Sinear

shi'-nar (shin`ar; Senaar Sen(n)aar):

1. Identifikation

2. Mulig babylonisk form af navnet

3. Sumeriske og andre ækvivalenter

4. Det syriske Sen'ar

5. Sinears oprindelige tungemål

6. Sammenligning med det semitiske idiom

7. Skulpturernes vidnesbyrd osv. om folket

8. Sumererne sandsynligvis i Sinear før semitterne

9. Sinears stater:

(1) Sippar;

(2) Kes;

(3) Babylon;

(4) Nippur;

(5) Adab;

(6) Surippak;

(7) Umma;

(8) Erek;

(9) Lagas;

(10) Larsa;

(11) Ur;

(12) Eridu;

(13) Havlandet;

(14) Nisin, Isin eller Karrak;

(15) Upa eller Upia (Opis);

(16) Andre velkendte byer

10. Sinear og dets klima

11. Billedhuggerkunst i Sinear

12. Det første folk, der brugte skrift i Vestasien

13. Det anvendte system, med et eksempel

1. Identifikation:

Det navn, der i de tidligste hebraiske optegnelser gives til Babylonien, senere kaldet Babel eller Babels land (babhel, 'erets babhel). I 1 Mos 10,10 er det det område, hvor Babel, Erek, Akkad og Kalne lå, byer som var “begyndelsen” på Nimrods rige. I 11,2 beskrives Sinear som slettelandet, hvor udvandrere fra øst slog sig ned og grundlagde Babel, byen, og dens store tårn.

2. Mulig babylonisk form af navnet:

Selv om det undertiden identificeres med det babyloniske Sumer, er forbindelsen mellem Sinear og dette navn tvivlsom. Den væsentligste vanskelighed ligger i den kendsgerning, at det, der kunne betragtes som den ikke-dialektale form singar (som alene ville give et tilfredsstillende sammenligningsgrundlag), ikke findes, og hvis den fandtes, ville den kun gælde den sydlige del af Babylonien. Det nordlige område kaldtes Akkad efter navnet på dets hovedstad (se ACCAD). Den græske form Sen(n)aar viser, at der på det tidspunkt, da Septuaginta-oversættelsen blev lavet, ikke fandtes nogen tradition om, at `ayin var guttural, sådan som de formodede babyloniske former ville få os til at forvente. Da den bibelske form Sinear betegner hele Babylonien, svarer den til det indfødte (sumeriske) Kingi-Ura, gengivet “Sumer og Akkad”, hvoraf Sinear kan være afledt ved at ændre “K” til “Sh” (fundet i sumerisk), men denne forklaring er ikke fri for vanskeligheder.

3. Sumeriske og andre ækvivalenter:

Denne dobbelte betegnelse, Kingi-Ura, er den, som almindeligvis bruges i de tidligere kongers indskrifter, skønt den da ikke altid kan have betegnet hele landet, men kun de dele af det, som anerkendte deres overherredømme. Senere synes det tilsvarende udtryk at have været Kar-Dunias (“guden Dunias’ område”, efter alt at dømme et udtryk indført af de kassitiske herskere). Nabonassar og hans efterfølgere synes at have stillet sig tilfreds med titlen “konge af Babylon”, idet herredømme i byen også indebar herredømmet over hele landet. Ofte er det tilsvarende udtryk for Babylonien dog Ehi, sandsynligvis en forkortelse af Eridu, og her står det for det land, der tilhørte denne hellige by--“den gode by”, en type på Paradis, idet Babylonien faktisk lå på edinu, eller “sletten”.

Se EDEN.

4. Det syriske Sen'ar:

Alle disse sammenligninger peger på, at den babyloniske ækvivalent til Sinear ikke er nogen af de ovennævnte, og at den faktisk endnu ikke er blevet fundet. Dette antydes også af den kendsgerning, at Sen'ar på syrisk blev brugt om landet omkring Bagdad og i oldtiden omfattede (må man formode) sletten, hvor Babylons ruiner ligger. Sen'ar var derfor efter al sandsynlighed en gammel babylonisk betegnelse for området, nu gået tabt, men af hebræerne betragtet som synonymt med Babylonien.

5. Sinears oprindelige tungemål:

Ud fra indskrifterne ser det ud til, at Sinears oprindelige sprog ikke var semitisk, men det agglutinerende idiom, som nu kaldes sumerisk--et tungemål, der længe blev betragtet som turansk, og som man mener har tyrkisk-kinesiske forbindelser--gal, “at være”, tyrkisk ol-mak; ama (ana), “mor”, tyrkisk ana; abba, “gammel mand”, tyrkisk baba, “far”; (h)e, “hus”, tyrkisk ev, osv. De kinesiske forbindelser synes mindre nære, men følgende kan anføres: a(y)a “far”, kinesisk ye (Amoy ia); ge, “nat”, kinesisk ye; gu, “at tale”, kinesisk yu; shu, “hånd”, kinesisk sheu; kin, “forretning”, kinesisk kung, “arbejde”; osv. Kinesisk og tyrkisk har dog haft tid til at gennemgå mange forandringer, siden sumerisk var i brug i Sinear. Mange ord fra det sumeriske sprog blev lånt af de semitiske babyloniere, og nogle få (som hekal, “tempel”, semitisk (h)egal, “stort hus”) gik ind i de andre semitiske sprog.

6. Sammenligning med det semitiske idiom:

Halevys påstand om, at sumerisk blot er “en allografi” til udtryk for sera-babylonisk, synes uholdbar, da de ikke alene adskiller sig i ord, men også i grammatik; desuden havde sumerisk en dialekt, som de indfødte kaldte “kvindetunge”. I øvrigt er de vigtigste forskelle mellem sumerisk og semitisk babylonisk:

(1) postpositionelle suffikser i stedet for præpositioner;

(2) verber med lange rækker af præfikser og infikser til at udtrykke personer og styrelser i stedet for et præfiks og et suffiks;

(3) sammensatte ord, både substantiver og verber, er almindelige i stedet for at være yderst sjældne. Sumerisk synes at have lånt flere ord fra semitisk babylonisk.

7. Skulpturernes vidnesbyrd osv. om folket:

Ikke blot sproget, men også de skulpturer, de har efterladt, peger på sandsynligheden for, at Sinears tidligere indbyggere tilhørte en anden race end de senere. Semitterne i Babylonien var efter alt at dømme tætbyggede og muskuløse, men sumererne synes, trods de undersætsige skikkelser som deres statuer og basrelieffer viser, at have været slanke — i hvert fald har deres krigere, på de bedre basrelieffer, såvel som figurerne af guden Nin-Girsu (tidligere kendt som »guden med ildstaven«) og de graverede cylindre, denne type. Desuden viser skulpturerne og cylinderseglene, at visse klasser — præster eller lignende — var glatbarberede, i tydelig kontrast til semitisk skik andre steder. Deres guddomme havde dog altid hår og skæg, hvilket antyder, at de kom fra en anden, skønt muligvis beslægtet, stamme. Disse guddomme var meget talrige, og det er bemærkelsesværdigt, at mens dem med sumeriske navne kan tælles i hundredvis, kan dem med semitiske navne kun regnes i snesevis.

8. Sumererne sandsynligvis i Sinear før semitterne:

Skønt der ikke er noget sikkert tegn på, hvilken race der først kom ind i Sinear, bør det bemærkes, at Nimrod, formodentlig Sinears første konge og grundlæggeren af dets store byer, var søn af Kush (1 Mos 10,8), og at navnet Sinear synes at have eksisteret før grundlæggelsen af Babel (Babylon) og dets tårn (1 Mos 11,2). I de hjemlige skulpturer går den ikke-semitiske type desuden forud for den semitiske; og i indskrifterne går det ikke-semitiske idiom forud for den semitiske oversættelses. Alt peger derfor på, at sumererne var i Babylonien før de semitiske indbyggere.

9. Sinears stater:

I den tidligste periode, som vore optegnelser henviser til, var sumererne i Sinear delt i en række småstater, hvoraf følgende kan betragtes som de vigtigste:

(1) Sippar:

Sippar eller Sippar-Aruru (-Ya'ruru), muligvis omfattende Akkad (1 Mos 10,10), et stykke sydvest for Bagdad. Det er det moderne 'Abu-habbah, »kornets far«. Skønt det synes tidligt at være faldet under semitternes herredømme, var det i begyndelsen sumerisk, som dets hjemlige navn, Zimbir, og den ideografiske skrivemåde deraf viser. Ifølge Berosus, som kalder det Pantabiblion, var en af dets tidligste konger Amelon eller Amillarus, som regerede 13 sari, eller 46.800 år. Senere kom Evedoreschus, det hjemlige Enwe-duran-ki, berømt som en præst begunstiget af guderne. Hans efterkommere, hvis de var af ren race, arvede den guddommelige nåde, som han nød. Det siges, at det var i Sippara (Sippar), at Ut-napistim, den babyloniske Noa, begravede optegnelserne, før han gik ind i arken.

(2) Kes:

Omtrent 18 miles nord for Babylon lå Kes, nu Oheimer — en grundlæggelse, som synes at have gået forud for Babylon som Sinears hovedstad. Dets tidlige dronning, Azag-Bau, siges at have været hustru til en vinhandler og at have regeret i 100 år.

(3) Babylon:

Babylon, se BABEL; BABYLON. Som en af dets tidlige konger nævner Berosus Alorus, »folkets hyrde«, som en, der regerede i 10 sari, eller 36.000 år. Staten Babylon omfattede sandsynligvis Kuta (Tel Ibrahim), som engang havde sine egne konger og besad en særlig skabelseslegende. Til Babylon hørte også den berømte by Borsippa, nu Birs, eller Birs Nimroud, det traditionelle sted for Babelstårnet.

Se BABEL, TOWER OF.

(4) Nippur:

Et stykke sydøst for Babylon lå Nippur eller Niffur, nu Niffer (Noufar), identificeret af rabbinerne med »Kalne« i 1 Mos 10,10. Det var et sted af betydelig vigtighed og sæde for dyrkelsen af Enlil og Ninlil, senere også af deres søn Ninip og hans hustru (se CALNEH). De amerikanske udgravninger på dette sted har kastet et væld af lys over næsten hver gren af assyriologisk forskning.

(5) Adab:

Adab, nu kaldet Bismaya, byen for Mah, frugtbarhedens gudinde. En af de tidligste herskere i Adab synes at have heddet Lugal-dalu, af hvem der findes en fin statue, opdaget af de amerikanske opdagelsesrejsende. Den var tilsyneladende berømt som nekropol.

(6) Surippak:

Syd og lidt vest for Adab lå Surippak, nu Fara. Dette var fødestedet for den babyloniske Noa, Ut-napistim, søn af Opartes (Umbara-Tutu), en kaldæer fra Larancha. Vandflodens komme blev åbenbaret for Ut-napistim her.

(7) Umma:

Næsten lige øst for Fara lå Umma eller Gisuh (eller Giuh), nu Jokha. Denne by var tilsyneladende af betydelig vigtighed og Lagas' traditionelle rival.

(8) Erek:

Syd for Fara lå Unuga, semitisk Uruk, det bibelske ERECH (se dette), nu Warka. Dens mest berømte konge, efter Gilgames, var Lugal-zaggi-si, en af modstanderne af herskerne i Lagas.

(9) Lagas:

Et stykke øst for Warka lå Lagas' område, nu Tel-loh — en lille stat, temmelig utilgængelig, men af betydelig vigtighed for oldtidsforskeren, og et vidnesbyrd om det fremskridt i civilisation, som den havde gjort. Dens konger og vicekonger var blandt de mest berømte, skønt tilsyneladende ukendte uden for deres egne områder. De mest berømte var reformatoren Uru-ka-gina og vicekongen Gudea, som mange bygningsværker i byen skyldtes. (Se Gudeas bemærkelsesværdige statue i Louvre.)

(10) Larsa:

Noget sydøst for Warka lå Larsa, »Ellasar« i 1 Mos 14,1 (se dette). Dette lærdomscenter bevarede sin uafhængighed, selv efter at de andre stater var blevet opslugt af Hammurabi og hans dynasti i det babyloniske rige.

(11) Ur:

Sydøst for Warka og Senqara ligger stedet for det gamle UR OF THE CHALDEES (se dette), nu Mugheir. Det var berømt for sit tempel for månen og for de konger, der kendes som dynastiet fra Ur: Sur-Engur, Dungi, Bur-Sin, Gimil-Sin og Ibi-Sin.

(12) Eridu:

Syd for Ur lå Eridu, eller, i fuld form, Guruduga, "den gode by", hvor det jordiske Paradis tilsyneladende lå. Den identificeres med det nuværende `Abu-shahrein og var sæde for Ea eller Enki, havets og de frugtbargørende vandløbs gud. Ifølge traditionen var det dér, den "mørke vinstok" voksede -- tilsyneladende et billede på livets træ. De senere konger af Babylon bærer undertiden titlen "konge af Eridu", som om de var herskere over Paradisets område.

(13) Havlandet:

Havlandet (det, der grænsede op til Den Persiske Bugt), hvor kaldæerne tilsyneladende senere bosatte sig, synes at have spillet en vigtig rolle i Sinears tidlige historie. Berosus taler om dets konge Ammenon, som regerede 12 sari, eller 43.200 år, og i hvis tid Musarus Oannes, eller Annedotus, steg op af Den Persiske Bugt. Ligesom andre, der omtales i de sagn, som Berosus henviser til, var han halvt menneske og halvt fisk. Man mener, at disse hændelser, skønt de tydeligvis er mytiske, peger på, at civilisationen blev indført i Babylonien fra dette sted.

Se også Jona; Jonas Bog.

(14) Nisin, Isin eller Karrak:

Nisin, Isin eller Karrak, sæde for dyrkelsen af Nin-Karraga, var også en vigtig stat, styret af sine egne konger.

(15) Upe eller Upia (Opis):

Upe eller Upia, det græske Opis, opnåede tilsyneladende ry på et meget tidligt tidspunkt, idet dets konger i den store kronologiske liste anføres før kongerne af Kis.

(16) Andre velkendte byer:

Andre velkendte byer, muligvis statshovedstæder, var Larak, græsk Laranche; Amarda, et af centrene for dyrkelsen af Nergal; Asnunna, en provins øst for det nuværende Bagdad; Dilmu, nu Dailem; Nuru, Ennigi og Kakra, tilsyneladende centre for dyrkelsen af Hadad; Tilmun, ved Den Persiske Bugts inderste ende og omfattende øen Bahrein; provinsen Sabu; Seseb eller Bagdadu, muligvis det moderne Bagdad; og flere andre.

10. Sinear og dets klima:

Om landet i oldtiden var i den samme tilsyneladende forsømte tilstand som i dag, vides ikke; men man kan ikke lade være med at beundre de oprindelige indvandreres mod over for et område som for eksempel Lagas. Dette område, som hører til den sydlige region, er meget utilgængeligt på grund af vandløbene og sumpene. Ligesom hele Sinear i almindelighed er det mere eller mindre udtørret om sommeren og usundt for europæere. Ændringerne i vandvejene, som følge af forandringer i vandingskanalerne, må dengang som nu have hindret forbindelserne. Skarp kulde, med frost, følger efter sommerens hede, og fra tid til anden fejer sandstorme hen over sletten. Trods den ødelæggelse, som oversvømmelserne undertiden forårsagede, blev de altid hilst velkommen på grund af den frugtbarhed, der fulgte efter, og som var sådan, at den gjorde Babylonien til et af de frugtbareste områder, man kendte.

11. Skulptur i Sinear:

Henvisningen til de sumeriske skulpturer i (7) ovenfor vil have vist, at indbyggerne på Sinears slette besad en kunst af ikke ringe kvalitet og med en vis ælde, selv på det tidspunkt, hvor den først træder frem for os. Det er sandt, at mange eksemplarer er grove og klodsede, men dette skyldes sandsynligvis, at billedhuggerne ofte nok var slaver af deres materiale. Deres sten var ofte mere eller mindre rullestensformede, og de havde hverken dygtigheden eller redskaberne til at give dem bedre proportioner -- desuden ville en reduktion af massen have betydet en formindskelse af deres betydning. De brede, undersætsige figurer, som de fremstillede, gav dem imidlertid dårlige forbilleder for deres basrelieffer, og det varede længe, før denne mangel blev afhjulpet, trods det overlegne arbejde, som deres seglskærere frembragte under og efter det 4. årtusinde f.Kr.

12. Det første folk, der brugte skrift i Vestasien:

Men efter al sandsynlighed vil der altid være knyttet særlig berømmelse til de ikke-semitiske indbyggere i Sinear som opfinderne af, eller i det mindste de tidligste brugere, vi kender, af kileskriften. Man kan indvende, at det system, de indførte, var besværligt og ufuldkomment, men de kendte ikke noget enklere, og moderne kinesisk, som deres skrift er blevet sammenlignet med, er langt mindre praktisk. Kort sagt kan systemet beskrives som syllabisk for præfikser og suffikser og ideografisk for rødderne. For at vise dette vil følgende transskriberede eksempel sandsynligvis være tilstrækkeligt:

13. Det anvendte system, med et eksempel:

E nu-DU URU nu-DIM, Et hus blev ikke bygget, en by blev ikke opført;

URU nu-DIM ADAM nu-mun-GAR, En by blev ikke opført, et samfund havde han ikke grundlagt;

ABZU nu-DU GURUDUGA nu-DIM, Afgrunden blev ikke bygget, Eridu blev ikke opført;

E AZAGA DINGIRene KI-DURA-bi nu-DIM, Gudernes hellige hus, dets sæde blev ikke opført;

Su-NIGIN KURKURAgi AABBAama, Hele landene var hav.

De nominale og verbale rødder i ovenstående uddrag fra den tosprogede beretning om Skabelsen står med versaler, og de pronominale præfikser og suffikser, sammen med et par forlængelser, som bestemmer substantivernes udtale, står med små bogstaver. Dette vil ikke blot give en forestilling om den poetiske form i den sumeriske legende om Skabelsen ved Merodach og Aruru, men også vise, hvor kort og præcist Sinears sprog var som sprog før det semitiske herredømme.

T. G. Pinches