Treenighed

Et ord, der ikke findes i Skriften, men som bruges til at udtrykke læren om Guds enhed som bestående i tre særskilte personer. Ordet er afledt af gr. trias, først brugt af Theophilus (A.D. 168-183), eller af lat. trinitas, først brugt af Tertullian (A.D. 220), til at udtrykke denne lære. De udsagn, som læren indebærer, er disse: 1. At Gud er én, og at der kun er én Gud (5 Mos 6,4; 1 Kong 8,60; Es 44,6; Mark 12,29, 32; Joh 10,30). 2. At Faderen er en særskilt guddommelig person (hypostasis, subsistentia, persona, suppositum intellectuale), adskilt fra Sønnen og Helligånden. 3. At Jesus Kristus virkelig var Gud og dog var en person adskilt fra Faderen og Helligånden. 4. At Helligånden også er en særskilt guddommelig person.