Guds sønner

(Det Gamle Testamente) (bene ha-'elohim, "Guds sønner" (1 Mos 6,2; 1 Mos 6,4; Job 1,6; Job 2,1); bene 'elohim, "Guds sønner" (Job 38,7); bene 'elim, "I mægtige," King James Version; "I sønner af den mægtige," King James Version randnote, Revised Version (britisk og amerikansk); "Guds sønner" eller "gudernes sønner," Revised Version randnote (Sl 29,1); "den mægtiges sønner," King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk); "Guds sønner" eller "gudernes sønner," Revised Version randnote (Sl 89,6)); Septuaginta huioi tou theou, hoi aggeloi tou theou (1 Mos 6,2); huioi tou theou (1 Mos 6,4); hoi aggeloi tou theou (Job 1,6; Job 2,1); aggeloi mou (Job 38,7); huioi theou (Sl 29,1; Sl 89,6; jf. Dan 3,25)):

1. Job og Salmerne:

Denne artikel vil behandle dette udtryk, sådan som det bruges i de ovennævnte passager. I passagerne fra Job og Salmerne anvendes det om overnaturlige væsener eller engle. I Job fremstilles "Guds sønner" som nogle, der træder frem for Jahves trone i himlen, rede til at tjene ham, og som råber af glæde ved jordens skabelse. I Salmerne kaldes de til at fejre Jahves herlighed, for der er ingen blandt dem, der kan sammenlignes med ham. Udtrykket har i disse passager ingen fysisk eller moralsk reference. Disse himmelske væsener kaldes "Guds sønner" eller "'elohims sønner" ganske enkelt som tilhørende samme klasse eller stand som 'elohim, ligesom "profetsønner" betegner dem, der hører til den profetiske orden (se A.B. Davidson, Commentary on Job 1,6).

2. Første Mosebog 6,2.4:

Der er imidlertid forskellige opfattelser af passagen i 1 Mos 6,2; 1 Mos 6,4: "Guds sønner så menneskenes døtre, at de var smukke; og de tog sig hustruer blandt alle dem, de valgte ..... Nefilim var på jorden i de dage, og også siden, da Guds sønner gik ind til menneskenes døtre."

Se kæmper; Nefilim.

(1) "Guds sønner" tolkes som en henvisning til mennesker,

(a) til de fornemmes sønner, som giftede sig med døtre af almindelige folk. Dette er mange jødiske autoriteters opfattelse; de mener, at den retfærdiggøres af brugen af 'elohim i betydningen "dommere" (2 Mos 21,6; 2 Mos 22,8 f osv.). Men dette kan ikke være betydningen af 'elohim her, for når 'adham, "mennesker," bruges til at betegne de lavere klasser, stilles det i kontrast til 'ish, som i Sl 49,2 (hebraisk 3), ikke til 'elohim. Når det stilles i kontrast til 'elohim, betegner det menneskeslægten.

(b) Nogle kommentatorer mener, at man ved "Guds sønner" skal forstå den fromme slægt, der nedstammede fra Set, og ved "menneskenes døtre" verdslige mænds døtre. Disse kommentatorer forbinder passagen med 1 Mos 4,25 f, hvor Sets slægt karakteriseres som Jahves tilbedere og som helhed betegnes som en sæd (jf. 5 Mos 14,1; 5 Mos 32,5; Hos 1,10 (hebraisk 2,1)). De mener, at den indskrænkede betydning, de tillægger "mennesker," berettiges af kontrasten (jf. Jer 32,20; Es 43,4), og at eftersom udtrykket "døtre" udtrykker faktisk afstamning, er det naturligt at forstå "sønner" i en lignende betydning. Udtrykket "tog hustruer," hævder de også, støtter den etiske opfattelse, idet det altid bruges til at betegne virkelige og varige ægteskaber og derfor ikke kan anvendes om de højere ånder i deres vanhellige begær efter kød. Efter denne opfattelse er 1 Mos 6,1-4 en indledning til grunden til syndfloden, menneskets store ondskab på jorden (6,5). Det hævdes, at der i 6,4 ikke siges noget om en kæmpeslægt, der udspringer af foreningen mellem engle og menneskelige hustruer (se afsnit 2 nedenfor), og at den vold, som nævnes sammen med verdens fordærv (6,11), henviser til kæmpernes synd.

(2) De fleste forskere afviser nu denne opfattelse og tolker "Guds sønner" som en henvisning til overnaturlige væsener i overensstemmelse med udtrykkets betydning i de andre passager. De mener, at 5 Mos 14,1 osv. ikke kan anses for at støtte den etiske tolkning af udtrykket i en historisk fortælling. Henvisningen til Jer 32,20 osv. betragtes også som irrelevant, da kontrasten i disse passager står mellem Israel og andre folkeslag, ikke, som her, mellem mennesker og Gud. Der kan heller ikke tillægges "mennesker" i 1 Mos 6,2 en snævrere betydning (verdslige mænds døtre) end "mennesker" i 6,1, hvor henvisningen gælder menneskeslægten i almindelighed. Denne passage (1 Mos 6,1-4), som derfor er den eneste af sin art, anses for at være malplaceret og for at være blevet indsat her af kompilatoren som en indledning til fortællingen om syndfloden (6,5-8). Den oprindelige forfatters hensigt var imidlertid at forklare den gamle tids kæmpeslægts opståen ved halvguders forening med menneskelige hustruer. Denne tolkning stemmer overens med Enok, kapitel 6-7 osv., og med Jud 1,6 f, hvor den unaturlige synd hos mændene i Sodoma, som gik efter "fremmed kød," sammenlignes med englenes (jf. 2 Pet 2,4 ff). (Se Havernick, Introduction to the Pentateuch; Hengstenberg on the Pentateuch, I, 325; Oehler, Old Testament Theology, I, 196 f; Schultz, Old Testament Theology, I, 114 ff; Commentary on Genesis af Delitzsch, Dillmann og Driver.)

Se mennesker før syndfloden, 3; Guds børn; kæmper; Nefilim; Refaitter.

James Crichton