Annas

an'-as (Annas; Westcott and Hort, The New Testament in Greek Hannas; Josefus Ananos, den græske form af hebraisk chanan; "barmhjertig," "nådig"; jf. Neh 8,7 osv.):

(1) En jødisk ypperstepræst, det egentlige overhoved for præstepartiet i Jerusalem på Kristi tid, en mand med dominerende indflydelse. Han var søn af Seth (Josefus: Sethi) og blev ophøjet til ypperstepræsteembedet af Quirinius, Syriens statholder, i 7 e.Kr. På denne tid blev embedet besat og tømt efter de romerske prokuratorers forgodtbefindende, og Annas blev afsat af Valerius Gratus i 15 e.Kr. Men selv om han blev berøvet sin officielle status, fortsatte han med at udøve stor magt som det dominerende medlem af hierarkiet, idet han brugte medlemmer af sin familie som sine villige redskaber. At han var en behændig diplomat, ses af den kendsgerning, at fem af hans sønner (Ant., XX, ix, 1) og hans svigersøn Kajfas (Joh 18,13) beklædte ypperstepræsteembedet i næsten ubrudt rækkefølge, skønt han ikke levede længe nok til at se embedet beklædt af sin femte søn Annas eller Ananus II, som lod Jakob, Herrens bror, stene til døde (omkring 62 e.Kr.). Et andet tegn på hans fortsatte indflydelse er, at længe efter at han havde mistet sit embede, blev han stadig kaldt "ypperstepræst", og hans navn står først overalt, hvor navnene på de ledende medlemmer af præstefraktionen nævnes. ApG 4,6: "Og Annas, ypperstepræsten, var der, og Kajfas, og Johannes, og Alexander, og så mange som hørte til ypperstepræstens slægt." Annas kaldes næsten med sikkerhed ypperstepræst i Joh 18,19; Joh 18,22, skønt Kajfas i Joh 18,13; Joh 18,24 nævnes som ypperstepræsten. Bemærk især det bemærkelsesværdige udtryk i Luk 3,2, "under Annas' og Kajfas' ypperstepræstedømme", som om de sammen beklædte embedet. De tilfælde, hvor Josefus giver titlen "ypperstepræst" til personer, som ikke længere beklædte embedet, udgør ingen egentlig parallel hertil. Forklaringen synes at være, at Annas på grund af alder, dygtighed og karakterstyrke var den egentlige ypperstepræst, skønt Kajfas var den titulære. Han tilhørte det saddukæiske aristokrati, og ligesom andre af den klasse synes han at have været arrogant, snu, ærgerrig og enormt velhavende. Han og hans familie var ordsprogsagtige for deres rovgriskhed og begærlighed.

Hovedkilden til deres rigdom synes at have været salget af fornødenheder til tempelofrene, såsom får, duer, vin og olie, som de drev fra de fire berømte "Annas-sønnernes boder" på Oliebjerget, med en filial inden for selve tempelområdet. Under de store fester kunne de afpresse høje monopolpriser for deres varer. Heraf kommer vor Herres stærke fordømmelse af dem, som gjorde bedehuset til "en røverkule" (Mark 11,15-19), og forbandelsen i Talmud: "Ve Annas' familie! Ve de slangelignende hvæsen" (Pes 57a). Hvad angår den rolle, han spillede i retssagen mod og døden for vor Herre, synes han, selv om han ikke træder særlig frem i evangelieberetningerne, at have været hovedansvarlig for begivenhedernes forløb. Renans eftertrykkelige udsagn er i det væsentlige korrekt: "Annas var hovedaktøren i det frygtelige drama og bør langt mere end Kajfas, langt mere end Pilatus, bære vægten af menneskehedens forbandelser" (Life of Jesus). Kajfas var ganske vist, som den faktiske ypperstepræst, det nominelle overhoved for det råd, der dømte Jesus, men den aldrende Annas var den styrende ånd. Ifølge Joh 18,12; Joh 18,13 var det til ham, at de folk, som arresterede Jesus, først førte ham. "Den begrundelse, der gives for denne fremgangsmåde ("for han var svigerfar til Kajfas"), blotlægger både mandens karakter og retssagens karakter" (Westcott, på det anførte sted). Annas (hvis han er ypperstepræsten i Joh 18,19-23, som synes mest sandsynligt) forhørte ham om hans disciple og hans lære. Denne retssag nævnes ikke af synoptikerne, sandsynligvis fordi den blot var uformel og indledende og af privat karakter, bestemt til at samle materiale til den efterfølgende retssag. Da det ikke lykkedes ham at få noget frem fra Jesus, som tjente hans formål, "sendte Annas ham derfor bundet til ypperstepræsten Kajfas" (Joh 18,24 King James Version er ukorrekt og vildledende) til formel retssag for Rådet, "men som en, der allerede var mærket med fordømmelsens tegn" (Westcott). Uden tvivl var Annas til stede ved de efterfølgende forhandlinger, men der nævnes ikke mere om ham i Det Nye Testamente, bortset fra at han var til stede ved Rådets møde efter pinsen, da Peter og Johannes forsvarede sig for at prædike opstandelsens evangelium (ApG 4,6).

(2) Overhoved for en familie, som vendte tilbage med Ezra (1 Esdras 9,32), kaldet "Harim" i Ezra 10,31.

D. Miall Edwards