Kajfas

ka'-a-fas, ki'-a-fas (Kaiaphas; Caiaphas = Kephas (jf. Dods i Expositor's Greek Test, I, 803), og er også blevet tolket som betydende "nedtrykthed"): Kajfas var tilnavnet på Josef, en svigersøn af Annas (jf. Joh 18,13), som beklædte ypperstepræstens embede fra omkring 18-36 e.Kr., da han blev afsat af Vitellius (jf. Josefus, Ant, XVIII, ii, 2; iv, 3). Han nævnes af Lukas som den, der beklædte embedet på den tid, da Johannes Døber prædikede i ørkenen (Luk 3,2).

Kajfas spillede en ledende rolle i retssagen mod og domfældelsen af Jesus. Det var i hans gård eller palads, at ypperstepræsterne (saddukæerne) og farisæerne, som tilsammen udgjorde Rådet, samledes, "for at de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel" (jf. Matt 26,3; Matt 26,4; Joh 11,49). Den nye Messias' kongelige krav og den voksende berømmelse af hans gerninger havde fået dem til at frygte både det kejserlige Roms hævn over deres folk og tabet af deres egen personlige myndighed og anseelse (jf. Joh 11,48). Men Kajfas pegede på en vej ud af deres dilemma: Lad dem vente, til folkets øjeblikkelige begejstring var brugt op (jf. Matt 26,5), og så kunne de ved det ene offer, Jesus, på én gang skaffe sig af med en farlig rival og formilde Roms vrede (jf. Joh 11,49; Joh 11,50; Joh 18,14). Johannes' kommentar til dette (Joh 11,51; Joh 11,52) viser, hvordan Jesu død virkelig skulle vise sig at blive en velsignelse ikke blot for Israel, men også for alle Guds børn; dog ikke på den måde, som Kajfas' koldblodige statskunst tilsigtede. Ypperstepræstens råd blev accepteret af Rådet (Joh 11,53), og det lykkedes dem at arrestere Jesus. Efter at være blevet ført "først til Annas" (Joh 18,13) blev Jesus derfra ført i lænker til Kajfas (Joh 18,24). Ifølge Mattæus blev han straks efter sin arrestation ført til Kajfas (Matt 26,57). Markus og Lukas omtaler ikke Kajfas ved navn. Hans adfærd ved denne indledende retssag mod Jesus (Matt 26,57-68), dens tidspunkt og dens fremgangsmåde, var næsten helt igennem ulovlig set fra den da gældende jødiske lovs synspunkt (jf. Jesus Kristus, arrestationen og retssagen mod ham; og A. Taylor Innes, The Trial of Jesus Christ). Først blev falske vidner kaldt frem, og da Jesus nægtede at svare på deres anklager, spurgte Kajfas ham, om han var "Kristus, Guds Søn" (Matt 26,63). Da vor Herre svarede: "Du har sagt det" (Matt 26,64), "flængede Kajfas sine klæder og sagde: Han har talt bespottelse; hvad behov har vi længere for vidner? Se, nu har I hørt bespottelsen" (Matt 26,65). På denne anklage blev Jesus fundet "skyldig til døden" (Matt 26,66). Kajfas nævnes også i ApG 4,6 som en af dem, der ledede retssagen mod Peter og Johannes.

C. M. Kerr