 40,11; Jer 40,12). I to måneder (nogle mener længere) gjorde Gedaljas velgørende og vise styre meget for at konsolidere forholdene i Juda og for at indgyde den svage rest af hans landsmænd mod og håb.

3. Hans forræderiske mord:

Men onde kræfter arbejdede imod ham. Ba'alis, Ammons konge, havde besluttet at tage hans liv (Jer 40,13-16). Det fredelige og populære styre, som den gode statholder var ved at etablere, stod i vejen for gennemførelsen af enhver erobringsplan, han måtte have næret. Ba'alis fandt et villigt redskab for sit morderiske forehavende i Ismael, som, eftersom han var af kongelig byrd og hørte til kongens råd (Jer 41,1), uden tvivl var skinsyg på den mand, der var blevet valgt til statholder frem for ham selv. Gedalja blev af Johanan og de andre hærførere underrettet om sammensværgelsen om at myrde ham, og Johanan udtrykte ved en privat samtale et stærkt ønske om selv at gå hen og dræbe Ismael i hemmelighed, idet han erklærede, at jødernes sikkerhed afhang af statholderens liv. Men Gedalja nægtede at lade Johanan komme sin fjende i forkøbet, fordi han i sit storsind troede, at Ismael ikke var i stand til en sådan forræderisk handling. Han fandt dog snart ud af, at hans tillid sørgeligt var blevet misbrugt. Ismael kom sammen med ti af sine ledsagere på besøg hos ham i Mispa, og efter at de var blevet gæstfrit beværtet, kastede de sig over deres gode vært og myrdede ham sammen med alle de jødiske og kaldæiske soldater, som han havde hos sig til at opretholde orden og yde beskyttelse (2 Kong 25,25; Jer 41,1-3). Derpå kastede de deres ofres lig i den cisterne, som Asa havde lavet (Jer 41,9). Ismael blev forfulgt og indhentet af Johanan, men det lykkedes ham at flygte til ammonitterne (Jer 41,11-15). Derefter flygtede Johanan og de andre hærførere til Egypten, fordi de frygtede, at kaldæerne ville hævne mordet på statholderen på dem (Jer 41,16-18), og imod Jeremias' indtrængende bønner (kapitel 42) tog de profeten og den jødiske rest med sig (43,5-7). Til minde om dagen for mordet på Gedalja holdt jøderne en faste (som stadig er bevaret i den jødiske kalender) på den 3. dag i den 7. måned, Tishri (Zak 7,5; Zak 8,19).

4. Hans ædle karakter:

Beretningerne fremstiller Gedalja i et meget tiltalende lys, som en mand der nød tillid både hos sit eget folk og hos deres erobrere; en mand med sjælden visdom og takt og med en retskaffen, gennemsigtig karakter, hvis venlige natur og storsindede sindelag ikke tillod ham at tænke ondt om en broder; en mand, der i enhver henseende var værdig til den agtelse, som senere generationer af hans landsmænd nærede for ham.

(2) (gedhalyahu): Søn af Jedutun og instrumental leder af det 2. af de 24 kor i det levitiske orkester (1 Krøn 25,3; 1 Krøn 25,1).

(3) En præst af "Jeshua-sønnerne" på Ezras tid, som havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,18).

(4) (gedhalyahu): Søn af Pashhur (som slog Jeremias og satte ham i blokken, Jer 20,1-6), og en af Jerusalems stormænd, som med kong Sidkijas godkendelse tog Jeremias og firede ham med reb ned i en cisterne, hvor han sank ned i mudderet (38,1.4-6).

(5) Bedstefar til profeten Sefanias og sønnesøn af Hizkija, sandsynligvis kongen (Ze 1,1).

James Crichton