Jomfrufødslen

|| I. DEFINITION

II. DET TEKSTKRITISKE SPØRGSMÅL

III. DET HISTORISKE SPØRGSMÅL

1. Udsagnet er ikke dogmatisk, men afgørende som historie

2. Dets betydning for lederne i den tidlige kirke

3. Hypotesen om opfindelse bringer kirken i miskredit

IV. DET KRITISKE SPØRGSMÅL

1. Grundlaget for udsagnet om jomfrufødslen

2. Fortællingernes indbyrdes forhold

3. Kilder, oprindelse og dokumenternes alder

V. DET LÆREMÆSSIGE SPØRGSMÅL

1. I Det Nye Testamente

2. Portrættet af Jesus i de synoptiske evangelier 3. I resten af Det Nye Testamente

4. Modstand mod læren

5. Dens betydning for moderne tænkning

LITTERATUR

I. Definition.

"Jomfrufødsel" er den korrekte og eneste korrekte betegnelse for udsagnet om fødslen, som findes i Matthæus- og Lukasevangeliet. "Ubesmittet undfangelse" er naturligvis åbenlyst en fejltagelse, der skyldes forveksling af én idé med en anden. "Overnaturlig eller mirakuløs fødsel" duer ikke, fordi der ikke antydes, at selve fødselsprocessen på nogen måde var usædvanlig. "Overnaturlig eller mirakuløs undfangelse" er ligeledes utilfredsstillende, da det indebærer en forhåndsafgørende sammenligning mellem Kristi fødsel og de usædvanlige fødsler af løftets sønner (f.eks. Isak, Johannes Døber osv.). Det eneste udsagn, som er tilstrækkeligt præcist, er "jomfrufødsel", eftersom Maria ifølge Det Nye Testamentes udsagn på tidspunktet for denne fødsel var virgo intacta.

II. Det tekstkritiske spørgsmål.

Vi kan behandle denne del af vores emne meget kort, for hvis vi overhovedet skal tillægge tekstvidnesbyrd nogen vægt, er der intet spørgsmål vedrørende barndomsfortællingerne, hverken som helhed eller delvis. Deres position er fejlfri og uangribelig. Der findes en omfattende litteratur viet til drøftelsen af emnet, men den er bemærkelsesværdigt gold, selv for kritisk litteratur, og langt mere imponerende ved sin opfindsomhed og dialektiske dygtighed i at forsvare en svag sag end ved noget i retning af resultater. Vi tøver ikke med at henvise den læser, som er interesseret i drøftelser af denne art, til helt tilfredsstillende gennemgange af dem, som findes andetsteds (se Machen, Princeton Review, oktober 1905; januar 1906; og Orr, The Virgin Birth of Christ). Vi kan sammenfatte hele diskussionen med Johannes Weiss' ord (Theologische Rundschau, 1903, 208, citeret af Machen, ut sup.): "Der har aldrig eksisteret former af Mt og Lk uden barndomsfortællingerne." Kun ét punkt vil vi overveje i denne forbindelse, nemlig den omstridte læsemåde i Matt 1,16. Ferrar-gruppen af håndskrifter (nr. 346, 556, 826, 828) indsætter et andet "avlede" mellem navnene Josef og Jesus. Det hævdes, at denne læsemåde med varianterne repræsenterer en oprindelig form af den slægtstavle, der er bevaret i evangelierne, og som bekræfter Jesu bogstavelige sønneforhold til Josef. Den første og mest indlysende bemærkning, der må gøres om dette spørgsmål, er, at selv hvis man indrømmer — hvad der er yderst usikkert — at denne læsemåde er oprindelig, beviser den ikke og begynder ikke at bevise det påståede punkt. Dette indrømmes nu bredt. For det første bruges ordet "avlede" andre steder om juridisk eller formodet faderskab (sammenlign Matt 1,12 og se GENEALOGY OF JESUS CHRIST). Allens fremstilling af sagen viser klart nok, at den radikale brug af denne variation er brudt sammen (se ICC; "Matthew," 8). Denne forfatter mener, at læsemåden i Sam 1 ("Jakob avlede Josef. Josef, som jomfruen Maria var trolovet med, avlede Jesus, kaldet Messias," Matt 1,16) er nærmest den oprindelige form. Gennem fire trin, som han opregner i rækkefølge, forestiller han sig, at den oprindelige tekst, der skulle formidle tanken om et juridisk faderskab fra Josefs side, blev ændret for at beskytte udsagnet mod misforståelse. Denne hypotese er sindrig, om end noget kompliceret. Det svage punkt i hele sagen (for variationen) ligger i den kendsgerning, at alle håndskrifter stemmer overens om Marias navn og betegnelsen "jomfru." Det er, uanset hvordan man vurderer de forskellige læsemåders indbyrdes stilling, tydeligt,

(1) at slægtstavlen, som den var nedlagt i et offentligt eller privat register, ville lyde: "Jakob avlede Josef, Josef avlede Jesus,"

(2) at den person, som brugte slægtstavlen i evangeliet og satte den i forbindelse med Matt 1,18-25

(a) særligt havde Maria i tanke og indsatte kvindenavne for at berede vejen for omtalen af Maria, hvilket alt sammen var en afvigelse fra sædvanlig og ordnet fremgangsmåde;

(b) at han brugte ordet "avlede" i juridisk betydning hele vejen igennem (1,8.12; sammenlign 1 Krøn 3,11; 1 Krøn 3,12; 1 Krøn 3,19);

(c) at han troede på jomfrufødslen, sådan som det fremgår af sammenhængen og brugen af kvindenavne, herunder Marias.

Der er derfor intet grundlag for den tanke, at slægtstavlen, selv uden den stærkt bevidnede relativsætning i Matt 1,16, nogensinde betød andet end en bevidnelse om jomfrufødslen.

III. Det historiske spørgsmål.

1. Udsagnet er ikke dogmatisk, men afgørende som historie:

Den dobbelte fødselsbebudelse hos Matthæus og Lukas er et udsagn om en historisk eller, strengere sagt, biografisk kendsgerning. Beretningerne er, som vi skal se, meget strengt begrænset til den pågældende saglige kendsgerning. Det er ikke et dogme og får meget lidt læremæssig udfoldelse, selv i selve barndomsfortællingerne. Det er en begivenhed, enten helt virkelig eller helt indbildt. Udsagnet om den er enten helt sandt eller helt falsk. Men som historisk udsagn er denne fortælling af en særegen art og betydning.

(1) Den berører de mest ømtålelige anliggender, på et sted hvor grænsen mellem det, der er helligst, og det, der er mest nedværdiget i menneskelivet, er trukket skarpt. At bringe den i miskredit lader det mest intime mysterium i vor Herres jordiske liv stå under mistankens skygge. Det er derfor et udsagn af den største personlige vægt i den evangeliske beretning.

(2) Den omfatter den hemmelige historie og offentlige ære for en familie, der er højst kær og hellig for hele den kristne menighed. Den skildrer de indre og ydre erfaringer hos Herrens mor og hos hans brødre, som selv var ærede ledere i kirken.

(3) Den berører det centrale mysterium i Herrens person på en sådan måde, at den enten indebærer et meget vigtigt bidrag til læren om inkarnationen eller en meget alvorlig lemlæstelse af sandheden. Vi kan helt afvise mange menneskers påstand om, at kendsgerningen, sand eller ej, ikke er af nogen stor betydning. Den må være af betydning. Ingen kendsgerning, hvori Jesu forhold til sine forfædre efter kødet, til sin mor og til livets love i slægten som helhed så tydeligt og så dybt er involveret, kan på nogen måde være ligegyldig. Arten af hans erfaring i verden, kvaliteten og betydningen af hans manddom, hans persons grundlæggende sammensætning, inkarnationens natur og grænser berøres nødvendigvis og afgørende af drøftelsen. Det er umuligt at begynde med at acceptere eller afvise kendsgerningen og gennem logiske processer nå frem til de samme overbevisninger i nogen grundlæggende sag inden for kristologien.

2. Dens betydning for lederne i den tidlige kirke:

Alt dette må have været lige så åbenlyst for de tidligste troende som for os. De mænd, der indarbejdede denne hændelse i evangelieberetningen, kan umuligt have været blinde for betydningen af det, de gjorde (sammenlign Luk 1,3). I lyset af disse kendsgerninger ville det være godt for den seriøse studerende at stille sig selv dette spørgsmål: "Ud fra hypotesen om opfindelse, hvilken slags mænd var de, som fabrikerede disse beretninger og formåede at påtvinge kirken dem så tidligt, at de kom til at dominere dens tidligste officielle optegnelser og styre selve udformningen af alle dens trosbekendelser?" Det er klart, at bevidst opfindelse er det eneste alternativ til historisk troværdighed. Vi kan helt afvise som uantagelig den hypotese, at kirken som helhed ved en naiv og halvt ubevidst proces kom til at tro disse historier og acceptere dem uden kritik. Rygter vokser altid i fravær af kendte kendsgerninger, især hvor nysgerrigheden er stærk. Absurde rygter formerer sig blandt de godtroende. Men ingen påstand, der strider mod naturlig forventning, er endnu nogensinde blevet udbredt blandt mennesker med blot gennemsnitlig intelligens uden at møde modstand fra vantro hos nogle personer, der ønsker at undersøge sagen, især hvis midler til efterprøvelse er inden for rækkevidde. I dette særlige tilfælde kan spørgsmålet formuleres langt skarpere. På intet tidspunkt, der med rimelighed kan tilskrives disse dokumenters oprindelse og indarbejdelse, kunne de ærligt være blevet accepteret af noget medlem af det kristne fællesskab, som var tilstrækkeligt oplært til at indtage en autoritativ stilling. Hvis historien blev opfundet, må der have været et tidspunkt, hvor Jesus overalt blev anerkendt som søn af Josef og Maria ved naturlig avling. Historien blev bestemt ikke opfundet før hans fødsel og heller ikke i nogen tid derefter. Den første person, der derfor talte i strid med den udbredte og naturlige tro, må have fået det fra familien, som alene kendte sandheden, eller også have været en tøjlesløs og løgnagtig sladdermager. En sådan historie fremstår umiddelbart som enten autoritativ eller ren opfindelse. Der findes ingen mellemvej. Den kunne ikke være blevet fortalt uden at blive anfægtet på grund af sin mærkelighed og sin modsætning til den accepterede tro. Den kunne ikke være blevet anfægtet uden at dens grundløse og bedrageriske karakter blev afsløret, af den simple grund at manglen på positiv og autoritativ bekræftelse straks ville være dens tilstrækkelige fordømmelse. Det er ikke svært at tegne portrættet af den, der opfandt denne historie. Han må have manglet ikke blot sans for sandfærdighed, men også det elementære instinkt for takt, siden han trængte ind i privatlivet i det helligste hjem, han kendte, og bevidst opfandt en beretning, der omfattede udsagnet om, at Maria var kommet under mistanke for forseelse på en måde, der kastede skygge over hendes søns liv. Han må også have været yderst løs i lærespørgsmål, såvel som temperamentsmæssigt formastelig, for at risikere en lemlæstelse af sandheden ved en opfindelse, der handlede om så væsentlige forhold.

3. Hypotesen om opfindelse bringer kirken i miskredit:

Desuden kræver denne hypotese, at dette opspind må have mødt øjeblikkelig og universel succes. Det bestod kirkens som helheds og dens autoriserede læreres prøvelse og blev aldrig anfægtet undtagen af en lille gruppe kættere, som ikke brød sig om det af rent dogmatiske grunde.

Hvilken ydre anledning man end måtte tilskrive beretningen – om man vil henføre den til indflydelsen fra gammeltestamentlig profeti eller fra jødiske messianske forventninger i almindelighed, eller til etniske paralleller, babyloniske, egyptiske eller græske – står det faktum tilbage, at beretningen måtte være blevet opfundet og offentliggjort af dem, der burde have vidst bedre og let kunne have vidst bedre, hvis de havde haft tilstrækkelig interesse for sandhedens sag til blot at have foretaget tilfældige undersøgelser af troværdigheden i en så vigtig påstand, der blev forelagt dem til accept. Det er nogenlunde sandt at sige, at etniske paralleller til Kristi fødsel ikke slår til (se artiklen om »Heathen Wonder-Births and the Birth of Christ«, Princeton Review, januar 1908). Det er også sandt, at den rodfæstede overbevisning hos hebræerne, at slægtsafstamning kun skal regnes gennem den mandlige linje – så vedholdende endog blandt Det Nye Testamentes forfattere, at begge evangelister tilsyneladende fører Josefs slægtstavle – ville have virket som en effektiv hindring for netop denne legendariske udvikling. Det er endvidere sandt, at intet sted i Det Gamle Testamente, heller ikke Es 7,14, kan anføres som overbevisende bevis for, at beretningen blev opfundet med det motiv at finde opfyldelse af messianske forudsigelser (se IMMANUEL). Men langt mere tilfredsstillende er den elementære overbevisning, at den kristne kirkes grundlæggere og forfatterne til dens skrifter ikke var den slags mænd, der ville acceptere eller udbrede beretninger, som de udmærket vidste ville blive brugt af vantroen på en ondsindet måde til at bringe deres Mester og hans familie i vanry. Hypotesen om opfindelse efterlader ikke blot en grim sky af mystik over Jesu fødsel, men bringer uden mulighed for genoprettelse enhver mand i miskredit, som havde med evangeliernes nedskrivning og udbredelse at gøre, helt ned til og med den mand, der erklærer at have »eftersporet alt nøje fra begyndelsen«, ifølge vidnesbyrdet fra dem, der var »øjenvidner og ordets tjenere« (Luk 1,2). Det er ganske enkelt umuligt at redde troværdigheden, i nogen sag der angår ærlighed eller almindelig sund fornuft, hos en, der bruger ord som disse og dog indarbejder ubevidnede legender i den fortælling, som han således har forpligtet sig på.

Man kan ved afslutningen af dette afsnit af drøftelsen vove at påpege, at alt, hvad opfinderen af denne beretning måtte have været, er dens fortællere ikke. Begge beretninger udviser en dyb ærbødighed, en kysk og yndefuld tilbageholdenhed over for et helligt mysterium, en enkelhed, værdighed og selvbehersket ophøjethed i udtrykket, som er sandhedens synlige mærker, hvis sådanne findes nogetsteds i menneskelig skrift.

IV. Det kritiske spørgsmål.

1. Grundlaget for udsagnet om jomfrufødslen:

Barndomsfortællingerne står tydeligvis noget for sig selv i forhold til hovedmassen af det apostolske vidnesbyrd. Disciplenes personlige kontakt med Jesus, som deres vidnesbyrd i første række hviler på, strakte sig fra disciplenes kaldelse, nær begyndelsen af hans tjeneste, til opstandelsen og tilsynekomsterne efter opstandelsen. Det er hyperskepticisme at benægte, at substansen i evangeliefortællingen hviler på grundlag af virkelig erfaring. Men alle fire evangelister viser en tilbøjelighed til at supplere disciplenes umiddelbare vidnesbyrd ved brug af andet velbevidnet materiale. Lukas' indledende afsnit, hvis det blev skrevet af en ærlig mand, viser, at i det mindste han ikke var tilfreds med mindre end en omhyggelig prøvelse af oprindelige kilder, nemlig øjenvidners vidnesbyrd, skriftligt eller mundtligt. Man kan med rimelighed formode, at dette var den almindelige holdning hos hele den gruppe af apostle, evangelister og kateketer, som er ansvarlige for evangeliernes forfatterskab og udbredelse.

Men, for ikke at tale om barndomsfortællingerne, hvoraf Lukas selv er ansvarlig for den ene, har disse forfattere indarbejdet i fortællingen Johannes Døbers tjeneste, Jesu dåb og fristelse, begivenheder som alle fandt sted, før deres fællesskab med Jesus strengt taget begyndte. Særlig gælder det, at ingen discipel med sikkerhed var øjenvidne til fristelsen. Ikke desto mindre står fortællingen fast, simpelthen fordi en fantasifuld opfindelse af en sådan hændelse i mangel af bekræftede kendsgerninger ikke med rimelighed kan komme i betragtning. Den omstændighed, at fødselsfortællingerne ikke hviler på vidnesbyrdet fra de samme øjenvidner, som står inde for Jesu tjeneste, bringer dem ikke i miskredit som udtryk for pålidelig tradition, medmindre det kan bevises, at de modsiger resten af det apostolske vidnesbyrd, eller at intet pålideligt vidne til de pågældende begivenheder var inden for rækkevidde på det tidspunkt, da skrifterne blev til. I det foreliggende tilfælde er en sådan påstand absurd. Begivenhedens egen natur peger på de uundgåelige førstehåndsvidner. Der kunne ikke være andre. I fraværet af deres afgørende ord ville nøgen opfindelse være nødvendig. At anklage hele den tids kirke (for det er, hvad hypotesen indebærer) for at være particeps criminis i sit eget officielle og dokumentariske bedrag er en yderliggående position, lige så uberettiget som den er grusom.

Den indre harmoni mellem kendsgerningerne, sådan som de er nedskrevet, peger i samme retning. Tavsheden eller den forholdsvis ringe betoning med hensyn til Kristi fødsel hos de øvrige nytestamentlige forfattere skal dels forklares ud fra det læremæssige synspunkt (se V nedenfor) og dels ved, at en indgroet sans for takt naturligt ville føre til tilbageholdenhed på dette punkt, i hvert fald i Marias og Herrens brødres levetid. Følgende nært sammenhørende kendsgerninger er tilstrækkeligt betydningsfulde i denne forbindelse:

(1) at kendsgerningen om Jesu enestående fødsel ikke kunne forkyndes som en del af hans egen undervisning eller som grundlaget for hans inkarnerede liv;

(2) at han i folkemunde var kendt som Josefs søn;

(3) at Josefs fosterfaderskab, sådan som det er legemliggjort i slægtsregistret (se GENEALOGY OF JESUS CHRIST), var det anerkendte grundlag for hans forhold til Davids hus. Alle disse kendsgerninger fremtræder netop, som de bør, i fortællingen.

Selve det forhold, at slægtsregistrene, der ender med Josefs navn, og de gængse fremstillinger af Jesus som Josefs søn får lov at stå i de samme dokumenter, hvori udsagnene om jomfrufødslen forekommer, sammen med de helt samstemmende forhold, at den vigtigste synoptiske fortælling ikke fremhæver begivenheden, og at hverken Paulus eller Johannes eller nogen anden nytestamentlig forfatter giver den en fremtrædende plads, er tilstrækkelig indikation på, at den efter hele den vidnende kreds' opfattelse hvilede på et fyldestgørende bevisgrundlag og ikke krævede nogen kunstig understøttelse. Indre harmonier og tilfældige kendetegn på sanddruhed er af allerstørste betydning her, fordi det i en så sammensat og afgørende fortælling ville have været let at træde forkert. Da intet fejltrin blev begået, er vi tvunget til at tro, at det ene øje for sandheden fyldte det apostolske sind med lys. Hver enkelt del, både i barndomsfortællingerne selv og i de mere strengt læremæssige udsagn i andre nytestamentlige bøger, er, som vi skulle vente, forudsat at udsagnet om fødslen antages som sandt. Indre evidens for sanddruhed kunne ikke være stærkere.

2. Fortællingernes indbyrdes forhold:

Denne almene konklusion bekræftes, når vi kommer til at overveje de to fortællingers forhold til hinanden. Til at begynde med har vi to fortællinger, som adskiller sig stærkt i behandlingsmåde, gruppering af detaljer, fortællingens orden og motiv samt almindelige atmosfære. Det er tydeligt, at vi har to dokumenter, som har haft en ganske forskellig historie.

På to punkter er der i hvert fald noget, der kunne betragtes som alvorlige uoverensstemmelser (se BIBLICAL DISCREPANCIES). Disse to punkter er:

(1) forholdet mellem barnemordet og rejsen til Egypten, sådan som de berettes af Matthæus, og Lukas' beretning, som fører den hellige familie direkte tilbage til Nazaret fra Betlehem efter fremstillingen i templet;

(2) uoverensstemmelsen med hensyn til den tidligere bopæl i Nazaret (Lukas) og den grund, der gives for tilbagekomsten dertil (Matthæus).

Hvad angår (1), er det ganske klart, at Matthæus' beretning samler sig om en episode, der så at sige er indskudt i begivenhedernes naturlige rækkefølge (se INNOCENTS, MASSACRE OF THE). Det er også klart, at rækkefølgen i Lukas' fortælling, som er i højeste grad sammentrængt og synoptisk, ikke forhindrer, at selv en lang række begivenheder indføjes midt i Luk 2,39 (sammenlign sammentrækningen i 2,40-42.51.52). Det kan meget vel være, at lakunerne i hver beretning skyldes manglende viden hos den ene eller den anden forfatter om det punkt, som den anden tilføjer. Matthæus har måske ikke vidst, at familien tidligere havde boet i Nazaret, og Lukas har måske ikke vidst, at en tilbagevenden til Galilæa som fast bopæl ikke var tænkt i den oprindelige plan. Vanskeligheden her er ikke alvorlig. Vi anser uoverensstemmelsen, som den står, for at være af større værdi for beretningen, idet den viser de to beretningers uafhængighed og ærligheden hos dem, der indarbejdede dem i evangelierne uden at forsøge at harmonisere dem, end nogen hypotetisk harmonisering, hvor tilfredsstillende den end måtte være. Vi indfører dog dette forbehold: at Matthæus havde en særlig grund til at indføre episoden i forbindelse med Herodes og til at forklare opholdet i Nazaret i vor Herres tidlige år som noget, der skete ved guddommelig myndighed (se Sweet, Birth and Infancy of Jesus Christ, 218 f, for drøftelse af dette punkt; og sammenlign INNOCENTS, MASSACRE OF THE).

Vi kan nu frit overveje den bemærkelsesværdige konvergens mellem disse to dokumenter. Følgende enkeltheder kan fremhæves:

(1) samtidigheden i den herodianske tidsalder; (2) navnet "Jesus", givet ved guddommelig myndighed før fødslen;

(3) davidisk slægtskab;

(4) jomfrufødslen;

(5) fødslen i Betlehem;

(6) bopæl i Nazaret.

Derudover kan vi fremhæve den væsentlige og særlige harmoni i de beskrivende udtryk (se V nedenfor) og overensstemmelsen mellem Marias indre og ydre erfaringer.

Se MARY, II.

3. Dokumenternes kilder, oprindelse og alder:

Vi er nu nået til det sidste og afgørende punkt i denne fase af vores drøftelse, når vi tager spørgsmålet op om disse beretningers kilder, oprindelse og datering. Vores måde at nærme os det overordnede spørgsmål om deres troværdighed på fritager os fra nødvendigheden af udførligt at argumentere imod teorier, som er blevet udformet for at forklare beretningen i mangel af historisk kendsgerning. Vi griber til det enkle og overbevisende princip, at fortællingen hverken ærligt kunne være blevet sammensat eller ærligt offentliggjort som afledt af nogen anden kilde end de personer, som kunne have garanteret dens pålidelighed. Ethvert tegn, som beretningerne er fulde af, på ærlighed og indsigt hos fortællerne er et argument imod enhver teori, som forudsætter en opdigtet oprindelse for den centrale påstand. Negativt kan vi med tillid hævde, at vidtgående udflugter i etnisk mytologi og folklore ikke har frembragt en eneste autentisk parallel, hverken i sag eller form, til barndomsberetningerne. Hertil kommer, at forsøget på at udlede fortællingen af messiansk profeti heller ikke formår at retfærdiggøre sig selv. Desuden er der to betragtninger, som med rette kan fremføres som tegn på pålidelige kilder til beretningen: For det første den stærkt hebraiske karakter af begge beretninger. Det er ofte blevet påpeget, at vi intetsteds i Det Nye Testamente finder dokumenter, der er så dybt prægede af den hebraiske ånd (se Adeney, Essays for the Times, nummer XI, 24 f; og Briggs, New Lights on the Life of Christ, 161 f). Denne udtalelse omfatter begge beretninger og er endnu et vidnesbyrd om dyb indre enhed. En anden vigtig kendsgerning er, at det læremæssige synspunkt er jødisk-kristent og uudviklet. Udtrykket »Helligånd« bruges i gammeltestamentlig betydning; kristologien er uudviklet, idet den udelader henvisning til Kristi præeksistens og tolker hans sønneforhold som officielt og etisk snarere end metafysisk. Soteriologien er jødisk og messiansk og udfolder ikke læren om korset. Alle disse kendsgerninger peger i én retning, nemlig mod den konklusion, at disse dokumenter er tidlige. Det er umuligt med rimelighed at antage, at sådanne dokumenter kunne være blevet til uden kilder, eller af personer uden historisk sans, efter at Jesu død, opstandelse og himmelfart havde kastet et sådant lys over hans person og mission, at både kristologi og soteriologi blev forvandlet gennem ideerne om inkarnation, forsoning og treenigheden.

Det hævdes stadig, over for de mest overbevisende beviser for det modsatte, at barndomsberetningerne er sene tilføjelser til evangelietraditionen som helhed. Denne opfattelse skyldes først og fremmest en tankemæssig forveksling af oprindelse og offentliggørelse. Den sidstnævnte må have været sammenfaldende med evangeliernes oprindelige udgivelse i deres nuværende form. Det tekstlige vidnesbyrd er her overbevisende. På den anden side havde hovedmassen af det vidnesbyrd, som blev indarbejdet i evangelierne på tidspunktet for deres offentliggørelse, i nogle år været i apostlenes og deres hjælperes hænder, sådan som Paulusbrevene og Apostlenes Gerninger vidner om. Efter al sandsynlighed kom de kilder, som barndomsberetningerne hviler på, og som havde deres oprindelse og fik det præg, der kendetegner dem, i perioden forud for Jesu offentlige virke, i evangelieforfatternes hænder hen imod slutningen af den formative periode, ved hvis afslutning evangelierne blev udgivet. Med andre ord blev fortællingen om Herrens fødsel holdt tilbage, indtil tiden var moden til dens offentliggørelse. To anledninger kan have tjent til at frigive den: Marias død kan have gjort det muligt at bruge hendes private erindringer, eller fremkomsten af antikristen bagvaskelse kan have gjort offentliggørelsen af den sande historie bydende nødvendig. Under alle omstændigheder viser beretningerne ethvert tegn på at være samtidige dokumenter fra den periode, som de behandler. Denne kendsgerning lægger en yderligere bevisbyrde, allerede tungere end de kan bære, på dem, der vil gå imod dokumenterne. Vi kan med rimelighed hævde, at beretningerne triumferende vil bestå enhver retfærdig kritisk prøve.

V. Det læremæssige spørgsmål.

1. I Det Nye Testamente:

Drøftelsen af den læremæssige betydning af udsagnet om jomfrufødslen falder naturligt i tre dele:

(1) Dets læremæssige udfoldelse i Det Nye Testamente;

(2) dets historiske funktion i udviklingen af den kristne lære;

(3) dets varige værdi for kristen tænkning.

Vi begynder med beretningerne selv. Som netop sagt blev de indarbejdet i evangelierne på et tidspunkt, hvor Det Nye Testamentes kristologi havde nået modenhed i de paulinske og johannæiske skrifter og Hebræerbrevet. Læren om inkarnationen var fuldt udfoldet. Det var utvetydigt blevet hævdet, at i Jesus blev hele guddommens fylde historisk og personligt åbenbaret (Joh 1,14; Fil 2,5-8; Kol 1,18; Kol 2,9; Hebr 2,14). I modsætning til disse udsagn viser barndomsberetningerne ikke blot, som ovenfor nævnt, på overfladen en rudimentær kristologi, men viser også i flere enkeltheder, af dyb interesse og højst overraskende karakter, at fødselsmeddelelsen slet ikke blev forstået eller fremsat med henblik på læren om inkarnationen.

Den detaljerede begrundelse for dette udsagn følger:

(1) Matthæus (se 1,18-25) bruger ikke udtrykket »Guds søn«. Det eneste udtryk, der antyder et unikt forhold til Gud, ud over vendingen »af Helligånd«, som bruges to gange, er ordet »Immanuel«, citeret fra Esajas, hvilket ikke nødvendigvis indebærer inkarnation. Ved begyndelsen af slægtsregistret præsenteres Jesus som Davids søn, Abrahams søn.

(2) Påstanden om hans undfangelse ved Helligånd er betinget af tre påfaldende kendsgerninger:

(a) Hans undfangelse tolkes som undfangelse ved Helligåndens kraft, ikke som en avling ved Faderen. Det gammeltestamentlige udtryk »I dag har jeg avlet dig«, som bruges to gange, forekommer i en helt anden sammenhæng (Hebr 1,5; Hebr 5,5).

(b) Betegnelsen »Helligånd« bruges uden artikel.

(c) Den vending, der beskriver det, som er undfanget, udtrykkes i intetkøn: »det, som er undfanget i hende, er af Helligånd« (to gar en aute gennethen ek pneumatos estin hagiou).

Følgen af disse tre forhold er

(i) at Jesu sønneskab gennem hans enestående fødsel tolkes som guddommelig kraft, der virker på menneskeligheden, ikke som det tilsvarende til et guddommeligt og væsentligt faderskab; det er det historiske sønneskab, der er i sigte (sammenlign hermed de to steder i Hebræerbrevet, der er nævnt ovenfor);

(ii) at forfatteren taler i Det Gamle Testamentes betydning af »Helligånd« som den skabende kraft, der udgår fra Gud, ikke som en personlig hypostase;

(iii) at han også understreger (ved brugen af intetkøn) den fysiske fødsels virkelighed. Disse tre forhold, så meget desto mere bemærkelsesværdige fordi de tilskrives et himmelsk sendebud, som man kunne forvente ville tale mere udførligt om mysteriet, udelukker den antagelse, at vi her har en historisk form af læren om inkarnationen. Tværtimod: havde vi ingen andre udsagn end dem, der findes her, ville vi ikke logisk kunne postulere en inkarnation. Ethvert udsagn, der fremsættes om Jesus, bortset fra selve udsagnet om jomfrufødslen, kunne være sandt, hvis han var søn af Josef og Maria.

Sagen står langt stærkere, når vi vender os til Lukas’ beretning, trods det faktum at betegnelserne »Den Højestes Søn« og »Guds Søn«, som sædvanligvis indebærer inkarnation, bruges. Vi bemærker

(d) at brugen uden artikel af »Helligånd« dukker op igen, og at en poetisk parallelisme definerer betegnelsen (Luk 1,35), idet »Helligånd« = »Den Højestes kraft«;

(e) at intetkønsudtrykket også findes her: »det hellige, som avles«, osv. (dio kai to gennomenon hagion klethesetai);

(f) at fremtidsformer bruges i forbindelse med hans gerning og de titler, han bærer: »Han skal blive (som resultat af en proces) stor«, og »Han skal kaldes (som den endelige titulære anerkendelse) Den Højestes Søn« (Luk 1,32); »Det hellige .... skal kaldes Guds Søn« (Luk 1,35).

I disse tilfælde forbindes titlen direkte med gerningen snarere end med fødslen. Selv »derfor« i Luk 1,35, i forbindelse med fremtidsverbet, fører Guds kraft, som er åbenbaret i den hellige undfangelse, frem i hele Jesu gerning snarere end at begrunde gerningen i det første mirakel. Disse tre forhold tilsammen udelukker henvisningen til nogen opfattelse af inkarnationen. Inkarnationen er direkte og uløseligt forbundet med Kristi evige sønneskab til Faderen. Titlen »Guds Søn« omfatter dette, men præciserer det ikke. Den omfatter også det etiske, historiske, menneskelige sønneskab. Betegnelsen »Helligånd«, brugt uden artikel, er også et omfattende udtryk, der dækker både en guddommelig krafts gerning på ethvert område og en guddommelig nådes gerning alene på det personlige område.

Disse beretninger beskæftiger sig med den historiske kendsgerning snarere end med dens metafysiske følger. Denne historiske kendsgerning tolkes som en guddommelig kraft i og gennem Jesu menneskelige livsgerning (hvilket er formuleret sådan, at det omfatter et upersonligt, kimagtigt liv) snarere end som en dogmatisk definition af Messias’ væsentlige natur. Udeladelsen af enhver henvisning til præeksistens er negativt afgørende på dette punkt. Den guddommelige kraft, der er åbenbaret i hans enestående oprindelse, tænkes som noget, der fortsætter og omfatter hele hans gerning. Dette fører os direkte til en anden fase i tolkningen af Kristus og tvinger til en fornyet overvejelse, fra en ny synsvinkel, af miraklet ved hans oprindelse.

2. Billedet af Jesus i de synoptiske evangelier:

Fortællerne om Jesu liv og tjeneste, på grundlag af fastslået kendsgerning og apostolisk vidnesbyrd, stod over for en meget bestemt og følsom opgave. De måtte med uoverdrevet sanddruhed fortælle historien om Jesu menneskelige liv. Deres endelige mål var at begrunde læren om inkarnationen, men de kan ikke have været uvidende om, at Kristi ægte og oprigtige menneskelighed var en søjle i læren i lige så høj grad som hans væsentlige guddommelighed. At skildre den menneskelige erfaring hos et væsen, der blev anset for væsentligt guddommeligt, var den herkuliske opgave, som blev forsøgt og ført til et vellykket resultat i de synoptiske evangelier. Disse forfattere skjuler ikke et øjeblik deres overbevisning om, at de skildrer den undergørende Guds Søns løbebane, men de glemmer aldrig, at det er en løbebane i selvbegrænsning inden for den menneskelige sfære, perioden med selvpålagt og fuldstændig ydmygelse, påtaget på Faderens vegne, "for os mennesker og for vor frelse." Derfor fortællingens art og begrænsninger. Markus udelader henvisning til jomfrufødslen. Matthæus og Lukas beretter den og lader den straks ligge. Disse kendsgerninger står nøjagtig på samme linje. Det er ikke mere bemærkelsesværdigt, at Markus udelader historien, end at Matthæus og Lukas gør så lidt ud af den. At anføre nogen af delene som grund til tvivl er at misforstå hele situationen. Ud fra betingelserne for deres opgave kunne de ikke gøre andet. Det fjerde evangelium og brevene forkynder, at Jesu menneskelige liv skyldtes en frivillig, uden for tiden stedfunden handling fra et præeksistent guddommeligt væsen, men i den synoptiske fortælling antyder kun fire steder præeksistens, og da som tilfældige glimt fra Jesu indre bevidsthed. Denne udeladelse er hverken mere bemærkelsesværdig eller mindre end de ovenfor nævnte udeladelser. Ud fra betingelserne for deres opgave kunne de synoptiske forfattere ikke gøre andet. Præeksistensens kendsgerning kunne først forkyndes, når den jordiske opgave var sejrrigt fuldendt (se Mark 9,9; Mark 9,11). I hele perioden af det jordiske liv som sådant var Jesus under prøve (bemærk Matt 3,17, korrekt oversat som aorist; sammenlign de bemærkelsesværdige ord i Joh 10,17), idet han udførte en opgave, fuldbyrdede en betroet sendelse, vandt en sejr som menneskesøn. Fortællingen om fristelsen viser de vilkår, under hvilke Jesus udførte sin opgave. Fristelserne var alle som én rettet mod hans bevidsthed som Guds Søn. De blev modstået alene på grundlag af selvydmygelse og afhængighed. Hele den synoptiske fortælling stemmer overens med denne fremstilling. Jesus er bevidst ét i vilje og ånd med Gud, men denne enhed med Gud fuldendes og udføres i Ånden, gennem tro, ved bøn. De beskriver hele hans løbebane i hellighed, visdom og kraft, hver især enestående, med den åndsfyldte, tillidsfulde, bedende menneskelige tilværelses udtryk. Her er det afgørende punkt. De åbenbarer det evige sønforhold (som de uden tvivl tror på) på dets etiske, ikke på dets metafysiske side, ved forudsigelse af hans fremtidige triumf snarere end ved definition af hans person. I en sådan fortælling, konsekvent gennemført, kan der ikke gribes til det præeksistente, evige sønforhold eller til miraklet ved hans menneskelige oprindelse i beretningen om hans løbebane under prøve. Særligt kunne det mirakel, hvorved hans kimagtige forbindelse med slægten blev etableret, ikke udstrækkes til det personlige og åndelige liv, i hvilket hans sejr var hans egen gennem den personlige Helligånd. Argumentet fra jomfrufødslen til hans syndfrihed (se IMMACULATE CONCEPTION) blev fremsat af kirken, ikke af Det Nye Testamentes forfattere. Kristi syndfrihed var hans egen bedrift i kødet, som han ofrede gennem sin hellige vilje til lydighed mod Faderen.

3. I resten af Det Nye Testamente:

Dette fører os til en tredje udviklingsfase i Det Nye Testamentes lære om inkarnationen. I det fjerde evangelium og i brevene hævdes det, at den inderste moralske betydning af Jesu jordiske livsforløb lå i, at det var den konsekvente gennemførelse af en guddommelig barmhjertigheds og kærligheds vilje uden for tiden, hvorved han blev Guds åbenbarer og menneskers frelser. Denne lære bygger på beretningen om det menneskelige livsforløb, fuldendt i den herliggørelse, som ifølge vidnesbyrdet fulgte efter hans død og åbenbarede hans plads i den guddommelige væren. Men den bygger også på beretningen om jomfrufødslen og er grundlagt i den. Opmærksomheden er allerede blevet henledt på, at jomfrufødslen ikke (i barndomsberetningen) er forbundet med Jesu metafysiske sønforhold. Alt, hvad der dér læremæssigt siges om Jesus, kunne være sandt, hvis han var Josefs og Marias søn. Derimod afhænger det, der siges hos Johannes og i brevene, af beretningen om jomfrufødslen som sit grundlæggende fundament. Det er ofte blevet hævdet, at Paulus og Johannes ikke henviser til jomfrufødslen. Denne udtalelse anser nærværende forfatter for at være mere end tvivlsom; men hvis den er sand, er det desto mere slående, hvilket indirekte og ubevidst vidnesbyrd om jomfrufødslen der ligger i deres læremæssige afhængighed af den. Ifølge disse forfattere skyldtes inkarnationen en guddommelig handling af selvbegrænsning, hvorved den guddommelige eksistensform blev ombyttet med den menneskelige (Fil 2,5-11 m.fl.). Ifølge barndomsberetningen skyldtes Jesu fødsel en guddommelig skaberhandling, hvorved et menneskeliv begyndte i kimform og gennemløb de successive vækststadier frem til modenhed. Den synoptiske beretning uden for barndomsberetningen giver et tredje punkt: at hele Jesu bevidste personlige livsforløb på jorden blev levet i Helligåndens kraft. Barndomsberetningen er slutstenen i en bue, hvis ene halvdel hviler på den synoptiske beretning, den anden på den læremæssige opbygning hos Johannes og i brevene. Udsagnet om jomfrufødslen skaber ved sin brug af gammeltestamentlig terminologi plads for en guddommelig virksomhed både i den upersonlige og i den personlige sfære. Læren om inkarnationen indebærer, at ligesom den skabende guddommelige kraft i ethvert nyt menneske åbenbarer sig upersonligt i kimagtige begyndelser, således betinger den guddommelige kraft i Kristi liv sig selv inden for det spirende livs upersonlige kræfter, med denne vigtige og tankevækkende forskel: I Jesu livsforløb udgår der fra de kimagtige begyndelsers sfære ikke en ny menneskelig person, skabt af slægtens livsstamme, men det personlige menneskeliv, indbefattet alle menneskelige kræfter, hos en præeksistent guddommelig person, der har betinget sig selv og indplantet sig selv i den menneskelige sfære. Det centrale bevidste jeg, aktøren i hans handlinger og subjektet for hans erfaringer i den historiske sfære, var Guds evige Søn. Hans liv i den menneskelige sfære var et sandt menneskes liv i et menneskelivs fulde virkelighed. Derfor følger det, eftersom almindelig avling nødvendigvis indebærer (det er dens hensigt) fremkomsten af en ny person, som ikke hidtil har eksisteret, at Jesu fødsel ikke kunne have været ved almindelig avling. Kristi fødsel gennem almindelig avling ville have indebåret et ganske ubegribeligt mirakel, nemlig tilstedeværelsen og virkningen af de almindelige faktorer i menneskelig oprindelse med et modsat og enestående resultat. Jomfrufødslen er den eneste nøgle, der passer til det tomme rum i buen. Desuden kan det med rimelighed fremføres, at menneskelige forældres forhold til hinanden, som almindeligvis er en naturlig, nødvendig og hellig handling, ikke kunne have nogen del i denne begivenhed, mens netop den kendsgerning, at Marias forhold alene var til Gud, i en underkastelseshandling, der indebar fuldstændig selvfornægtelse og ensom indeslutning i den guddommelige vilje, opfylder de åndelige betingelser for dette enestående moderskab, som ingen anden tænkelig erfaring kunne.

4. Modstand mod læren: Historisk udførte udsagnet om jomfrufødslen en funktion, der stod mål med den betydning, som det tillægges i denne drøftelse, snarere end med den nuværende nedvurdering af det. Læren om Kristus var truet i to modsatte retninger, som kan betegnes henholdsvis med udtrykkene "ebionitisk" og "gnostisk". Ifølge den førstnævnte lære (idet ordet "ebionitisk" kun bruges i almen betydning) blev Jesus reduceret til den menneskelige kategori og tolket som en åndsledet mand eller profet, i ordets gammeltestamentlige betydning. Ifølge den modsatte tendens blev han tolket som guddommelig, mens hans menneskelige erfaring blev reduceret til blot et skin af en midlertidig ydre forening med Logos. Udsagnet om jomfrufødslen modstod begge disse tendenser med samme virkningsfuldhed. På den ene side hævdede det med utvetydig bestemthed en virkelig menneskelighed, betinget af sand fødsel ind i en faktisk forbindelse med slægten. På den anden side hævdede det en usædvanlig fødsel, der udskilte Jesus som en, hvis indtræden i verden skyldtes en ny, skabende kontakt mellem Gud og slægten. Historisk er det vanskeligt at se, hvordan Det Nye Testamentes lære kunne have undgået lemlæstelse uden dette udsagn, der tilsyneladende er formet med udtrykkelig henvisning til forhold, som opstod senere, og som så vidunderligt vogtede den. Den hellige hemmelighed om Herrens oprindelse blev symbolet på den endnu helligere hemmelighed om hans guddommelige natur. Således optræder den i hver eneste af de historiske bekendelser, som en påstand om en kendsgerning, omkring hvilken kirkens tro krystalliserede sig til den tro, som alene forklarer dens historie: en dyb og urokkelig overbevisning om, at Jesus Kristus virkelig var inkarneret guddom.

5. Dens betydning for moderne tænkning:

Betydningen for moderne tænkning af udsagnet om jomfrufødslen er tredobbelt:

(1) For det første berører den i almindelighed spørgsmålet om evangelietraditionens troværdighed, som aldrig har været mere afgørende end i nutiden. Denne særlige kendsgerning, dvs. jomfrufødslen, har været et yndet angrebspunkt, fordi den tilsyneladende var sårbar. Men angrebets forudsætninger og den metode, hvormed det er blevet ført, indebærer en almen og radikal undergravning af tilliden til evangelievidnernes vidnesbyrd. Denne proces har til sidst mødt sin straf i Christus-myth-propagandaen. Udsagnet om jomfrufødslen kan ikke angribes med held på noget grundlag, som ikke indebærer, at hele den kristne vidneskare anklages for blind godtroenhed eller forsætlig forfalskning — anklager, der i sandhed er meget uretfærdige med hensyn til deres karakter og almindelige anseelse, men meget vanskelige at afvise i betragtning af følgerne af benægtelsen på dette punkt.

(2) Jomfrufødslen er vigtig af den enkle historiske grund, at den indebærer eller er indbefattet i en klar og sammenhængende beretning om Herrens fødsel og tidlige år. Bortset fra barndomsberetningerne står vi helt uden direkte oplysninger om hans fødsel, afstamning eller tidlige år. Bortset fra disse beretninger har vi ingen oplysninger om Josefs og Marias ægteskab; vi er henvist til vage slutninger om hele denne periode. Ingen biograf lader nogensinde disse punkter stå uklare, hvis han kan undgå det. Det må meget indtrængende påpeges, at de, der kaster mistillid over barndomsfortællingen, ikke klart erkender alvoren i den situation, der opstår, når der ikke findes nogen beretning, som kan betros på dette afgørende punkt. Bagvaskelse findes og har fandtes fra tidlig tid. Hvis der intetsteds findes et autoritativt svar på bagvaskelsen, hvilken slags stilling er den kristne troende da sat i? Han kan intet hævde, fordi han, bortset fra det, han alt for let har kastet bort, intet ved.

(3) Endelig vil man, jo nøjeigere udsagnet om Herrens fødsel studeres, desto klarere se, at det på den mest afgørende og centrale måde berører hele læren om inkarnationen. Denne lære er en fortolkning af kendsgerninger. Disse kendsgerninger hører sammen. Midt iblandt disse kendsgerninger, i harmoni med dem, idet den kaster lys over dem og modtager lys fra dem, og hvilende på det samme samstemmende vidnesbyrd, står den formulering, som i det ældste symbol for vor historiske tro lyder således: »Undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria« (se APOSTLES' CREED). Der er ingen tilstrækkelig grund til, at den oplyste troende skulle føle sig usikker angående dette udsagn i vor hellige religion.

LITTERATUR.

Der findes en vældig og voksende litteratur, som mere eller mindre direkte behandler emnet om vor Herres fødsel. Litteraturen kan klassificeres således:

(1) Kristusbiografier;

(2) kritiske kommentarer til Matthæus og Lukas;

(3) kritiske og historiske undersøgelser af kristendommens oprindelse;

(4) monografier om Apostolicum;

(5) monografier og artikler om det særlige emne.

For en liste og analyse af drøftelser se Sweet, Birth and Infancy of Jesus Christ, 354-57.

Louis Matthews Sweet