Brændende tornebusk

burn'-ing.

1. Betydning og brug:

Scenen ved den brændende tornebusk (ceneh, "en busk," Septuaginta batos, "brombærbusk") åbenbarer Gud for verden i en af teofanierne med ild, hvoraf fire nævnes i Bibelen (2 Mos 3,2; 2 Mos 13,21; 2 Mos 19,18; også 2 Thess 1,8 i King James Version, endnu ikke opfyldt). Mange andre guddommelige åbenbaringer var forbundet med ild. Den brændende tornebusk nævnes andre steder i 5 Mos 33,16; Mark 12,26; Luk 20,37; ApG 7,30; ApG 7,31.

2. Identifikation:

En nøjagtig identifikation af den særlige slags busk, hvori Gud viste sig for Moses, er umulig. Man har forsøgt at identificere den med brombærbusken, sådan som Septuaginta gør, og også munkene i Katarinaklosteret på Sinaj Bjerg, som dyrker brombær dér som tegn på deres tradition. Også kassia er blevet foreslået. Begge identifikationer slår fejl, den første fordi brombærbusken ikke vokser i denne egn, medmindre den indføres og plejes, den anden af filologiske grunde. Intet i det anvendte sprog giver nogen ledetråd til buskens art. Den almindeligt antagne opfattelse, at det var en slags tornebusk, er en antagelse med næppe andet grundlag end, at der findes så mange tornede buske i denne egn. Dette faktum giver dog antagelsen stor sandsynlighed.

3. Fortolkning:

De gamle jødiske kommentatorer har meget at sige som forklaring på denne teofani (sammenlign Jewish Encyclopedia). Den ene ting, som vil finde stor genklang i det kristne hjerte, er, at busken, der ikke blev fortæret, med ilden midt i den viste, at israelitterne ikke ville blive fortæret af lidelserne i Egypten. Kristne prædikanter anvender ofte denne opfattelse på Guds folk under trængsel til alle tider. Men dette kan ikke have været teofaniens primære betydning. Blandt de mange teofanier og andre guddommelige åbenbaringer med ild må den særlige betydning læres gennem et omhyggeligt studium af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Ilden synes ikke at have én grundbetydning, der går gennem dem alle. Ud over de allerede givne henvisninger, sammenlign Sl 18,8-12; Sl 50,3; Ez 1,4; Mika 1,1-4; Hab 3,3-6; Hebr 12,29.

Den nøjagtige betydning af den brændende tornebusk som en måde eller et middel til åbenbaring kan fremgå således:

(1) Flammen i denne busk var ikke forfølgelsens flamme fra Guds fjender udenfor, men flammen fra Guds nærvær eller hans engels nærvær indeni.

(2) Tanken om at brænde og dog ikke blive fortæret føres ind i fortællingen gennem Moses' undren i hans uvidenheds øjeblik, før han vidste, at Gud var i busken.

(3) Flammens virkelige betydning i dette tilfælde synes at være lys og herlighed og bevarelse dér, hvor Gud åbenbarer sig i nåde. Dette er den universelle idé i åbenbaret religion.

Den fremherskende forestilling om Gud i religionerne omkring var, at Gud boede i mørke. Tilnærmelsen til guderne i egyptiske templer skete gennem stadig dybere dunkelhed. Man mente, at Gud var meget farlig og tilbøjelig til at være en ødelægger, så en præst måtte altid træde imellem. Gud som en nådig frelser var den nye tanke, som åbenbaringen bragte til verden. Dette blev nu for første gang klart forkyndt, men skulle ikke åbenbares fuldt ud gennem hele den lange række af præster, før den store ypperstepræst skulle komme og skabe en "adgangsvej", så vi kan komme "med frimodighed til nådens trone."

M. G. Kyle