Jonas' Bog

Denne bog giver sig ud for at berette om, hvad der faktisk fandt sted i profetens erfaring. Nogle kritikere har søgt at tolke bogen som en lignelse eller allegori og ikke som historie. Det har de gjort af forskellige grunde. Således (1) afviser nogle den med den begrundelse, at det mirakuløse element spiller så stor en rolle i den, og at den ikke er profetisk, men fortællende i sin form; (2) andre, som helt benægter muligheden af mirakler, hævder derfor, at den ikke kan være sand historie.

Jonas og hans historie omtales af vor Herre (Matt 12,39, 40; Luk 11,29), et faktum som må tillægges den største vægt. Det er umuligt at tolke denne henvisning ud fra nogen anden opfattelse. Dette ene argument er tilstrækkelig vigtigt til at afgøre hele spørgsmålet. Ingen teorier, der er udtænkt med det formål at slippe uden om vanskeligheder, kan stå sig imod et sådant bevis for, at bogen er virkelig historie.

Der er al mulig grund til at tro, at denne bog blev skrevet af Jonas selv. Den beretter om (1) hans guddommelige opdrag om at gå til Nineve, hans ulydighed og den efterfølgende straf (1,1-17); (2) hans bøn og mirakuløse befrielse (1,17-2,10); (3) det andet opdrag, han fik, og hans hurtige lydighed i at overbringe budskabet fra Gud, samt dets resultater i ninevitternes omvendelse og Guds langvarige, skånende barmhjertighed mod dem (kap. 3); (4) Jonas' mishag over Guds barmhjertige beslutning og den irettesættelse, der blev givet den utålmodige profet (kap. 4). Nineve blev skånet efter Jonas' mission i mere end et århundrede. Jonas' historie kan med rette betragtes »som en del af den store fremadskridende bevægelse, der fandtes før loven og under loven, og som vandt styrke og omfang, efterhånden som tidens fylde nærmede sig«, Perownes Jonas.