Det Nye Testamentes kronologi

I. KRONOLOGI OVER JESU LIV

1. Jesu fødsel

(1) Herodes' død

(2) Quirinius' folketælling

(3) De vise mænds stjerne

(4) Abijas skifte

(5) Dag og måned

(6) Sammenfatning

2. Jesu dåb

3. Den første påske

4. Johannes Døbers død

5. Længden af Jesu tjeneste

6. Jesu død

7. Sammenfatning af datoer

LITTERATUR

II. KRONOLOGI OVER DEN APOSTOLSKE TIDSALDER

1. Paulus' omvendelse

2. Herodes Agrippa I's død

3. Hungersnød under Claudius

4. Sergius Paulus

5. Claudius' edikt

6. Gallio

7. Festus

8. Apostlenes Gerningers relative kronologi

9. De paulinske breve

10. Paulus' løsladelse og død

11. Peters død

12. Jakob den Retfærdiges død

13. De synoptiske evangelier osv.

14. Johannes' død

15. Sammenfatning af datoer

LITTERATUR

Den nuværende kristne tidsregning regnes fra Jesu fødsel og bygger på Dionysius' beregninger (6. århundrede). Senere undersøgelser har vist, at den dionysiske datering er mindst fire år for sen. Flere tidsregninger var i brug på Jesu tid; men af disse vil kun den varronske blive brugt sideordnet med den dionysiske i drøftelsen af kronologien over Jesu liv, idet 753 A. U. C. svarer til 1 f.Kr. og 754 A. U. C. til 1 e.Kr.

I. Kronologi over Jesu liv.

1. Jesu fødsel:

Jesus blev født før Herodes den Stores død (Matt 2,1) på tidspunktet for en folketælling eller indskrivning, der blev foretaget i Herodes' område i overensstemmelse med et dekret fra Augustus, da Quirinius (Revised Version; Cyrenius i King James Version) udøvede myndighed i den romerske provins Syrien (Luk 2,1). På tidspunktet for Jesu fødsel ledte en stjerne de vise mænd fra Østen til i Jerusalem at søge det barn, som de siden fandt i Betlehem (Matt 2,1). Johannes Døber var seks måneder ældre end Jesus (Luk 1,36), og han blev født i Herodes' dage (Luk 1,5; sammenlign Luk 2,1), efter at hans far, Zakarias, af præsteskiftet Abija, havde udført sit embedes funktioner i templet.

(1) Herodes' død.

Herodes den Stores død indtraf i foråret 750/4. (BEMÆRK: De alternative tal er f.Kr. eller e.Kr., dvs. 750 A. U. C. = 4 f.Kr. osv.) Han regerede fra sin udnævnelse i Rom 714/40 (Ant., XIV, xiv, 4-5, under Caius Domitius Calvinus' og Caius Asinius Pollios konsulat) i 37 år, og fra sin tiltrædelse i Jerusalem efter erobringen af byen 717/37 (Ant., XIV, xvi, 1-3; BJ, I, xvii, 9; I, xviii, 1-3; Dio Cassius xlix.22; sammenlign Schurer, GJV3, I, 358, note 11) i 34 år (Ant., XVII, xviii, 1; BJ, I, xxxiii, 7-8; sammenlign Schurer, op. cit., I, 415, note 167, hvor det vises, at Josefus regner et år for meget, sandsynligvis idet han regner fra 1. nisan og medtager dele af år). Lige før Herodes' død var der en måneformørkelse (Ant., XVII, vi, 4). Ifølge astronomiske beregninger var en formørkelse synlig i Israels land den 23. marts og den 15. september 749/5, den 12. marts 750/4 og den 9. januar 753/1. Af disse er den mest sandsynlige den 12. marts 750/4. Kort efter formørkelsen lod Herodes sin søn Antipater henrette og døde fem dage senere (Ant., XVII, vii; BJ, I, xxxiii, 7). Kort efter Herodes' død var påsken nær. (Ant., XVII, vi, 4 til ix, 3). I dette år faldt påsken (15. nisan) den 11. april; og da Arkelaos havde holdt syv dages sørgetid over sin far før dette, må Herodes' død falde mellem den 17. marts og den 4. april. Men da det 37. (34.) år af hans regering sandsynligvis blev regnet fra 1. nisan eller 28. marts, kan hans død dateres til mellem den 28. marts og den 4. april 750/4.

Denne dato for Herodes' død bekræftes af vidnesbyrdet om varigheden af hans tre sønners regeringer. Arkelaos blev afsat i 759/6 (Dio Cassius lv.27 under Aemilius Lepidus' og Lucius Arruntius' konsulat) i det 10. år af sin regering (Ant., XVII, xiii, 2; sammenlign BJ, II, vii, 3, som angiver året som det 9.). Antipas blev sandsynligvis afsat i sommeren 792/39 (Ant., XVIII, vii, 1-2; sammenlign XVIII, vi, 11; XIX, viii, 2; BJ, II, ix, 6; Schurer, op. cit., I, 448, note 46 og 416, note 167). Der findes mønter fra Antipas' 43. år (Madden, Coins of the Jews, 121 ff). Ægtheden af en mønt fra det 44. år betvivles af Schurer, men accepteres af Madden. Mønten fra det 45. år er sandsynligvis falsk (Schurer, op. cit., I, 417, note 167). Filip døde efter at have regeret 37 år, i Tiberius' 20. år--19. august, 786/33-787/34 (Ant., XVIII, iv, 6). Der findes også en mønt fra Filips 37. år (Madden, op. cit., 126). Således begyndte Arkelaos, Antipas og Filip at regere i 750/4.

(2) Quirinius' folketælling.

Folketællingen eller indskrivningen, som ifølge Luk 2,1 f var anledningen til Josefs og Marias rejse til Betlehem, hvor Jesus blev født, forbindes med et dekret fra Augustus, der omfattede den græsk-romerske verden. Dette dekret må være blevet gennemført i Israels land af Herodes og sandsynligvis i overensstemmelse med den jødiske metode--at hver gik til sin egen by--snarere end den romerske (Dig. 15, 4, 2; Zumpt, Das Geburtsjahr Christi, 195; Kenyon, Greek Papyri in the British Museum, III, 124 f; Schurer, Theol. Ztg, 1907, 683 f; og på den anden side Ramsay, Expositor, 1908, I, 19, note). Der er i hvert fald ingen antydning af en opstand som den, der kendetegnede en senere folketælling (ApG 5,37; Ant, XVIII, i, 1; BJ, II, xvii, 7; jf. Tac. Ann. vi.41; Livy Epit. cxxxvi, cxxxvii; Dessau, Inscrip. lat. Sel. number 212, col. ii, 36), og dette kan i ikke ringe grad have skyldtes en forskel i metode. Både Josefus og Lukas nævner den senere folketælling, som blev foretaget af Quirinius ved afsættelsen af Arkelaos, sammen med den Judas-opstand, der ledsagede den. Men mens Josefus ikke nævner den herodianske folketælling--skønt der måske kan være en antydning af den i Ant, XVI, ix, 3; XVII, ii, 4; jf. Sanclemente, De vulg. aerae emend., 438 f; Ramsay, Was Christ Born at Beth.1, 178 ff--skelner Lukas omhyggeligt mellem de to og karakteriserer folketællingen ved Jesu fødsel som "den første", dvs. den første i en række indskrivninger, der enten var forbundet med Quirinius eller med den kejserlige politik, som blev indledt med Augustus' dekret. De græsk-romerske forfattere fra tiden nævner ikke dette dekret, og senere forfattere (Cassiodor, Isidor og Suidas) kan ikke med sikkerhed regnes for uafhængige vidner (Zumpt, Geburtsjahr, 148 ff). Alligevel bekræfter Agrippas geografiske arbejde og Augustus' udarbejdelse af et breviarium totius imperil (Tac. Ann. i.11; Suet. Aug. 28 and 101; Dio Cassius liii.30; lvi.33; jf. Mommsen, Staatsrecht, II, 1025, note 3), sammen med kejserens interesse for rigets organisation og finanser og den opmærksomhed, han gav provinserne (Marquardt, Rom. Staatsverwaltung, II, 211 f; jf. 217), indirekte Lukas' udsagn. Augustus gennemførte selv en folketælling i Italien i 726/28, 746/8, 767/14 (Mommsen, Res Ges., 34 ff) og i Gallien i 727/27 (Dio Cassius liii.22, 5; Livy Epit. cxxxiv) og lod en folketælling foretage i andre provinser (Pauly-Wissowa, Realencyc., under ordet "Census," 1918 f; Marquardt, op. cit., II, 213). For Egypten findes der vidnesbyrd om en regelmæssig, periodisk folketælling hvert 14. år, som går tilbage til 773/20 (Ramsay, op. cit., 131 if; Grenfell and Hunt, Oxy. Papyri, II, 207 ff; Wilcken, Griech. Ostraka, I, 444 ff), og det er ikke usandsynligt, at denne fremgangsmåde blev indført af Augustus (Schurer, op. cit., I, 515). Slutningen fra egyptiske forhold til lignende forhold i andre provinser må ganske vist drages med forsigtighed (Wilcken, op. cit., 449; Marquardt, op. cit., 441); men i Syrien synes den regelmæssige tributum capitis at forudsætte et sådant forarbejde (Dig, 1. 15, 3; Appian, Syriac., 50; Marquardt, op. cit., II, 200, note 2; Pauly-Wissowa, op. cit., 1921; Ramsay, op. cit., 154). Tidspunktet for dekretet angives af Lukas kun i generelle vendinger, og det kan have været så tidligt som 727/27 (Zumpt, op. cit., 159; Marquardt, op. cit., II, 212) eller senere, i 746-8 (Huschke, Census, 34; Ramsay, op. cit., 158 ff), idet dets gennemførelse i forskellige provinser og underlagte kongeriger blev udført på forskellige tidspunkter. Derfor daterer Lukas folketællingen i Herodes' kongerige specifikt ved at forbinde den med Quirinius' administrative funktioner i Syrien. Men eftersom P. Quintilius Varus var legat i Syrien lige før og efter Herodes' død fra 748/6-750/4 (Ant., XVII, v, 2; XVII, ix., 3; XVII, x, 1 and 9; XVII, xi, 1; Tac. Hist. v.9; og mønter i Eckhel, Doctr. num. vet., III, 275), og hans forgænger var C. Sentius Saturninus fra 745/9-748/6 (Ant; XVI, ix, 1; x, 8; xi, 3; XVII, i, 1; ii, 1; iii, 2), synes der ikke at være plads til Quirinius i de sidste år af Herodes' regering. Tertullian taler ganske vist om Saturninus som legat på tidspunktet for Jesu fødsel (Adv. Marc., iv.9). Fortolkningen af Lukas' udsagn som en angivelse af et tidspunkt for folketællingen før Quirinius var legat (Wieseler, Chron. Syn., 116; Lagrange, Revue Biblique, 1911, 80 ff) kan ikke godtages. Det er muligt, at forbindelsen mellem folketællingen og Quirinius skyldes, at han fuldførte det, som var blevet påbegyndt af en af hans forgængere; eller Quirinius kan særligt være blevet bemyndiget af kejseren som legatus ad census accipiendos til at gennemføre en folketælling i Syrien, og denne bemyndigelse kan tidsmæssigt have været forbundet med hans felttog mod Homonadenses i Kilikien (Tac. Ann. iii.48; jf. Noris, Cenotaph. Pis., 320 ff; Sanclemente, op. cit., 426 passim; Ramsay, op. cit., 238). Det er også blevet foreslået af Bour (L'Inscription de Quirinius, 48 ff), at Quirinius kan have været en kejserlig prokurator, der særligt var betroet myndighed i sagen om den herodianske folketælling. Titulus Tiburtinus (CIL, XIV, 3613; Dessau, Inscr. Latin Sel., 918)--hvis den med rette tilskrives ham--og der synes ikke at være tilstrækkelig grund til at betvivle det afgørende i Mommsens forsvar for denne tilskrivning (jf. Liebenam, Verwaltungsgesch., 365)--beviser, at han to gange var legat i Syrien, og titulus Venetus (CIL, III, 6687; Dessau, op. cit., 2683) giver vidnesbyrd om en folketælling, som han gennemførte i Syrien. Hans embedsførelse dateres af Ramsay (op. cit., 243) til 747/7; af Mommsen til slutningen af 750/4 eller begyndelsen af 751/3 (op. cit., 172 ff). Zahn (Neue kirch. Zeitschr., 1893, IV, 633 ff), fulgt af Spitta (Zeitschr. f. d. neutest. Wiss., 1906, VII, 293 ff), afviser historiciteten af den senere folketælling, som Josefus forbinder med afsættelsen af Arkelaos, idet han bygger sit syn på indre grunde, og henfører den lukanske folketælling til en tid kort efter Herodes' død. Denne opfattelse gøres dog usandsynlig af det vidnesbyrd, på grundlag af hvilket Jesu fødsel henføres til en tid før Herodes' død (Matt 2,1; Luk 1,5; Luk 2,1); af skellet mellem folketællingen i Luk 2,1 f. og ApG 5,37; af den bestemte forbindelse hos Josefus mellem folketællingen og Syrien samt Arkelaos' område (sammenlign også tit. Venet.); og af den almindelige kejserlige politik ved oprettelsen af en ny provins (Marquardt, op. cit., II, 213). Desuden synes der ikke at være tilstrækkelig grund til at identificere Josefus' Sabinus med Quirinius, sådan som Weber hævder; han betragter de to beretninger (Ant., XVII, viii, 1 ff. og XVII, iv, 5; XVIII, i, 2; ii, 1 ff.) som et resultat af, at Josefus i sine kilder har adskilt parallelle beretninger om de samme begivenheder (Zeitschr. f. d. neutest. Wiss., 1909, X, 307 ff.)--idet Sabinus-Quirinius' folketælling henføres til 4 f.Kr., lige efter Herodes den Stores død. Synkronismen mellem Quirinius' anden folketælling og det periodiske år for den egyptiske folketælling er sandsynligvis kun et tilfælde, for den blev foranlediget af afsættelsen af Arkelaos; men dens udstrækning til Syrien kan tyde på dens forbindelse med den kejserlige politik, som Augustus indledte (Tac. Ann. vi.41; Ramsay, op. cit., 161 f.).

(3) De vises stjerne.

Identifikationen af de vises stjerne (Matt 2,2; sammenlign Matt 2,7; Matt 2,9; Matt 2,16; Macrobius, Sat., II, 4; Sanclemente, op. cit., 456; Ramsay, op. cit., 215 ff.) og bestemmelsen af tidspunktet for dens tilsynekomst kan ikke foretages med sikkerhed, skønt den er blevet sat i forbindelse med en konjunktion i 747/7 og 748/6 mellem Saturn og Jupiter i Fiskenes tegn--et stjernebillede, som man mente stod i nær forbindelse med det jødiske folk (Ideler, Handbuch d. math. u. tech. Chron., II, 400 ff.). Da de vise imidlertid kom til Jerusalem, var Herodes til stede i byen; og dette må have været mindst flere måneder før hans død, for i den periode var han syg og fraværende fra Jerusalem (Ant., XVII, vi, 1 ff.; BJ, I, xxxiii, 1 ff.).

(4) Abijas skifte.

De kronologiske beregninger af tidspunktet for præsteskiftet Abijas tjeneste i templet, som foretages ved at regne tilbage fra tidspunktet for Jojaribs skifte, der ifølge jødisk tradition gjorde tjeneste på den tid, da Jerusalem blev ødelagt af Titus, er usikre (Schurer, op. cit., II, 337, note 3; sammenlign Lewin, Fasti Sacri, 836).

(5) Dag og måned.

Dagen og måneden for Jesu fødsel er også usikre. Den 25. december blev fejret af kirken i Vesten så tidligt som i det 2. århundrede--hvis dateringen hos Hippolytus om Dan., IV, 23, er ægte (sammenlign Ehrhardt, Altchr. Lit., 1880-1900, 383); men den 6. januar blev fejret i Østen som årsdagen både for fødslen og for dåben. Det forhold, at hyrder vogtede deres hjorde om natten, da Jesus blev født (Luk 2,8), gør det usandsynligt, at årstiden var vinter.

(6) Sammenfatning.

Jesu fødsel kan derfor henføres til perioden 747/7 til 751/5, før Herodes' død, på tidspunktet for en folketælling foretaget af Herodes i overensstemmelse med et dekret fra Augustus, og mens Quirinius udøvede ekstraordinær myndighed i Syrien--Varus var den regelmæssige legat i provinsen, dvs. sandsynligvis i 748/6.

Se Jesus Kristus.

2. Jesu dåb:

De synoptiske evangelier indleder deres skildring af Jesu offentlige virke med en beretning om Johannes Døbers tjeneste (Matt 3,1 ff.; Mark 1,1 ff.; Luk 3,1 ff.; sammenlign med i Joh 1,19 ff.; Joh 4,24; Josefus, Ant, XVIII, iii, 3), og Lukas daterer bestemt Jesu dåb ved Johannes til Tiberius' 15. år. Lukas betegner også denne begivenhed som begyndelsen på Jesu tjeneste, og ved at angive Jesu alder omtrentligt sætter han den i forbindelse med datoen for hans fødsel. Hvis Lukas regnede Tiberius' regeringstid fra Augustus' død, 19. august 767/14, ville det 15. år strække sig fra 19. august 781/28 til 18. august 782/29; og hvis Jesus var omkring tredive år gammel på dette tidspunkt, ville hans fødsel falde i 751/3 til 752/2--eller en tid efter Herodes' død, hvilket er uforeneligt med både Lukas' egen og Matthæus' fremstilling. Dette var ganske vist en af de almindelige måder at regne kejsernes regeringstid på. Regnemåden fra overtagelsen af tribunmagten eller fra udnævnelsen til imperator er i Lukas' tilfælde helt usandsynlig og i sig selv usandsynlig, eftersom for Tiberius begyndte den ene i 748/6 og den anden i 743/11 (Dio Cassius Iv.9; liv.33; Vell. ii.99; Suet. Tib. ix.11). Men hvis, som det synes sandsynligt, metoden med at regne efter kejserår snarere end efter de årlige konsuler ikke var endeligt fastlagt, da Lukas skrev, er det muligt, at han kan have talt Tiberius' år fra hans udnævnelse i 764/11 eller 765/12 til lige myndighed med Augustus i provinserne (Veil. ii 121; Suet. Tib. xx.21; Tac. Ann. i.3). Denne metode synes ikke at være blevet anvendt andre steder (Lewin, op. cit., 1143 f.; sammenlign Ramsay, op. cit., 202 f.). Mønterne fra Antiokia, hvor den findes, betragtes som falske (Eckhel, op. cit., III, 276), idet de ægte mønter regner Tiberius' regeringstid fra Augustus' død (ibid., III, 278). Hvis Lukas regnede Tiberius' regeringstid fra 764/11 eller 765/12, ville det 15. år falde i 778/25 eller 779/26, sandsynligvis det sidste, og Jesu fødsel omkring tredive år tidligere, dvs. omkring 748/6 eller 749/5.

3. Første påske:

På tidspunktet for den første påske i Jesu tjeneste havde det herodianske tempel været under opførelse i 46 år (Joh 2,20). Herodes begyndte på templet i sit 18. regeringsår (Ant., XV, xi, 1, hvilket sandsynligvis retter udsagnet i BJ, I, xxi, I om, at det var det 15. år; jf. Schurer, op. cit., I, 369 f, note 12). Da Josefus regner fra Herodes' tronbestigelse i 717/37, ville det 18. år være 734/20 til 735/21, og 46 år senere ville være 780/27 til 781/28. Det interval, som forudsættes i Johannes mellem denne påske og begyndelsen på Jesu tjeneste, stemmer godt overens med Lukas' datering af dåben til 779/26.

4. Johannes Døbers død:

Fængslingen af Johannes Døber, som gik forud for begyndelsen på Jesu virke i Galilæa, fortsatte i nogen tid (Matt 11,2-19; Luk 7,18-35), men endte til sidst med halshugning på befaling af Herodes Antipas. Meddelelsen om dødsfaldet blev givet til Jesus, mens han var midt i sin tjeneste i Galilæa (Matt 14,3-12; Mark 6,14-29; Luk 9,7-9). Josefus beretter, at Antipas' nederlag til Aretas i sommeren 789/36 i folkelig opfattelse blev anset for at være en guddommelig straf for mordet på Johannes (Ant., XVIII, v, 2). Men selv om Josefus nævner Antipas' skilsmisse fra Aretas' datter som en af årsagerne til fjendtlighederne, kan der hverken heraf eller af den folkelige fortolkning af Antipas' nederlag drages nogen slutning, hvormed intervallet mellem Johannes' død og dette nederlag kan fastsættes (Schurer, op. cit., I, 443 f).

5. Længden af Jesu tjeneste:

De synoptiske evangelier nævner lidelsespåsken, hvor Jesu tjeneste blev afsluttet, men de indeholder ingen oplysninger, hvormed intervallet mellem fængslingen af Johannes Døber og denne påske med sikkerhed kan fastsættes. Alligevel mangler der ikke tegn på, at intervallet bestod af mindst to år. Sabbatsstriden brød ud i Galilæa, mens kornet endnu stod på markerne (Matt 12,1; Mark 2,23; Luk 6,1), og græssets tilstand, da de fem tusind blev bespist (Matt 14,15; Mark 6,39; Luk 9,12), peger på forårstiden, idet lidelsespåsken markerer, at endnu et forår var vendt tilbage (jf. også Luk 13,7; Matt 23,37). Men Johannesevangeliet nævner udtrykkeligt tre påsker (Joh 2,23; Joh 6,4; Joh 11,55) og forudsætter sandsynligvis en fjerde (Joh 5,1), hvilket således nødvendiggør en tjeneste på mindst to år og gør en tjeneste på tre år efter den første påske sandsynlig. Påsken i 6,4 kan ikke fjernes på tekstkritisk grundlag, for håndskriftvidnesbyrdet er afgørende til dens fordel, og argumentet imod den, baseret på udtalelser hos visse patristiske forfattere, er ikke overbevisende (jf. Turner, HDB, I, 407 f; Zahn, Kom., IV, 708 ff). Tidsangivelserne fra Joh 6,4 – påsken, da de fem tusind blev bespist i Galilæa – til Joh 11,55 – lidelsespåsken – er bestemte og klare (Joh 7,2; Joh 10,22). Men intervallet mellem den første påske (Joh 2,23) og den galilæiske påske (Joh 6,4) må have været ét år og kan have været to år. Følgende betragtninger taler for det sidste synspunkt: Jesus var til stede i Jerusalem ved en fest (Joh 5,1), som ikke nævnes ved navn, men blot kaldes »en« eller »jødernes« fest. De bedste tekstvidner er delte: nogle støtter indsættelsen, andre udeladelsen af den bestemte artikel foran »fest«. Hvis artiklen var en del af den oprindelige tekst, kan festen enten have været løvhyttefesten – set fra et jødisk synspunkt – eller påsken – set fra et kristent synspunkt. Hvis artiklen manglede i den oprindelige tekst, må identifikationen af festen foretages ud fra sammenhængen og andre forhold. Men tidsangivelsen i Joh 4,35 viser, at der er gået omtrent ni måneder siden påsken i Joh 2,23, og det er ikke sandsynligt, at den galilæiske tjeneste, som gik forud for bespisningen af de fem tusind, kun varede omkring tre måneder. Faktisk gøres dette umuligt af kornets tilstand på markerne på tidspunktet for sabbatsstriden. Identifikationen af festen i Joh 5,1 med purim er, selv hvis artiklen ikke er ægte, yderst usandsynlig; og hvis det er tilfældet, må der have ligget en påske mellem Joh 2,23 og Joh 6,4, så Jesu tjeneste strakte sig over en periode på tre år samt de måneder, der gik forud for påsken i Joh 2,23. Selv om identifikationen ikke kan foretages med sikkerhed, ville, hvis festen var påsken, emnet for striden med jøderne i Jerusalem såvel som årstiden harmonere med den synoptiske beretning om sabbatsstriden i Galilæa, som sandsynligvis fulgte efter denne påske (jf. variantlæsningen i Luk 6,1).

6. Jesu død:

Jesus blev henrettet i Jerusalem ved påsketid, da Pontius Pilatus var prokurator i Judæa (Matt 27,2 ff; Mark 15,1 ff; Luk 23,1 ff; Joh 18,29 ff; Joh 19,1 ff; ApG 3,13; ApG 4,27; ApG 13,28; 1 Tim 6,13; Tac. Ann. xv.44), mens Kajfas var ypperstepræst (Matt 26,3; Matt 26,17; Joh 11,49; Joh 18,13), og Herodes Antipas var tetrark over Galilæa og Peræa (Luk 23,7). Pilatus var prokurator fra 779/26 til 789/36 (Ant., XVIII, iv, 3; v, 3; jf. Schurer, op. cit., I, 487, note 141); Kajfas var ypperstepræst fra 771/18 til 789/36 (Ant., XVIII, ii, 2; iv, 3; jf. Schurer, op. cit., II, 271), og Antipas var tetrark fra 750/4 til 792/39. Hvis den første påske i Jesu virke var i 780/27, ville den fjerde falde i 783/30. Evangelierne angiver fredag som korsfæstelsens dag (Matt 27,62; Mark 15,42; Luk 23,54; Joh 19,14; Joh 19,31; Joh 19,42), og de synoptiske evangelier fremstiller denne fredag som nisan 15--dagen efter (eller efter jødisk tidsregning fra solnedgang til solnedgang, samme dag som) den dag, hvor påskemåltidet blev spist (Matt 26,17 ff; Mark 14,12 ff; Luk 22,7 ff). Men mange mener, at det fjerde evangelium fremstiller påskemåltidet som endnu ikke spist, da Jesus led (Joh 18,28; jf. Joh 13,29); og det hævdes, at de synoptiske evangelier også indeholder spor af denne opfattelse (Matt 26,5; Mark 14,2; Mark 15,21; Luk 23,26). Astronomiske beregninger viser, at fredag kunne være faldet på nisan 14 eller 15 i 783/30 efter forskellige beregningsmetoder (von Soden, EB, I, 806; jf. Bacon, Journal of Biblical Literature, XXVIII, 2, 1910, 130 ff; Fotheringham, Jour. of Theol. Studies, oktober 1910, 120 ff), men den jødiske kalenders empiriske karakter gør resultatet af sådanne beregninger usikkert (Schurer, op. cit., I, 749 f). I året 783/30 ville fredag, Nican 15, falde den 7. april. Der findes en tidlig patristisk tradition, som daterer Jesu død til året 782/29, i Gemini-konsulatets tid (Turner, HDB, I, 413 f), men dens oprindelse og pålidelighed er problematisk.

7. Sammenfatning af datoer:

1. Jesu fødsel, 748/6.

2. Herodes den Stores død, 750/4.

3. Jesu dåb, 779/26.

4. Første påske i Jesu virke, 780/27.

5. Jesu død, 783/30.

LITTERATUR.

Schurer, Geschichte des Judischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi, 3. und 4. Aufl., 1901-9, 3 bind, engelsk oversættelse af 2. udgave, i 5 bind, 1885-94; Ideler, Handbuch der mathematischen und technischen Chronologie, 1825-26, 2 bind; Wieseler, Chronologische Synopse der Evangelien, 1843, engelsk oversættelse; Lewin, Fasti Sacri, 1865; Turner, artikel "Chronology of the NT" i HDB, 1900, I. 403-25; von Soden, artikel "Chronology" i Cheyne og Black, EB, 1899, I, 799-819; Ramsay, Wa s Christ Born at Bethlehem? 1898; F. R. Montgomery Hitchcock, artikel "Dates" i Hastings, Dictionary of Christ and the Gospels; Mommsen, Res Gestae Divi Augusti2.

II. Kronologi for den apostolske tidsalder.

Kronologien for den apostolske tidsalder må bygges på oplysningerne i ApG og i Det Nye Testamentes brevlitteratur, som giver berøringspunkter med personer eller begivenheder i den græsk-romerske verden. Ud fra de faste holdepunkter, der således sikres, kan et generelt omrids af den relative kronologi fastlægges med rimelig sandsynlighed.

1. Paulus' omvendelse:

Paulus blev omvendt nær Damaskus (ApG 9,3 ff; ApG 22,5 ff; ApG 26,12 ff; Gal 1,17). Efter et kort ophold i denne by (ApG 9,19 ff) drog han til Arabien og kom derefter igen til Damaskus (Gal 1,17). Da han forlod Damaskus for anden gang, vendte han tilbage til Jerusalem efter tre års fravær (Gal 1,18). Paulus' flugt fra Damaskus (ApG 9,24) afsluttede sandsynligvis hans andet besøg i byen. På det tidspunkt bevogtede Aretas', nabatæernes konges, etnark, i samarbejde med de fastboende jøder (ApG 9,23 f), byen for at gribe ham (2 Kor 11,32). Aretas IV efterfulgte Obodas omkring 9 f.Kr. og regerede indtil omkring 40 e.Kr. Damaskus blev indtaget af romerne i 62 f.Kr. og fortsatte sandsynligvis under deres kontrol indtil Tiberius' død (marts 37 e.Kr.). Der findes romerske mønter fra Damaskus fra Augustus', Tiberius' og Neros tid, men der findes ingen sådanne mønter fra Caligulas og Claudius' tid (Schurer, op. cit., I, 737; II, 153). Desuden gør Aretas' forhold til Augustus og Tiberius det yderst usandsynligt, at han i deres regeringstid havde Damaskus som en del af sit rige eller erhvervede det ved erobring. Paulus' udsagn synes imidlertid at forudsætte nabatæisk kontrol over byen, og dette forklares bedst ved antagelsen af, at Damaskus blev givet til Aretas af Caligula, idet ændringen i den kejserlige holdning måske først og fremmest skyldtes Agrippas indflydelse og muligvis også Vitellius' (Steinmann, Aretas IV, 1909, 34 ff). Men hvis Paulus' flugt fra Damaskus ikke var tidligere end 37 e.Kr., kan hans omvendelse ikke placeres tidligere end 34 eller 35 e.Kr., og rejsen til Jerusalem 14 år senere (Gal 2,1) ikke tidligere end 50 eller 51 e.Kr.

2. Herodes Agrippa I's død:

Herodes Agrippa I døde i Cæsarea kort efter en påskehøjtid (ApG 12,23; jf. ApG 12,3; ApG 12,19). Caligula havde i 37 e.Kr. givet ham Filips og Lysanias' tetrarki--det sidste enten på dette tidspunkt eller senere--med titel af konge (Ant., XVIII, vi, 10; BJ, II, ix, 6), og dette blev i 40 e.Kr. udvidet med Antipas' tetrarki (Ant., XVIII, vii, 1 f; BJ, II, ix, 6). Claudius gav ham også Judæa og Samaria (Ant., XIX, v, 1; BJ, II, xi, 5) og gjorde dermed hans område endnu mere omfattende end hans bedstefar Herodes den Stores. Agrippa regerede over "hele Judæa" i tre år under Claudius (Ant., XIX, viii, 2; BJ, II, xi, 6), og hans død faldt i foråret 44 e.Kr., i hans 7. regeringsår. De lege, som Josefus nævner i denne forbindelse, er sandsynligvis dem, der blev fejret til ære for Claudius' hjemkomst fra Britannien i 44 e.Kr. Der findes mønter fra Agrippas 6. år, men tilskrivningen til ham af mønter fra andre år betvivles (Schurer, op. cit., 560, note 40; Madden, op. cit., 132).

3. Hungersnød under Claudius:

Profetien om en hungersnød og dens opfyldelse under Claudius (ApG 11,28) forbindes i ApG med Herodes Agrippa I's død (ApG 11,30; ApG 12,23). Hungersnød i Rom under Claudius' regering nævnes af Suetonius (Claud. xviii), Dio Cassius (lx.11), Tacitus (Annals xii.43) og Orosius (vii.6). Josefus beretter på Fadus' tid om Helenas gavmildhed under en hungersnød i Israels land (Ant., XX, ii, 5), men daterer senere hungersnøden generelt til Fadus' og Alexanders tid. Hungersnøden i landet må derfor falde på et tidspunkt mellem 44 og 48 (Schurer, op. cit., I, 567, note 8).

4. Sergius Paulus:

Da Paulus besøgte Cypern sammen med Barnabas, blev øen forvaltet af Sergius Paulus (ApG 13,7), en statholder med titel af prokonsul (Marquardt, op. cit., I, 391). Der findes en indskrift fra Cypern (Cagnat, Inscr. graec. ad res rom. pertin., III; 930), dateret til det 1. århundrede og sandsynligvis til år 53 (Zahn, Neue kirch. Zeitschr., 1904, XV, 194), hvori en begivenhed i en vis Apollonius' karriere dateres til Paulus' prokonsulat (epi Palilou (anth)upatou). Af en anden indskrift (CIG, 2632), dateret til Claudius' 12. år, fremgår det, at L. Annins Bassus var prokonsul i 52. Hvis den Julius Cordus, som Bassus nævner, var hans umiddelbare forgænger, kan Sergius Paulus' prokonsulat dateres til et tidspunkt før 51.

5. Claudius' edikt:

Da Paulus kom til Korinth for første gang, mødte han Akvila og Priskilla, som havde forladt Rom på grund af et edikt fra Claudius, der fordrev jøderne fra byen (ApG 18,2). Suetonius nævner en fordrivelse af jøderne fra Rom ved Claudius, men giver ingen dato (Claud. xxv; jf. Dio Cassius lx.6). Orosius daterer imidlertid ediktet til Claudius' 9. år, eller 49 e.Kr. (Hist. vii.6, 15); og skønt Josefus, som han citerer, ikke nævner dette edikt, men omtaler den gunst, Claudius viste jøderne og Herodes Agrippa I (Ant., XIX, v, 1-3; jf. Dio Cassius lx.6, 6, 9, 10; 8, 2), er det ikke usandsynligt, at dateringen er omtrent korrekt (Schurer, op. cit., III, 62, note 92).

6. Gallio:

Under Paulus' første ophold i Korinth blev apostlen ført frem for prokonsulen Gallio (ApG 18,12). Dette kan ikke have været tidligere end år 44, da Claudius gav Akaia tilbage til senatet, og provinsen blev forvaltet af en statholder med titel af prokonsul (Dio Cassius lx.24; Marquardt, op. cit., I, 331 f; Ramsay, The Expositor., 1897, I, 207). Desuden gør Senecas karriere det usandsynligt, at hans bror skulle være blevet forfremmet til denne stilling før 49 eller 50 (Harnack, Chron., I, 237; Wieseler, Chron. d. apos. Zeitalters, 119). Der findes en fragmentarisk indskrift fra Delfi, som indeholder et brev fra kejser Claudius, hvori Gallio nævnes. Indskriften dateres ved kejserens titel, som indeholder tallet 26. Dette henføres naturligt til acclammatio som "imperator" og dateres til år 52 før august, hvorefter tallet 27 forekommer i titlen på claudiske indskrifter. Gallio kan derfor have været prokonsul fra foråret eller sommeren i året 51-52 eller 52-53. Det sidstnævnte tidspunkt synes det mest sandsynlige (jf. Aem. Bourguet, De rebus Delphicis, 1905, 63 f; Ramsay, The Expositor., 1909, I, 467 f; Princeton Theological Review, 1911, 290 f; 1912, 139 f; Deissmann, Paulus, 1911, 159-177; Lietzmann, Zeitschrift fur wissenschaftliche Theologie, 1911, 345-54).

7. Festus:

Da Paulus havde været fange i Cæsarea i to år, blev Felix efterfulgt af Festus som prokurator over Judæa (ApG 24,27). Festus' tiltrædelse, som Eusebius i Kirkehistorien placerer i Neros regeringstid (Historia Ecclesiastica, II, 22, 1), dateres i Krøniken i Hieronymus' version til Neros 2. år, 56 e.Kr., og i den armenske version til Claudius' 14. år, 54 e.Kr. Uddragene fra Krøniken hos Syncellus synes at følge den tekst, der ligger til grund for Hieronymus' version, men siger blot, at Festus blev sendt af Nero som Felix' efterfølger (udg. Schoene, II, 154). Efter at Felix var blevet fjernet fra embedet, blev han stillet for retten i Rom, men undgik straf gennem sin bror Pallas' indflydelse; ifølge Josefus stod Pallas på den tid i gunst hos Nero (Ant., XX, viii, 9). Pallas blev fjernet fra embedet før 13. februar 55 e.Kr. (Tac. Ann. xiii.14, 1; jf. 15, 1), men synes fortsat at have haft indflydelse hos kejseren; for han fastsatte betingelserne for sin afsættelse og fik lov at nyde sin formue i flere år (Tac. Ann. xiii.14, 1 f; 23, 1-3). Hans død indtraf i 62 e.Kr. (Tac. Ann. xiv.65, 1). Retssagen mod Felix må derfor have fundet sted før 62; men det er umuligt at placere den før Pallas' afsættelse, for det ville nødvendiggøre, at Felix blev fjernet i 54 e.Kr., og dette udelukkes af den kendsgerning, at den første sommer i Neros regeringstid faldt i 55 e.Kr. Men hvis Eusebius regnede kejserårene fra 1. september efter tronbestigelsen (Turner, Jour. of Theol. Studies, 1902, 120 f; HDB, I, 418 f), ville sommeren i Neros andet år falde i 57. Under alle omstændigheder må Felix' afsættelse og retssag være faldet efter Pallas' afsættelse. Dateringen i den eusebianske Krønike har således ingen støtte hos Tacitus eller Josefus, og dens værdi afhænger af karakteren af den kilde, den blev hentet fra--hvis der da fandtes en sådan kilde, for det er i det mindste muligt, at den præcise datering udelukkende skyldes de krav, som Krønikens form pålagde Eusebius. Det er ikke usandsynligt, at den fejl på 5 år, som Eusebius begik i Agrippa II's regeringstid, kan være kilden til en tilsvarende fejl vedrørende Festus, trods den kendsgerning at Krønikens ramme almindeligvis ikke gives af de jødiske kongers år, men af kejserårene (Erbes i Gebhardt u. Harnack, Texte und Untersuchungen, N. F., IV, 1, 1899; Die Todestage d. Apos. Paulus u. Petrus; Turner, Jour. of Theol. Studies, 1902, III, 120 f; Ramsay, Pauline and Other Studies, 1906, 350 ff). Der er dog vidnesbyrd i ApG 21,38 om, at Paulus' arrestation ikke kan have ligget tidligere end foråret 55 e.Kr. For øverstbefalingsmanden antog, at Paulus var den egypter, som havde anført et oprør, der var blevet slået ned af Felix under Neros regering (Ant., XX, viii, 6; BJ, II, 13, 5). Derfor kan Festus' tiltrædelse, to år senere (ApG 24,27), ikke have ligget tidligere end 57 e.Kr.

Men hvis sommeren 57 e.Kr. er det tidligst mulige tidspunkt for Festus' tiltrædelse, er sommeren 60 e.Kr. det senest mulige tidspunkt. Albinus, Festus' efterfølger, var til stede i Jerusalem i oktober 62 e.Kr. (Ant., XX, ix, 1 ff), og selv om Festus' administration sandsynligvis var kortere end Felix' (jf. Ant, XX, viii, 9-11; BJ, II, xiv, 1 med Ant, XX, vii, 1-8, 8; BJ, II, 12-13), er det ikke sandsynligt, at den varede mindre end to år. Men mellem 57 e.Kr. og 60 e.Kr. taler sandsynligheden for det sidste. For dermed ydes større retfærdighed mod Paulus' ord til Felix: "Da jeg ved, at du i mange år har været dommer over dette folk," osv. (ApG 24,10). Felix blev udnævnt af Claudius i 52 e.Kr. (Tac. Ann. xii. 54; Ant, XX, v, 2) og blev fastholdt i embedet af Nero. De fleste begivenheder i hans administration fortælles af Josefus under Nero (Ant., XX, viii, 5 ff); og selv om Tacitus nævner en administration ved Felix i Samaria, mens Cumanus administrerede Galilæa (Ann. xii.54), gør udeladelsen af enhver direkte henvisning til Judæa, den usædvanlige karakter af en sådan dobbelt administration og Josefus' udtrykkelige udsagn om, at Claudius sendte Felix som Cumanus' efterfølger, det usandsynligt, at Paulus' udsagn skal forstås om en administration, der begyndte tidligere end 52 e.Kr. Hvis Festus efterfulgte ham i sommeren 60 e.Kr., ville Paulus' arrestation falde i 58, og de "mange år" i Felix' administration ville dække en periode på 6 år, fra 52 e.Kr. til 58 e.Kr. (jf. Schurer, op. cit., I, 577 f, note 38). Ramsay argumenterer for 57 e.Kr. som året for Paulus' arrestation og 59 e.Kr. som året for Festus' tiltrædelse (Pauline and Other Studies, 1906, 345 ff).

8. Relativ kronologi i Apostlenes Gerninger:

Hvis Festus efterfulgte Felix i sommeren 60 e.Kr., ville Paulus nå Rom i foråret 61 e.Kr., og beretningen i ApG ville slutte i 63 e.Kr. (ApG 28,30). Paulus' arrestation i Jerusalem 2 år før Festus' tiltrædelse (ApG 24,27) ville falde i foråret 58 e.Kr. Forud for dette havde Paulus tilbragt 3 måneder i Korinth (ApG 20,3) og 3 år i Efesos (ApG 20,31; jf. ApG 19,10), hvilket ville få begyndelsen på den tredje missionsrejse til at falde omkring 54 e.Kr. Der var et tidsrum mellem den anden og den tredje rejse (ApG 18,23), og eftersom Paulus tilbragte 18 måneder i Korinth (ApG 18,11), ville begyndelsen på den anden rejse falde omkring 51 e.Kr. Apostelmødet gik forud for den anden rejse og kan dateres til omkring 50 e.Kr.--14 år efter Paulus' første besøg i Jerusalem (37 e.Kr.) i det tredje år efter hans omvendelse i 35 e.Kr. Den første missionsrejse blev foretaget efter Paulus' og Barnabas' besøg i Jerusalem med almisserne fra menigheden i Antiokia (ApG 11,30; ApG 12,25), omkring tidspunktet for Herodes Agrippa I's død, og ville falde mellem 44 e.Kr. og 50 e.Kr. Den tidlige menigheds vækst i Jerusalem før Paulus' omvendelse ville således strække sig over en periode på omkring 5 år fra 30 e.Kr. til 35 e.Kr.

9. De paulinske breve:

Ti af de tretten paulinske breve blev skrevet i en periode på omkring ti år mellem Paulus' ankomst til Korinth og afslutningen på hans første romerske fangenskab. Disse breve falder i tre grupper, som hver har visse særpræg; og selv om hvert af dem afspejler forskellen i tid og anledning for dets tilblivelse, åbenbarer de alle en grundlæggende kontinuitet i tanke og en lighed i stil, som vidner om fælles forfatterskab. Den tidligste gruppe består af brevene til thessalonikerne, som begge blev skrevet fra Korinth på den anden missionsrejse omkring 52 eller 53 e.Kr., mens Silas (Silvanus) stadig var i Paulus' selskab og kort efter Paulus' besøg i Athen (1 Thess 1,1; 1 Thess 3,1; 1 Thess 3,2; 1 Thess 3,6; 2 Thess 1,1). De store breve hører til den tredje missionsrejse. Første Korintherbrev blev skrevet fra Efesos omkring 55 e.Kr.; Galaterbrevet sandsynligvis fra Efesos, enten før eller efter Første Korintherbrev, for Paulus havde været to gange i Galatien (Gal 4,13); Andet Korintherbrev fra Makedonien omkring 57 e.Kr.; og Romerbrevet fra Korinth omkring 57 eller 58 e.Kr. Fangenskabsbrevene blev skrevet fra Rom: Kolossenserbrevet, Efeserbrevet og Filemonbrevet omkring 62 e.Kr., og Filipperbrevet omkring 63 e.Kr.

10. Paulus' løsladelse og død:

Da Paulus skrev til Filemon (Filem 1,22) og til filipperne (Fil 2,24; jf. Fil 1,25), forventede han et gunstigt udfald af sin retssag i Rom og så frem til endnu et besøg i Østen. Før sin arrestation havde han planlagt en rejse til Spanien via Rom (Rom 15,28), og da han tog afsked med de efesiske ældste i Milet (ApG 20,25), må han ikke blot have haft farerne ved sin rejse til Jerusalem i tankerne, men også sin beslutning om at gå ind i et andet arbejdsfelt. Første Clemensbrev 5, Muratoris kanon og de apokryfe Peterakter (Zahn, Einltg.3, I, 444 f) vidner om Spaniensrejsen, og Pastoralbrevene om en rejse til Østen og om endnu et fangenskab i Rom. De to bevislinjer for Paulus' løsladelse er uafhængige, og ingen af dem kan forklares som blot afledt af udsagnet om Paulus' hensigt i Romerbrevet og i Filemonbrevet og Filipperbrevet. Den historiske situation, som forudsættes i Pastoralbrevene, kan kun beskyldes for kunstighed ud fra den hypotese, at Paulus ikke blev løsladt fra sit første romerske fangenskab. Oplysningerne i disse breve kan ikke indpasses i nogen periode af Paulus' liv før hans fangenskab. Men disse oplysninger er indarbejdet netop i de dele af Pastoralbrevene, som anerkendes som paulinske af dem, der betragter brevene som indeholdende kun ægte fragmenter fra Paulus, men tilskriver brevene i deres nuværende form en senere forfatter. Uanset hvilken hypotese om forfatterskab man vælger, kan den tradition, som disse breve indeholder, dog ikke være meget senere end det første kvartal af det 2. århundrede. Det er derfor højst sandsynligt, at Paulus blev løsladt fra sit første romerske fangenskab; at han besøgte Spanien og Østen; og at han for anden gang blev fængslet i Rom, hvor han mødte sin død i de sidste år af Neros regeringstid, dvs. i 67 eller 68 e.Kr. Ifølge tidlig tradition led Paulus martyrdøden ved halshugning med sværd (Tert., De praescr. haer., xxxvi), men der er intet, der forbinder hans død med Neros forfølgelse af de kristne i Rom i 64 e.Kr.

Man ved kun lidt om Peter ud over det, der er nedskrevet om ham i Det Nye Testamente. Traditionen om hans bispeembede i 20 eller 25 år i Rom (jf. Harnack, Gesch. d. altchr. Lit., II; Die Chronologie, I, 243 f) stemmer hverken med det, Apostlenes Gerninger og Galaterbrevet forudsætter, eller med Paulus' tavshed i Romerbrevet.

11. Peters død:

Men Første Petersbrev blev sandsynligvis skrevet fra Rom (1 Pet 5,13; jf. Euseb., HE, ii.15, 2), og vidnesbyrdet om Peters martyrdød (forudsat i Joh 21,18 f) under Nero i Rom ved korsfæstelse (Tert., De praes. haer., xxxvi; jf. 1 Clem 5,1 ff) er tidligt og sandsynligvis troværdigt. Traditionen forbinder også Peter og Paulus i deres arbejde og martyrdød i Rom (Dionysius hos Euseb., HE, ii. 25, 8; Iren., Adv. haer., iii.1, 2; iii. 3, 1). Omtalen af Vatikanet som stedet for Peters begravelse (Caius hos Euseb., HE, ii. 25, 6 f) kan pege på en forbindelse mellem hans martyrdød og den neronske forfølgelse i 64 e.Kr.; men dette er ikke sikkert. Peters død kan derfor med nogen sandsynlighed dateres til Rom mellem 64 og 67 e.Kr. Hans to breve blev skrevet på et tidspunkt før hans død, sandsynligvis det første omkring 64 og det andet på et senere tidspunkt og efter Judasbrevet, som det tilsyneladende benytter. (Argumenterne imod Peters ophold i Rom og martyrdød dér er udførligt fremsat af Schmiedel i Encyclopedia Biblica under ordet “Simon Peter,” især sp. 458 ff; sammenlign på den anden side Zahn, Einleitung3, II, 17 ff, engelsk oversættelse, II, 158 ff.)

12. Jakob den Retfærdiges død:

Jakob den Retfærdige, Herrens bror, var fremtrædende i menigheden i Jerusalem på apostelmødets tid (ApG 15,13; Gal 2,9; jf. Gal 1,19; Gal 2,12), og senere, da Paulus blev arresteret, synes han stadig at have indtaget denne position (ApG 21,18), idet han med imponerende hengivenhed arbejdede for det jødiske folk indtil sin martyrdød omkring år 66 e.Kr. (Ant., XX, ix, 1; Euseb., HE, ii.23, 3 ff; HRE3, VIII, 581; Zahn, Einltg.3, I, 76). Jakobsbrevet indeholder talrige tegn på sin tidlige oprindelse og lige så klare beviser for, at det ikke blev skrevet i den periode, hvor de spørgsmål, som drøftes i Paulus' store breve, satte menigheden i uro. Det er sandsynligvis den tidligste bog i Det Nye Testamente, skrevet før apostelmødet.

13. De synoptiske evangelier osv.:

I årtiet lige før Jerusalems fald blev overleveringen om Jesu liv og lære nedskrevet i de synoptiske evangelier. Den tidlige tradition daterer affattelsen af Matthæusevangeliet til Peters og Paulus' levetid (Iren., Adv. haer., ill. l, 1; Eusebius, HE, v.8, 2 ff), og Markusevangeliet enten lige før eller efter Peters død (Clement hos Euseb., HE, vi.14, 7; jf. ii.15; og Irenæus, Adv. haer., iii.11, 1; Papias' presbyter hos Euseb., HE, iii. 39, 15; jf. også 2 Pet 1,15). Lukas' skrifter--både evangeliet og Apostlenes Gerninger--falder sandsynligvis også i denne periode, for evangeliet indeholder ingen antydning af, at Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse var blevet opfyldt (jf. Luk 21,21; ApG 11,28), og Apostlenes Gerningers tavshed om udfaldet af Paulus' retssag forklares bedst ud fra hypotesen om en tidlig datering (Hieronymus, De vir. illustr., vii; Harnack, Neue Untersuch. zur Apostelgesch., 1911; jf. også Luk 10,7; 1 Tim 5,18). Til denne periode hører også Judasbrevet og Brevet til hebræerne (hvis det er stilet til jødekristne i Israels land; men senere, omkring 80 e.Kr., hvis det er stilet til jødekristne i Rom (Zahn, Einltg.3, II, 152)), idet det første bruges i 2 Peter og det sidste i 1 Clemens.

14. Johannes' død:

Den tidlige tradition forbinder Johannes med Efesos og nævner, at han levede videre indtil Trajans tid (Irenæus, Adv. haer., ii.22, 5 (Eusebius, HE, v.24); iii. l, 1; v.30, 3; v.33, 4; Clement hos Eusebius, HE, iii.23, 5-19; Polykrates hos Eusebius, HE, iii.31, 3; v.24, 3; Justin, Dialogue, lxxxi; jf. Åb 1,1; Åb 1,4; Åb 1,9; Åb 22,8; Joh 21,22; Joh 21,23; Joh 21,14; Joh 19,35). Han døde sandsynligvis omkring slutningen af 1. århundrede. Der findes en anden, men mindre godt bevidnet, tradition om martyrium, som hovedsagelig bygger på De Boor-fragmentet af Papias (Texte u. Unters., 1888), et syrisk martyrologium fra 4. århundrede (Wright, Jour. of Sacred Lit., 1865-66, VIII, 56 ff, 423 ff), Codex Coislinianus 305 af Georgius Hamartolus. Man mener, at denne tradition finder bekræftelse i Mark 10,35-40; Matt 20,20-23 (jf. Bousset, Theologische Rundschau,. 1905, 225 ff, 277 ff). I de sidste år af sit liv skrev Johannes Åbenbaringen, det fjerde evangelium og de tre breve.

15. Oversigt over dateringer:

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er nævnt i afsnit 8: Anger, De temporum in actis apostolorum ratione. 1833; Wieseler, Chronologie des apos. Zeitalters, 1848: Hoennicke, Die Chronologie des Lebens des Apostels Paulus, 1903; Harnack, Gesch. d. altchr. Lit. bis Euseb., II, 1, Die Chronologie bis Iren., 1897; Lightfoot, Biblical Essays, 1893; Zahn, Einleitung, II, 1907 (eng. oversættelse, 1909).

W. P. Armstrong