Ged

Hebr. ‘ez, hungeden (1 Mos 15,9; 30,35; 31,38). Dette hebraiske ord bruges også om gedebukken (2 Mos 12,5; 3 Mos 4,23; 4 Mos 28,15) og til at betegne et kid (1 Mos 38,17, 20). Derfor kan det betragtes som det almindelige navn for dyret som husdyr. Det betyder bogstaveligt “styrke” og peger på gedens større styrke sammenlignet med fåret.

Hebr. ‘attud, kun i flertal; gengivet “væddere” (1 Mos 31,10, 12); gedebukke (4 Mos 7,17-88; Es 1,11); geder (5 Mos 32,14; Sl 50,13). De blev brugt ved offer (Sl 66,15). Dette ord bruges billedligt om fyrster eller høvdinge i Es 14,9, og i Zak 10,3 om ledere. (Jf. Jer 50,8.)

Hebr. gedi, egentlig et kid. Dets kød var en lækkerbisken blandt hebræerne (1 Mos 27,9, 14, 17; Dom 6,19).

Hebr. sa’ir, der betyder den “pjuskede”, en langhåret ged, en gedebuk (2 Krøn 29,23); “en ged” (3 Mos 4,24); “satyr” (Es 13,21); “djævle” (3 Mos 17,7). Det er syndoffergedden (3 Mos 9,3, 15; 10,16).

Hebr. tsaphir, en gedebuk af gederne (2 Krøn 29,21). I Dan 8,5, 8 bruges det som symbol på det makedonske rige.

Hebr. tayish, en “slående” eller “stødende”, gengivet “gedebuk” (1 Mos 30,35; 32,14).

Hebr. ‘azazel (se dette), “syndebukken” (3 Mos 16,8, 10, 26).

Der er to hebraiske ord, der bruges til at betegne den utæmmede ged: Yael, kun i flertal, bjerggeder (1 Sam 24,2; Job 39,1; Sl 104,18). Det er afledt af et ord, der betyder “at klatre”. Det er stenbukken, som fandtes i stort tal i Moabs bjergrige egne. Og ’akko, kun i 5 Mos 14,5, vildgeden.

Geder nævnes i Det Nye Testamente i Matt 25,32, 33; Hebr 9,12, 13, 19; 10,4. De repræsenterer undertrykkere og onde mennesker (Ez 34,17; 39,18; Matt 25,33).

Flere varianter af geden var kendt af hebræerne. De havde en vigtig plads i deres landlige husholdning på grund af den mælk, de gav, og kiddets fortrinlige kød. De udgjorde en vigtig del af hyrdefolks rigdom (1 Mos 31,10, 12;32,14; 1 Sam 25,2).