Hellenisme; hellenist

hel'-en-iz'-m, hel'-en-ist: Hellenisme er det navn, vi giver grækernes mangfoldige landvindinger inden for sociale og politiske institutioner, i de forskellige kunstarter, i videnskab og filosofi, i moral og religion. Det er sædvanligt at skelne mellem to hovedperioder, mellem hvilke Alexander den Store står som den markante skikkelse, og at anvende adjektivet "hellensk" om den tidligere periode og "hellenistisk" om den senere. Selv om der er rigelig grund til at foretage denne skelnen, må den ikke anses for at hvile på tilfældige forandringer fremkaldt af fremmede påvirkninger. Den hellenistiske tidsalder er snarere den pludselige udfoldelse af en blomst, hvis knop var ved at dannes og modnes gennem århundreder.

1. De græske folks udbredelse:

Før de hellenske folk kom ind i det, vi nu kalder Grækenland, fandtes der i disse lande en blomstrende civilisation, som vi kan give navnet "ægæisk". Arkæologers udforskninger i de sidste årtier har bragt den for dagen mange steder på fastlandet såvel som på øerne i Ægæerhavet og især på Kreta. Da de hellenske folk kom, var det ikke som en samlet nation, end ikke som homogene stammer af én fælles race; skønt de uden tvivl overvejende var af beslægtet oprindelse, var det den fælles besiddelse af et arisk sprog og af lignende skikke og religion, der adskilte dem fra de folk, blandt hvilke de slog sig ned. Hvornår deres bevægelse sydpå fra Illyrien fandt sted, og hvilke årsager der fremkaldte den, ved vi ikke; men den kan næppe have ligget længe før fortsættelsen af denne vandring, som førte til bosættelsen af Lilleasiens kystegne og øerne i Ægæerhavet fra omkring det 13. til det 10. århundrede f.Kr. Ved koloniseringen af disse nye områder blev de hellenske folk bevidste om deres slægtskab, dels fordi de enkelte kolonier modtog grupper fra forskellige egne af moderlandet, dels fordi de i fællesskab blev stillet i skarp kontrast til de fremmede "barbarer", som talte andre, uforståelige sprog. Efterhånden som de ældre samfund på fastlandet og på øerne begyndte at blomstre, følte de et behov, der udsprang af forskellige årsager, for yderligere kolonisering. Blandt disse årsager kan vi nævne jordens fattigdom i det egentlige Grækenland, det begrænsende pres fra de stærke stammer i Lilleasien, som hindrede ekspansion ind i landet, en voksende utilfredshed med det aristokratiske styre i næsten alle græske stater og med virkningen af førstefødselsretten i jordbesiddelsen, og til sidst den forenede lokkelse fra eventyret og udsigten til handel. Således skete det, at der i det 8. og 7. århundrede f.Kr. satte to store bevægelser af kolonial ekspansion ind, den ene mod Hellespont og videre til Pontos' kyster, eller Sortehavet, den anden vestpå mod Syditalien, Sicilien og videre helt til Gades i Spanien. Til det 7. århundrede hører også koloniseringen af Naukratis i Egypten og af Kyrene i Libyen. Derefter fulgte en periode med relativ passivitet i det 5. århundrede, som var præget af grækernes fortvivlede konflikt med Persien i øst og med Karthago i vest, efterfulgt af endnu mere katastrofale konflikter indbyrdes. Med den påtvungne indre fred, som Makedonien pålagde, kom genoptagelsen af kolonial og militær ekspansion i et omfang, man før ikke havde drømt om. På få år omfattede Alexanders rige Thrakien, Lilleasien, Egypten og Asien østpå hinsides Indus. De østligste områder faldt snart fra, men Lilleasien, Syrien og Egypten forblev længe under græsk herredømme, indtil Rom i det 1. århundrede f.Kr. gjorde sine krav på overhøjhed i disse lande gældende.

2. Den hellenske stat:

Gennem hele denne udviklings- og ekspansionsproces omtaler vi befolkningen som grækere, selvom det er åbenlyst, at selv den racemæssige homogenitet, de måtte have haft ved ankomsten til Grækenland, må være blevet stærkt modificeret ved absorption af erobrede folk. Men den græske befolknings stærke individualitet manifesterede sig overalt i dens civilisation. I udviklingen fra den homeriske kongedomme (støttet af adelen i råd, hvorfra almuen blev udelukket eller hvor det antages, at den højst kunne give tilslutning eller afvisning af forslag, der blev lagt for den) gennem oligarkisk eller aristokratisk styre og tyranners usurperede autoritet til etablering af demokratisk regering er der intet overraskende for mennesket i dag. Det skyldes, at græsk civilisation er blevet typisk for hele vestlig civilisation. I de tidligere stadier af denne proces er der desuden intet slående, der strider mod hebraernes institutioner, i hvert fald ikke så vidt det drejer sig om de ydre former. Men der eksisterede hele tiden en subtil forskel i ånd, som gjorde det muligt, ja uundeligt, for grækerne at nå til demokratiske institutioner, hvorimod sådan en udvikling var umulig eller tænkelig for hebraerne. Det er vanskeligt at definere denne ånd, men man kan sige, at den fra først af var præget af en tilbøjelighed til at tillade den frie udvikling og udtrykkelse af individualitet underordnet det fælles bedste; af en tilsvarende anerkendelse af menneskelige begrænsninger over for sine medmennesker såvel som over for Gud; af en instinktiv frygt for overskud som uhumant og som provokerer gudernes retfærdige straf; og endelig af en sund nægten til at tage sig selv for alvorligt, som viste sig i en vis godmodig ironi selv blandt mennesker, som Sokrates og Epikur, der betragtede sig selv som sat til at varetage en ophøjet mission, i slående kontrast til hebraernes profeter, som udtrykte Sinais tordener, men aldrig smilede ad deres egen alvor. Selv makedonerne forsøgte ikke at regere Grækenland med despotisk magt, men overlod staten i almindelighed til at nyde sine friheder; og i Orienten sikrede Alexander og hans efterfølgere, både romere og grækere, deres magt og udbredte civilisation gennem grundlæggelsen og fremme af hellenistiske byer i usædvanligt stort antal. Bystaten, ofte i forbund med andre bystater, fortrængte organisationen af stamme eller klan og erstattede således en ny enhed og en ny interesse for det gamle; og de således skabte centre udstrålede hellenistisk indflydelse og fremmede orden og god regeringsførelse overalt. Men i overensstemmelse med de nye forhold antog staten en noget anderledes form. Mens byen bevarede lokal selvstyre, blev staten monarkisk; og den orientalske forguddelse af kongen, styrket af den hellenistiske tilbøjelighed til at forguddelse menneskehedens velgørere, resulterede i måder at tale og tænke på, som øvede stærk indflydelse på jødernes messianske håb.

3. Hellenistisk liv:

Grekkernes liv, væsentligt bybundet og domineret af politiske interesser fremmet i stater, hvor individet talte meget, var af en helt anden type end orientalsk liv. Selvom fiksjonen om blodsbeslægtskab blev dyrket af den hellenistiske bystat som af den semitiske stamme, var den mere gennemsigtig i den førstnævnte, især i de nye samfund dannet i historisk tid. Der var således en stærk tilskyndelse til gensidig tolerance og indrømmelse, som, understøttet af en stærk kærlighed til personlig uafhængighed og dyrkning af individualitet, førte til udviklingen af frihed og anerkendelse af menneskerettigheder. Et sundt samfundsliv var resultatet for dem, der havde del i borgerretten, og også i næppe mindre grad for de fremmede bosiddende, der nød statens beskyttelse. Kvinder også, selvom ikke så frie som mænd, nød selv i Athen, hvor de var mest begrænsede, friheder, som var ukendte for orientalerne. I den hellenistiske tidsalder nåede de en stilling i det væsentlige svarende til moderneuropas. Der var slaver, der tilhørte både enkeltpersoner og staten, men deres lod blev dæmpet generelt af en stadig voksende humanitet. Livets annejoser var mange og blev dyrket ikke mindre i religionens navn end kunst, litteratur og videnskab.

4. Hellenistisk kunst og litteratur:

Som i enhver fase af græsk civilisation var kunstens og litteraturens udvikling fri. Ja, deres ypperste fortrin må tilskrives de lykkelige omstændigheder, som lod dem vokse spontant frem af folkets liv uden kunstige begrænsninger pålagt indefra eller overmægtige påvirkninger udefra: en lykke, som ingen anden stor bevægelse inden for kunst eller litteratur kan rose sig af. Græsk kunst blev i høj grad udviklet i religionens tjeneste; men fordi begge voksede side om side og udsprang af menneskets hjerte, var deres påvirkninger gensidige, idet kunsten bidrog til religionen lige så meget, som den modtog fra den. Det hellenske folks skabende geni udtrykte sig med enestående umiddelbarhed og enkelhed i former, der var klart anskueliggjorte og underlagt betingelserne for en psykologisk virkningsfuld gruppering i rum eller tid. Deres kunst er kendetegnet ved iagttagelsen af et retfærdigt forhold og ved en vis naturlig tilbageholdenhed, som skyldes det intellektuelle elements overvægt over det rent sanselige. Dens mest karakteristiske produkt er idealtypen, hvor kun så meget individualitet træder ind, som er nødvendigt for at give det typiske livets konkrethed. Hvad der er sagt om kunst i snævrere forstand, gælder i samme grad den kunstneriske litteratur. De typer, der således blev skabt, hvad enten det var i skulptur, arkitektur, musik, drama, historieskrivning eller talekunst, blev, skønt de ikke blev betragtet med overtroisk ærefrygt, ved den blotte kraft af iboende sandhed og skønhed anbefalet for efterfølgende slægter og stabiliserede dermed udviklingens forløb og holdt den overstrømmende originalitet og tendensen til individualisme i tømme. I den hellenistiske tidsalder fik individualismen gradvis overhånd dér, hvor den aftagende kraft i det skabende geni ikke førte til simpel efterligning.

5. Natur- og handlingsfilosofi:

De hellenske folks traditionelle synspunkter vedrørende natur og adfærd, som ikke afveg meget fra andre folks på et tilsvarende kulturtrin, holdt sig ned til det 7. århundrede f.Kr. med forholdsvis ringe forandring. Sammen med og efter hellenismens koloniale udbredelse kom den vågnende intellektuelle nysgerrighed, eller rettere det overraskelsens stød, der var nødvendigt for at forvandle opmærksomhed til spørgsmål. Grækernes mytologi havde rummet en vag teologi, ganske vist uden autoritet, men tilfredsstillende, fordi den var tilstrækkelig til at udtrykke den nationale tanke. Etik fandtes der ingen af; moralen var sædvane. Men den voksende horisont for hellensk tænkning opdagede, at skikke var vidt forskellige i forskellige lande; ja, det er ganske sandsynligt, at den samling af fremmede og chokerende skikke, som fyldte de stridbare sofisters pilekogger i det 5. århundrede, havde sin begyndelse i det 6. og muligvis det 7. århundrede. Under alle omstændigheder leverede den modstanderens brændende pile, indtil etikken ved Sokrates’ søgen efter det universelle blev grundlagt i fornuften, ikke i adfærd, men i dømmekraft. Ligesom etikken opstod af adfærdens uforenelige modsætninger, således sprang naturfilosofien frem af den mytiske teologis modsætninger og i opposition til den. Der fandtes faktisk to lag af forestillinger om overnaturlige væsener; det ene, der voksede ud af en primitiv animisme, betragtede i det væsentlige deres virksomhed ud fra magiens synspunkt, som nægter at lade sig overraske over noget resultat, hvor urimeligt ude af proportion det end måtte være i forhold til de anvendte midler, blot det hemmelighedsfulde ord blev udtalt eller den nødvendige handling udført; det andet, der udsprang af en tilbedelse af naturen i hendes mest slående fænomener, anerkendte en orden, beslægtet med den moralske orden, i hendes virke. Da naturfilosofien opstod i det 6. århundrede, berøvede den først instinktivt, siden bevidst, naturen personlighed ved at afklæde den mytens forklædning og erstatte den med en ligefrem og fornuftsbegrundet fortælling, grundlagt på mekaniske principper. Dette er den ånd, der gennemtrænger den førsokratiske videnskab og filosofi. Sokrates’ søgen efter alment gyldige domme om adfærd rettede tanken mod sindets love, som er teleologiske, i modsætning til materiens love, som er mekaniske; og således afsatte den i realiteten naturen, betragtet som materiel, ved at give sindet forrang. Herefter var den græske filosofi bestemt til, med forholdsvis få og uvæsentlige undtagelser, at vie sig til studiet af menneskelig adfærd og i det væsentlige at være idealistisk, selv hvor grundlaget, som hos stoikerne, tilsyneladende var materialistisk. Mere og mere blev det sandt om de græske filosoffer, at de søgte Gud, »om de dog måske kunne føle sig frem til ham og finde ham«, bevidste om den væsentlige enhed mellem det guddommelige og det menneskelige og idet de definerede filosofi som bestræbelsen på at gøre sjælen lig Gud.

6. Hellensk og hellenistisk religion:

Hvis vi således finder en ægte præparatio evangelica i de hellenistiske udviklingen af den tidligere græske religion, findes der parallelle udvikringer i de andre religioner, som blev antaget i den hellenistiske tid. Persiens og Egyptens ældre nationale religioner gennemgik en lignende forandring, hvilket gav anledning til henholdsvis tilbedelsen af Mithra og af Isis, begge bestemt til sammen med grækkernes chtoniske mysterier at være farlige rivaler i kampen om kristendommens verden – selv en yngre søn i denne frugtbar familie af nye religioner. Her er ikke plads til en behandling af disse religiøse bevægelser, hvis familielighed med kristendommen bliver mere og mere tydelig hver dag; men så meget bør i hvert fald siges, at medens hver upartisk studerende må indrømme kristendommens overlegenhed i moralsk indhold og tilpasning til menneskets religiøse natur, var forskellen i disse henseender ikke ved første øjekast så åbenbar, at man med sikkerhed kunne have forudsagt, hvilken rival der ville blive sejrherren ved begyndelsen af kampen.

Se GRÆKENLAND, RELIGION I OLDTIDEN.

Som med andre manifestationer af den græske ånd, således også i religiøse spørgsmål var det den frie udvikling af levende institutioner, som mest markant adskiller grækerne fra hebræerne. De havde præster, men blev aldrig styret af dem; de ejede en litteratur, som blev betragtet med ærbødighed, og i visse helligdomme skattede de hellige skrifter indeholdende retningslinjer for praksis og ritual ved kultusudøvelsen, men de var hverken tilsigtede eller tilladt at fastlægge fortolkningen af symbolerne for al tid. I det 5. og 4. århundrede revs græsk tænkninge ledere visse præsters aktivitet til takst, og det var ikke før den romerske dominans periode, at præster endog i ringe omfang lykkedes det at tilrane sig magten, og hellige skrifter begyndte at udøve en myndighed, der var fjernt sammenlignelig med den, som blev anerkendt blandt jøderne.

Et meget interessant spørgsmål er det, der angår, i hvilket omfang græsk civilisation og tænkning var trængt ind i og havde påvirket jødedommen. I tre århundreder før Jesu komme havde hellenismen været en magtfaktor i Syrien og Judæa. De tidligste skrifter hos hebræerne, som viser denne påvirkning, er Dan og Det Gamle Testamentes apokryfer. Flere bøger i apokryferne blev oprindelig skrevet på græsk og viser stærk påvirkning fra græsk tænkning. Septuaginta, som blev udarbejdet for jøderne i diasporaen, vandt tidligt autoritet selv i Israels land, hvor aramæisk havde fortrængt hebraisk, som derved blev et dødt sprog, kun kendt af få. Ny Testamentes citater fra Det Gamle Testamente er næsten uden undtagelse taget fra Septuaginta. Således var jødernes hellige litteratur i praksis græsk. Selv om Jesus talte aramæisk, kendte han uden tvivl noget græsk. Alligevel er der ikke noget klart bevis for en specifikt græsk påvirkning af hans tænkning, hvis forudsætninger er jødiske eller i almindelighed hører den hellenistiske tidsalder til. Alle Ny Testamentes skrifter blev oprindelig affattet på græsk, selv om deres forfattere var meget forskellige med hensyn til færdighed i at bruge sproget og kendskab til hellensk tænkning. Deres gæld til disse kilder kan kun frugtbart overvejes i forbindelse med de enkelte forfattere; men den, der er fortrolig med den hebraiske og græske litteratur, føler instinktivt ved læsning af Ny Testamente, at jødernes nationale særpræg, sådan som det afspejles i Det Gamle Testamente, så godt som er forsvundet og kun er tilbage som en fin tone af moralsk alvor og som en billedskabende farvning, undtagen i de synoptiske evangeliers enkle fortælling. Havde det ikke været for den bitterhed, som Jerusalems ødelæggelse vakte, er det sandsynligt, at jøderne fuldstændigt ville have givet efter for hellensk påvirkning.

William Arthur Heidel