Johannes Døber

“Vor Herres forløber.” Vi har kun brudstykkeagtige og ufuldstændige beretninger om ham i evangelierne. Han var af præstelig afstamning. Hans far, Zakarias, var præst af Abias skifte (1 Krøn 24,10), og hans mor, Elisabeth, var af Arons døtre (Luk 1,5). Johannes’ mission var genstand for profeti (Matt 3,3; Es 40,3; Mal 3,1). Hans fødsel, som fandt sted seks måneder før Jesu fødsel, blev forudsagt af en engel. Zakarias, der var blevet berøvet evnen til at tale som et tegn på Guds sandhed og som en irettesættelse af hans egen vantro med hensyn til sønnens fødsel, fik talens brug tilbage ved hans omskærelse (Luk 1,64). Efter dette fortælles der ikke mere om ham i tredive år end det, der nævnes i Luk 1,80. Johannes var nasiræer fra sin fødsel (Luk 1,15; 4 Mos 6,1-12). Han tilbragte sine tidlige år i Judas bjergland mellem Jerusalem og Det Døde Hav (Matt 3,1-12).

Til sidst trådte han frem i offentligheden, og store skarer fra “alle egne” blev draget til ham. Summen af hans forkyndelse var nødvendigheden af omvendelse. Han fordømte saddukæerne og farisæerne som en “øgleyngel” og advarede dem mod dårskaben i at stole på ydre privilegier (Luk 3,8). “Som prædikant var Johannes i høj grad praktisk og skelnende. Selvoptagethed og begærlighed var de fremherskende synder blandt folket som helhed. Derfor pålagde han dem barmhjertighed og hensyn til andre. Toldopkræverne advarede han mod afpresning, soldaterne mod forbrydelse og plyndring.” Hans lære og levevis satte hele det sydlige Israels land i bevægelse, og folk fra alle egne strømmede til det sted, hvor han var, ved Jordans bredder. Dér døbte han tusinder til omvendelse.

Rygtet om Johannes nåede Jesu ører i Nazaret (Matt 3,5), og han kom fra Galilæa til Jordan for at blive døbt af Johannes, med den særlige begrundelse, at det sømmede sig for ham at “opfylde al retfærdighed” (3,15). Johannes’ særlige embede ophørte med Jesu dåb; han måtte nu “vokse” som kongen, der kom til sit rige. Han fortsatte dog en tid med at vidne om Jesu messiasværdighed. Han pegede ham ud for sine disciple og sagde: “Se Guds lam.” Hans offentlige virke blev pludselig (sandsynligvis efter omkring seks måneder) bragt til ophør, ved at han blev kastet i fængsel af Herodes, som han havde irettesat for synden at have taget sin bror Filips hustru til sig (Luk 3,19). Han blev indespærret i borgen Machaerus (se dette), en fæstning ved den sydlige ende af Peræa, 9 miles øst for Det Døde Hav, og her blev han halshugget. Hans disciple lagde det hovedløse legeme i graven og gik hen og fortalte Jesus alt, hvad der var sket (Matt 14,3-12). Johannes’ død indtraf tilsyneladende lige før den tredje påske i vor Herres virke. Vor Herre vidnede selv om ham, at han var et “brændende og skinnende lys” (Joh 5,35).