Ild

Til hellige formål. Ofringerne blev fortæret af ild (1 Mos 8,20). Den evigt brændende ild på alteret blev først tændt fra himlen (3 Mos 6,9, 13; 9,24) og senere tændt på ny ved indvielsen af Salomos tempel (2 Krøn 7,1, 3). Udtrykkene “ild fra himlen” og “Herrens ild” betegner som regel lyn, men undertiden blev alterets ild også kaldt sådan (2 Mos 29,18; 3 Mos 1,9; 2,3; 3,5, 9).

Ild til et helligt formål, som blev skaffet på anden måde end fra alteret, blev kaldt “fremmed ild” (3 Mos 10,1, 2; 4 Mos 3,4).

De offerdyr, der blev slagtet som syndofre, blev bagefter fortæret af ild uden for lejren (3 Mos 4,12, 21; 6,30; 16,27; Hebr 13,11).

Til huslige formål, såsom bagning, madlavning, varme osv. (Jer 36,22; Mark 14,54; Joh 18,18). Men på sabbatten måtte der ikke tændes ild til noget husligt formål (2 Mos 35,3; 4 Mos 15,32-36).

Dødsstraf ved ild blev pålagt dem, der var skyldige i visse former for ukyskhed og incest (3 Mos 20,14; 21,9). At brænde krigsfanger var ikke ukendt blandt jøderne (2 Sam 12,31; Jer 29,22). Ligene af berygtede personer, der var blevet henrettet, blev også undertiden brændt (Jos 7,25; 2 Kong 23,16).

I krig blev ild brugt til ødelæggelse af byer, såsom Jeriko (Jos 6,24), Aj (8,19), Hasor (11,11), Lajish (Dom 18,27) osv. Kana’anæernes stridsvogne blev brændt (Jos 11,6, 9, 13). Israelitterne brændte billederne (2 Kong 10,26; RV: “søjler”) i Ba’als hus. Disse tilbedelsesgenstande synes at have været af samme art som obelisker og var undertiden tydeligvis lavet af træ.

Fakler blev undertiden båret af soldaterne i kamp (Dom 7,16).

Billedligt er ild et symbol på Jehovas nærvær og redskabet for hans magt (2 Mos 14,19; 4 Mos 11,1, 3; Dom 13,20; 1 Kong 18,38; 2 Kong 1,10, 12; 2,11; Es 6,4; Ez 1,4; Åb 1,14 osv.).

Guds ord sammenlignes også med ild (Jer 23,29). Den omtales som et billede på svære prøvelser eller ulykker (Zak 12,6; Luk 12,49; 1 Kor 3,13, 15; 1 Pet 1,7) og på evig straf (Matt 5,22; Mark 9,44; Åb 14,10; 21,8).

Helligåndens virkning sammenlignes med ild (Matt 3,11). Hans nedstigning blev betegnet ved, at der viste sig tunger som af ild (ApG 2,3).