Jonas' Bog

Denne lille skriftrulle på fire korte kapitler har givet anledning til næsten lige så megen diskussion og meningsforskel som de første fire kapitler af Første Mosebog. Det ville være formasteligt at tro, at man i en kort artikel kunne sige det endelige ord om de spørgsmål, der diskuteres.

I. Bogens indhold.

Fortællingen er for velkendt til at behøve at blive genfortalt. Desuden ville det være vanskeligt at gengive begivenhederne med færre ord, end forfatteren bruger i sin klassiske fortælling. Den ene begivenhed vokser ud af den anden, så læserens interesse aldrig svækkes.

1. Jonas ulydig, Jonas 1,1-3:

Da kaldet kom til Jonas om at prædike i Nineve, flygtede han i den modsatte retning og håbede på den måde at undslippe sin ubehagelige opgave. Han var bange for, at den barmhjertige Gud ville tilgive den undertrykkende hedenske by, hvis den omvendte sig ved hans prædiken. Jonas var en snæversynet patriot, som frygtede, at Assyrien en dag ville opsluge hans egen lille nation; derfor ønskede han ikke at gøre noget, der kunne føre til, at det onde Nineve blev bevaret. Jonas var villig til at profetere for Israel; i begyndelsen nægtede han blankt at blive en missionær for fremmede folk.

2. Jonas straffet, Jonas 1,4-16:

Det skib, som profeten havde taget passage på, blev standset af en voldsom storm. De hedenske søfolk sluttede, at en eller anden gud måtte være vred på en person om bord, og de kastede lod for at finde den skyldige. Da loddet faldt på Jonas, aflagde han en fuldstændig bekendelse og foreslog modigt, at de skulle kaste ham over bord. De hedenske sømænd roede desperat for at komme tilbage til land, men de kom ingen vegne imod stormen. Da bad de Jahve om ikke at bringe uskyldigt blod over dem, og de kastede Jonas i havet. Da stormen straks lagde sig, bragte de hedenske søfolk et offer til Jahve og aflagde løfter. I denne del af fortællingen giver sømændene et eksempel på hedningernes evne til at udføre ædle handlinger og bringe Jahve en antagelig tilbedelse.

3. Jonas mirakuløst bevaret, Jonas 1,17-2,10:

Jahve beredte en stor fisk til at sluge Jonas og bære ham i sin krop i tre dage og nætter. Overrasket over at finde sig selv levende og ved bevidsthed i fiskens krop bad profeten til sin Gud. Allerede i tro taler han om sin fare som en overstået oplevelse. Den Gud, som havde reddet ham fra at drukne i havets dyb, vil endnu engang lade ham tilbede med højlydt taksigelse. På Jahves befaling spyr fisken Jonas ud på det tørre land. Den næsten uundgåelige groteskhed i denne del af fortællingen er et af de stærkeste argumenter imod den opfattelse, at Jonas' Bog er bogstavelig historie og ikke et værk af fantasien.

4. Jonas' tjeneste i Nineve, Jonas 3,1-4:

Da befalingen om at gå til Nineve blev gentaget, adlød Jonas, og mens han vandrede gennem den store bys gader, råbte han: »Endnu fyrre dage, så skal Nineve omstyrtes!« Hans budskab var så kort, at han meget vel kan have fremført det på godt assyrisk. Hvis fortællingen om hans redning fra havet var gået forud for ham eller blev gjort kendt gennem profeten selv, blev virkningen af det profetiske budskab derved stærkt forøget.

5. Ninevitterne omvender sig, Jonas 3,5-10:

Mændene i Nineve omvendte sig ved Jonas' prædiken, idet hele byen forenede sig i faste og bøn. Så stor var folkets angst, at selv de lavere dyr blev klædt i sæk. Mændene i Nineve vendte sig fra voldshandlinger (»deres onde vej«) for at søge en vred Guds tilgivelse. Jahve besluttede at skåne byen.

6. En snæver profet over for den barmhjertige Gud, Jonas 4,1-11:

Jonas bryder ud i højlydt og bitter klage, da han får at vide, at Nineve skal skånes. Han beslutter at slå lejr nær byen for at se, hvad der vil ske med den. Han håber, at den endnu kan blive omstyrtet. Gennem en græskarplante lærer Jahve profeten en stor lektie. Hvis en så ringe og forgængelig plante kunne få virkelig værdi i den mutte profets øjne, hvilken vurdering burde man da sætte på livet for de tusinder af uskyldige børn og hjælpeløse kreaturer i den store by Nineve? Disse var kærere for himlens Gud, end Jonas' beskyttende plante overhovedet kunne være for ham.

II. Bogens formål.

Forfatterens hovedformål var at udvide Israels medfølelse og lede det udvalgte folk til at påtage sig den store missionsopgave at forkynde sandheden for den hedenske verden. Andre lærdomme kan drages af fortællingens underordnede dele, men dette er den centrale sandhed i Jonas' Bog. Kent udtrykker forfatterens hovedbudskab godt: »I sit vidunderlige billede af Guds kærlighed til hele menneskeheden og af den guddommelige villighed til at tilgive og frelse selv de uvidende hedninger, hvis de blot omvender sig efter det lys, de har, har han foregrebet læren i lignelsen om den fortabte søn og lagt grundlaget for noget af den bredeste tro og den ædleste missionsvirksomhed i den nuværende generation« (Sermons, Epistles, etc., 420).

III. Er bogen historie? 1. Hvad lærte vor Herre?:

De fleste af de tidlige fortolkere forstod det sådan, og nogle fremragende forskere fastholder stadig dette synspunkt. Hvis Jesus opfattede fortællingen som historie og lærte sådan, ville dette faktum alene afgøre spørgsmålet for den fromme troende. Ved to, muligvis tre, forskellige lejligheder henviste han til Jonas (Matt 12,38-41; Matt 16,4; Luk 11,29-32). Det er betydningsfuldt, at Jesus satte de to store mirakler i Jonas' Bog i forbindelse med sig selv og sin forkyndelse. Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i fiskens krop, sådan skulle Menneskesønnen være tre dage i jordens hjerte. Mændene fra Nineve omvendte sig ved Jonas' forkyndelse, mens Jesu samtidige for størstedelens vedkommende forkastede hans budskab. Det er nu på mode blandt avancerede kritikere at behandle Matt 12,40 som en tilføjelse til Jesu ord, skønt der ikke findes noget håndskriftsvidnesbyrd til fordel for at betragte verset som en interpolation. G.A. Smith fastholder blandt nyere forskere det synspunkt, at Jesus ikke mente at lære, at Jonas' oplevelse i fisken var historisk.

"Kristus bruger en illustration: det betyder ikke noget, om denne illustration er hentet fra kendsgerningernes eller digtningens område" (BTP, II, 508). I en fodnote siger dr. Smith: "Antag, at vi siger til dovne mennesker, at deres skæbne vil blive som den mand, der begravede sit talent; forpligter dette os så til den tro, at personerne i Kristi lignelser virkelig har eksisteret? Eller tag den homiletiske brug af Shakespeares dramaer--`som Macbeth gjorde,' eller `som Hamlet sagde.' Forpligter det os til at tro på Macbeths eller Hamlets historiske virkelighed? Enhver prædikant iblandt os ville protestere mod at blive bundet af en sådan slutning. Og hvis vi protesterer mod dette for vores eget vedkommende, hvor varsomme bør vi så ikke være med at søge at binde vor Herre ved den."

Til trods for rektor Smiths dygtige fremstilling af sin sag mener vi stadig, at vor Herre betragtede miraklerne med fisken og ninevitternes omvendelse som virkelige begivenheder. Orelli formulerer sagen forstandigt: "Det er ganske vist ikke bevist med tvingende nødvendighed, at hvis Jesu opstandelse var en fysisk kendsgerning, må Jonas' ophold i fiskens bug også være lige så historisk. Også på dette punkt gælder udsagnet: `En større end Jonas er her.' Men på den anden side, hvor vilkårligt er det ikke, sammen med Reuss, at hævde, at Jesus betragtede Jonas' historie som en lignelse! Tværtimod så Jesus i den et tegn, et mægtigt vidnesbyrd om den samme guddommelige kraft, som også viste sig i, at han døde for at leve igen og sejre i verden. Den, som derfor fornemmer bogens religiøse storhed og accepterer den holdning til dens historiske betydning som autoritativ, som Guds Søn selv indtog, vil blive ført til at acceptere en stor handling af den Gud, der fører ned til Hades og fører op igen, som en virkelig oplevelse for Jonas under hans flugt fra sin Herre" (The Twelve Minor Prophets, 172, 3).

2. Moderne kritiske synspunkter:

De fleste moderne kritiske forskere siden Kleinert (1868) og Bloch (1875) har betragtet Jonas' Bog som et fantasiværk. Nogle foretrækker at kalde den en allegori, andre en lignelse, andre et prosadigt, andre en belærende fortælling, andre en midrash, andre en symbolsk bog. Keil, Pusey, Delitzsch, Orelli, J. Kennedy og andre har forsvaret beretningens historiske karakter. Nogle få behandler den som en legende, der rummer en kerne af fakta. Cheyne og nogle få andre forskere hævder, at der i den symbolske beretning er indlejret mytiske elementer. Tendensen i den kritiske opinion, selv i evangelikale kredse, har i den senere tid været hen imod den symbolske fortolkning. Radikale kritikere tilsidesætter åbent Jesu lære som fejlagtig, mens de mere evangelikale søger tilflugt enten i læren om Kenosis (Fil 2,5-8) eller i princippet om tilpasning. Den sidste forklaring kunne anbefale sig for den fromme studerende, nemlig at Jesus ikke fandt det umagen værd at korrigere sine samtidiges synspunkter, hvis ikke vor Herre mere end én gang havde talt om Jonas' tegn, og det i så mange enkeltheder, at det peger på hans accept af hele beretningen med dens to store mirakler.

IV. Forfatterskab og datering.

Det gamle synspunkt, at Jonas var forfatteren, fastholdes stadig af nogle forskere, skønt de fleste moderne placerer bogen i den sene eksiltid eller eftereksilske tid. Nogle få aramaiske ord forekommer i den hebraiske tekst. Det spørgsmål, der drøftes, er, om sproget i Israel på Jeroboam II's tid havde overtaget ord fra aramaisk. Der havde bestemt været et århundrede med tæt politisk og handelsmæssig kontakt mellem Israel og aramæerne i Damaskus, så det ville ikke være overraskende at møde aramaiske ord hos en profet fra Samaria. Hoseas røber i generationen efter Jonas kun få tegn på aramaisk indflydelse i sin stil og sit ordforråd. Naturligvis er den personlige faktor et element, som ikke bør overses. Hvis forfatteren var judæer, måtte vi sandsynligvis tænke på den eftereksilske periode, da aramaisk begyndte at fortrænge hebraisk som jødernes dagligsprog. Jonas' Bog er anonym, og vi ved i virkeligheden ikke, hvem forfatteren var, eller hvornår han levede. Det synspunkt, at Jonas skrev fortællingen om sin egen ulydighed og sin diskussion med den barmhjertige Gud, er ikke blevet gjort helt uholdbart.

V. Bogens enhed.

Nachtigal (1799) hævdede, at der var tre forskellige forfattere fra vidt forskellige perioder. Kleinert (1868) mente, at to parallelle fortællinger var blevet vævet sammen i Jonas 3 og 4. Kaufmann Kohler (1879) hævdede, at der ud over nogle omflytninger af materialet var et betydeligt antal glosser og indskud. W. Bohme fremsatte i 1887 den mest radikale teori om skriftrullens tilblivelse. Han fordelte fortællingen på to forfattere og to redaktører eller supplenter. Nogle få yderligere glosser blev tillagt senere hænder. Selv radikale kritikere behandler Bohmes teori som en af kritikens kuriositeter. Winckler (AOF, II, 260 ff) forsøgte at forbedre fortællingen ved nogle få omflytninger. Hans Schmidt (1905) underkaster Jonas-rullen en indgående kritik og konkluderer, at der er foretaget mange ændringer af religiøse motiver. Budde følger både Winckler og Schmidt ved at omflytte og udelade noget materiale. Sievers (1905) og Erbt (1907) forsøgte at gøre Jonas' Bog til et digt; men de er ikke enige om versemålet. Sievers betragter rullen som en enhed, mens Erbt hævder, at der er to hovedkilder foruden bønnen i Jonas 2. Bewer, i ICC (1912), er langt mere konservativ i både tekstkritik og litterær kritik; han anerkender kun få glosser i vores nuværende tekst og argumenterer for fortællingens enhed bortset fra indsættelsen af salmen i Jonas 2. Næsten alle nyere kritikere tilskriver Jonas' bøn en anden forfatter end forfatteren til fortællingen om Jonas, men meningerne varierer stærkt om, hvordan salmen fandt vej ind i Jonas' Bog. Bewer mener, at den sandsynligvis blev skrevet i randen af en læser og senere sneg sig ind i teksten, idet afskriveren indsatte den efter 2,2, selv om den mere naturligt ville følge efter 2,11. Bewer bemærker: "De litterære forbindelser med forskellige eftereksilske salmer taler for en eftereksilsk datering af salmen. Men hvor tidligt eller hvor sent i den eftereksilske periode den hører hjemme, kan vi ikke sige. Hebraisk er rent, og ingen aramæisk indflydelse er tydelig." Det er altså klart, at tilstedeværelsen eller fraværet af aramæisk indflydelse ikke alene afgør spørgsmålet om dokumentets datering. Geografi og den personlige faktor kan være vigtigere end dateringsspørgsmålet. Bewer anerkender det faktum, at salmen i Jonas ikke blot er et cento af citater fra Salmerne. "De vendinger, den har til fælles med andre salmer," skriver professor Bewer, "var fælleseje i det religiøse sprog på forfatterens tid" (s. 24). De, der stadig tror, at David skrev mange af salmerne, har ingen vanskelighed ved at tro, at en profet i 780 f.Kr. kunne have trukket på sit kendskab til Psalteren i en takkebøn til Jahve.

LITTERATUR.

Blandt kommentarer, der dækker de tolv små profeter, se især Pusey (1861), Keil (engelsk oversættelse, 1880), von Orelli (engelsk oversættelse, 1893), Wellhausen (1898), G.A. Smith (1898). Blandt særkommentarer til Jonas, se Kleinert, i Lange (engelsk oversættelse, 1875); Perowne, i Cambridge Bible (1897); Bewer i ICC (1912). Se også C. H. H. Wright, Biblical Essays (1886); H. C. Trumbull, "Jonah in Nineveh," JBL, XI (1892); J. Kennedy, Book of Jon (1895); Konig i HDB; Cheyne i EB. For en mere udførlig bibliografi se Bewer i ICC, 25-27.

John Richard Sampey