Maria

Hebraisk Miriam.

Josefs hustru, Jesu mor, kaldet “Jomfru Maria”, skønt hun aldrig betegnes sådan i Skriften (Matt 2,11; ApG 1,14). Man ved kun lidt om hendes personlige historie. Hendes slægtslinje gives i Luk 3. Hun var af Judas stamme og af Davids slægt (Sl 132,11; Luk 1,32). Gennem ægteskab var hun beslægtet med Elisabeth, som var af Arons slægt (Luk 1,36).

Mens hun boede i Nazaret hos sine forældre, før hun blev Josefs hustru, meddelte englen Gabriel hende, at hun skulle blive mor til den lovede Messias (Luk 1,35). Derefter drog hun af sted for at besøge sin slægtning Elisabeth, som boede sammen med sin mand Zakarias (sandsynligvis i Jutta, Jos 15,55; 21,16, i nærheden af Maon), i betydelig afstand, omkring 100 miles, fra Nazaret. Straks da hun trådte ind i huset, blev hun hilst af Elisabeth som mor til hendes Herre, og derefter brød hun straks ud i sin takkesang (Luk 1,46-56; jf. 1 Sam 2,1-10). Efter tre måneder vendte Maria tilbage til Nazaret, til sit eget hjem. Josef blev på overnaturlig måde gjort bekendt med hendes tilstand (Matt 1,18-25) og tog hende hjem til sig. Kort efter krævede Augustus’ dekret (Luk 2,1), at de skulle rejse til Betlehem (Mika 5,2), omkring 80 eller 90 miles fra Nazaret; og mens de var der, fandt de ly i herberget eller khanen, der var indrettet til fremmede (Luk 2,6, 7). Men da herberget var overfyldt, måtte Maria trække sig tilbage til et sted blandt kvæget, og dér fødte hun sin søn, som blev kaldt Jesus (Matt 1,21), fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder. Derefter fulgte fremstillingen i templet, flugten til Egypten og deres tilbagevenden det følgende år og bosættelse i Nazaret (Matt 2). Dér boede Maria, tømreren Josefs hustru, i tredive år, udfyldte sin egen beskedne plads og grundede over de mærkelige ting, der var sket med hende. I disse år er kun én begivenhed i Jesu historie nedskrevet, nemlig hans rejse op til Jerusalem, da han var tolv år gammel, og at han blev fundet blandt lærerne i templet (Luk 2,41-52). Sandsynligvis døde Josef også i denne periode, for han nævnes ikke igen.

Efter begyndelsen på vor Herres offentlige tjeneste omtales Maria kun lidt. Hun var til stede ved brylluppet i Kana. Halvandet år efter finder vi hende i Kapernaum (Matt 12,46, 48, 49), hvor Kristus udtalte de mindeværdige ord: “Hvem er min mor? og hvem er mine brødre? Og han rakte sin hånd ud mod sine disciple og sagde: Se, min mor og mine brødre!” Næste gang vi finder hende, er ved korset sammen med hendes søster Maria, og Maria Magdalene, og Salome og andre kvinder (Joh 19,26). Fra den time tog Johannes hende hjem til sig. Hun var sammen med den lille flok i salen ovenpå efter himmelfarten (ApG 1,14). Fra dette tidspunkt forsvinder hun helt fra den offentlige omtale. Tidspunktet og måden for hendes død er ukendt.

Maria Magdalene, dvs. Maria fra Magdala, en by på den vestlige bred af Tiberias-søen. Hun omtales første gang i Luk 8,3 som en af de kvinder, der “tjente Kristus med deres ejendele.” Deres motiv var taknemmelighed for de befrielser, han havde udført for dem. Af Maria blev syv dæmoner drevet ud. Taknemmelighed mod hendes store Befrier fik hende til at blive hans efterfølger. Disse kvinder ledsagede ham også på hans sidste rejse til Jerusalem (Matt 27,55; Mark 15,41; Luk 23,55). De stod nær ved korset. Dér blev Maria, indtil alt var forbi, og kroppen blev taget ned og lagt i Josefs grav. Igen, i den tidligste daggry på ugens første dag, kom hun sammen med Salome og Maria, Jakobs mor (Matt 28,1; Mark 16,2), til graven og bragte vellugtende krydderier med sig, for at de kunne salve Jesu legeme. De fandt graven tom, men så “et syn af engle” (Matt 28,5). Hun skynder sig at fortælle det til Peter og Johannes, som sandsynligvis boede sammen på dette tidspunkt (Joh 20,1, 2), og vender straks igen tilbage til graven. Dér bliver hun stående tankefuldt og græder ved gravens indgang. Den opstandne Herre viser sig for hende, men først genkender hun ham ikke. Da han udtaler hendes navn, “Maria”, bringer det hende til sig selv igen, og hun udbryder med det glade, ærbødige råb: “Rabboni.” Hun ville gerne holde fast ved ham, men han forbyder hende det og siger: “Rør mig ikke; for jeg er endnu ikke steget op til min Fader.” Dette er den sidste beretning om Maria fra Magdala, som nu vendte tilbage til Jerusalem. Forestillingen om, at denne Maria var “kvinden, som var en synder”, eller at hun var ukysk, er helt uden grundlag.

Maria, Lazarus’ søster, omtales for os i forbindelse med vor Herres besøg i Betania. Hun stilles i kontrast til sin søster Martha, som var “optaget af mange ting”, mens Jesus var deres gæst, mens Maria havde valgt “den gode del.” Hendes karakter viser sig også i forbindelse med hendes brors død (Joh 11,20, 31, 33). Ved vor Herres sidste besøg i Betania bragte Maria “et pund salve af nardus, meget kostbar, og salvede Jesu fødder”, mens han lå til bords i huset hos en Simon, som havde været spedalsk (Matt 26,6; Mark 14,3; Joh 12,2, 3). Dette var et tegn på hendes overstrømmende kærlighed til Herren. Intet vides om hendes senere historie. Det synes at fremgå af denne handling fra Marias side, og af den omstændighed at de ejede en familiegrav (11,38), og at et stort antal jøder fra Jerusalem kom for at trøste dem ved Lazarus’ død (11,19), at denne familie i Betania hørte til folkets mere velhavende klasse.

Maria, Klopas’ hustru, nævnes (Joh 19,25) som stående ved korset sammen med Maria fra Magdala og Maria, Jesu mor. Ved at sammenligne Matt 27,56 og Mark 15,40 finder vi, at denne Maria og “Maria, mor til Jakob den Lille”, er én og samme person, og at hun var søster til vor Herres mor. Hun var den “anden Maria”, som var til stede sammen med Maria fra Magdala ved vor Herres begravelse (Matt 27,61; Mark 15,47); og hun var en af dem, der tidligt om morgenen på ugens første dag gik for at salve legemet og således blev et af de første vidner til opstandelsen (Matt 28,1; Mark 16,1; Luk 24,1).

Maria, mor til Johannes Markus, var en af vor Herres tidligste disciple. Hun var Barnabas’ søster (Kol 4,10) og sluttede sig til ham i at afhænde deres jord og give udbyttet af salget til kirkens kasse (ApG 4,37; 12,12). Hendes hus i Jerusalem var det fælles mødested for disciplene dér.

En kristen i Rom, som viste Paulus særlig venlighed (Rom 16,6).