Maria

ma'-ri, mar'-i (Maria, Mariam, græsk form af hebraisk miryam):

I. DEFINITION OG SPØRGSMÅL OM IDENTIFIKATION

Navnet Maria i Det Nye Testamente

II. MARIA, JOMFRUEN

1. Maria i barndomsfortællingerne

2. Maria ved Kana

3. Maria og Jesu virke

4. Maria ved korset

5. Maria i det kristne fællesskab

6. Maria i kirkelig lære og tradition

(1) Legende

(2) Dogme

(a) Dogmet om hendes syndfrihed

(b) Dogmet om Marias vedvarende jomfruelighed

(c) Læren om Marias herliggørelse som genstand for tilbedelse og hendes funktion som forbeder

(3) Konklusion

III. MARIA MAGDALENE

1. Maria ikke den syndige kvinde i Lukas 7

2. Maria ikke et nervøst vrag

IV. MARIA FRA BETANIA

1. Angreb på Lukas' beretning

2. Vidnesbyrdet hos Lukas taget for sig

3. Vidnesbyrdet sigtet ved sammenligning

4. Marias karakter

V. MARIA, MOR TIL JAKOB OG JOSES

VI. MARIA, MOR TIL JOHANNES MARKUS

I. Definition og spørgsmål om identifikation.

Et hebraisk feminint egennavn på to personer i Det Gamle Testamente (se 2 Mos 15,20; 4 Mos 12,1; Mika 6,4; 1 Krøn 4,17) og på et ikke sikkert fastslået antal i Det Nye Testamente. Navnets udbredelse på Det Nye Testamentes tid er, dog uden nogen større sikkerhed, blevet tilskrevet Mariamnes popularitet; hun var den sidste repræsentant for hasmonæerslægten og Herodes I's anden hustru.

Navnet Maria i Det Nye Testamente:

(1) Navnet Maria forekommer i 51 passager i Det Nye Testamente, som den følgende gruppe artikler er begrænset til (se MIRIAM). Når alle disse henvisninger sammenstilles, får vi følgende tilsyneladende kendetegn til identifikation:

(a) Maria, Jesu mor;

(b) Maria Magdalene;

(c) Maria, Jakobs mor;

(d) Maria, Joses' mor;

(e) Maria, Klopas' hustru;

(f) Maria fra Betania;

(g) Maria, Markus' mor;

(h) Maria fra Rom;

(i) den »anden« Maria.

(2) En sammenligning af Matt 27,56; Matt 28,1 med Mark 15,47 synes klart at identificere den »anden« Maria med Maria, Joses' mor.

(3) Mark 15,40 identificerer Maria, Jakobs mor, og Maria, Joses' mor (sammenlign Mark 15,47) (se Allens note til Matt 27,56).

(4) På dette punkt opstår et særligt identifikationsproblem. Maria, Klopas' hustru, nævnes som til stede ved korset sammen med Maria, Jesu mor, dennes søster og Maria fra Magdala (Joh 19,25). I de andre meddelelser om gruppen ved korset nævnes Maria, Jakobs mor (Matt 27,56; Mark 15,40). Andre steder betegnes Jakob regelmæssigt som »Alfæus' søn« (Matt 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15). Da der næppe kan herske tvivl om, at apostlen Jakob og Jakob den Lille, Marias søn, er én og samme person, synes konklusionen uundgåelig: at Maria, Jakobs mor, også er Alfæus' hustru. Her kunne vi standse og lade Klopas' hustru forblive uidentificeret, men det forhold, at navnet Alfæus (Alphaios) er den græske translitteration af det aramæiske chalpay, sammen med det usandsynlige i, at en person, som var vigtig nok til at blive nævnt af Johannes, skulle være udeladt af synoptikerne, og at endnu en Maria ud over de tre, der bestemt nævnes, kunne være til stede uden at blive omtalt, peger på den konklusion, at Klopas' hustru er samme person som Alfæus' hustru (se ALPHAEUS). Sammen med denne rimelige konklusion er der som en udvækst vokset en anden frem, som der overhovedet ikke er noget grundlag for, nemlig at Klopas' hustru var søster til Maria, Jesu mor. Dette ville gøre apostlen Jakob til Jesu fætter, og ved en udvidelse af tanken ville det identificere apostlen Jakob med Jakob, »Herrens bror«. Det tilgængelige vidnesbyrd taler klart imod begge disse slutninger (se Matt 13,55; Mark 6,3; Gal 1,19).

(5) Endnu en mulig identifikation fremlægges til overvejelse. Zahn identificerer i en særdeles interessant note (New Testament, II, 514) Maria fra Rom (Rom 16,6) med den »anden« Maria hos Matthæus. Vi behøver ikke gå ind i en drøftelse af det spørgsmål, der dermed rejses, eftersom identifikationen af en kvinde, om hvem vi ingen detaljer har fået, ikke er meget mere end af akademisk interesse.

Sagens sandsynligheder giver os dog frihed til at begrænse vores opmærksomhed til de vigtigste personer, der bærer navnet Maria. Vi skal drøfte Maria, Jesu mor; Maria fra Magdala; Maria fra Betania; Maria, mor til Jakob og Joses; Maria, Markus' mor.

II. Maria, jomfruen.

Biografien om Jesu mor er samlet omkring en kort række episoder, som tjener til at vise hendes fremtrædende kendetegn i klart lys. To årsager har virket til at forvrænge og gøre det meget klare og levende billede af Maria, som evangelierne har efterladt os, uvirkeligt. Romersk-katolsk dogmatisk og sentimental overdrivelse har næsten fjernet Maria fra historien (se IMMACULATE CONCEPTION). På den anden side har reaktion og overbetoning af visse træk i evangelieberetningen fået nogle til at tillægge Maria en negativ holdning til vor Herre og hans krav, som hun bestemt aldrig indtog. Det er meget vigtigt, at vi følger beretningen med fordomsfri øjne og giver hver enkelt efterfølgende episode den rette vægt.

Maria optræder i følgende passager: barndomsfortællingerne, Matt 1 og 2; Luk 1 og 2; brylluppet i Kana i Galilæa, Joh 2,1-11; episoden i Matt 12,46; Mark 3,21; Mark 3,31 ff.; hændelsen ved korset, Joh 19,25 ff.; scenen i salen ovenpå, ApG 1,14.

1. Maria i barndomsfortællingerne:

(1) Det skal først og fremmest bemærkes, at Maria og hendes erfaringer udgør den fortællende kerne i begge barndomsberetninger. Dette er i modstrid med den almindelige opfattelse, men er uden tvivl sandt. Hun er tydeligvis genstand for Lukas' særlige interesse (se Ramsay, Was Christ Born at Bethlehem? 76 f), og der mangler ikke tegn på, at Lukas' beretning kom fra Maria selv. Men selv om Matthæus' beretning ikke lige så umiddelbart viser hans interesse for Maria, er det tydeligt, at han var optaget af den bevægende historie om Herrens mor.

Lukas fortæller historien om Marias indre og dybt personlige erfaringer, hendes kald (1,26 f), hendes jomfruelige frygt (1,29.35), hendes trofaste underkastelse (1,38), hendes udbrud af hellig og uselvisk glæde (1,39-55). Fra denne foregribende fortælling går han straks videre til den messianske opfyldelse.

Matthæus fortæller historien om Marias ydre og, så at sige, offentlige erfaringer, som følger tæt efter de førstnævnte og står i en så dramatisk kontrast til dem: skammen og mistanken, der faldt over hende (1,18); hendes bitre ydmygelse (1,19), hendes endelige frifindelse (1,20 f). Her supplerer de to fortællinger hinanden ved at give forskellige detaljer, men, som i andre tilfælde, samler de sig om den centrale kendsgerning--den centrale kendsgerning her er Maria selv, hendes karakter, hendes tanker, hendes erfaringer. Det punkt, der frem for alt skal understreges, er, at vi har virkelig biografi, om end i fragmenter; deri at den samme person fremtræder i den uforlignelige virkelighed af faktisk karaktertegning i begge dele af historien. Dette er tilstrækkelig garanti for historicitet; for ingen to tænkte portrætter har nogensinde stemt overens, medmindre det ene kopierede det andet--hvilket tydeligvis ikke er tilfældet her. Mere end dette er historien en virkelig menneskelig fortælling, hvor den bemærkelsesværdige karakter af de begivenheder, der fandt sted i hendes liv, kun tjener til at sætte de enkle, ydmyge og naturlige egenskaber hos den, de angik, i skarpere relief.

(2) Man kan næppe undgå at blive slået, når man studerer Marias karakter, af hendes stille sind; hendes meditative, indadvendte anlæg; hendes beundringsværdige selvbeherskelse; hendes fromme og yndefulde gave til hellig tavshed. Lovsangen (Luk 1,46-55), som i det mindste udtrykker Lukas' opfattelse af hendes natur, viser, at hun ikke er vant til at dvæle meget ved sig selv (kun 4 linjer henleder særlig opmærksomhed på hende selv), og at hendes sind er gennemtrængt af Det Gamle Testamentes ånd og udtryksmåde. Den intenst jødiske karakter af hendes fromhed, sådan som den her kommer til udtryk, forklarer meget af det, der virker usædvanligt i hendes senere livsforløb, sådan som det skildres i evangelierne.

2. Maria i Kana:

Den første episode, som kræver vores opmærksomhed, er brylluppet i Kana i Galilæa (Joh 2,1-11). Forholdet mellem Jesus og hans mor har næsten overskygget andre interesser i kapitlet. Det skal bemærkes, at tanken om en egenrådig indblanding fra Marias side og en skarp irettesættelse fra Jesu side bestemt må afvises. Nøglen til betydningen af denne episode findes i 4 enkle punkter:

(1) i en krise, hvor der er mangel, vender Maria sig naturligt til Jesus som til den, fra hvem hjælp kan ventes;

(2) hun lader sig slet ikke bringe ud af ro ved hans svar, hvad end dets betydning måtte være;

(3) hun baner vejen for miraklet ved sine myndige anvisninger til tjenerne;

(4) Jesus afhjælper faktisk situationen ved en udøvelse af magt.

Om hun vendte sig til Jesus med en tydeligt messiansk forventning, eller om Jesus havde til hensigt at give en mild irettesættelse for hendes iver, er det ikke nødvendigt for os at undersøge, ligesom det ikke er muligt for os at afgøre. Det er nok, at hendes spontane appel til sin søn ikke førte til skuffelse, eftersom han, som svar på hendes antydning eller i det mindste i overensstemmelse med den, "åbenbarede sin herlighed." Hændelsen bekræfter barndomsberetningen, hvor Marias stille og kraftfulde personlighed fremstilles.

3. Maria og Jesu virke:

I Matt 12,46 (parallel Mark 3,31-35) får vi at vide, at da hans mor og hans brødre kom og søgte ham, havde Jesus i den velkendte bemærkning om sine sande slægtninge i himlenes rige til hensigt at give sin egen husstand en alvorlig irettesættelse for en handling, som indebar både vantro og formastelig indblanding i hans store livsgerning. Forklaringen på denne hændelse, som ikke rummer sådanne smertefulde antydninger, som i den folkelige forestilling er blevet knyttet til den, findes i Markus' beretning. Han afbryder sin fortælling om slægtningenes ankomst (som hører hjemme i Mark 3,21) med beretningen om den anklage, de skriftkloge fra Jerusalem fremsatte: at Jesu magt over dæmoner skyldtes Beelzebul. Dette bidrager i høj grad til at forklare den bekymring, Jesu slægtninge følte, eftersom folkemængdens ustyrlige begejstring, som ikke gav ham nogen mulighed for at hvile og syntes at true hans helbred, på den anden side blev modsvaret af myndighedernes bitre, ondsindede modstand, de myndigheder som hellere ville tro enhver ondsindet absurditet end at hans magt kom fra Gud. Det afgørende punkt er, at Marias og hendes husstands forsøg på at få fat i Jesu person for at få ham til at trække sig tilbage for en tid, ikke skyldtes kritisk og indblandende vantro, men kærlig bekymring. Jesu ord har utvivlsomt klangen af bevidst myndighed og udtrykker beslutsomheden hos en, der vil have kontrol over sit eget liv--men det er en alvorlig fejl at læse blot den svageste tone af satire ind i dem. Det er med rette blevet sagt (Horace Bushnell, Sermons on Living Subject, 30), at Jesus næppe ville gøre brug af familiesymbolikken til at betegne de hellige relationer i himlenes rige, samtidig med at han nedvurderede værdien og betydningen af netop de relationer, som dannede grundlaget for hans analogi. Den virkelige atmosfære i hændelsen er meget anderledes end dette.

4. Maria ved korset:

For at være sikre på, at mange har misforstået den ovennævnte hændelse, behøver vi blot at vende os til den udsøgt ømme scene ved korset, som Johannes har nedskrevet (19,25 ff.). Denne scene, lige smuk hvad enten man betragter det forhold, den åbenbarer som bestående mellem Jesus og hans mor, eller mellem Jesus og hans højt elskede discipel, fjerner al mulig tvetydighed, som kunne knytte sig til de foregående hændelser, og åbenbarer den sande ånd i Mesterens hjem. Jesus kunne aldrig have talt, som han gjorde fra korset, hvis han ikke konsekvent havde fastholdt stillingen som og udført pligterne for en ældste søn. Scenens tone og karakter kunne aldrig have været, som den er, hvis der ikke havde været et urokkeligt bånd af øm kærlighed og gensidig forståelse mellem Jesus og hans mor. Jesus kunne overgive sit hellige ansvar til en andens pålidelige varetægt, fordi han selv trofast havde varetaget det.

5. Maria i det kristne fællesskab:

Det sidste sted, som vi må overveje (ApG 1,14), er særlig vigtigt, fordi vi her finder Maria og hendes husstand hjemme midt i det kristne fællesskab, optaget af bøn sammen med dem. Det er også klart, at Maria selv og familien, som synes at have været meget fuldstændigt under hendes indflydelse, aldrig brød med disciplenes kreds, hvad end deres tidligere betænkeligheder kan have været, og vedholdende forblev inden for rækkevidden af de erfaringer, som til sidst førte til fuldt udfoldet kristen tro. Dette gør det tilstrækkeligt klart, på den ene side, at husstanden aldrig delte de følelser, som fandtes hos den officielle klasse blandt jøderne; og, på den anden side, at Jesu familie gennemgik den samme række af erfaringer, som afmærkede hele discipelflokkens forløb på vejen til tro. Betydningen af denne enkle, men vigtige kendsgerning for den historiske troværdighed af den række hændelser, som netop er gennemgået, er indlysende.

Sammenfatningen af sagen om Maria synes at være denne: Jesu mor var en typisk jødisk troende af den bedste slags. Hun var dybt eftertænksom, men på ingen måde en dristig eller original tænker. Hendes nedarvede messianske trosforestillinger forberedte hende ikke, og kunne måske heller ikke forberede hende, på Jesu fremgangsmåde, som indebar så meget, der var nyt og uventet. Men hendes hjerte var sandt, og fra begyndelsen til pinsedagen overvejede hun i sit hjerte betydningen af sine mange forvirrende erfaringer, indtil lyset kom. Fortællingen om hendes liv og om hendes forhold til Jesus er gennemført sammenhængende og præget af mange ubevidste træk af sandhed. En sådan beretning kunne ikke være opdigtet eller gjort til en fabel.

6. Maria i kirkelig lære og tradition:

(1) Legende.

Den kirkelige behandling af Maria består for en stor del af legende og dogme, omtrent lige fiktive og upålidelige. De legendariske beretninger, som omfatter de apokryfe evangelier, beskæftiger sig for det meste med detaljer om hendes afstamning og tidlige liv; hendes trolovelse og ægteskab med Josef; hendes rejse til Betlehem og hendes barns fødsel. På dette punkt står de legendariske fortællinger, i deres grove trang til mirakelfortællinger og ublu intimitet i detaljerne, i skarp kontrast til den kanoniske fortællings rene tilbageholdenhed og har netop af den grund bevismæssig værdi.

(2) Dogme.

Der findes desuden en fuldt udviklet legende om Marias senere liv i Johannes' hus; om hendes død, som apostlene mirakuløst fik lov at tage del i; hendes legemlige optagelse til himlen; hendes modtagelse ved Jesu hænder og hendes herliggørelse i himlen. I denne sidste række udsagn har vi allerede foretaget overgangen fra legende til dogme. Det er ganske klart, ud fra romersk-katolske forfatteres egne udsagn, at der ikke findes pålidelige historiske oplysninger blandt disse legendariske beretninger. Den almindelige holdning hos moderne forfattere kommer til udtryk i følgende sætninger (fra Wilhelm og Scannel, Manual of Catholic Theology, II, 220, citeret af Mayor, Hastings, Dictionary of the Bible, II, 288, note): "Marias legemlige optagelse i himlen ligger så fuldstændigt underforstået i forestillingen om hendes personlighed, sådan som den er givet ved Bibel og dogme, at kirken kan undvære strengt historisk bevis for kendsgerningen." Hvis det er sådan, man føler, er der meget lidt at sige om det. Bortset fra det kvasihistoriske dogme om Marias legemlige optagelse falder den romersk-katolske lærefortolkning af hendes person i tre dele.

(a) Dogmet om hendes syndfrihed:

Dette drøftes under IMMACULATE CONCEPTION (se dette) og behøver ikke opholde os her.

(b) Dogmet om Marias vedvarende jomfruelighed:

Det er tydeligt, at også dette er en lære af en sådan karakter, at dens fortalere, til fordel for deres argument, kunne have afholdt sig fra at give indtryk af kritisk drøftelse.

Selv hvis alle eksegesens sandsynligheder krænkes, og det samlede vidnesbyrd om, at Maria havde andre børn, ryddes af vejen; hvis udtrykket "Herrens brødre" forklares som "plejebrødre", "fætre" eller hvad som helst; hvis Jesus påvises ikke blot at være den "førstefødte", men den "enbårne" søn (Luk 2,7); hvis udtrykket i Matt 1,25 tolkes som betydende "indtil og videre end" (Pusey m.fl.; sammenlign Roman Catholic Dict., 604), ville det stadig være så langt som muligt fra en bevisførelse for dogmet. At en gift kvinde ikke har børn, er intet bevis for jomfruelighed – hverken vedvarende eller på anden måde. At denne tanke er faldet romersk-katolske apologeter ind, skønt den ikke åbent er udtrykt af dem, fremgår af den kendsgerning, at mens visse måder at behandle spørgsmålet om "Herrens brødre" på gør dem til Josefs sønner af et tidligere ægteskab, omfatter den foretrukne lære Josefs vedvarende jomfruelighed. Ligesom tanken om Marias syndfrihed har ført til dogmet om den ubesmittede undfangelse, sådan kræver tanken om hendes vedvarende jomfruelighed den hjælpeforestilling, at Josef også var det. Ingen kritiske eller historiske overvejelser kan være til nogen som helst nytte her. Det er et spørgsmål om dogmatisk antagelse uden nogen iblanding af faktisk bevismateriale og burde hellere åbent gøres til netop det.

Det er tydeligt, at der her rejses et meget alvorligt moralsk spørgsmål. Spørgsmålet er ikke, om jomfruelighed er en højere livsform end ægteskab. Man kunne være rede til at sige, at den under visse omstændigheder er det. Det punkt, der her er tale om, er meget anderledes. Hvis Maria kun tilsyneladende var gift med Josef og Josef med Maria, så var de troløse mod hinanden og mod Guds ordning, som gjorde dem til ét. Hvordan en romersk katolik, for hvem ægteskabet er et sakramente, kan nære en sådan forestilling, er en uudgrundelig gåde. Den kendsgerning, at Maria ved et under var Messias' mor, har intet at gøre med spørgsmålet om hendes privilegium og forpligtelse i det helligste af menneskelige forhold. Bag dette usunde dogme ligger to fuldstændig falske ideer: at ægteskabsforholdet er uforeneligt med et helligt liv, og at Maria ikke skal betragtes som et menneske under de almindelige forpligtelser i menneskelivet.

(c) Læren om Marias herliggørelse som genstand for tilbedelse og hendes funktion som forbeder: Uden noget ønske om at være polemisk over for romersk katolicisme, og tværtimod med ethvert ønske om at være sympatisk, er det meget vanskeligt at være tålmodig med de barnagtigheder, som skæmmer romersk-katolske dogmatikeres skrifter i drøftelsen af denne gruppe læresætninger.

(i) Tag for eksempel den grove bogstavelighed, der ligger i identifikationen af kvinden i Åb 12,1-6 med Maria. Omhyggelig eksegese af stykket (især 12,6), i forbindelse med sammenhængen, gør det klart, at der ikke er tænkt på noget vink om Marias status i himlen. Faktisk henvises der slet ikke til Maria i nogen bogstavelig forstand. Marias moderskab sammen med Moses' mors er meget sandsynligt grundlaget for billedet, men kvinden i synet er kirken, som på én gang er sin Herres mor og legeme (se Milligan, Expositors' Bible, "Revelation," 196 f).

Tre andre argumenter bruges hyppigst til at retfærdiggøre den plads, der gives Maria i liturgien.

(ii) Kristi vedvarende menneskelighed fører til hans vedvarende sønneforhold til Maria. Hvis dette argument overhovedet har nogen vægt i denne sammenhæng, indebærer det, at den herliggjorte Herre Jesus stadig er underlagt sin mor. Det er imidlertid klart af evangelierne, at den underordning under hans forældre, som fortsatte efter hændelsen i templet (Luk 2,51), blidt, men fast blev lagt til side ved begyndelsen af den offentlige tjeneste (se ovenfor, II, 2, 3). I alt, hvad der angår hans himmelske embede som Herre, er Marias stilling en afhængighedens, ikke en myndighedens.

(iii) Kristus hører hendes bønner. Her er dogmatisk antagelse igen tydelig. At han hører hendes bønner, selv hvis det er sandt i en ganske særlig forstand, indebærer på ingen måde, at bønner skal rettes til hende, eller at hun er en forbeder, gennem hvem bønner kan rettes til ham.

(iv) Eftersom Maria tog sig af Kristi legeme, da han var på jorden, ville hans åndelige legeme naturligt være hendes særlige omsorg i himlen. Men efter enhver rimelig hypotese var, er og må Maria forblive en del af dette legeme (se ApG 1,14). Medmindre hun i sig selv er et guddommeligt væsen, kan hendes omsorg for kirken ikke indebære hendes universelle nærvær i den og hendes tilgængelighed for sine medtroendes bønner.

For en ikke-romersk-katolik er den mest sigende kendsgerning i hele striden, at forsigtige apologeters udsagn til støtte for den kirkelige holdning til Maria på ingen måde retfærdiggør tonen af overdreven lovprisning, som præger den ikke-polemiske andagtslitteratur om emnet (se Dearden, Modern Romanism Examined, 22 f).

(3) Konklusion.

Vores konklusion på hele spørgsmålet er, at litteraturen om Mariadyrkelse historisk hører hjemme i uautoriseret spekulation og psykologisk i askesens og det gejstlige cølibats naturhistorie.

III. Maria Magdalene

(Maria Magdalene = fra "Magdala").--En hengiven efterfølger af Jesus, som trådte ind i kredsen af de underviste under tjenesten i Galilæa og blev fremtrædende i de sidste dage. Substantivet "Magdala", hvorfra adjektivet "Magdalene" er dannet, forekommer ikke i evangelierne (ordet i Matt 15,39 er naturligvis "Magadan"). Betydningen af denne dunkle henvisning sammenfattes godt i følgende citater fra Plummer (International Critical Commentary, "Luke," 215): "'Magdala er kun den græske form af mighdol eller vagttårn, et af de mange steder med dette navn i landet' (Tristram, Bible Places, 260); og repræsenteres sandsynligvis af den elendige klynge af hytter, som nu bærer navnet Mejdel nær midten af søens vestlige bred."

1. Maria ikke den syndige kvinde i Lukas 7:

Da hun var den første, der vidnede om Jesu opstandelse, er det vigtigt, at vi får et korrekt syn på hendes stilling og karakter. Forestillingen om, at hun var en angrende kvinde fra gadelivet, opstod uden tvivl i første omgang ud fra en misforståelse af arten af hendes lidelse, sammen med en helt umulig identifikation af hende med den kvinde, der var en synder, i det foregående afsnit af evangeliet. Det må ikke glemmes, at lidelsen dæmonbesættelse, efter Det Nye Testamentes forestillinger (se DEMON, DEMONOLOGY), ikke havde nogen af de bibetydninger af ondt sind og ondskabsfuldt gemyt, som i folkelig opfattelse forbindes med at "have en djævel". Den besatte blev af vor Herre og disciplene betragtet som syg, som offer for en fremmed og ond magt, ikke som dens medskyldige. Hvis dette altid var blevet forstået og fastholdt, ville den uheldige identifikation af Maria med et liv i offentlig prostitution have været langt mindre let.

Efter nytestamentlig sprogbrug ville navnet i sådanne tilfælde være blevet tilbageholdt (sammenlign Luk 7,37; Joh 8,3). Samtidig betyder udsagnet om, at 7 dæmoner var blevet drevet ud af Maria, enten at lidelsen var af usædvanlig sværhedsgrad, muligvis med flere tilbagefald (sammenlign Luk 11,26), eller at formen af hendes splittede og hjemsøgte bevidsthed (sammenlign Mark 5,9) gav anledning til brugen af tallet 7. Selv da var hun en helbredt invalid, ikke et reddet socialt vrag.

Identifikationen af Maria med den syndige kvinde er naturligvis umulig for den, der nøje følger fortællingens forløb med blik for overgangene. Kvinden i Lukas 7 dækkes omhyggeligt med anonymitetens skjulende kappe. Hun var uden tvivl kendt ved navn i den første discipelkreds' inderkreds, men det er yderst tvivlsomt, om hun var kendt sådan for Lukas. Hendes historie afsluttes bestemt ved 7,50.

Marias navn findes ved begyndelsen af et helt nyt afsnit af evangeliet (se Plummers analyse, op. cit., xxxvii), hvor Marias navn indføres med et enkelt kendetegn, bortset fra hendes tidligere bopæl, som peger bort fra den foregående fortælling og er uforeneligt med den. Hvis den foregående beretning om salvingen var Marias indførelse i kredsen af Kristi efterfølgere, kunne hun ikke identificeres med Lukas' udtryk. Jesus drev ikke en dæmon ud af den syndige kvinde i Lukas 7, og Maria fra Magdala fremstilles ikke som den, der salvede Herrens fødder. De to udsagn kan ikke passes sammen.

2. Maria ikke et nervøst vrag:

Maria er blevet fejlfremstillet på en anden måde, næppe mindre alvorlig. Hun var et af de allerførste vidner til opstandelsen, og hendes vidnesbyrd er af tilstrækkelig betydning til, at det er umagen værd for dem, der modsiger fortællingen, at miskreditere hendes vidnesbyrd. Dette sker, på grundlag af hendes gådefulde lidelse, ved at gøre hende til en paranoid person, som havde for vane at "se ting". Renan er hovedsynderen på dette punkt, men andre har fulgt hans eksempel.

(1) Til at begynde med må det bemærkes, at Maria var blevet helbredt for sin lidelse på en så markant måde, at hun fremover, gennem hele sit liv, var et monument over Kristi helbredende kraft. Det, han havde gjort for hende, blev næsten en del af hendes navn sammen med navnet på hendes landsby. Man skal ikke antage, at en så iøjnefaldende helbredelse ville efterlade hende som et nervøst vrag, viljesvag, usikker i sin dømmekraft, offer for hysteriske rystelser og ufrivillige hallucinationer.

(2) Der er mere end denne a priori-betragtning imod en sådan fortolkning af Maria. Hun var den første ved graven (Matt 28,1; Mark 16,1; Luk 24,10). Men hun var også den sidste ved korset – hun og hendes ledsagere (Matt 27,61; Mark 15,40). Et blik på hele den korte fortælling om hendes liv i evangelierne vil forklare denne kombination af udsagn. Maria optræder første gang nær begyndelsen af fortællingen om den galilæiske tjeneste som en af en gruppe bestående af "mange" (Luk 8,3), blandt dem Johanna, hustru til Kuza, Herodes' hofembedsmand, som fulgte med De Tolv og tjente dem med deres midler. Maria forsvinder derefter fra teksten for at dukke op igen som en af de selvudnævnte vågere ved korset og derefter slutte sig til skaren af vidner til opstandelsen. Betydningen af disse enkle udsagn for forståelsen af Marias karakter og stilling blandt Jesu efterfølgere er ikke svær at finde. Hun kom ind i de troendes kreds, udskilt fra de øvrige ved en usædvanlig erfaring af Herrens helbredende kraft. Fra da af, helt til det sidste, fulgte og tjente hun sin Herre med utrættelig hengivenhed, med målrettet og ivrig villighed, med uforfærdet mod selv over for farer, der knækkede modet hos de udvalgte Tolv. Det er umuligt, at en sådan målrettethed, en sådan viljestyrke og frem for alt et sådant mod i fare skulle være blevet udvist af en svag, hysterisk, neurotisk uhelbredelig person. Disse kvinders handling, hvor Maria var en af dem, ved at tjene deres Mesters behov, mens han levede, og ved at udføre de sidste ritualer for hans legeme i døden, er karakteristisk for kvinden, når hun er bedst.

IV. Maria fra Betania.

Endnu en hengiven efterfølger af Jesus. Hun var bosat i Betania (Bethania) og medlem af den familie, der bestod af en højt elsket bror, Lazarus, og en anden søster, Martha, som skabte et hjem for Jesus inden for deres egen kreds, hver gang han var i nærheden.

Den ene beskrivende henvisning, ud over det ovenstående, som er knyttet til Maria, har voldt uendelig forvirring. Johannes (11,2) siger, at det var denne Maria, der salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår, og hvis bror Lazarus var syg. Denne henvisning ville være fuldt ud dækket af beretningen i Joh 12,1; Joh 12,8, og ingen vanskelighed ville opstå, hvis det ikke var for den kendsgerning, at Lukas (7,36-50) beretter om en salvelse af Jesus ved en kvinde, ledsaget af at hun tørrede hans fødder med sit hår. Identifikationen af disse to salvelser ville ikke volde nogen stor vanskelighed, trods alvorlige uoverensstemmelser med hensyn til tid, sted og andre omstændigheder ved handlingen, hvis det ikke var for den meget alvorlige kendsgerning, at kvinden i Luk 7 beskrives som en synder i den frygtelige særlige betydning, der var forbundet med dette ord i nytestamentlig tid. Dette er så fuldstændigt i disharmoni med alt, hvad vi ved om Maria og familien i Betania, at det er en næsten utålelig hypotese.

På den anden side står vi over for mindst én alvorlig vanskelighed ved at hævde, at der var to salvelser. Det formuleres godt af Mayor (Hastings Dictionary Bible, III, 280a): "Er det sandsynligt, at vor Herre ville have udtalt en så høj lovprisning af Marias handling, hvis hun blot fulgte det eksempel, som den syndige kvinde fra Galilæa allerede havde sat; eller (hvis man antager den anden opfattelse) hvis hun selv blot gentog, under gunstigere omstændigheder, den kærlige hengivenheds handling, som hun allerede havde modtaget hans ros for?" Vi vil være nødt til at se denne vanskelighed i øjnene, hvis vi tvinges til den konklusion, at der var mere end én salvelse.

1. Angreb på Lukas' beretning:

I de forskellige forsøg på at løse dette problem, eller rettere denne gruppe af problemer, på anden måde end ved at fastholde to salvelser, har Lukas, som står alene over for Markus, Matthæus og Johannes, sædvanligvis mistet tillid. Mayor (anf. værk, 282a) antyder den mulighed, at teksten hos Lukas er blevet manipuleret med, og at hans beretning oprindeligt ikke indeholdt nogen henvisning til salvelse. Dette er en desperat udvej, som indfører flere vanskeligheder, end den løser. Strauss og andre fjendtligt indstillede kritikere påstår, at Lukas har sammenblandet salvelsen i Betania med beretningen om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, men, som Plummer med rette siger, viser beretningen ingen tegn på forvirring. "Både Jesu og kvindens optræden ligner hverken fiktion eller klodset forvansket kendsgerning. Hans milde strenghed over for Simon og ømme modtagelse af synderen ligger lige så langt uden for opfindelsens rækkevidde som veltalenheden i hendes ordløse hengivenhed" (International Critical Commentary, "Luke," 209).

2. Vidnesbyrdet hos Lukas betragtet for sig:

Det første skridt i løsningen af denne vanskelighed er nøje at bemærke det vidnesbyrd, som Lukas' beretning giver, når den tages for sig. Maria nævnes for første gang i Luk 10,38-42 på en måde, som klart viser, at familien i Betania her nævnes for første gang (en "bestemt tis kvinde ved navn Martha," og "hun havde en søster, der kaldtes Maria," osv.). Denne formulering viser, at en ny gruppe navne introduceres (sammenlign Joh 11,1). Det er også en klar angivelse af den kendsgerning, at Lukas ikke identificerer Maria med den syndige kvinde i Lukas 7 (sammenlign Matt 26,6-13; Mark 14,3-9; Luk 7,36-50; Joh 12,1-8).

3. Vidnesbyrdet siet gennem sammenligning:

Vores næste opgave er nøje at bemærke forholdet mellem beretningerne hos Markus, Matthæus og Johannes på den ene side og Lukas' beretning på den anden. Vi kan med fordel analysere beretningerne under følgende overskrifter:

(1) angivelser af tid og sted;

(2) hændelsens omstændigheder og ramme;

(3) beskrivelse af den person, som udførte salvelsen;

(4) klager over hendes handling, fra hvem og af hvilken grund;

(5) den lære, der udledes af kvindens handling, og som udgør vor Herres forsvar for den;

(6) tilfældige træk ved beretningen.

Under

(1) bemærkes det, at alle tre evangelister placerer hændelsen nær afslutningen af tjenesten og i Betania. Under

(2) er det vigtigt at lægge mærke til, at Matthæus og Markus placerer scenen i Simons, "den spedalskes", hus, mens Johannes mere ubestemt siger, at der blev holdt et måltid for ham af personer, der ikke nævnes ved navn, og at Martha vartede op. Under

(3) bemærker vi, at Matthæus og Markus siger "en kvinde", mens Johannes angiver Maria.

(4) Ifølge Matthæus fandt disciplene fejl; ifølge Markus fandt nogle af de tilstedeværende fejl; mens fejlfinderne ifølge Johannes var Judas Iskariot. Ifølge alle tre er grunden til klagen den påståede ødselhed i handlingen.

(5) Igen gælder det, at ifølge alle tre forsvarede vor Herre brugen af salven ved en gådefuld henvisning til en salvelse af hans legeme til begravelsen. Især Johannes' udtryk er meget interessant og ejendommeligt (se Joh 12,7).

(6) Den Simon, i hvis hus hændelsen siges at have fundet sted, betegnes af Matthæus og Markus som "den spedalske." Dette må betyde enten, at han tidligere var blevet helbredt, eller at hans sygdom havde vist sig efter måltidet. Af disse alternativer er det første det mest naturlige (se Gould, International Critical Commentary, "Mark," 257). Tilstedeværelsen af en helbredt spedalsk ved denne lejlighed, sammen med den udtrykkelige omtale af Lazarus som gæst, ville antyde, at måltidet blev givet af mennesker i og omkring Betania, som havde særlig grund til at være taknemlige mod Jesus for udøvelsen af hans helbredende kraft.

Det er hævet over rimelig tvivl, at beretningerne hos Matthæus, Markus og Johannes henviser til den samme hændelse. Mængden af sammenfald og deres karakter placerer denne identifikation blandt de praktiske visheder. De eneste uoverensstemmelser af blot sekundær betydning er en forskel på nogle få dage i tidspunktet (Gould siger fire) og detaljen om salvelsen af hovedet eller fødderne. Det er tænkeligt, og bestemt ikke nogen særlig alvorlig sag, at Johannes på dette punkt tilpassede sin beretning til den lignende hændelse i Luk 7.

En analyse af hændelsen i Luk 7 med henblik på de samme undersøgelsespunkter afslører, at den ikke kan være den samme som den, de andre evangelister beskriver.

(1) Angivelserne af tid og sted, som de nu foreligger, peger på Galilæa og den galilæiske tjeneste. Alene denne betragtning er en formidabel hindring for enhver sådan identificering.

(2) De umiddelbare omgivelser er forskellige. Simon "den spedalske" og Simon "farisæeren" kan næppe være én og samme person. Ingen mand kunne have båret begge disse betegnelser. Dertil kommer, at det er vanskeligt at tro, at en farisæer af Simons sindelag ville have beværtet Jesus, når han først var blevet fordømt af myndighederne. Simons holdning var meget naturlig i begyndelsen af Kristi tjeneste, men kombinationen af fjendtlighed og undren var nødvendigvis en midlertidig sindstilstand.

(3) At den samme kvinde i ét evangelium beskrives som synderinde i den betydning, der findes i Luk 7; i to andre blot som en kvinde; og i et tredje som den elskede og ærede Maria fra Betania, ligger ikke inden for det sandsynlige, især fordi der ikke findes nogen antydning af et forsøg på forklaring hos nogen af forfatterne. Under alle omstændigheder står dette træk i Lukas' beskrivelse ved første øjekast i alvorlig modstrid med de andre beretninger.

(4) Lukas står igen i modstrid med de andre, hvis man antager, at han henviser til den samme begivenhed, hvad angår klagen og dens årsag. I Lukas' beretning antydes der ingen klage over kvindens handling. Der er ingen antydning af, at nogen mente eller foregav at mene, at hun havde begået et syndigt spild af kostbart materiale. Den eneste klage er Simons, og den er rettet mod Herren selv, fordi Simon, idet han dømte ud fra sig selv, formodede, at Jesus ikke afviste kvinden, fordi han ikke kendte hendes karakter. Denne formodede kendsgerning havde betydning for spørgsmålet om vor Herres messiasværdighed, som Simon overvejede; ellers må man formode, at han kun havde ringe interesse i episoden. Denne kendsgerning er, som vi skal se, afgørende for forståelsen af hændelsen og adskiller den fra alle andre lignende episoder.

(5) Den lære, vor Herre drog af handlingen, var forskellig i hver enkelt hændelse. Den syndige kvinde blev rost for en handling præget af høflighed og ømhed, som udtrykte en kærlighed, der byggede på taknemmelighed for befrielse og tilgivelse. Maria blev rost for en handling, som havde et gådefuldt og sakramentalt forhold til Herrens nært forestående død.

Dette fører os frem til det punkt, hvor vi kan overveje den ene alvorlige vanskelighed, som Mayor og andre har anført mod hypotesen om to salvinger, nemlig at en gentagelse af en handling som denne, ledsaget af ros, næppe ville forekomme. Svaret på dette argument er, at vanskeligheden selv er kunstig og skyldes en fejllæsning af hændelsen. Hvad angår det centrale referencepunkt, er de to episoder verdener fra hinanden. Selve salvingshandlingen var i hvert tilfælde sekundær, ikke primær. Salving var en af disse almindelige og udbredte handlinger af social høflighed, som kunne betyde meget eller lidt, dette eller hint, og som kunne gentages en snes gange på et år med forskellig betydning hver gang. Det afgørende i ethvert sådant tilfælde ville være salvingens formål og motiv. Alene ud fra denne betragtning kan vi trygt skelne mellem disse hændelser. I det første tilfælde var motivet at udtrykke en tilgivet bodfærdigs kærlighed. I det sidste var motivet taknemmelighed for noget helt andet, en elsket bror vendt tilbage fra graven, og, tør vi ikke sige (i lyset af Joh 12,7), sorg og bange anelser? At Marias følelse udadtil blev udtrykt på samme måde som den syndige kvindes i den tidlige tjeneste, ændrer ikke den kendsgerning, at følelsen var en anden, at handlingen var en anden, og at den ros, hun modtog, derfor, fordi den gjaldt noget andet, blev udtrykt anderledes. De to salvinger er ikke dubletter. Marias handling var, skønt den fandt sted senere, lige så spontan og oprindelig som den syndige kvindes, og den ros, der blev givet hende, lige så naturlig og fortjent.

4. Marias karakter:

Når denne opdigtede og besværlige identificering er ryddet af vejen, er vi nu frie til kort at betragte Marias livsløb og vurdere hendes karakter.

(1) Indledningsvis er det værd at nævne, at vi i sagen om disse to søstre har et særdeles interessant og lærerigt berøringspunkt mellem den synoptiske og den johannæiske tradition. Den underliggende enhed og harmoni mellem de to er tydelig her som andre steder. I Luk 10,38-42 får vi et syn på Maria og Martha, der er fotografisk i sin klare åbenbaring af dem begge. Martha er optaget af huslige gøremål, mens Maria sidder ved Jesu fødder, opslugt af at lytte. Dette kunne naturligvis betyde, at Maria var uvirksom og sløv og overlod ansvarsbyrden for omsorgen for gæsterne til sin mere samvittighedsfulde søster. De fleste husmødre er tilbøjelige til at se sådan på det og mene, at Martha er blevet hårdt behandlet. Fortællingen peger på det modsatte. Man vil lægge mærke til, at Maria ikke forsvarer sig selv, og at Mesteren ikke kritiserer Martha, før hun kritiserer Maria. Når han taler, er det med den karakteristiske og uforlignelige mildhed, men på en måde, der ikke lader noget tilbage at ønske med hensyn til fuldstændighed. Han formidlede sin kærlighed, sin fuldkomne forståelse af situationen, sit forsvar for Maria og sin irettesættelse af Martha i én enkelt sætning, som indeholder et fuldkomment fotografi af de to elskede søstre. Martha er ikke vanskelig at identificere. Hun var netop en af disse udmærkede og trættende kvinder, hvis pylrede omsorg og travle bekymring for detaljerne i husholdningen gør deres velmente gæstfrihed til en byrde for alle deres gæster. Marias stille og hvilende interesse for gæsten og hans samtale må ses på baggrund af Marthas overdrevne optagethed af husarbejde og servering af mad. Når man tænker over det, valgte Maria den bedre del af gæstfriheden, hvis man ikke vil lægge en højere fortolkning i hendes adfærd.

(2) I Joh 11,20 får vi at vide, at Martha gik ud for at møde Jesus, mens Maria blev i huset. Her har vi ingen vanskelighed ved at genkende den samme kontrast mellem udadvendthed og indadvendthed i søstrenes sindelag; især fordi Maria, da hun på Marthas kald kommer for at møde Jesus, viser en følelsesintensitet, som Martha ikke giver noget tegn på. Det er betydningsfuldt, at mens Maria siger netop det, Martha allerede havde sagt (11,21.32), ryster hendes måde at sige det på og hele hendes fremtræden Herrens fatning så stærkt, at han ikke er i stand til at svare hende direkte, men retter sit spørgsmål til selskabet i almindelighed (11,34).

(3) Så kommer vi til begivenhederne i det næste kapitel. Måltidet holdes i Betania. Martha serverer. Selvfølgelig serverer hun. Hun serverer altid, når der er anledning til det. At betjene gæsterne, med fad i hånd, var hendes livs uskyldige glæde. Man kan ikke undgå at se, at Martha fra Luk 10,38-42 igen skildres livagtigt i én enkelt tilfældig sætning. Det er den samme Martha, optaget af den samme opgave. Men hvad med Maria i denne hændelse? Hun vises i en hidtil uset rolle, fremmed for en orientalsk kvinde og især for en med så tilbagetrukket et sindelag som Maria. Hendes handling førte hende ikke blot alene frem på en offentlig plads, men bragte hende også under åbenlys kritik. Men når alt kommer til alt, er det netop dette, vi kommer til at forvente af sådanne dybe, intense, tavse naturer. Den Maria, der sad ved Jesu fødder i lyttende tavshed, mens Martha travlede omkring i huset, og som blev hjemme, mens Martha gik ud for at møde ham, er netop den, der kaster sig for hans fødder i en storm og lidenskab af tårer, da hun møder ham, og bryder ud i en selvforglemmende offentlig hengivenhedshandling, fremmed for hendes beskedne sindelag, hvor naturlig den end var for hendes dybe følelse.

Martha var en god og nyttig kvinde. Ingen ville benægte det, mindst af alle Mesteren, som elskede hende (Joh 11,5). Men hun levede på tingenes overflade, og både hendes hengivenhed og hendes fromhed fandt til enhver tid tilstrækkeligt og tilfredsstillende udtryk i de almindelige venlige tjenester, som gæstfrihed og huslig tjeneste består i. Ikke sådan med Maria. Hendes sindelag var indadvendt, tavst, grublende, med en latent evne til spænding og til den øjeblikkelige, ukonventionelle udtrykkelse af følelser, der langsomt samlede intensitet gennem dage med eftertanke og tilbageholdelse. Maria ville aldrig være helt hjemme i gøremålenes verden. Hendes var en sjælden ånd, ofte dømt til ensomhed og misforståelse, undtagen hos sjældent skarpsynede ånder, som hun lykkeligvis mødte i sin Herres person.

V. Maria, Jakobs og Joses' mor.

Under denne overskrift er det kun nødvendigt at minde om og sætte i orden de få kendsgerninger om denne Maria, som gives i evangelierne (se Matt 27,55; Matt 27,56; Matt 27,61; Mark 15,40; Mark 16,1; Luk 24,10; jf. Luk 23,49-56).

I Matt 27,55; Matt 27,56 (parallel Mark 15,40) får vi at vide, at der ved korsfæstelsen var en gruppe kvinder, som betragtede begivenheden på afstand. Disse kvinder siges at have fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham og disciplene. Blandt dem var Maria Magdalene (se III ovenfor); Maria, mor til Jakob og Joses; og den unavngivne mor til Zebedæus' børn. Ved henvisning til Luk 8,2; Luk 8,3, hvor denne gruppe først præsenteres, fremgår det, at den som helhed bestod af dem, der var blevet helbredt for svagheder af den ene eller anden art. Om denne beskrivelse gælder Maria personligt, kan vi ikke være sikre på, men det er helt sandsynligt. Under alle omstændigheder er det sikkert, at Maria var en, der vedholdende fulgte med disciplene og tjente af sine midler for at hjælpe og trøste Herren i hans arbejde for andre. Fortællingens forløb synes at antyde, at Marias sønner ledsagede deres mor på denne tjenesterejse, og at en af dem blev apostel. Det er interessant at bemærke, at to mødre med deres sønner sluttede sig til disciplenes kreds, og at tre ud af de fire blev medlemmer af apostelkredsen. Et andet punkt i disse alt for fragmentariske henvisninger er, at denne Maria, sammen med hende fra Magdala og de andre i denne gruppe, havde tilstrækkelig formue og stilling til at blive bemærket blandt Jesu efterfølgere som nogle, der tjente på denne særlige måde. Omtalen af Kuzas' hustru (Luk 8,3) er et tegn på den usædvanlige status, som denne gruppe trofaste kvinder havde.

De øvrige bemærkninger om Maria viser hende, mens hun blev sent ved korset (Mark 15,40); som tilskuer ved begravelsen (Mark 15,47); og blandt de første, der bar vellugtende krydderier til graven. Dette er hele den bevarede biografi om denne kvinde, men måske er det nok. Vi får praktisk talt intet direkte at vide om hende; men indirekte vides det, at hun var gavmild, trofast, kærlig, sand og modig. Hun kom i sorg til graven for at salve sin døde Herres legeme; hun gik derfra i glæde for at forkynde ham som levende for evigt. Et privilegium, som de største kunne begære, blev således givet til enkel tro og tillidsfuld kærlighed.

VI. Maria, mor til Johannes Markus.

Denne kvinde nævnes kun én gang i Det Nye Testamente (ApG 12,12), men i en sammenhæng, der vækker stærk interesse. Da hun var Markus' mor, var hun også efter al sandsynlighed Barnabas' tante. Tanten til ét medlem og moren til et andet medlem af den tidligste apostelkreds er en kvinde af betydning. Udsagnet i Apostlenes Gerninger, for så vidt det angår Maria, er kort, men sigende. Professor Ramsay (se Paul the Traveler osv., 385) hævder, at kilden til denne beretning ikke var Peter, men Markus, husets søn. Hvis dette er sandt, giver det yderligere interesse til fortællingen, som vi har den. For det første viser den kendsgerning, at Peter gik dertil direkte efter sin flugt fra fængslet, at Marias hus var et velkendt centrum for kristent liv og gudsdyrkelse. Den yderligere kendsgerning, at apostlen, da han kom uanmeldt og tilfældigt, fandt en betydelig skare troende forsamlet, peger i samme retning. At »mange« var samlet i huset på samme tid, viser, at huset var af betydelig størrelse. Det fremgår også, at Rode kun var en af tjenestepigerne, hvilket tyder på en husstand af mere end almindelig størrelse. Der findes en tradition af tvivlsom ægthed om, at Marias hus var stedet for en endnu mere hellig samling i salen ovenpå på forræderiets nat. Vi slutter, at Maria var en velhavende enke i Jerusalem, som, da hun sammen med sin søn blev Kristi discipel, hengav sig med helhjertet iver til kristen tjeneste og gjorde sit store og velindrettede hus til et mødested for det forbudte og hjemløse kristne fællesskab, hvis velgører og beskytter hun således blev.

Louis Matthews Sweet