Be'ersheba

Edens brønd, eller syvs brønd, en brønd gravet af Abraham og navngivet sådan, fordi han og Abimelek her indgik en pagt (1 Mos 21,31). Da Isak åbnede den igen, gav han den det samme navn (1 Mos 26,31-33). Den var et yndet opholdssted for begge disse patriarker (21,33-22,1.19; 26,33; 28,10). Den nævnes blandt de “byer”, der blev givet til Simeons stamme (Jos 19,2; 1 Krøn 4,28). Fra Dan til Be'ersheba, en afstand på omkring 144 miles (ca. 232 km) (Dom 20,1; 1 Krøn 21,2; 2 Sam 24,2), blev den sædvanlige måde at betegne hele det forjættede land på og gik over i et ordsprog. Efter hjemkomsten fra fangenskabet indsnævres udtrykket til “fra Be'ersheba til Hinnoms dal” (Neh 11,30). Tistammeriget strakte sig fra Be'ersheba til Efraims bjergland (2 Krøn 19,4). Navnet findes ikke i Det Nye Testamente. Det kaldes stadig af araberne Bir es-Seba, dvs. “de syvs brønd”, hvor der den dag i dag findes to hovedbrønde og fem mindre. Det ligger omtrent midtvejs mellem den sydlige ende af Det Døde Hav og Middelhavet.