Kommentarer

kom'-en-ta-riz:

I. ORDET--ALMINDELIGT OMFANG

II. FORSKELLE I KOMMENTARERS KARAKTER

III. KOMMENTARERS SPÆNDVIDDE

1. Tidlige kommentarer

(1) Origenes osv.

(2) Chrysostomos osv.

2. Den skolastiske periode

Nicolas de Lyra

3. Reformations- og efterreformationstiden

(1) Luther og Calvin

(2) Beza, Grotius osv.

(3) Senere forfattere

4. 18. århundrede

(1) Calmer, M. Henry osv.

(2) Patrick, Lowth, Scott

(3) Gill, Doddridge

(4) Bengel

5. Den moderne periode--dens kendetegn

(1) Tyskland

(a) Den liberale skole

(b) Troende retning

(i) Konservativ

(ii) Kritisk

(iii) Formidlende

(iv) Konfessionel

(v) Godet (schweizisk)

(2) Storbritannien og Amerika

(a) Alford, Eadie

(b) Ellicott og Lightfoot

(c) Westcott

(d) Kritiske påvirkninger--Broad Church

Stanley og Jowett

(e) Almindelige kommentarer (serier)

6. Nyere periode

(1) Tyskland

(2) Storbritannien og Amerika

LITTERATUR

I. Ordet--almindeligt omfang.

Etymologisk betegner en kommentar (fra latin commentor) optegnelser, anmærkninger, memoranda, om et givet emne, eller måske om en række begivenheder; deraf brugen i flertal som betegnelse for en beretning eller historie, som Cæsars Kommentarer. I sin anvendelse på Skriften betegner ordet et værk, der er viet til forklaring, oplysning, illustration, undertiden homiletisk udvidelse og opbyggelig anvendelse, af teksten i en bog eller et afsnit af Skriften. En god kommentars primære funktion er at give en nøjagtig fortolkning af betydningen af det afsnit, der behandles; det hører også til den at vise sammenhængen mellem tankerne, argumentationens trin, helhedens sigte og formål i det pågældende skrift. Dette kan kun udføres med held ved hjælp af kendskab til skriftets originalsprog og til det særlige afsnits historiske ramme; ved omhyggeligt studium af sammenhængen og af forfatterens almindelige tanke- og sprogbrug; og ved sammenligning med parallelle eller beslægtede tekster. Hjælp kan også hentes fra ydre kilder, såsom kendskab til historie, arkæologi, topografi, kronologi, skikke og sædvaner i de lande, blandt de folk og i de tider, der henvises til; eller, som i Deissmanns nyere opdagelser, fra det lys, som papyri eller andre oldtidslevn kaster over sproglige ejendommeligheder (se hans Light from the Ancient East).

II. Forskelle i kommentarers karakter.

Det er indlysende, at kommentarer vil variere meget i karakter og værdi alt efter om de er mere lærde, tekniske og kritiske, og f.eks. går ind i filologiske drøftelser samt opstiller og bemærker de forskellige opfattelser af betydningen; eller om de igen er mere folkelige og kun sigter mod at få den almindelige mening frem og formidle den til læserens sind i en tiltalende og opbyggelig form. Når det praktiske motiv dominerer, og behandlingen udvides stærkt ved illustration, anvendelse og indskærpelse af lærepunkter, mister værket karakteren af egentlig kommentar og får mere karakter af homili eller foredrag.

III. Kommentarers spændvidde.

Ingen bog i verden er blevet gjort til genstand for så megen kommentering og udlægning som Bibelen. Teologiske biblioteker er fulde af kommentarer af alle slags og af alle grader af værdi. Nogle er kommentarer til de oprindelige hebraiske eller græske tekster; nogle til de engelske eller andre oversættelser. Moderne kommentarer er sædvanligvis ledsaget af en vis indledning til de bøger, der kommenteres; de mere lærde værker har almindeligvis også en vis angivelse af grundlaget for bestemmelsen af tekstlæsningerne (se tekstkritik). Få forfattere magter opgaven at kommentere hele Bibelen med udbytte, og med kundskabens vækst forsøges denne opgave nu sjældent. Ofte bidrager dog én forfatter med mange værdifulde værker, og undertiden frembringes der, ved samarbejde mellem ligesindede lærde, kommentarer til hele Bibelen. Det er åbenbart kun et meget kort overblik, der kan gives i en kort artikel over kommenteringsarbejdet og den litteratur, det har givet anledning til; forsøget kan kun gøres på at følge de linjer, der er mest nyttige for dem, der søger hjælp fra denne slags bøger. Om prædikantens brug og misbrug af kommentarer kan C. H. Spurgeons saftige bemærkninger i hans Commenting and Commentaries konsulteres.

1. Tidlige kommentarer:

Rabbinske fortolkninger og parafraser af Det Gamle Testamente kan her lades ude af betragtning (se næste artikel; også Targum; Talmud; F. W. Farrars History of Interpretation, Lect II). Kommentarer til Det Nye Testamente kunne ikke begynde, før de nytestamentlige bøger selv var skrevet og havde opnået en vis grad af autoritet som hellige skrifter (se Bibelen). De tidligste kommentarer, vi hører om, kommer fra gnostikernes kætterske kredse. Herakleon, en valentiner (cirka 175 e.Kr.), skrev en kommentar til Johannesevangeliet (fragmenter hos Origenes) og til i det mindste dele af Lukasevangeliet. Tatian, en discipel af Justin Martyr, samlede omtrent på samme tid sin Diatessaron, eller Harmoni over de fire evangelier, som der senere blev skrevet kommentarer til. Efraem Syrus (4. århundrede) skrev en sådan kommentar, hvoraf en armensk oversættelse nu er genfundet. Kirkefaderen Hippolytus (begyndelsen af 3. århundrede) skrev flere kommentarer til Det Gamle Testamente (Anden Mosebog, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Daniel, Zakarias osv.) og til Matthæus, Lukas og Johannes' Åbenbaring.

(1) Origenes osv.

Den stærkeste impuls til arbejdet med at kommentere og udlægge Den hellige Skrift udgik dog utvivlsomt fra skolen i Alexandria – især fra Origenes (203-254 e.Kr.). Clemens, Origenes' forgænger, havde skrevet en afhandling kaldet Hupotuposeis, eller "Omrids", en oversigt over Den hellige Skrifts indhold. Origenes selv skrev kommentarer til alle Det Gamle Testamentes bøger, kun Ruth, Esters Bog og Prædikeren undtaget, og til de fleste af Det Nye Testamentes bøger (Markus, Første og Andet Korintherbrev, Første og Andet Petersbrev, Første, Andet og Tredje Johannesbrev, Jakob, Judasbrevet og Åbenbaringen undtaget). Desuden leverede han scholia, eller noter til vanskelige passager, og holdt Homilier, eller taler, hvis optegnelser fylder tre foliobind. "Ved sin Tetrapla og Hexapla," siger Farrar, "blev han grundlæggeren af al tekstkritik; ved sine Homilier fastlagde han typen for en folkelig udlægning; hans scholia var de tidligste eksempler på randforklaringer; hans kommentarer gav kirken dens første sammenhængende eksegese" (op. cit., 188). Desværre antog den alexandrinske skole et princip om allegorisk fortolkning, som ofte førte den ud i de mest overdrevne fantasier. Idet den forudsatte en trefoldig mening i Skriften – en bogstavelig, en moralsk og en åndelig – gav den vilkårligheden frit løb ved at påtvinge de enkleste historiske udsagn indbildte betydninger (Farrar, op. cit., 189 ff). Nogle af Origenes' kommentarer er dog langt friere for allegori end andre, og alle har stor værdi (sammenlign Lightfoot, Galatians, 217). De senere lærere i den alexandrinske skole fortsatte Origenes' eksegetiske arbejder. Pamphilus fra Cæsarea, Eusebius' ven, siges at have skrevet kommentarer til Det Gamle Testamente.

(2) Chrysostomos osv.

Ved den modsatte pol fra den allegoriserende alexandrinske fortolkningsskole stod den antiokenske, kendetegnet ved en nøgtern, bogstavelig og grammatisk eksegetisk stil. Dens formodede grundlægger var Lucian (led martyrdøden 311 e.Kr.); men dens egentlige ledere var Diodor fra Tarsus (379-94 e.Kr.) og Theodor fra Mopsuestia (393-428 e.Kr.); og dens mest fremtrædende repræsentant var Johannes Chrysostomos (347-407 e.Kr.). Chrysostomos skrev fortløbende kommentarer til Esajas (kun Es 1-8 er bevaret) og til Galaterbrevet; men hans vigtigste bidrag var hans Homilier, som dækker næsten hele Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Af disse er over 600 bevaret, hovedsagelig over Det Nye Testamente. De er af ujævn karakter; dem over Apostlenes Gerninger regnes for de svageste; andre, som dem over Matthæus, Romerbrevet og Korintherbrevene, er strålende eksempler på udlæggende undervisning. Schaff omtaler Chrysostomos som "kommentatorernes fyrste blandt fædrene" (History, Ante-Nicene Per., 816). Thomas Aquinas skal have sagt, at han hellere ville eje Chrysostomos' homilier over Matthæus end være herre over hele Paris. I Vesten skrev Ambrosius af Milano (340-97 e.Kr.) udlægninger af gammeltestamentlige historier og af Lukas (allegoriske og typologiske), og Hieronymus (346-420 e.Kr.) skrev talrige kommentarer til bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente, dog i vid udstrækning samlinger fra andre.

2. Den skolastiske periode:

Den middelalderlige og skolastiske periode giver kun lidt til vores formål. Der var flid i afskrivning af håndskrifter og i udarbejdelse af catenae med fædrenes meninger; hos skolastikerne også i opbygningen af udførlige teologiske systemer; men Skriften blev skubbet i baggrunden.

Nicolas de Lyra.

Det 14. århundrede frembragte dog én virkelig fremragende kommentator – Nicolas de Lyra (1270-1340). Nicolas var franciskanermunk og velbevandret i hebraisk og rabbinsk lærdom. Skønt han anerkender de sædvanlige skel mellem Skriftens forskellige betydningslag, bygger han i praksis på den bogstavelige mening og udviser stor nøgternhed og dygtighed i sine fortolkninger. Hans værk, som bærer navnet Postillae Perpetuae in Universa Biblia, blev højt værdsat af Luther, som erkendte sin gæld til det. Heraf kom hans modstanderes spøg: Si Lyra non lyrasset, Lutherus non saltasset (en omtale af Lyra kan ses hos Farrar, op. cit., 274-78).

3. Reformationstiden og tiden efter reformationen:

Reformationen førte menneskers sind tilbage til Skriften og åbnede en ny epoke i bibelsk udlægning og kommentar. Det blev skik at udlægge Skriften på søndage og hverdage fra alle prædikestole i de protestantiske kirker. "Luthers skik var i en række prædikener fortløbende at udlægge Det Gamle og Det Nye Testamente" (Kostlin). Reformationen begyndte i Zürich med en række taler af Zwingli over Matthæusevangeliet. Det samme gjaldt Calvin, Beza, Knox og alle, der var knyttet til dem. Frembringelsen af kommentarer eller udlæggende homilier var det nødvendige resultat.

(1) Luther og Calvin.

Som fremtrædende eksempler kan nævnes Luthers kommentar til Galaterbrevet og Calvins fornemme kommentarer. Langtfra alle, men meget mange af Calvins kommentarer var frugten af forelæsninger fra prædikestolen (f.eks. udlægningerne af Job, De Mindre Profeter, Jeremias, Daniel). Andre, som kommentarerne til Romerbrevet og Salmerne (anset for hans bedste), blev udarbejdet med stor omhu. Ingen bestrider Calvins enestående fortrin som kommentator. Fra enhver skole og enhver afskygning af opfattelser i kristenheden kunne der fremføres et kor af vidnesbyrd om de bemærkelsesværdige gaver i sind og hjerte, som viser sig i hans udlægninger af Skriften – om hans vidsyn, mådehold, redelighed og moderne ånd i fremstillingen af Den hellige Skrifts indre genis mening. Arminius' vidnesbyrd er lige så slående som noget andet: "Jeg formaner mine elever til at gennemlæse Calvins kommentarer .... for jeg hævder, at han i fortolkningen af Skriften overgår alle uden sammenligning, og at hans kommentarer bør vurderes højere end alt det, som fædrenes bibliotek har overleveret til os."

(2) Beza, Grotius osv.

Lutherdommen havde sine fremragende eksegeter (Brenz, død 1572), som skrev dygtige kommentarer til Det Gamle Testamente, og både i den calvinistiske og den arminianske gren af den reformerte kirke indtog fremstillingen af kommentarer en hovedplads. Beza, Calvins efterfølger, anerkendes for at have besiddet mange af de bedste eksegetiske egenskaber, som kendetegnede hans læremester. Grotius i Holland (død 1645) indtager den fornemste plads blandt udlæggerne i dette århundrede på den arminianske side. Hans eksegetiske værker, om de end ikke er præget af megen åndelighed, viser skarpsindighed og lærdom og er beriget med paralleller fra den klassiske litteratur. Cocceius' skole (død 1669) udviklede læren om pagterne og svælgede i typologi. Cocceius skrev kommentarer til næsten alle Skriftens bøger. Hans elev Vitringa (død 1716) vandt ry ved sine udlægninger af Esajas og Åbenbaringen.

(3) Senere forfattere.

Delvis fremmet af vanen med at bygge kommentarer på prædikestolsudlægning opstod der tidligt en tendens til overdreven vidtløftighed i udfoldelsen af Skriftens mening. "I den lutherske kirke," siger Van Oosterzee, "begyndte man at prædike over hele bøger i Bibelen; undertiden på en meget vidtløftig måde, som f.eks. i tilfældet med de 220 prædikener af en vis Striegnitz, prædikant i Meissen, over Jonas' historie, hvoraf fire er viet til betragtningen af ordene `Til Jonas' " (Practical Theol., 120). Vanen bredte sig. Peter Martyrs kommentarer (schweizisk reformator, død 1562) til Dommerbogen og Romerbrevet fylder hver et foliobind; N. Byfield (puritaner, død 1622) til Kolossenserbrevet fylder et foliobind; Caryl (independent, død 1673) til Job strækker sig over 2 foliobind; Durham (død 1658) til Es 53 består af 72 prædikener; Venema (Holland, død 1787) til Jeremias fylder 2 kvartbind og til Salmerne ikke mindre end 6 kvartbind. Dette er kun eksempler på en stor klasse. H. Hammonds A Paraphrase and Annotations on the New Testament, from an Arminian Standpoint hører til denne periode (1675). Et andet værk, som længe nød høj anseelse, er M. Pooles udførlige Synopsis Criticorum Biblicorum (5 bind, folio, 1669-76) – et resumé af meningerne hos 150 bibelkritikere; hertil må føjes hans engelske Annotations on the Holy Bible, som ved hans død (1679) kun var fuldført frem til Es 58. Værket blev fortsat af hans venner.

4. 18. århundrede:

(1) Calmet, M. Henry osv.

Det 18. århundrede er præget af større nøgternhed i eksegesen. Det er rigt på kommentarer, men kun få opnår stor anseelse. Calmet (død 1757), en lærd benediktiner på romersk-katolsk side, udgav sin Commentaire litteral sur tous les livres de l'Ancien et du Nouveau Testament i 23 kvartbind – et værk af vældig lærdom, skønt dets oplysninger nu nødvendigvis er blevet afløst. På protestantisk side indtager Matthew Henrys berømte Exposition of the Old and New Testament (1708-10) let førstepladsen blandt opbyggelige kommentarer ved sin forening af sund sans, ejendommelighed, originale og træffende bemærkninger og ægte indsigt i de hellige forfatteres mening. Det er naturligvis ikke et kritisk værk i moderne forstand og er ofte unødigt ordrigt. M. Henrys værk strækker sig kun til slutningen af Apostlenes Gerninger; de resterende bøger blev udført af forskellige forfattere efter hans død (1714). Le Clerc (død 1736) kan nævnes som forløber for de kritiske synspunkter, der nu gør sig gældende om Mosebøgernes sammensætning og forfatterskab. Hans kommentarer begyndte med Første Mosebog i 1693 og blev ikke fuldført før 1731. Andre bemærkelsesværdige kommentatorer med arminianske synspunkter var Daniel Whitby (død 1726; omvendt til arianismen) og senere Adam Clarke, wesleyaner (1762-1832), hvis værk strækker sig ind i det næste århundrede. Clarkes Commentary on the Holy Scriptures (1810-26), som stadig af mange holdes højt i agt, skæmmes i nogen grad af ejendommeligheder i opfattelsen.

(2) Patrick, Lowth, Scott.

I den anglikanske kirke er de mest fremtrædende navne i dette århundrede biskop Patrick, biskop Lowth og senere Thomas Scott. Biskop Patrick, som almindeligvis regnes blandt Cambridge-platonikerne (død 1707), bidrog med parafraser og kommentarer til Det Gamle Testamente fra Første Mosebog til Højsangen, mens biskop Lowth (død 1787) erhvervede varig berømmelse ved sine Prelections on Hebrew Poetry og A New Translation, with Notes on Isaiah. Han var blandt de første, der virkelig behandlede de poetiske og profetiske skrifter som litteratur. Patricks og Lowths kommentarer blev siden kombineret med Whitbys og andre teologers (Arnold osv.) for at danne en fuldstændig Critical Commentary (1809), som udkom i mange oplag. Thomas Scotts velkendte kommentar (1747-1821), der repræsenterer en moderat calvinisme, er et solidt og "velovervejet" arbejde, båret af en alvorlig, troende ånd, skønt det ikke fremviser nogen markant originalitet eller glans. Glans er ikke kendetegnet for mange kommentatorer i denne tidsalder.

(3) Gill, Doddridge.

To andre engelske forfattere, der fortjener omtale, er Dr. John Gill (død 1771; calvinistisk baptist), som skrev Expositions on the Old Testament and the New Testament og en særskilt Exposition of the So of Solomon – lærd, men tung og polemisk; og Dr. Philip Doddridge (død 1751), hvis Family Expositor, der omfatter hele Det Nye Testamente med en evangelieharmoni og parafraser af meningen, er præget af fremragende dømmekraft og vandt vid udbredelse.

(4) Bengel.

Imens var en ny periode blevet indledt i Tyskland med fremkomsten i 1742 af J. A. Bengels (død 1751) Gnomon Novi Testamenti, et værk der fulgte efter hans kritiske udgave af Det Nye Testamente, udsendt i 1734. Skønt Bengel hørte til det 18. århundrede, varslede og foregreb hans kritiske og udlæggende arbejde i virkeligheden det bedste arbejde på disse områder i det 19. århundrede. Hans lærdom var nøjagtig, hans dømmekraft sund, hans kritiske evne bemærkelsesværdig på et felt, hvor han var en pioner; hans noter til teksten var, skønt korte, fulde af betydning og båret af en ånd af varm og levende fromhed.

Den moderne periode, som Bengel i ånd, om end ikke i tid, hører til, er kendetegnet ved store forandringer i kommentarernes stil og karakter. Den kritiske ånd var nu stærk; der var gjort store fremskridt i tekstkritikken af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente (se tekstkritik); den højere kritiks arbejde var begyndt i Det Gamle Testamente; i Tyskland havde humanismens ånd, arvet fra Lessing, Herder og Goethe, fundet vej ind i litteraturen; kendskabet til videnskaberne, til orientalske civilisationer, til andre folk og religioner voksede stadig; lærdommen blev mere præcis og grundig; et højere ideal for, hvad en kommentar betød, havde grebet sindene.

5. Den moderne periode--dens kendetegn:

Også lærdommen havde udvidet sine grænser, og bøger om alle emner strømmede fra trykpressen i et sådant antal, at det var vanskeligt at følge med. Dette gælder kommentarer lige så vel som andre områder af teologisk studium. Kommentarer i det 19. århundrede og i vor egen tid er legio. Kun de mest fremtrædende milepæle kan nævnes.

(1) Tyskland

(a) Den liberale skole.

I Tyskland, som man kunne vente, afspejles den kritiske ånds fremvækst og den dybe indflydelse, den udøvede, i de fleste af de kommentarer, der blev frembragt i århundredets første halvdel. På den liberale side viser den rationalistiske indstilling sig i forkastelsen af miraklet, benægtelsen af forudsigelse i profetien og i det hele taget en sænkning af forestillingen om inspiration. Lærdommen er dog ofte af meget høj rang. Denne indstilling ses hos De Wette (død 1849), hvis kommentarer til Det Nye Testamente, skrevet da hans synspunkter var blevet mere positive, viser ynde og følelse; hos Gesenius (død 1842), som frembragte en epokegørende kommentar til Esajas; hos Knobel (død 1863), udpræget rationalistisk, men med skarp kritisk sans, som det ses i hans kommentarer til Pentateuken og Josva, Prædikeren og Esajas; hos Hupfeld (død 1866) i hans Kommentar til Salmerne (4 bind); hos Hitzig (død 1875), skarpsindig, men vilkårlig, som skrev om Salmerne og de fleste af profeterne; frem for alt hos Ewald (død 1875), en mester i fortolkningen af de poetiske og profetiske bøger, men som også kommenterede de tre første evangelier, Johannes' skrifter og Paulus' breve. Ewalds indflydelse mærkes i Dean Stanleys History of the Jewish Church i England. Exegetical Handbook (Kurzgefasstes exegetisches Handbuch) omfattede kortfattede annotationer af Knobel, Hitzig, Bertheau (Ewalds skole) osv., men også Olshausen (død 1839; skrev ligeledes om Det Nye Testamente), til alle Det Gamle Testamentes bøger.

(b) Troende retning.

På den troende side, ud fra en række forskellige standpunkter, evangelikale, kritiske, formidlende, konfessionelle, blev der frembragt en mængde kommentarer til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

(i) Konservativ:

Den yderst konservative position i kritikken blev forsvaret af Hengstenberg (død 1869; om Salmerne, Prædikeren, Ezekiel, Johannes, Åbenbaringen), af Keil (død 1888) i den velkendte Keil og Delitzsch-serie (Første Mosebog til Ester, Jeremias, Ezekiel, Daniel, de mindre profeter; også kommentarer til Det Nye Testamente), og af Havernick (død 1845; Daniel, Ezekiel). Delitzsch (død 1890) skrev værdsatte kommentarer til Første Mosebog, Job, Salmerne, Ordsprogene, Højsangen, Prædikeren, Esajas; også til Hebræerbrevet.

(ii) Kritisk:

Efter Wellhausen-skolens fremkomst ændrede han i betydelig grad sine synspunkter i den nyere kritiske retning. Hans New Commentary on Genesis (1887) viser denne ændring, men er, sammen med hans øvrige værker, stadig skrevet i en stærkt troende ånd. På den anden side repræsenteres den kritiske position (den ældre, ikke den nyere) åbent af A. Dillmann (død 1894) i hans kommentarer til Pentateukens bøger og Josva (engelsk oversættelse af Første Mosebog, 1897; også mange af de ovennævnte værker er oversat).

(iii) Formidlende:

Den formidlende skole, stærkt gennemtrængt af Schleiermachers indflydelse, havde mange fremragende repræsentanter. Blandt de mest fremtrædende kan nævnes Lucke (død 1855), som skrev om Johannes; Bleek, den gammeltestamentlige og nytestamentlige kritiske forsker (død 1859), som har et værk om de tre første evangelier og forelæsninger over Efeserbrevet, Kolossenserbrevet, Filemonbrevet, Hebræerbrevet og Åbenbaringen (hans Kommentar til Hebræerbrevet er den mest kendte), og Tholuck (død 1877), hvis udlægninger og kommentarer til Salmerne, Johannes, Romerbrevet og Hebræerbrevet, sammen med hans Kommentar til Bjergprædikenen, er fine eksegetiske arbejder.

En særlig plads må gives to navne af høj rang i denne sammenhæng. Det ene er J. P. Lange (død 1884), ophavsmanden til og redaktøren af det store Bibelwerk (teologisk og homiletisk) i 22 bind, hvortil han selv bidrog med kommentarerne til Første Mosebog til Fjerde Mosebog, Haggaj, Zakarias, Malakias, Matthæus, Markus, Johannes, Romerbrevet, Åbenbaringen, med indledninger og homiletiske vink. Det andet er H. A. W. Meyer (død 1873), hvis Critical and Exegetical Commentary on the New Testament fra Matthæus til Filipperbrevet (de resterende bøger blev behandlet af andre forskere, Lunemann, Huther osv.) er en væsentlig del af enhver nytestamentlig forskers udrustning.

(iv) Konfessionel:

Blandt de mere positive og konfessionelle teologer kan E. R. Stier (død 1862) regnes. Hans Words of the Lord Jesus (engelsk oversættelse i 8 bind; bibelsk, mystisk, med tendens til vidtløftighed), sammen med kommentarer til 70 udvalgte salmer, Ordsprogene, 2. Esajas, Efeserbrevet, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet, vandt stor anerkendelse. A. von Harless (død 1879) skrev en kommentar til Efeserbrevet, rost af Tholuck som en af de fineste, der findes. Philippi (død 1882), af jødisk afstamning, bedst kendt for sin kommentar til Romerbrevet, var strengt luthersk. En af de dygtigste blandt de lutherske konfessionalister var Luthardt (død 1892), hvis værker omfatter en kommentar til Johannesevangeliet. Ebrard (død 1887), lige så fast konfessionel på den reformerte side, har en højt anset kommentar til Hebræerbrevet.

(v) Godet (schweizisk):

En fremtrædende kontinental teolog, som ikke kan overses, er schweizeren F. L. Godet (død 1900), hvis fremragende kommentar til Johannesevangeliet og kommentarer til Romerbrevet og Korintherbrevene er højt værdsat.

(2) Storbritannien og Amerika.

Imens fulgte de engelsktalende lande deres egne veje i frembringelsen af kommentarer, enten ved at fortsætte deres gamle traditioner eller ved at slå ind på nye linjer under den udenlandske indflydelse, som fra århundredets begyndelse var begyndt at gøre sig gældende hos dem. I England udgav biskop Blomfield (død 1857) Lectures on John and Acts. I USA udkom der fra dr. J. A. Alexander fra Princeton (død 1860) en bemærkelsesværdig kommentar til Esajas, fuldt på højde med den moderne lærdom, men urokkeligt konservativ; desuden en kommentar til Salmerne. Fra det samme seminarium kom dr. Charles Hodges (calvinistiske) omfattende kommentarer til Romerbrevet, Efeserbrevet og Korintherbrevene. Tilpasset folkelig brug og meget efterspurgt til søndagsskoleformål var Albert Barnes’ Notes, Critical, Explanatory and Practical (død 1871; New School Presbyterian). Disse Notes, frugten af brugen af de tidlige morgentimer i et travlt præsteliv, dækkede hele Det Nye Testamente samt flere bøger i Det Gamle Testamente (Job, Salmerne, Esajas, Daniel). Fornuftige og oplysende, snarere end originale eller dybsindige, viste de sig nyttige for mange. Det oplyses, at over 1.000.000 eksemplarer blev solgt. Af lignende sigte, om end mindre vidt kendte, var professor M. W. Jacobus’ Notes (død 1876; om Det Nye Testamente, Første Mosebog og Anden Mosebog).

(i) Alford, Eadie:

En ny æra i kritisk kommentararbejde i England blev åbnet med udgivelsen af dekan Alford's (død 1871) Greek Testament (1849-61), efterfulgt af hans New Testament for English Readers (1868). Her blev der fremlagt en grundigt kritisk behandling af teksterne, med en fuld fremvisning af det kritiske apparat og filologiske og eksegetiske noter, ledsaget af lærde og klare indledninger til alle Det Nye Testamentes bøger. Omtrent samtidig udkom de solide, om end mere teologiske og homiletiske, kommentarer af den skotske lærde J. Eadie (død 1876) til Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet og 1. og 2. Thessalonikerbrev.

(ii) Ellicott og Lighfoot:

Anglikansk lærdom bar sine modneste frugter på dette område i biskop Ellicotts (død 1905) klassiske Critical and Grammatical Commentary til Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Filemonbrevet, Thessalonikerbrevene og Pastoralbrevene, og i biskop J. B. Lightfoots (død 1889) endnu mere bemærkelsesværdige række af kommentarer, vældige i lærdom og bredere i udsyn end Ellicotts, til Galaterbrevet, Filemonbrevet, Kolossenserbrevet og Filemonbrevet. En stor del af værdien i Lightfoots værker består i de særlige essays eller afhandlinger om vigtige emner, som er indarbejdet i dem (f.eks. »St. Paul and the Three«, »The Christian Ministry«, »The Colossian Heresy« osv.).

(iii) Westcott:

Med disse navne bør forbindes biskop Westcotts, dr. Lightfoots efterfølger i bispesædet i Durham (død 1901), hvis kommentarer til Johannesevangeliet og Johannesbrevene samt til Hebræerbrevet indtager en plads blandt de fremmeste. Biskop Moule, som på sin side efterfulgte dr. Westcott, har også skrevet kommentarer, enklere i karakter, til Romerbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet og Kolossenserbrevet i Cambridge Bible Series og til Romerbrevet i Expositor's Bible. Inden for gammeltestamentlig udlægning bør biskop Perownes værdifulde arbejde om Salmernes Bog nævnes (2. udgave, revideret, 1870), sammen med hans bidrag til Cambridge Bible (se nedenfor).

(iv) Kritiske påvirkninger--Broad Church

Stanley og Jowett:

Tysklands kritiske og teologiske liberalisme har gjort sin indflydelse gældende i England ved fremkomsten af et Broad Church-parti, hvis bedste produkter inden for kommentararbejde var dekan Stanleys (død 1881) livlige og interessante kommentar til 1. og 2. Korintherbrev (1855) og dr. B. Jowetts Epistles of Paul to the Thessalonians, Galatians, and Romans, with Critical Notes and Dissertations (1855). Den nye ånd kulminerede med fremkomsten af de berømte Essays and Reviews (1860) og i biskop Colensos værker om Mosebøgerne og Josvabogen (1862-79). Biskop Colenso havde allerede udgivet en oversættelse af Romerbrevet med kommentar (1861).

(v) Almene kommentarer (serier):

Foruden værker af enkelte forfattere udkom der i denne periode flere almene kommentarer, som mange skribenter bidrog til at udarbejde. Følgende kan nævnes. The Speaker's Commentary (10 bind, 1871-82), under overordnet redaktion af Canon F. C. Cook (død 1889), blev fremkaldt af uroen omkring biskop Colenso. Dr. Cook skrev selv indledninger til Exodus, Salmerne og Apostlenes Gerninger og bidrog med de fulde kommentarer til Job, Habakkuk, Markus, Lukas og 1 Peter samt dele af kommentarerne til Exodus, Salmerne og Matthæus. Værket er af ujævn værdi. En anvendelig serie er Cambridge Bible for Schools and Colleges (1877 ff), redigeret af biskop Perowne, med Smaller Cambridge Bible for Schools og Cambridge Greek Testament for Schools and Colleges (stadig under udgivelse). Dr. Perowne (død 1904) bidrog selv til den førstnævnte med kommentarerne til Obadias, Jonas, Haggaj, Zakarias, Malakias og Galaterbrevet. Mange værdifulde bidrag findes i denne serie, fx A. F. Kirkpatrick om 1 og 2 Samuel og Salmerne, A. B. Davidson om Job og Ezekiel, Driver om Daniel, G. G. Findlay om Thessalonikerbrevene osv. Dernæst udkom under biskop Ellicotts redaktion (1877-84) A New Testament Commentary for English Readers (3 bind) og An Old Testament Commentary for English Readers (5 bind), som indeholdt en del værdifuldt arbejde (Genesis af R. Payne Smith, Exodus af Canon G. Rawlinson osv.). Beslægtet hermed i karakter var Popular Commentary on the New Testament (4 bind, 1879-83), redigeret af dr. W. Schaff. Den omfattede, sammen med andet fortrinligt materiale, kommentarer til Thessalonikerbrevene af dr. Marcus Dods og til 1 og 2 Peter af dr. S. D. F. Salmond. The Pulpit Commentary (49 bind, 1880 ff), redigeret af J. S. Exell og Canon H. D. M. Spence, har udlægninger af gode forskere og en overflod af homiletisk materiale af en lang række forfattere. Serien Handbooks for Bible Classes (T. and T. Clark, Edinburgh) har en række værdifulde kommentarer, fx dr. A. B. Davidsons til Hebræerbrevet.

6. Den nyere periode:

I den allernyeste periode har det iøjnefaldende træk været fremstillingen af kommentarer i serier eller af enkelte forfattere, som indarbejder resultaterne af en fremskreden gammeltestamentlig kritik – i mindre grad af en radikal nytestamentlig kritik.

(1) Tyskland.

I Tyskland kan, foruden Kurzgefasstes exegetisches Handbuch af ældre dato (se ovenfor), som Dillmann bidrog til, nævnes Martis Kurzer Hand-Commentar zum Altes Testament (1897 ff) og Nowacks Handkommentar zum Altes Testament; desuden Strack og Zocklers Kurzgefasster Kommentar (Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente; kritisk, men moderat). Marti bidrager til sin Hand-Commentar med bindene om Esajas, Daniel og De Tolv Profeter; Nowack bidrager til sin Handkommentar med bindene om Dommerbogen og Ruth, 1 og 2 Samuel og De Tolv Profeter (af særlig betydning i Nowacks serie er bindene om Genesis af H. Gunkel og om Deuteronomium og Josva af C. Steuernagel); Strack skriver i sit eget værk bindene om Genesis til Numeri (Oettli bidrager med Deuteronomium, Josva og Dommerbogen). Langt mere konservative i ånd er H. C. von Orellis (Basel) kommentarer til Esajas, Jeremias, Ezekiel og De Tolv Profeter. I Det Nye Testamente er Meyers Commentary blevet »revideret« af senere forfattere, hvoraf mange (J. Weiss, W. Bousset osv.) har en langt mere fremskreden tendens end den oprindelige forfatter.

(2) Storbritannien og Amerika.

I Storbritannien og Amerika kan lignende strømninger iagttages. Professor T. K. Cheyne, som skrev en nyttig kommentar til Esajas’ profetier (1880-81) og senere kommentarer til Mika og Hoseas (Cambridge Bible), Jeremias (Pulpit Commentary) og The Book of Psalms (1884), er blevet mere og mere yderliggående i sine opfattelser. Af værker i serier er det vigtigste The International Critical Commentary, redigeret af dr. Driver og dr. Plummer i England og dr. C. A. Briggs i USA, hvoraf 16 bind om Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente allerede er udkommet. Det behøver ikke siges, at kommentarerne i denne serie altid er lærde og dygtige; de gammeltestamentlige bygger dog alle på Wellhausens grundlag (se CRITICISM OF THE BIBLE. III). Dr. Driver skriver selv om Deuteronomium; dr. J. Skinner om Genesis; dr. G. F. Moore om Dommerbogen; dr. H. P. Smith om 1 og 2 Samuel; dr. Briggs om Salmerne; dr. Toy om Ordsprogene; dr. W. R. Harper (død 1906) om Amos og Hoseas; mens Matthæus i Det Nye Testamente dækkes af W. C. Allen, Lukas af dr. Plummer, Romerbrevet af dr. Sanday og dr. Headlam osv. En lignende serie er Westminister Commentary, nyligt påbegyndt, hvortil dr. Driver bidrager med bindet om Genesis (1904; 7. udgave, 1909). Endnu en nyere populær serie er The Century Bible, hvortil førende kritiske forskere igen yder deres hjælp (dr. W. H. Bennett om Genesis; også om »Almindelige Breve«; dr. A. R. S. Kennedy om 1 og 2 Samuel; dr. Skinner om 1 og 2 Kongebog; dr. A. S. Peake om Job; også om Hebræerbrevet; dr. Driver om en gruppe af De Tolv Profeter osv.). En veltilrettelagt kommentar i ét bind til Den hellige Bibel, af forskellige forfattere, er for nylig blevet redigeret af J. R. Dummelow (Cambridge). Den indledes med en almindelig introduktion med et stort antal artikler om de vigtigste emner, som en bibellæser vil ønske at kende til.

Det skal blot tilføjes, at meget mange af de udenlandske værker, der er nævnt ovenfor (ikke blot dem, der særligt er bemærket), nu er tilgængelige i engelske oversættelser.

LITTERATUR.

Værker og artikler, der særligt er viet til kommentarer, er ikke talrige. Dr. S. Davidson har en artikel, "Commentary", i Kitto's Biblical Encyclopedia, bind I. Se også F. W. Farrars Hist of Interpretation (Bampton Lects for 1885). G. H. Spurgeons populære foredrag om Commenting and Commentaries ledsages af omfattende lister over kommentarer til alle dele af Bibelen (strengt udelukkende værker, der anses for farlige). Lister over kommentarer til Bibelen som helhed, til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente hver for sig og til de enkelte bøger kan ses i de fleste gode værker om indledning eller i prolegomena til kommentarer til de forskellige bøger; f.eks. i den generelle indledning, der er sat foran Langes Commentary on Genesis; også i de lange afsnit om jødiske, græske, latinske og protestantiske kommentatorer, og igen i "Index of the More Important Expository Works on the Books of the Old Testament." I Bleeks Introduction to the Old Testament gives meget fyldige oplysninger frem til forfatterens tidspunkt. Fyldige bibliografier over moderne bøger, herunder kommentarer til Det Gamle Testamente, findes i Dr. Drivers Introduction. Lignende lister gives i andre værker vedrørende Det Nye Testamente. For forfatterne til kommentarerne til de særlige bøger i de ovennævnte tyske og engelske serier kan lister som regel ses vedlagt hvert bind i serien.

James Orr