Gebal

ge'-bal (gebhal, "grænse"; Bublos, og Biblos; Byblus, moderne Jebeil):

(1) En gammel fønikisk by, beliggende på en skrænt i Libanons forbjerges område med udsigt over Middelhavet. Den var en af Fønikien vigtigste havnebyer og havde en lille, men god havn til små skibe. Den ligger omtrent på 34 grader 8' nordlig bredde og cirka 4 miles nord for floden Adonis (Nahr Ibrahim). Den blev af de gamle anset for en hellig by. Filon nævner overleveringen om, at den blev grundlagt af Kronos og var helliget dyrkelsen af Beltis og senere af Adonis, hvis riter hvert år blev fejret ved floden af samme navn og ved dens kilde i bjerget, ved Apheca (se Tammuz). Gebal var centrum for et ret vidtstrakt distrikt, der strakte sig fra Eleutherus mod nord til Tamyras mod syd, en afstand på 60 eller 70 miles langs kysten. Det nævnes af Jos (13,5) som gebalitternes land (se dette) (KJV "Giblites"), og gebalitterne nævnes også i 1 Kong 5,18 (hebraisk 32) som hjælpere ved opførelsen af Salomos tempel. Gebals "ældste" og "vise mænd" er blandt de arbejdere, der var beskæftiget på tyriske skibe (Ez 27,9 American Revised Version, randnote). Den tidligste omtale af Gebal, som findes i historien, er i Tell el-Amarna-brevene, som blev affattet i første halvdel af det 14. århundrede f.Kr. Byen var, sammen med hele Fønikien, blevet afhængig af Egypten på Thothmes III's tid og stod under egyptiske guvernører, men under Amenhotep IV's (Ikhnatons) regering angreb hetitterne og amoritterne fra nord og Khabiri fra syd Gebals område, og dens guvernør skrev breve til Amenhotep og bad om hjælp. Der findes over 60 af disse, som beskriver byens og dens guvernør Ribaddis fortvivlede tilstand; han blev fordrevet og søgte tilflugt i Beirut, men genvandt siden sin hovedstad, blot for at blive belejret og miste alle sine besiddelser og til sidst falde i fjendens hænder. Gebal blev senere uafhængig, sådan som det fremgår af optegnelserne fra Ramses IX (1442-1423 f.Kr.) og Ramses XII, for dens konge holdt den førstes udsendinge fanget i 17 år og behandlede en betroet agent for den sidste med ringe høflighed. Dens konge på denne tid var Zakkar-Baal, og konger af Gebal nævnes i de assyriske optegnelser, én som betalte tribut til Ashurnazir-pal (cirka 887 f.Kr.) og en anden til Sankerib (705-680). Den sidstnævnte konge var Uru-melek, og konger af Gebal nævnes i forbindelse med andre fønikiske byer under persisk styre. Byen underkastede sig Alexander den Store uden modstand og stillede en flåde til rådighed for at hjælpe ham ved belejringen af Tyrus (332). Strabon omtaler den som en by af betydning på Pompejus' tid (xvi.2,17), og den nævnes hyppigt i fønikiske (CIS, 1) og assyriske indskrifter i formerne Gubal og Gubli (COT, I, 174).

(2) (gebhal; Gobolitis): Et distrikt sydøst for Det Døde Hav, som omtales i Sl 83,7 (hebraisk 8) i forbindelse med Moab, Ammon, Amalek og andre som nogle, der sluttede pagt sammen imod Israel (sammenlign 1 Makk 5). Robinson (BR, II, 154) fandt, at navnet Jebal stadig blev brugt om dette område, og Josefus (Ant., II, i, 2) taler om en Gebalitis som en del af Idumæa. Det er et bakket område, sådan som det moderne navn betyder, og det omfatter byerne Shobek og Tolfieh.

H. Porter