Fadervor

(Matt 6,9-13; Luk 11,2-4): Bøn indtog en vigtig plads i Jesu liv og undervisning. Han var i udpræget grad et bønnens menneske, som ofte bad både i det private og offentligt, og som undertiden tilbragte hele nætter i fællesskab med sin himmelske Fader. Han talte ofte til sine disciple om bøn, advarede dem mod praleri eller formanede til udholdenhed, tro og stor forventning, og han gav dem et forbillede for andagt i Fadervor.

1. Dobbelt form:

Denne bøn gengives af evangelisterne i to forskellige former og i to helt forskellige sammenhænge. I Matthæus' beretning gives bønnen som en del af Bjergprædikenen og i forbindelse med en kritik af det praleri, som var almindeligt i hyklernes og hedningernes bønner. Lukas indfører bønnen efter den galilæiske tjeneste og fremstiller den som givet som svar på en anmodning fra en af hans disciple: "Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det." Den giver os dog ingen angivelse af tid eller sted, og det er fuldt muligt, at den begivenhed, som den omtaler, fandt sted langt tidligere. Den senere form er meget kortere end Matthæus' form, og de fælles dele adskiller sig væsentligt i sproget.

I betragtning af forskellene spørger læseren instinktivt, om bønnen blev givet ved to forskellige lejligheder i disse forskellige sammenhænge, eller om evangelisterne har fremstillet den samme begivenhed i former, der stammer fra forskellige kilder, eller har tilpasset den fælles kilde til deres umiddelbare formål.

Hvis bønnen kun blev givet ved én lejlighed, er der næppe tvivl om, at Lukas bevarer de sande historiske omstændigheder, om end ikke nødvendigvis det nøjagtige tidspunkt eller sted eller den nøjagtige sproglige form. En sådan anmodning fremsat ved afslutningen af Jesu bøn ville være naturlig, og begivenheden bærer alle virkelighedens kendetegn. På den anden side ville det være rimeligt at antage, at forfatteren til Matthæus' kilde, som huskede begivenheden, indarbejdede bønnen i Bjergprædikenen som en illustration af påbuddene om bøn.

Der er mange grunde til at betragte prædikenen som en samling udsagn, der er udtalt ved forskellige lejligheder og sammenfattet af hensyn til undervisning og memorering. Der er dog intet bevis for, at bønnen kun blev givet én gang af Jesus. Vi behøver ikke at antage, at hans disciple altid var de samme, og vi ved, at han gav undervisning om bøn ved forskellige lejligheder. Han kan have givet mønsterbønnen spontant ved én lejlighed og på en anden tid efter anmodning fra en discipel. Det er sandsynligt, at de to evangelister, som brugte de samme eller forskellige kilder, fremstillede bønnen i den sammenhæng, der bedst passede til deres beretningers plan. Under alle omstændigheder er det ret bemærkelsesværdigt, at bønnen ikke citeres eller direkte omtales noget andet sted i Det Nye Testamente.

2. Opbygning:

Ud over den indledende hilsen, "Vor Fader, du som er i himlen," består Fadervor af seks bønner. Disse er ordnet i tre lige store dele. I den første del rettes tanken mod Gud og hans store formål. I den anden del rettes opmærksomheden mod vores tilstand og behov. De to sæt bønner er nært forbundne, og der går en fremadskridende linje gennem hele bønnen. Bønnerne i den første del er uadskillelige, eftersom hver enkelt indbefatter den, der følger efter. Ligesom helligelsen af Guds navn kræver, at hans rige kommer, sådan kommer riget ved, at hans vilje sker. Endvidere kræver den første del den anden, for hvis hans vilje skal ske ved os, må vi have underhold, tilgivelse og befrielse fra det onde. Hvis vi først søger Guds ære, kræver målet vores gode. Mens vi helliger hans navn, bliver vi helliget i ham. Doksologien hos Matthæus og i vores ritualer findes ikke i de førende håndskrifter og regnes almindeligvis for en gammel liturgisk tilføjelse. Af denne grund udelades den af Revised Version (British and American).

3. Kilder:

Kilderne til de to beretninger kan ikke kendes med sikkerhed. Det er næppe korrekt at sige, at den ene beretning er mere oprindelig end den anden. Originalen blev udtalt på aramæisk, mens begge gengivelser helt sikkert bygger på græske kilder. Den generelle overensstemmelse i sproget, især i brugen af det enestående udtryk epiousios, viser, at de ikke er uafhængige oversættelser af den aramæiske original.

4. Særlige udtryk:

Tre udtryk i bønnen fortjener særlig opmærksomhed. Ordene "Vor Fader" er nye i Bibelen og i verden. Når Gud kaldes Fader i Det Gamle Testamente, betragtes han som nationens Fader, ikke individets. Selv i den gribende bøn i Es 63,16 (King James Version), "Du er visselig vor fader," gør sammenhængen det klart, at der henvises til Gud i hans egenskab af Skaber. Tanken om Gud som individets Fader nås først i Apokryferne: "O Herre, Fader og Herre over mit liv" (Sirak 23,1; sammenlign Salomos Visdom 2,16; 14,3). Også her er forestillingen tilsløret i tanken om Gud som Skaber. Det blev overladt til Jesus, Sønnen, at give os privilegiet at kalde Gud "Vor Fader."

Om adjektivet epiousion, "daglig" eller "nødvendig," kendes hverken oprindelsen eller den nøjagtige betydning, og den vil sandsynligvis heller ikke blive kendt. Om det er kvalitativt eller tidsligt, afhænger af dets afledning fra epeinai eller epienai. Vores oversættere følger sædvanligvis det sidste og oversætter "daglig." American Standard Revised Version giver "nødvendig" som gengivelse i randnoten.

Udtrykket apo tou ponerou er lige så tvetydigt. Da adjektivet kan være enten maskulint eller neutr., er det umuligt at afgøre, om der var tænkt "fra den onde" eller "fra det onde." Sandsynligheden taler for maskulinum. Orientalen tænkte naturligt på det onde i konkret form, ligesom vi tænker på det i abstrakt form. Af denne grund er den autoriserede oversættelses gengivelse "fra det onde" mere virkelig for os. Det onde, der afbedes, er moralsk, ikke fysisk.

5. Formål: Fadervor blev givet som en lektion i bøn. Som sådan overgår denne enkle model alle forskrifter om bøn. Den antyder for Guds barn de rette emner for bøn. Den giver egnede sproglige former og illustrerer den enkle og direkte måde, hvorpå vi tillidsfuldt kan henvende os til vores himmelske Fader. Den omfatter alle åndelige ønskers elementer, sammenfattet i nogle få udsøgte sætninger. For dem, der ikke er i stand til at bringe deres kæmpende ønsker til fødsel i et artikuleret sprog, giver den en lærerig form. For den modne discipel udfolder den sig stadig med rigere dybder af mening. Selv om vi lærer disse ord ved vores mors knæ, behøver vi et helt liv for at fylde dem med mening og hele evigheden for at erfare deres opfyldelse.

LITTERATUR.

Litteraturen om dette emne er meget omfattende. For en kort behandling vil den studerende konsultere de relevante afsnit i kommentarerne til Matthæus- og Lukasevangeliet og i Kristus-biografierne samt artiklerne om Fadervor i de forskellige bibelleksika. En samling af patristiske kommentarer gives af G. Tillmann i hans Das Gebet nach der Lehre der Heiligen dargestellt, 2 bind, Freiburg, 1876. De oprindelige kommentarer kan findes i enhver af de almindelige samlinger af kirkefædrene.

Blandt historiske studier kan nævnes F.H. Chase, The Lord's Prayer in the Early Church, Cambridge, 1891, og G. Dalman, Die Worte Jesu, I, Leipzig, 1898, engelsk oversættelse, Edinburgh, 1902.

Blandt de talrige fortolkende behandlinger er følgende nogle af de vigtigere: N. Hall, The Lord's Prayer, Edinburgh, 1889; H.J. Van Dyke, The Lord's Prayer, New York, 1891; J. Ruskin, Letters to the Clergy on the Lord's Prayer and the Church, sen udgave, New York, 1896; E. Wordsworth, Thoughts on the Lord's Prayer, New York, 1898; C.W. Stubbs, Social Teachings of the Lord's Prayer, London, 1900; A.B. Bruce, The Training of the Twelve, kapitel vi, 4. udgave, New York, 1905; L.T. Chamberlain, The True Doctrine of Prayer, New York, 1906; F.M. Williams, Spiritual Instructions on the Lord's Prayer, New York, 1907.

Russell Benjamin Miller