Targum

tar'-gum (targum):

1. Betydning og etymologi for betegnelsen

2. Targumernes oprindelse

3. Targumernes sprog

4. Måden hvorpå targumerne blev givet

5. Targumernes datering

6. De forskellige targumers kendetegn

(1) Onqelos--manden og hans targums kendetegn

(2) Jonathan ben Uzziels targum over profeterne

Hans targums kendetegn--de tidligere profeter; de senere profeter

(3) Hagiograferne: Salmerne, Job og Ordsprogene

(a) Meghilloth

(b) Krønikebøgerne

(4) De ikke-officielle targumer--Jonathan ben Uzziel og Pentateuken

7. Brugen af targumerne

LITTERATUR

Targumerne var forklaringer af de hebraiske skrifter på kaldæisk (vestaramæisk), til gavn for de jøder som delvist eller helt var holdt op med at forstå det hellige sprog.

1. Betydning og etymologi for betegnelsen:

Hos Gesenius tolkes ordet methurgam, som forekommer i Ezra 4,7, som afledt af ragham, "at stable sten op," "at kaste," deraf "at stene," og derefter "at oversætte," skønt der ikke gives noget eksempel. Jastrow afleder det af det assyriske r-g-m, "at tale højt," en etymologi som passer til targumernes oprindelse. Det er beklageligt, at han ikke giver nogen henvisning til et assyrisk dokument.

Ordet turgamanu findes f.eks. i Tell el-Amarna-brevene (Berlin-udgaven, 21, 1. 25, Knudtzon, 154), med betydningen "tolk." Det kan ikke desto mindre være af aramæisk oprindelse. Se Muss-Arnolt, Concise Dictionary of the Assyrian Language, 1191 f, og de henvisninger der gives dér.

Ordet bruges som den aramæiske fortolkning af shiggayon (Sl 7,1), en betegnelse hvis præcise kraft endnu ikke er fastlagt. Fra dette ragham kommer meturgheman, "en tolk," og vores moderne "dragoman." Uanset rodens oprindelige betydning kom ordet til at betyde "at oversætte," "at forklare."

2. Targumernes oprindelse:

På den tid da Nebukadnezar førte Jerusalems og Judas indbyggere i fangenskab til Tigris' og Eufrats bredder, var dagliglivets sprog i Assyrien og Babylonien ophørt med at være det, som er overleveret til os i kileindskrifterne, og var blevet aramæisk, lingua franca i Sydvestasien. Det var diplomatiens, handelens og det sociale samkvems sprog og havde længe været det. Da jøderne boede midt iblandt dem der alene brugte aramæisk, antog de snart dette sprog til enhver lejlighed undtagen gudsdyrkelsen. I familien kunne de for en tid bevare deres modersmål, men også dette ville til sidst give efter for det vedvarende pres udefra. I Israels land havde en lignende proces været i gang i de bortførtes fravær. Indtrængere fra forskellige nabofolk havde presset sig ind for at udfylde de tomrum, som var opstået ved de jødiske fangers bortførelse til Babylon. Selvom det ikke er nedskrevet, er det ikke umuligt, at Nebukadnezar, efter assyrernes eksempel, kan have sendt tvangskolonister fra andre dele af sit rige ind i Judæa. Det sprog, der var fælles for dem alle, foruden deres eget hjemlige dialekt, var aramæisk. De jødiske indbyggere, som var blevet tilbage i landet, ville, ligesom deres slægtninge i Babylonien, være blevet vant til at bruge aramæisk, så hebraisk mere eller mindre fuldstændigt blev fortrængt. En anden proces var begyndt blandt de bortførte. Borte fra stedet for deres ødelagte tempel opførte de landflygtige ikke, sådan som dem i Øvre Egypten, et andet tempel hvor de kunne ofre. Deres gudsdyrkelse kom til at bestå i fælles studium af Loven, i sang af Salmerne og i fælles bønner. Dette studium af Loven forudsatte, at den blev forstået. Skønt en form for synagogegudsdyrkelse var kendt i tiden før fangenskabet, sandsynligvis under profeternes ledelse (2 Kong 4,23), må den være blevet svag og virkningsløs. Med Ezras ankomst kom der en genoplivelse af studiet af Loven, og dermed nødvendigheden af at fortolke den på et sprog, som folket kunne forstå.

3. Targumernes sprog:

Ud fra de ovenfor fortalte kendsgerninger var dette sprog nødvendigvis aramæisk. Der var dog kræfter i virke, som ændrede sproget. En oversættelse er tilbøjelig til i nogen grad at blive assimileret til det sprog, den er lavet fra. Således er der en forskel, fin men iagttagelig, mellem engelsk i vores King James Version af Bibelen og det hos Shakespeare, Bacon eller endog Hooker. Eller, for at tage et mere beslægtet eksempel, om end mindre tilgængeligt for den almindelige læser, kan forskellen ses, hvis man sammenligner syrisken i Det Nye Testamentes Peshitta med den i Det Gamle Testamentes Peshitta. Targumernes aramæisk er vestaramæisk, men det er vestaramæisk farvet af hebraisk. Den kendsgerning, at de hjemvendte fanger oprindeligt havde talt hebraisk, ville uden tvivl have sin virkning på deres aramæisk. Tysk i jødiske munde bliver til jiddisch. Et meget markant træk er forekomsten af yath, akkusativmærket der oversætter det hebraiske 'eth, hvorimod dette i almindelig aramæisk, både østlig og vestlig, ikke bruges, undtagen som støtte for pronominers oblikke kasus. Endvidere forekommer den intensive konstruktion med infinitiv i finit betydning, så hyppig på hebraisk, skønt kun lidt brugt i almindelig aramæisk, i targumerne overalt hvor den forekommer i den hebraiske tekst. Som et negativt kendetegn bør man bemærke den forholdsvis sjældne forekomst af den eftertrykkelige gentagelse af det personlige pronomen, så hyppig i almindelig aramæisk, i targumisk.

4. Måden hvorpå targumerne blev givet:

Beretningen i Nehemias (8,8) om oplæsningen af loven for folket nævner ikke blot, at Ezras hjælpere læste "tydeligt" (mephorash), men at de "gav meningen" (som sekhel) "og fik dem til at forstå oplæsningen," KJV (wayyabhinu ba-miqra'). Denne tredobbelte proces indebærer mere end blot tydelig udtale. Hvis dette sted sammenlignes med Ezra 4,18, synes mephorash at måtte betyde "fortolket." Den mest naturlige forklaring er, at der ved siden af lovens oplæsere var tolke, meturghemanim, som på aramæisk gentog det, der var blevet læst på hebraisk. Hvilket tidsrum der skilte denne offentlige oplæsning af loven fra oplæsningen af loven som en del af synagogegudstjenesten, har vi ingen mulighed for at vide. Sandsynligheden er, at det inden længe blev almindeligt i alle jødiske synagoger at læse loven med en aramæisk fortolkning. I Talmud gives der udførlige regler for denne fortolkning; hvor langt disse faktisk var de regler, der blev brugt, kan vi ikke vide med fuld sikkerhed. De repræsenterer i det mindste det ideal, som senere generationer forestillede sig, at de, der indførte praksissen, stræbte efter. Loven blev læst af oplæseren vers for vers, og hvert vers blev efterfulgt af en fremsigelse ved meturgheman af den aramæiske version. Tre vers af de profetiske bøger blev læst, før det aramæiske blev fremsagt. Talmudisterne lagde vægt på, at oplæseren skulle holde øjnene på den rulle, han læste fra, og at meturgheman altid skulle fremsige sin version uden at se på noget skrift, sådan at der blev opretholdt en skelnen mellem det hellige ord og versionen. I begyndelsen blev Targum ikke nedskrevet, men overleveret ved tradition fra meturgheman til meturgheman. Lovens Targum blev dog lige så fast formet, som hvis den havde været skrevet. Det samme gjaldt i nogen grad for Profeterne og også Salmerne. Targumerne til resten af Kethubhim synes at være blevet skrevet fra begyndelsen og læst privat.

5. Targumernes datering:

Vi har antaget, at Ezras handling, som den fortælles i Neh 8,8, ikke blot indebar oplæsning af loven, men også fortolkning af dens sprog--i virkeligheden dens oversættelse fra hebraisk til aramæisk--og at denne praksis desuden inden længe blev fulgt i alle synagogerne i Judæa. Dette synspunkt fastholdes af Friedmann (Onkelos u. Akylas, 1896) og var det, Talmud antog for rigtigt. Dr. Dalman forsikrer sine læsere om, at dette er en fejltagelse, men uden at anføre nogen grunde for sin påstand. Dr. Dalman er en meget stor autoritet, men autoritet er ikke videnskab, så vi vover at fastholde den ældre opfattelse. Det er ubestrideligt, at aramæisk under det persiske herredømme over hele Sydvestasien var lingua franca, i den grad at vi af Assouan- og Elephantine-papyrierne ser, at den jødiske garnison i Assouan i Egypten skrev til deres trosfæller i Judæa og til de persiske guvernører på aramæisk. Desuden er der intet spor af, at de brugte noget andet sprog til ægteskabskontrakter eller skøder.

Vi kan antage, at det sprog, der almindeligvis blev brugt i Judæa i det 5. århundrede f.Kr., var aramæisk. Vi kan derfor se bort fra hr. Stennings standpunkt (Enc Brit (11. udgave), XXVI, 418b), at "folket sandsynligvis allerede i det 2. århundrede f.Kr. havde antaget aramæisk." På det tidspunkt var aramæisk ved at vige for græsk. Hans grund til at forkaste det standpunkt, der er fastholdt ovenfor, er, at de dateringer, som kritikken tildeler visse profetiske skrifter, strider imod det--en måde at ræsonnere på, som synes at udlede kendsgerninger af teorier, ikke teorier af kendsgerninger.

Den kendsgerning, at behovet for oversættelse til aramæisk fandtes i den persiske periode, indebærer eksistensen af meturgheman og targum. Det er vanskeligere at vide, hvornår disse Targumer blev nedskrevet. Det er sandsynligt, at den samme bevægelse, som fik Jehudah ha-Nasi' til at nedskrive rabbinernes afgørelser, der udgør Mishna, også ville føre til nedskrivning af Targumerne--det vil sige sent i det 2. århundrede af vor tidsregning. Aramæisk var ved at forsvinde i Israels land, og de traditionelle gengivelser ville være i fare for at blive glemt. Talmudiske fortællinger om de tidspunkter, hvor de forskellige Targumer blev nedskrevet, er fuldstændig værdiløse.

6. De forskellige Targumers kendetegn:

De Targumer, der mest kræver overvejelse, er de officielle Targumer, dem der i de rabbinske bibler gives i spalter parallelt med spalterne med hebraisk. Derudover findes til loven Targum Yerushalmi, hvoraf en anden recension kaldes Targum Yonathan ben Uzziel. Esters Bog har to Targumer. Foruden disse er Targumer af tvivlsom værdi blevet skrevet af privatpersoner. Visse bøger har ingen officielle Targumer: Daniel, Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne. Grunden til dette antages at være, at der både i Daniel og Ezra findes afsnit skrevet på aramæisk. Nehemias og Krønikebøgerne blev betragtet som én bog sammen med Ezra. En sen Targum til Krønikebøgerne er blevet fundet og udgivet særskilt. Nogle af de apokryfe tilføjelser til Ester optræder i en sen Targum til den bog. De officielle Targumer til Loven og Profeterne nærmer sig mere karakteren af oversættelser, skønt selv i dem bliver vers undertiden forklaret snarere end oversat. De øvrige er parafrastiske i større eller mindre grad.

(1) Onqelos--manden.

Dette er navnet på Pentateukens officielle targum. Legenden fortæller, at den blev skrevet af en vis Onqelos, en proselyt, søn af Kalonymus eller Kalonikus, søstersøn af Titus. Han var knyttet til den anden Gamaliel og fremstilles som endnu mere minutiøst samvittighedsfuld i sin fromhed end sin ven. Legenden fortsætter med at sige, at da han blev proselyt, sendte hans onkel den ene gruppe soldater efter den anden for at arrestere ham, men han omvendte dem, den ene efter den anden. Samtidig er det yderst tvivlsomt, om der nogensinde har eksisteret en sådan person, en opfattelse der bekræftes af, at næsten identiske legender fortælles om Aquila, oversætteren af de hebraiske skrifter til græsk. Navnene ligner hinanden, og måske er de identiske. Der kan have været en person med dette navn, men at indrømme dette indebærer ikke, at han havde nogen forbindelse med den targum til Pentateuken, som er opkaldt efter ham. En anden forklaring er, at eftersom Aquilas græske version blev højt rost af jøderne for dens pertentlige nøjagtighed, og denne targum til Loven blev tillagt en tilsvarende omhyggelig nøjagtighed, betyder det blot, at den blev betragtet som en version, der lige så nøjagtigt gengav Lovens hebraisk på aramæisk, som Aquilas græske gjorde. Sandsynligheden er, at hvem det end var, der nedskrev targumen, udførte han kun lidt eller slet intet egentligt oversættelsesarbejde. Det behøver ikke at have været én uassisteret forfatters værk; henvisningen til den vejledning, Onqelos angiveligt modtog fra rabbinerne Eliezer og Josva, antyder dette. På grund af den kendsgerning, at Loven blev læst igennem i løbet af et år i Babylonien (én gang på tre år i Israels land), og hvert afsnit blev tolket vers for vers på aramæisk, efterhånden som det blev læst, ville selve ordene i den traditionelle gengivelse blive husket. Dette giver targumens sprog et gammeldags præg, som kan ses, når det sammenlignes med sproget i den lektionsbog fra Israels land, der blev opdaget af Mrs. Gibson og Mrs. Lewis. Dette iagttages især, når gengivelserne af det samme stykke sammenlignes. Både i ordforråd og grammatik er der en forskel; således forekommer mar i stedet for shalleT, og yath som tegn på akkusativ er forsvundet i lektionsbogen. En analogi kan ses i det gammeldags præg i sproget i vores engelske bibel, selv i Revised Version (britisk og amerikansk). Hvis man skulle tillægge den traditionelle beretning om de påståede forfattere nogen troværdighed, ville dateringen af denne targum være slutningen af det 1. århundrede e.Kr. Men vi har set, at den er blevet kaldt Aquila, og at titlen betyder "lige så nøjagtig som Aquila." Han levede imidlertid i begyndelsen af det 2. århundrede. Hans græske version må allerede have vundet et ry, før den aramæiske targum fremkom. Vi kan derfor ikke datere den faktiske nedskrivning af denne targum tidligere end sent i det 2. århundrede, ikke usandsynligt, som foreslået ovenfor, samtidig med Jehadah ha-Nasi's nedskrivning af Mishna.

Kendetegn ved hans targum:

Kendetegnene ved denne targum er i det store og hele en tæt fastholden ved originalen, undertiden endda i en sådan grad, at det sker på bekostning af det sprogs egenart, som der er oversat til. Et fremtrædende eksempel på dette er forekomsten af yath som tegn for akkusativ; og der findes også den intensive konstruktion med infinitiv sammen med finit verbalform. Der er en tendens til at indsætte noget mellem Gud og hans tilbeder, som "mimera' Yahweh" i stedet for blot "Yahweh." Hvor der forekommer antropomorfismer, forsøges der ikke en nøjagtig oversættelse, men meningen gengives på en abstrakt måde, som i 1 Mos 11,5, hvor der i stedet for "Herren (YHWH) steg ned" står "Herren (yiya') blev åbenbaret." Samtidig undgås parafrase ikke fuldstændigt. I 1 Mos 4,7 gengiver Targum: "Hvis du gør dit arbejde godt, bliver det så ikke eftergivet dig? hvis du ikke gør dit arbejde godt, er din synd gemt til dommens dag, da den vil blive krævet af dig, hvis du ikke omvender dig; men hvis du omvender dig, skal den blive eftergivet dig." Man vil bemærke, at den sidste sætning i hebraisk er udeladt. Således skriver Onqelos i 1 Mos 3,22, i stedet for "Mennesket er blevet som en af os": "Mennesket er blevet alene i verden for sig selv til at kende godt og ondt." Et mere ejendommeligt eksempel forekommer i 1 Mos 27,13, hvor Rebekka svarer Jakob: "Lad din forbandelse komme over mig, min søn"; i Targum lyder det: "Til mig er det blevet sagt i profeti: Der skal ikke komme nogen forbandelse over dig, min søn." Undertiden er der blot tale om en forklarende udvidelse, som i 2 Mos 3,1, hvor Onqelos i stedet for "Guds bjerg" har "bjerget, hvor Herrens herlighed blev åbenbaret." I det gådefulde afsnit, 2 Mos 4,24-26, inddrages senere jødisk skik for at skabe en letforståelig mening: "Og det skete på vejen i herberget (hvilehuset), at Herrens engel mødte ham og søgte at slå ham ihjel. Og Sippora tog en flintkniv og skar sin søns forhud af og trådte hen foran ham og sagde: 'Ved blodet fra denne omskærelse er brudgommen givet tilbage til os,' og da han derfor havde holdt inde, sagde hun: `Havde det ikke været for blodet fra denne omskærelse, ville brudgommen være blevet dømt til at dø.'" Her bruges chathan ("brudgom") efter senere skik om barnet, der skulle omskæres. Undertiden spiller hensyn til sømmelighed ind, som når Onans synd beskrives som at "fordærve sin vej på jorden." Det er dog i de poetiske afsnit, at forfatteren giver parafrasen frit løb. Som eksempel kan Judas velsignelse i Jakobs velsignelse af sine sønner anføres: "Juda, du er lovprisning og ikke skam; dig skal dine brødre prise. Dine hænder skal være stærke mod dine fjender, de, der hader dig, skal spredes; de skal vige tilbage for dig; din fars sønner skal komme frem for dig med hilsener. (Dit) herredømme skal være i begyndelsen, og til sidst skal kongedømmet forøges fra Judas hus, fordi du, min søn, har fjernet din sjæl fra dødsdommen. Han skal hvile, han skal blive i styrke, som en løve og som en løvinde er der intet, der kan forurolige ham. Herskeren skal ikke vige fra Judas hus, ej heller skriveren fra hans sønners sønner til evig tid, indtil Messias kommer, hvem kongedømmet tilhører, og hvem hedningerne skal adlyde. Israel skal drive handel i hans byer, folket skal bygge hans tempel, de hellige skal færdes omkring ham og skal være lovens gørere ved hans undervisning. Hans klædning skal være prægtig purpur; hans dragt, der dækker ham, skal være af uld, farvet klart med farver. Hans bjerge skal være røde af hans vingårde, hans høje skal flyde ned med vin, og hans dale skal være hvide af korn og af fåreflokke."

Efter at være blevet nedskrevet i Israels land blev Onqelos' targum sendt til Babylon for at få imprimatur fra de berømte rabbinere, der boede dér. Der siges at være spor i sproget af en revision foretaget af de babyloniske lærere, men da dette ligger i udbredelsen af visse ord, der anses for mere naturligt at høre til østaramæisk end vestaramæisk, er det for snævert teknisk til at blive drøftet her. Resultatet af den babyloniske godkendelse var, at denne targum blev modtaget som den officielle fortolkning af lovbøgerne. Det synes sandsynligt, at den fejl, som førte til, at den blev tillagt Onqelos, blev begået i Babylon, hvor Aquilas græske version kun var kendt af et vagt ry.

(2) Jonathan ben Uzziels targum over Profeterne.

Denne Jonathan, som Targum til Profeterne tilskrives, erklæres for at være en af Hillels mest fremtrædende elever. Den profetiske del af Bibelen omfatter ifølge jøderne, foruden det vi sædvanligvis regner for profetiske bøger, også alle de tidligere historiske bøger undtagen Rut, som placeres blandt Hagiografa. Under Epifanes' forfølgelse af jøderne, da det var forbudt at læse Loven i synagogen, blev afsnit af Profeterne læst i stedet. Man forsøgte ikke på den måde at læse hele Profeterne, men meget betydelige afsnit blev brugt i gudstjenesten. Dette gjorde meturghemanens tilstedeværelse nødvendig. Hvis man kunne tro de talmudiske traditioner, blev Jonathans Targum nedskrevet før Onqelos'. Jonathan regnes for samtidig med den første Gamaliel, mens Onqelos er Aqibas ven, Hadrians samtidige. Traditionen fortæller, at da han offentliggjorde sin Targum til Profeterne, rystede hele Israels land, og en røst fra himlen hørtes kræve: "Hvem er denne, som åbenbarer mine hemmeligheder for menneskenes sønner?" Som et eksempel på den talmudiske kronologis uklarhed kan det nævnes, at Jonathan siges at have udarbejdet sin Targum under vejledning af Haggaj, Zakarias og Malakias. Han siges at have ønsket at skrive en Targum til Kethubhim, men blev forhindret af en røst fra himlen. Targum til Job siges allerede at have været skrevet, men blev begravet af Gamaliel. Den siges at være blevet gravet frem, og den nuværende Targum til denne bog skal være fra Jonathans hånd. Jonathan ben Uzziels grav vises på siden af en bakke nord for Safed i Israels land.

Kendetegn ved hans Targum--Tidligere profeter; Senere profeter

I de tidligere Profeter--de historiske bøger--adskiller stilen sig ikke meget fra Onqelos'. Lejlighedsvis følges læsemåder, som ikke findes i den masoretiske tekst, som i Jos 8,12, hvor Targum har "vestsiden af Aj" i stedet for, som i den masoretiske tekst, "vestsiden af byen." Undertiden kombineres to læsemåder, som i 8,16, hvor den masoretiske tekst har "alt folket, som var i byen," og Targum tilføjer "i Aj." Endvidere oversætter Targum egennavne, som i Jos 7,5, hvor "Shebarim" (shebharim) gengives med "indtil de blev spredt." Sådanne er de variationer, der ses i den fortællende del af Targum til de tidligere Profeter. Når der derimod forekommer et poetisk stykke, giver forfatteren til tider sin fantasi frit løb. Undertiden er ét vers yderst parafraserende, og det næste en nøjagtig gengivelse uden nogen tilføjelse. I Deboras sang (Dom 5) har 1. vers kun lidt parafrase: "Da sang Debora og Barak, Abinoams søn, lovsange på grund af den opløftelse og udfrielse, som var blevet udført på den dag, idet de sagde ...." Det følgende vers er meget parafraserende; i stedet for versets 7 ord i den masoretiske tekst har Targum 55. Det er for langt til at citere fuldt ud, men det begynder: "Fordi Israels hus gjorde oprør mod hans lov, drog hedningerne op imod dem og forstyrrede deres forsamlinger, og fordi de nægtede at adlyde Loven, fik deres fjender overhånd over dem og drev dem bort fra Israels lands grænser," og så videre, idet Sisera og hele hans hær inddrages. Dom 5,3 lyder således: "Hør, I konger, som er med ham, med Sisera til krig, som adlyder embedsmændene under Jabin, Kanaans konge; med jeres styrke og jeres tapperhed skal I ikke få overhånd eller drage op imod Israel, sagde jeg, Debora, i profeti for Herren. Jeg vil synge lovsang og velsigne for Jahve, Israels Gud."

De senere profeter er som helhed mere parafraserende end de tidligere, fordi de har flere passager med poetiske metaforer i sig--en kendsgerning, som bliver tydelig for enhver ved den større plads, som Profeternes Targumer indtager i de rabbinske bibler. Et markant eksempel på denne tendens til at udvide findes i Jer 10,11: "Således skal I sige til dem: De guder, som ikke har skabt himlene og jorden, de skal forsvinde fra jorden og bort under himlene." Da dette vers står på aramæisk, kunne man have ment, at det ville være blevet overført uændret til Targum, men targumisten har gjort den oprindelige teksts 10 ord til 57. Undertiden kan disse udvidelser være langt kortere end eksemplet ovenfor, men de er oplysende, idet de viser de opfattelser, som de jødiske lærere havde. I Es 29,1, "Hør, Ariel, Ariel, byen hvor David slog lejr!" har Targum: "Ve alteret, alteret som David byggede i byen, hvor han boede." I denne gengivelse ser vi den jødiske opfattelse, at "Ariel," som betyder "Guds løve," i denne sammenhæng stod for det "alter," som David rejste i Jerusalem. Det forekommer usandsynligt, at hele denne Targum var én forfatters værk, men stilen giver kun ringe tegn på forskel. Da parafrasen af synagogens haphTaroth var traditionel, havde stilen hos den person, der nedskrev den, kun ringe spillerum. Sproget repræsenterer naturligt et ældre udviklingstrin end det, vi finder i samtidige kristne lektionarier. Da kun afsnit af Profeterne blev brugt i synagogegudstjenesten, ville kun disse afsnit have en traditionel gengivelse; men disse fastlagde stilen. I Revised Version (britisk og amerikansk) af Apokryferne er de 70 vers, som havde manglet fra 2 Esdras 7, oversat i den stil, som oversætterne under King James anvendte. Det er umuligt at fastsætte tidspunktet, hvor Targum til nogen af de profetiske bøger blev nedskrevet. Det er sandsynligt, at det kun var lidt, hvis overhovedet noget, efter Onqelos'. Fuldendelsen af parafraserne over de profetiske skrifter, hvoraf kun afsnit blev brugt i synagogen, synes at indebære, at der fandtes læsere af aramæisk, til hvis gavn disse Targumer blev lavet.

(3) Hagiografa: Salmerne, Job og Ordsprogene

(a) Meghilloth

Targumerne til den tredje afdeling af de hebraiske hellige skrifter, Kethubhim (Hagiograferne), tilskrives Joseph Caecus, men dette er blot et navn. Der findes ingen officiel targum til nogen af Hagiograferne, og flere af dem, Daniel, Nehemias og Ezra, har, som ovenfor bemærket, slet ingen targum. Targumerne til de længere bøger i denne klasse, Salmerne, Ordsprogene og Job, ligger meget tættere på teksten end targumerne til Meghilloth. I Salmerne er parafrasen forklarende snarere end blot udvidende. Således gengives i Sl 29,1 »I sønner af de mægtige« med »I engleskarer, I sønner af de mægtige«. Sl 23 står længere fra teksten, men også den er eksegetisk; i stedet for »Yahweh er min hyrde, jeg skal ikke mangle noget« lyder targumen: »Herren nærede sit folk i ørkenen, så de ikke manglede noget.« Således er den sidste del af det sidste vers i denne salme: »Jeg skal visselig bo i Herrens helligheds hus i dages længde.« Et andet eksempel på eksegese er Sl 46,4, hvor »floden, hvis strømme glæder vor Guds by«, forklares som »folkeslagene som floder, der glæder Yahwehs by«. Omtrent det samme kan siges om Job, så eksempler behøver ikke gives.

Targumen til Ordsprogene er blevet meget stærkt påvirket af Peshitta; den kan betragtes som en jødisk recension af den. Targumerne til de fem Meghilloth, som de kaldes, Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren og Esther, er overordentlig parafrastiske. Hvis man sammenligner den plads, som teksten til Højsangen og Ordsprogene optager, vil man se, at den første optager omtrent en sjettedel af den sidste; hvis targumerne til de to bøger sammenlignes i Lagardes tekst, udgør Højsangen to tredjedele af Ordsprogene. Således optager Klagesangene i den massoretiske tekst mindre end en fjerdedel af den plads, som Ordsprogene optager; men targumen til Klagesangene er to femtedele så stor som targumen til Ordsprogene. Ruth har ikke været udsat for en sådan udvidelse; i teksten er den en femtedel, i targumen en fjerdedel, af Ordsprogenes størrelse. Udvidelsen forekommer hovedsageligt i det første vers, hvor ti forskellige hungersnøder beskrives. Prædikeren fylder i den massoretiske tekst omtrent tre ottendedele af den plads, Ordsprogene optager. Dette øges til fem sjettedele i targumen. Der findes to targumer til Esther; den første er omtrent fem sjettedele så stor som Ordsprogene, den anden næsten dobbelt så stor. Teksten er under halvdelen. Vi anfører her targumen til Klagesangene 1,1 fra hr. Greenups oversættelse: Profeten og ypperstepræsten Jeremias sagde: »Hvordan er det bestemt mod Jerusalem og mod hendes folk, at de skal dømmes til landflygtighed, og at der skal klages over dem? Hvordan? Ligesom Adam og Eva blev dømt, da de blev drevet ud af Edens have, og universets Herre klagede over dem. Hvordan? Gud, dommeren, svarer og taler således: ‘På grund af mængden af de synder, som var i hendes midte, derfor skal hun bo alene, ligesom den mand, i hvis kød spedalskhedens plage er, bor alene! Og byen, som var fuld af skarer og mange folk, er blevet forladt af dem og er blevet som en enke. Og hun, som var ophøjet blandt folkene og mægtig blandt provinserne, og som de betalte skat til, er blevet spredt vidt omkring, så hun undertrykkes og derefter må give skat til dem.’« Dette giver et tilstrækkeligt eksempel på, hvor langt udvidelsen kan gå. Vers 1 i Esther i den første targum meddeler os, at standsningen af arbejdet med at bygge templet skyldtes Vashtis råd, og at hun var datter af Evil-merodach, Nebukadnezars søn, samt en række lige så nøjagtige oplysninger. Endnu mere overdreven er den 2. targum; den begynder med at hævde, at der er ti store monarker, hvoraf Achhashverosh var den 6., den græske og den romerske var den 7. og den 8., kong Messias den 9., og den Almægtige selv den 10. Den har tydeligvis ingen forbindelse med den første targum.

(b) Krønikebøgerne

Targumen til Krønikebøgerne er, skønt sen, formet efter targumerne af Jonathan ben Uzziel. I tilfælde hvor Krønikebøgernes fortælling løber parallelt med Samuelsbøgernes, er ligheden meget stor, til tider endda ordret identitet. Forskellene er undertiden værd at bemærke, som når targumen i 1 Krøn 21,2, i stedet for »Dan«, har »Pameas« (Paneas), hvilket giver et vidnesbyrd om denne targums sene karakter. I den rabbinske bibel optræder Krønikebøgerne, ligesom Ezra, Nehemias og Daniel, uden en parallel targum.

(4) De ikke-officielle targumer--Jonathan ben Uzziel og Pentateuken

Der findes en targum til Pentateuken, som tilskrives Jonathan ben Uzziel, og som er meget parafrastisk. Fragmenter af en anden nært beslægtet targum er blevet bevaret, kendt som Jerusalem-targumen. I virkeligheden kan de to måske betragtes som forskellige recensioner af den samme targum. Man antager, at et manuskript ganske enkelt blev betegnet »targumen af J«, hvilket, da det i virkeligheden var initialen for »Jerusalem«, blev opfattet som stående for Jonathan. Ved slutningen af hver af Pentateukens bøger står det, at denne targum er »targum Yerushalmi«. Af de to er Yerushalmi den længste. Begge hævder, at fem tegn fulgte Jakob under hans ophold i Haran: tiden blev forkortet; afstanden blev forkortet; de fire sten til hans hovedpude blev til én; hans styrke blev forøget, så han med sin egen arm flyttede stenen, der dækkede brønden, og som det krævede alle hyrderne at flytte; vandet strømmede frem fra brønden alle de dage, han boede i Haran. Men ben Uzziels fortælling er udvidet til næsten dobbelt længde i Yerushalmi. Denne targum kan i nogen grad betragtes som halvofficiel.

7. Brugen af targumerne:

Da Targumerne synes at være blevet nedskrevet, efter at den masoretiske tekst var fastlagt, er tekstforskellene få og uvæsentlige. Kohn nævner, at Onqelos i nogle få tilfælde stemmer overens med samaritaneren imod den masoretiske tekst; de er dog få og kan muligvis forklares ved forskelle i idiom, skønt dette er usandsynligt på grund af den slaviske måde, hvorpå Onqelos følger den hebraiske tekst. Targum fra Israels land stemmer overens med samaritaneren og oversættelserne ved at tilføje "Lad os gå ud på marken" i 1 Mos 4,8. Den største nytte, man får af Targumerne, er kendskabet til de jødiske rabbineres opfattelser af betydningen af bestemte passager. Således er der i 1 Mos 49,10 ingen tvivl i targumistens sind om, at "Shilo" henviser til Messias. Nogle andre tilfælde er blevet nævnt ovenfor. Den hyppighed, hvormed Herrens ord (mimera' yeya') bruges i Onqelos som ækvivalent til YHWH, som i 1 Mos 3,8: "De hørte røsten af Herren Guds ord," mimera' dheyeya' 'Elohim, må bemærkes på grund af dens betydning for kristen teologi. Der er en særegen brug i 1 Mos 15,1: YHWH siger til Abraham: "Frygt ikke, Abram, mit ord (mimera') skal hjælpe dig." Farao fremstilles som en, der bruger denne omskrivning: "Herrens ord (mimera' yeya') være jer til hjælp, når jeg sender jer og jeres små bort" (2 Mos 10,10). En slående brug af dette udtryk findes i 5 Mos 33,27, hvor vi i stedet for "Nedenunder er de evige arme" har "Ved hans ord blev verden skabt." Man ser straks, at dette ligner sprogbrugen hos Filon og apostlen Johannes. Da Targumerne ikke var blevet nedskrevet i nogen af disse forfatteres levetid, kunne man hævde, at targumisterne var blevet påvirket af Filon. Dette følger dog ikke nødvendigvis, eftersom både apostlen og filosoffen fra deres drengeår ville have hørt Targum til Loven blive reciteret sabbat efter sabbat, og udtrykket mimera' yeya' ville være blevet i deres hukommelse. Pseudo-Jonathans Targum og Jerusalems Targum har en endnu hyppigere brug af udtrykket. Edersheim har talt 176 forekomster af udtrykket i Onqelos og 321 i Pseudo-Jonathans, samt 99 i fragmenterne af Yerushalmi. Dette bliver desto mere slående ved den kendsgerning, at det sjældent forekommer i resten af Skriften. I Am 1,2 har vi i stedet for "Yahweh .... vil lade sin røst lyde fra Jerusalem" dette: "Fra Jerusalem vil han løfte sit ord" (memerih). Den sædvanlige ækvivalent til profetens formel "Herrens ord" er pithgam YHWH. Et eksempel på den brug, vi her har for os, kan findes i Sl 56,4; Sl 56,10: "I retfærdigheden i Guds dom vil jeg prise hans ord" (memerih). Der var således en forberedelse til den kristne lære om Treenigheden indlejret i den mest ærede Targum, nemlig den til Loven.

LITTERATUR.

Teksten til de officielle Targumer findes i enhver rabbinsk bibel. Berliner har udgivet en omhyggelig, vokaliseret udgave af Onqelos. Profeterne og Hagiograferne er blevet udgivet af Lagarde, men uden vokalisering. Til sproget er Peterrnanns grammatik i Porta Linguarum Orientalium nyttig. Levys Chaldaisches Woterbuch er meget god. Jastrows Diet. of the Targumim er uvurderlig. Brextorfs Lexicon Talmudicum giver oplysninger, som ikke let er tilgængelige andetsteds. Targumerne til Pentateuken er blevet oversat af Etheridge. Der findes en omfattende litteratur om dette emne på tysk. På engelsk kan de forskellige Bible Dictionaries konsulteres, især McClintock, DB, HDB, EB osv. Artiklen i Encyclopedia Brit er værd at studere, ligesom naturligvis også artiklen i Jewish Encyclopedia.

J. E. H. Thomson