Babel, Babylon (1)

ba'-bel, bab'-i-lon (topografisk): Babylon var det græske navn på den by, der i babyloniernes kileskrift blev skrevet bab-ili, hvilket på semitisk betyder »guds port«. Hebræerne kaldte landet såvel som byen Babhel. De mente, at dette navn kom fra roden balal, »at forvirre« (1 Mos 11,9). Navnet blev med sumeriske ideogrammer skrevet Din-tir, som betyder »skovens liv«, og dog forklarede gamle etymologer det som betydende »stedet for livets sæde« (shubat balaTe). Ka-ding'irra, som også betyder »guds port«, var en anden form af navnet på sumerisk. Den blev også kaldt Su-anna (hvis betydning er usikker) og Uru-azagga, »den hellige by«.

Herodot, den græske historiker, har givet os et billede af Babylon på hans tid. Han siger, at byen var et stort kvadrat, 42 miles i omkreds. Ktesias gør den til 56 miles. Denne, skriver han, var omgivet af en voldgrav eller vold, 300 fod høj og 75 fod bred. Den tidligste omtale af Babylon er fra Sargon I's tid, omkring 2700 f.Kr. Denne monark lagde grundvoldene til Annnits tempel og også til Amals tempel. Fra Dungis tid får vi at vide, at stedet blev plyndret. Byen spillede tydeligvis en meget ubetydelig rolle i Babyloniens politiske historie i den tidlige periode, for ud over disse henvisninger er den næsten ukendt indtil Hammurabis tid, da dens opgang indledte en ny epoke i Babyloniens historie. Magtens sæde blev da for bestandig flyttet fra de sydlige stater. Dette førte til afslutningen på sumerernes politiske historie. Hammurabis organisering af riget, med Babylon som hovedstad, satte den i en position, som den aldrig blev fordrevet fra i resten af Babyloniens historie.

Højene, der dækker den gamle by, er ofte blevet udforsket, men systematiske udgravninger af byen blev ikke iværksat før 1899, da Koldewey, den tyske udgraver, begyndte at afdække dens gamle ruiner på en metodisk måde. På trods af hvad gamle forfattere siger, hævder visse forskere, at de groft overdrev byens størrelse, som var forholdsvis lille, især når den betragtes i forbindelse med store byer i den nuværende tidsalder.

I den nordlige del af byen lå det såkaldte Nordpalads på østsiden af Eufrat, som løb gennem byen. Lidt neden for dette punkt forlod Arakhtu-kanalen Eufrat og sluttede sig, efter at have passeret gennem den sydlige mur, igen til floden. Der var også et Mellem- og et Sydpalads. Nær sidstnævnte lå Ishtar-porten. Templet E-makh lå tæt ved portens østside. Andre kanaler i byen blev kaldt Merodak og Libilkhegala. I den sydlige del af byen lå det berømte tempel E-sag-ila. Dette tempel blev af den græske historiker kaldt »Belus' tempel«. Marduk eller Merodak (som det skrives i Det Gamle Testamente), byens skytsguddom, modtog fra Enlil, som Hammurabi oplyser os, efter at han havde drevet elamitterne ud af Babylonien, titlen »bel matate«, »landenes herre«, ikke det navn som Enlil fra Nippur havde haft. Tidligere har der været en forveksling. Ideogrammet Enlil eller Ellil var fejlagtigt blevet læst Bel. Dette gjorde det nødvendigt at tale om den gamle Bel og den unge Bel. Ud over at blive kaldt bel, »herre«, sådan som alle andre guder blev kaldt, var Enlils navn ikke Bel. Marduk er Det Gamle Testamentes Bel, såvel som den gud, der kaldes Bel i de assyriske og babyloniske indskrifter.

Tempelområdet omfattede en ydre, en central og en indre forgård. Ishtars og Zamamas helligdom optog den centrale forgård, og ziggurraten den indre forgård. I selve templet lå helligdommen Ekua, hvori den gyldne statue af Marduk stod. Denne, siger de gamle forfattere, var 40 fod høj. På det øverste trin var der en helligdom viet til Marduk. Det antages, at den var 50 fod lang, 70 fod bred og 50 fod høj. Nabopolassar genopbyggede templet og dets tårn. Nebukadrezzar udvidede og forskønnede helligdommen. Han hævede tårnet, så »dets top var i himlene«, et udtryk der findes i fortællingen om Babelstårnet i 1 Mos, såvel som i mange af bygningsindskrifterne. Se Clay, LOTB, Babel, 121 ff., og artiklen om Babelstårnet. Et af Nebukadrezzars hovedværker var bygningen af Aiburshabu, byens berømte processionsgade, som strakte sig fra Ishtar-porten til E-sag-ila. Det var en stor og storslået vej, bygget højere end husene. Mure løb langs den på begge sider og var udsmykket med glaserede tegl, der fremstillede løver i naturlig størrelse i relief. Brolægningen var lagt med stenblokke hentet fra bjergene. Denne processionsgade spillede en fremtrædende rolle på nytårsfestens dag, når gudernes procession fandt sted.

Kendskab til det arbejde, Nebukadrezzar udførte, tjener som en passende kommentar til passagen i Dan 4,30: »Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget?« Han havde gjort byen til et af verdens vidundere.

De to belejringer ved Dareios Hystaspes og den ene ved Xerxes ødelagde meget af byens skønhed. Alexander ønskede igen at gøre den til et stort centrum og at bygge en vældig fæstning i byen; men midt under dette foretagende blev han myrdet, mens han boede i Nebukadrezzars palads. Templet, skønt det ofte blev ødelagt, eksisterede på seleukidernes tid, men byen var for længst ophørt med at have nogen betydning.

Se også Babylonien.

A. T. Clay

@babhel; assyrisk-babylonsk Bab-ili, (Bab-ilani, "guds port" eller "gudernes port", gengivet på sumerisk som Ka-dingira, "guds port", betragtet som en folkeetymologi):

Se Babelstårnet, afsnit 14.

1. Navne, som byen var kendt under

2. Sandsynlig datering af dens grundlæggelse

3. Dens mure og porte hos Herodot

4. Dens beliggenhed, inddelinger, gader og tempel

5. Semiramis' og Nitokris' bygningsværker

6. Ktesias' beskrivelse--paladserne og deres udsmykkede mure

7. Belus' tempel og de hængende haver

8. Andre beskrivelser

9. Nebukadrezzars beretning

10. Nebukadrezzars arkitektoniske arbejde i Babylon

11. De kongelige paladser

12. Hurtigt byggeri

13. Templerne genopført af Nebukadrezzar

14. Omfanget af Nebukadrezzars arkitektoniske arbejde

15. Oplysninger om byen fra kontrakttavler

16. Oplysninger om Babylon fra andre kilder

17. Moderne udforskning

18. Beskrivelse af ruinerne--de østlige mure

19. De vestlige mure

20. Paladserne

21. Stedet for Babylons store tårn

22. De centrale og sydlige ruiner

23. En vandring gennem Babylon

24. Ishtar-porten og det mellemste palads

25. Festgaden

26. Skæbnernes kammer

27. Det nordlige palads og haverne

28. Historiske henvisninger til babylonske bygninger

LITTERATUR

1. Navne, som byen var kendt under:

Navnet på den store hovedstad i det gamle Babylonien, Shinar i 1 Mos 10,10; 1 Mos 14,1; andre navne på byen var Tin-dir, "livets sæde", E (ki), sandsynligvis en forkortelse af Eridu (ki), "den gode by" (= Paradis), idet Babylonien tilsyneladende blev betragtet som Edens have (PSBA, juni 1911, s. 161); og Su-anna, "den stærkhåndede" (tilsyneladende med betydningen "med høje mure", idet "hånd" og "forsvar" er udskiftelige udtryk). Det er muligt, at disse forskellige navne skyldes, at omliggende distrikter blev indlemmet, efterhånden som Babylon voksede i størrelse.

2. Sandsynlig datering af dens grundlæggelse:

Ifølge 1 Mos 10,9 var Babylons grundlægger Nimrod, men blandt babylonierne var det Merodak, der byggede byen sammen med Erek og Niffer (Kalne) og deres berømte templer. Datoen for dens grundlæggelse er ukendt, men den gik helt sikkert tilbage til urtiden, og Babylon kan endda have været lige så gammel som Niffer (de amerikanske udforskere af dette sted har anslået, at dets nederste beboelseslag går tilbage til 8.000 år f.Kr.). At Babylon først sent indtog stillingen som landets hovedstad, skulle derfor skyldes, at dens herskere ikke havde opnået magt og indflydelse på et tidligere tidspunkt. Men da den først havde erhvervet denne stilling, beholdt den den til enden, og dens store gud, Merodak, blev overhoved for det babylonske panteon--dels gennem Babylons indflydelse som hovedstad, dels fordi byen var centrum for hans dyrkelse og stedet for det store Babelstårn, som der blev fortalt mange forunderlige ting om.

Se Babelstårnet; sprogforvirringen.

3. Dens mure og porte hos Herodot:

Ifølge Herodot lå byen på en stor slette, havde kvadratisk grundplan og målte 120 stadier i hver retning--480 i alt. Hver side var derfor omkring 14 miles lang, hvilket gav en omkreds på næsten 56 miles og et areal på næsten 196 kvadratmiles. Da det indhegnede område er så stort, og spor af murene synes at mangle, kan disse tal betragtes som tvivlsomme. Rundt om byen, siger Herodot, var der en dyb og bred voldgrav fuld af vand, og derefter kom en mur, 50 kongelige alen tyk og 200 alen høj, gennembrudt af 100 portåbninger med porte og overliggere af bronze. Hvis man regner alenen til 18 2/3 tommer, ville det betyde, at Babylons mure var ikke mindre end 311 fod høje; og hvis man betragter den kongelige alen som lig med 21 tommer, ville deres tykkelse være noget i retning af 87 fod. Selv om Babylon i to årtusinder har været stenbrud for de nærliggende bygmestre, er det overraskende, at så omfattende masser af murværk skulle være forsvundet uden at efterlade i det mindste nogle få genkendelige spor.

4. Dens beliggenhed, inddelinger, gader og tempel:

Byen var bygget på begge sider af Eufrat, og på det sted hvor muren mødte floden, var der en tværmur, som løb langs dens bredder og dannede en vold. Husene i Babylon havde 3 og 4 etager. Vejene, som løb gennem byen, var lige og synes at have skåret hinanden i rette vinkler, som i Amerikas store byer. Flodenden af hver af de gader, der førte til floden, var bevogtet af en bronzeport. Inden for den store ydre mur var der en anden, ikke meget svagere, men den omsluttede et mindre område. Hver del af byen indeholdt en stor bygning: den ene var kongens palads, stærkt befæstet hele vejen rundt, og den anden Zeus Boles' tempel--en bygning med bronzeporte, der målte to stadier i hver retning. Inden for dette hellige område stod et massivt tårn, der målte et stadion i hver retning, og oven på det var der andre tårne, otte i antal. En opgang løb rundt om disse tårne, med et hvilested omtrent på midten, hvor den besøgende kunne hvile sig. På det øverste tårn var der bygget et stort kammer, hvori der var en leje og et bord af guld. Intet billede var anbragt i kammeret, og ingen tilbragte natten der, undtagen en kvinde af folket, udvalgt af guden. I et andet kammer nedenunder var der et guldbillede af Zeus siddende; hans sæde og fodskammel var ligeledes af guld, og tæt ved stod et stort guldbord. Den samlede vægt af det ædle metal her var 800 talenter. På et lille gyldent alter uden for kammeret blev der kun ofret unge diegivende dyr, og på et andet (ikke af guld) blev fuldvoksne dyr ofret.

5. Semiramis' og Nitokris' bygningsværker:

Babylons vandbygningsværker tilskrives af Herodot to dronninger, Semiramis og Nitoeris. Den førstnævnte lavede jordvolde på sletten, som var værd at se, og som forhindrede floden i at oversvømme sletten som et hav. Den anden, Nitocris, ændrede flodens løb på en sådan måde, at den i sit forløb til landsbyen Andericca strømmede tre gange, og den rejsende ad vandvejen brugte derfor tre dage på at passere dette sted. Hun forhøjede også flodens bredder og gravede en stor sø oven for Babylon. Det sted, der blev udgravet, gjorde hun til en sump; formålet var at sinke flodens løb. De mange sving og sumpen lå på den korteste rute til Medien for at forhindre mederne i at have forbindelser med hendes kongerige og få kendskab til hendes anliggender. Andre arbejder var en bro over Eufrat og et gravmæle for hende selv over byens mest befærdede port.

Både Herodot og Ktesias var øjenvidner til Babylons herlighed, dog kun i den periode, da den var begyndt at aftage. Det er imidlertid særdeles sandsynligt, at deres beretninger til sidst vil blive afløst af beretningerne fra dem, der kendte byen bedst, nemlig Babylons egne indbyggere.

6. Ktesias' beskrivelse--paladserne og deres udsmykkede mure:

Ifølge Ktesias var byens omkreds ikke 480, men 360 stadier--antallet af dage i det babyloniske år--og lidt under 42 miles. De østlige og vestlige distrikter var forbundet af en bro, der var 5 stadier eller 1.080 yards lang og 30 fod bred. Ved hver ende af broen lå et kongeligt palads; det på den østlige bred var det mest prægtige af de to. Dette palads blev forsvaret af tre mure; den yderste var 60 stadier eller 7 miles i omkreds; den anden, en cirkelformet mur, 40 stadier (4 1/2 miles), og den tredje 20 stadier (2 1/2 miles). Den midterste murs højde var 300 fod, og dens tårne 420 fod, men dette blev overgået af højden på den inderste mur. Ktesias anfører, at murene i den anden og tredje indhegning var af farvede mursten og viste jagtscener--jagt på leopard og løve, med mandlige og kvindelige figurer, som han anså for at være Ninus og Semiramis. Det andet palads (det på den vestlige bred) var mindre og mindre udsmykket og var kun omgivet af en enkelt mur på 30 stadier (3 1/2 miles) i omkreds. Også dette havde fremstillinger af jagtscener og bronzestatuer af Ninus, Semiramis og Jupiter-Belus (Bel-Merodak). Foruden broen anfører han, at der også var en tunnel under floden. Han synes at omtale Belus' tempel (se Babelstårnet) som kronet af tre statuer--Bel (Bel-Merodak), 40 fod høj, hans mor Rhea (Dawkina, Damascius' Dauke) og Bel-Merodaks gemalinde Juno eller Beltis (Zer-panitum).

7. Belus' tempel og de hængende haver:

De berømte hængende haver synes han at beskrive som en firkant, hvor hver side målte 400 fod, og som hævede sig i terrasser, hvoraf den øverste var beplantet med træer af forskellig art. Hvis dette var tilfældet, må den have lignet et tempeltårn dækket af grønt. De assyriske relieffer peger imidlertid på noget andet (se afsnit 27).

8. Andre beskrivelser:

Med hensyn til byens størrelse, sådan som den angives af andre autoriteter, kopierer Plinius Herodot og gør dens omkreds til 480 stadier (Nat. Hist. vi.26); Strabon (xvi. i. afsnit 5), 385; Q. Curtius (v. i. afsnit 26), 368; Clitarchus (hos Diod. Sic. ii.7), 365. Skønt forskellen mellem det højeste og det laveste tal er betydelig, er det kun, hvad man kunne vente af uafhængige skøn, for det er tvivlsomt, om nogen af dem bygger på faktiske opmålinger. Diodor (ii.9, slutningen) anfører, at kun en lille del af indhegningen var beboet på hans tid (han var samtidig med Cæsar og Augustus), men opgivelsen af byen må da praktisk taget have været fuldført, og den største del overladt, som han siger, til dyrkning--endda måske inden for det område, der i dag er indelukket af murresterne. Det er bemærkelsesværdigt, at Q. Curtius siger (v. i. afsnit 27), at så meget som ni tiendedele, selv i Babylons mest blomstrende periode, bestod af haver, parker, paradiser, marker og frugthaver; og dette bekræfter de senere kontrakttavler. Skønt der ikke er nogen bekræftelse af murenens højde, sådan som den angives af disse forskellige autoriteter, viste navnet, der blev givet byen, Su-anna, »den med de høje mure« (se ovenfor), at den var berømt for højden på sine forsvarsværker.

9. Nebukadrezzars beretning:

Blandt de indfødte beretninger om byen er Nebukadrezzars den bedste og mest lærerige. Af denne optegnelse synes det, at der var to vigtigste forsvarsværker, Imgur-Enlil og Nemitti-Enlil--henholdsvis »Enlil har været nådig« og »Enlils grundvold«. Opførelsen af disse, som kun beskyttede den indre by på Eufrats østlige og vestlige sider, tilskriver han sin far Nabonidus, ligesom udgravningen af voldgraven med de to »stærke mure« på dens bredder og inddæmningen af Arabtu-kanalen. Han havde også forsynet Eufrat med kajer eller dæmninger--sandsynligvis de bygningsværker, som de græske forfattere henviser til--men han havde ikke fuldført arbejdet. Inde i selve Babylon anlagde han en vej fra Du-azaga, stedet hvor skæbnerne blev erklæret, til Aa-ibur-sabu, Babylons festgade, som lå ved Beltis' eller Mahs port, til Merodaks og gudernes store nytårsfest.

10. Nebukadrezzars bygningsarbejde i Babylon:

Efter sin tronbestigelse fuldførte Nebukadrezzar de to store mure, beklædte gravene med tegl og øgede tykkelsen på de to mure, som hans far havde bygget. Han byggede også en mur, som der tilsyneladende endnu findes spor af, på vestsiden af Babylon (han sigter åbenbart til det, man kan kalde »byen«, til forskel fra »Stor-Babylon«), og hævede niveauet på Aa-ibur-sabu fra »den hellige port« til Nanas port; sammen med portbygningerne (som følge af vejens højere niveau), som den gik igennem. Selve portene blev konstrueret af cedertræ beklædt med kobber (bronze), højst sandsynligt på samme måde som portene i Imgur-Bel (Balawat) i Assyrien (Salmanassar II's regeringstid, ca. 850 f.Kr.). Sandsynligvis var ingen af Babylons porte af massiv bronze, på trods af Herodots udsagn; men tærsklerne var helt af dette metal, da sten var meget sjælden og måske mindre holdbar. Disse porte blev bevogtet af billeder af tyre og kæmpeslanger eller sammensatte drager af samme metal. Nebukadrezzar byggede også en mur på flodens østbred, 4.000 alen borte, »høj som et bjerg«, for at hindre en fjendes fremrykning. Denne mur havde også cedertræsporte dækket med kobber. Et yderligere forsvarsværk, som han anlagde, var en enorm sø, »som det brede hav at krydse«, som blev holdt inde af volde.

11. De kongelige paladser:

De kongelige paladser krævede dernæst den store konges opmærksomhed. Det palads, hvori Nabopolassar havde boet, og hvor Nebukadrezzar efter al sandsynlighed havde tilbragt sine yngre dage, havde lidt skade under oversvømmelserne, når floden stod højt. Fundamenterne til dette omfattende bygningsværk, som strakte sig fra muren kaldet Imgur-Enlil til Libil-hegala, den østlige kanal, og fra Eufrats bredder til Aa-ibur-sabu, festgaden, blev grundigt repareret med brændte teglsten og bitumen, og døråbningerne, som var blevet for lave som følge af hævningen af denne gade, blev forhøjet til en passende højde. Han lod det hele rage højt op, som han udtrykker det, »bjerglignende« (hvilket antyder en bygning på mere end én etage). Taget på dette palads blev bygget af cedertræ, og dørene var af samme træ, dækket med bronze. Deres tærskler var, som i andre tilfælde, af bronze, og paladsets indre var udsmykket med guld, sølv, ædelsten og andre kostbare materialer.

12. Hurtigt byggeri:

Fire hundrede og halvfems alen fra Nemitti-Enlil lå, som kongen siger, hovedmuren, Imgur-Enlil, og for at sikre den førstnævnte mod angreb byggede han to stærke volde og en ydre mur »som et bjerg«, med en stor bygning imellem, som både tjente som fæstning og palads og var knyttet til det gamle palads, som hans far havde bygget. Ifølge Nebukadrezzars beretning, som bekræftes af Berossos (som citeret af Josefus og Eusebios), blev hele dette arbejde fuldført på 15 dage. Udsmykningerne var som i det andet palads, og blokke af alabast, tilsyneladende bragt fra Assyrien, styrkede brystværnene. Andre forsvarsværker omgav dette fæstningsanlæg.

13. Templerne, som Nebukadrezzar restaurerede:

Blandt de templer, som Nebukadrezzar restaurerede eller genopbyggede, kan nævnes E-kua, Merodaks helligdom inden for E-sagila (Belus' tempel); helligdommen kaldet Du-azaga, skæbnens sted, hvor »kongen over himlens og jordens guder« ved hver nytårsfest, den 8. og 9. nisan, blev placeret, og den babyloniske monarks og hans folks fremtid blev erklæret. Lige så vigtig som E-sagila var imidlertid restaureringen af E-temen-an-ki, kaldet »Babylons tårn« (se Babelstårnet), inden for byen; og forbundet, som det vil ses af planen, med denne bygning. Blandt Babylons talrige templer, som han genopbyggede eller restaurerede, var E-mah, for gudinden Nin-mah, nær Ishtar-porten; det hvide kalkstenstempel for Sin, måneguden; E-ditur-kalama, »huset for landets dommer«, for Samas, solguden; E-sa-tila for Gula, helbredelsens gudinde; E-hursag-ella, »det hellige bjergs hus«, osv.

14. Omfanget af Nebukadrezzars bygningsarbejde:

Mængden af arbejde, som denne konge udførte, han som, da han gik på taget af sit palads, ophøjet i stolthed, udbrød: »Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget?« (Dan 4,30), var ifølge hans egne optegnelser og de græske forfattere enorm, og den påstand, han fremsatte, fuldt berettiget. Men hvis han praler af det arbejde, han udførte, er han retfærdig ved at tilskrive sin far Nabopolassar meget; dog bør det i forbindelse hermed bemærkes, at hans tilskrivning af opførelsen af Babylons mure til sin far ikke skal tages bogstaveligt; efter al sandsynlighed restaurerede han dem kun, skønt han kan have tilføjet supplerende forsvarsværker, sådan som Nebukadrezzar selv gjorde.

15. Oplysninger om byen fra kontrakttavler:

Foruden Nebukadrezzars indskrifter giver forskellige andre tekster oplysninger om Babylons topografi, deriblandt kontrakttavlerne, som nævner forskellige distrikter eller kvarterer i byen, såsom Te, som ligger inden for Babylon; byen Sula, som ligger inden for Babylon; den nye by, som ligger inden for Babylon, ved den nye kanal. Inden for byen var der også flere Hussetu--måske »gårde«, såsom Hussetu sa Iddina-Marduk, »Iddina-Marduks gård«, osv. De forskellige porte omtales også, såsom Samas' port, Uras' byport og Zagagas port, som synes at have ligget i »provinsen Babylon« og havde en mark foran sig, ligesom Enlils port også havde.

16. Oplysninger om Babylon fra andre kilder:

Ifølge en assyrisk og en babylonisk liste over porte bar gaderne navne, der var knyttet til navnene på de porte, som de førte til. Således blev gaden ved Zagagas port, en af krigsguderne, kaldt "Zagagas gade, han som fordriver sine fjender"; gaden ved Merodaks port var "Merodaks gade, hyrde for sit land"; mens gaden ved Ishtars port var "Ishtars gade, hendes folks beskytter." Byportene, der var opkaldt efter Enlil, Addu (Hadad eller Rimmon), Samas, solguden, Sin, måneguden, osv., havde gader, der var betegnet på tilsvarende måde. Visse af Babylons gader omtales også på kontrakttavlerne, og sådanne beskrivende angivelser som "den brede gade, som ligger ved den sydlige port til templet E-tur-kalama" synes at vise, at de ikke i alle tilfælde var systematisk navngivet. Hvis Babylons gader virkelig var, som Herodot siger, lige og anlagt i rette vinkler, var dette sandsynligvis uden for murene i den gamle (indre) by og skyldtes højst sandsynligt en eller anden klog babylonisk konge eller hersker. Detaljer om gaderne er blevet fremdraget på det sted, der kaldes Merkes (afsnit 22), og andre steder, og de synes at vise, at babylonierne foretrak, at rummene i deres huse var kvadratiske. Sådanne gader, som løb skævt, var derfor fulde af rektangler og må have frembudt et ganske særegent udseende.

17. Moderne udforskning:

Det er denne indre by, som mest har tiltrukket sig udforskernes opmærksomhed, både engelske og tyske, og det er på dens sted, at de sidstnævnte har udført deres systematiske udgravninger. Ja, det er sandsynligt, at husene for den talrigeste klasse af folket--håndværkere, købmænd, arbejdere osv.--lå uden for de mure, som de babyloniske kongeindskrifter henviser til. Man kan antage, at husene i dette område hovedsagelig var lave bygninger af ubrændte teglsten (som dele af templerne og paladserne faktisk var bygget af), og disse ville naturligvis lettere forsvinde, end hvis de havde været bygget af brændte teglsten. Selv når de er brændte, har de teglstensbyggede ruiner i Babylonien Assyrien dog en tendens til at forsvinde på grund af den værdi, som teglsten, både brændte og ubrændte, har til opførelse af nye huse i nabolaget. Om den ydre bys udstrækning hersker der naturligvis megen tvivl, men den kan meget vel have dækket det område, der er blevet tilskrevet den (se afsnit 3 ovenfor). Nineve havde i sin blomstringstid også enorme forstæder (se Nineve).

18. Beskrivelse af ruinerne--De østlige mure:

Babylons ruiner ligger mellem 80 og 90 kilometer (50 miles eller mindre) fra Bagdad. Det første, man ser, når man nærmer sig dem, er den brede, høje højderyg Babil, som markerer stedet for ruinerne af Nordpaladset. Efter nogen tid når man ruinerne af de gamle mure. De er stadig flere yard høje og skråner blidt ned mod sletten. Muren begynder nord for Babil, strækker sig omtrent 875 yd. ret mod øst og løber derefter sydpå endnu 930 yd.; på dette sted tager den en retning mod sydøst i omtrent 2 miles 160 yd. (3.300 meter). Her findes et bredt brud, hvorefter den løber mod sydvest og forsvinder i de åbne marker efter omkring miles (2 kilometer). "At dette er den gamle bymur," siger Weissbach, "kan der ikke være nogen tvivl om, og navnet Sur, `bymur,' som araberne har givet den, beviser, at de fuldt ud har erkendt dens karakter." Ved den nordlige ende findes den i sin oprindelige udstrækning; sletten, som den rejser sig fra, er Eufrats gamle leje, som i århundredernes løb er blevet fyldt op af ørkensand. I Babylons storhedstid havde floden et langt mere lige løb end nu, men den genindtager sit gamle leje omkring 600 meter (656 yd.) syd for Babil og forlader det derefter for at danne en skarp bøjning mod vest. Fra det punkt, hvor bymuren først bliver genkendelig i nord, til dens tilsyneladende sydligste ende er der omkring 3 miles.

19. De vestlige mure:

På vestsiden af floden er sporene af muren langt mindre; de to hjørner, med de dele der støder op til dem, er alt, hvad der kan genkendes. Den begynder i nord, hvor Eufrat har nået sit midtpunkt på sit løb gennem byen, og løber vestpå omtrent 547 yd. (500 meter) vest-sydvest og bøjer derefter næsten i en ret vinkel mod syd-sydøst, vender igen mod øst i retning af Eufrat, men forsvinder i sletten, før den når floden. Afstanden mellem de to hjørner er omkring 1 mile, 208 yd. (1.800 meter), og dens afstand fra Eufrat er højst 5/8 mile (1 kilometer). Den vestlige del af byen dannede derfor et rektangel med et areal på omkring 1,8 miles, og det østlige kvarter, med fremspringet mod nord, 6 1/4 kvadratmiles. Ifølge Fried. Delitzsch var Babylons størrelse omtrent den samme som München eller Dresden. Dette er naturligvis et skøn ud fra de bevarede rester--som det er blevet angivet ovenfor, var der sandsynligvis en stor forstadsudvidelse uden for murene, hvilket ville forklare den enorme størrelse, som oldtidens forfattere tillagde byen.

20. Paladserne:

Blandt araberne kaldes den nordlige ruin Babil, skønt den kun er resterne af et palads. Dens nuværende højde er 30 meter (98 fod, 5 tommer), og dens rektangulære omrids kan stadig let genkendes. Dens sider vender mod verdenshjørnerne, de længste er dem mod nord og syd. Denne bygning, som måler 100 meter (109 yards), var godt beskyttet af bymuren mod nord og øst, mens Eufrat beskyttede den mod vest. Fortsætter man mod syd, fører stien i dag gennem frugthaver og palmelunde, bag hvilke der ligger et ujævnt område, som tydeligvis rummer rester af gamle bygninger, sandsynligvis af ringe højde. Efter yderligere palmelunde møder man en enorm ruin, stejl mod øst og syd, skrånende mod nord og vest. Dette er Gasr (Qasr), også kaldet Emjellibeh (Mujellibah), »den omstyrtede«, identisk med det store palads, der tilhørte Nabopolassar og hans søn Nebukadrezzar, og som sidstnævnte konge så fremtrædende omtaler i sine optegnelser. Dets længste side løber langs det gamle Eufrat-leje og måler 300 meter (328 yards). Overfladen er meget ujævn, med fremspring på 15 meter (over 49 fod), der veksler med dybe sænkninger. På den nordvestlige side rager enorme mure af overordentlig hårde gule teglsten stadig op i betydelig højde. Syd for dette strækker sletten sig, kun brudt af nogle få ubetydelige høje, over en afstand af en halv kilometer (5/16 mil) og ender mod syd i endnu en enorm ruinhøj, kaldet Ishan Amran ibn `Ali. Den måler 600 meter (656 yards) fra nord til syd og 400 (437 yards) fra øst til vest, og dens gennemsnitlige højde er 25 meter (82 fod). Omtrent i midten, tæt ved hinanden, ligger to muslimske kuppelgrave; den første kaldes Ibrahim al-Khalil (»Abraham, Vennen« (af Gud) – sandsynligvis en sen tilføjelse til navnet på en anden Abraham end patriarken), og den anden Areran ibn `Ali, som ruinen har fået sit moderne navn fra.

21. Stedet for Babylons store tårn:

Nær den sydlige ende af sletten, hvor landsbyen Jim-jimeh ligger, findes der en firkantet sænkning, flere yards dyb, som måler næsten 100 meter (over 100 yards) på hver led. Midt i denne sænkning, hvis sider ikke helt vender mod verdenshjørnerne, hæver der sig, til en højde af omkring 13 fod, en platform af soltørrede teglsten, omtrent 60 meter (197 fod) på hver led; dens sider er parallelle med sænkningens ydre afgrænsning. Denne sænkning, der nu kaldes Sahan, »skålen«, er delvis fyldt med grundvand. Centralt i dens sydlige side findes en tilsvarende udformet rektangulær udhulning, omkring 50 meter (164 fod) lang, som strækker sig hen imod ruinen kaldet Areran.

22. De centrale og sydlige ruiner:

Øst for Qasr og Emjellibeh ligger flere høje, der bærer navnet Ehmereh, sådan kaldet efter den vigtigste høj mod sydøst, ved navn Ishan al-Oheimar, »den røde ruin«, på grund af farven på dens teglsten. Tæt ved Qasrs sydøstlige hjørne ligger ruinen kaldet Merkes, »midtpunktet«, og syd for den igen ligger en lang og uregelmæssigt formet høj, der bærer navnet Ishan al-Aswad, »den sorte ruin«. Af denne opregning af de vigtigste levn på Babylons sted vil man let se, at offentlige bygninger i denne, byens ældste bydel, var overordentlig talrige. Ja, området blev anset for at være af så stor betydning, at de omgivende mure ikke blev regnet for helt tilstrækkelige til at beskytte det, og derfor blev der bygget endnu en, tilsyneladende isoleret vold mod øst, der løb nord-syd, som en ekstra beskyttelse. Levnene på flodens vestlige side er ubetydelige; flodens ændrede løb er efter al sandsynlighed årsag til ødelæggelsen af i det mindste nogle af bygningerne.

23. En vandring gennem Babylon:

Der er meget arbejde, der skal gøres, før man kan forsøge en virkelig fuldstændig rekonstruktion af Babylons ældste kvarter; men noget kan siges om de seværdigheder, man kunne se, når man gik en tur gennem den mere interessante del, som vi ved fra Herodots beretning kunne besøges af fremmede, selv om det er muligt, at tilladelse måtte indhentes på forhånd. Når man gik ind gennem Urash-porten, et stykke øst for Eufrat, befandt man sig i Aa-ibursabu, Festgaden, som var en fortsættelse af kongevejen uden for den indre mur, der kom fra syd. Denne gade løb langs Arahtu-kanalen, på dens vestlige bred. Efter nogen tid havde man Ninips lille tempel på højre hånd (på den anden side af kanalen) og E-sagila, Belus' store tempel, på venstre hånd. Denne berømte helligdom var viet til Merodak og andre guddomme, der var forbundet med ham, især hans hustru Zer-panitum (= Juno), og Nebo, "læreren", sandsynligvis som den, der indskærpede Merodaks tro. Merodaks helligdom deri, som blev kaldt E-kua, siges af Nebukadrezzar at have været pragtfuldt udsmykket, og ind i selve templet havde denne konge ladet mange kostbare gaver bringe, som han havde erhvervet i de lande, han herskede over. Forbundet med E-sagila mod nordvest ved en dæmning og sandsynligvis en trappe var det store tempeltårn E-temen-an-ki, som, som angivet ovenfor, nu ikke repræsenteres af et tårn, men af en fordybning, idet murstenene efter sigende er blevet brugt til at reparere Hindiyeh-kanalen. Denne store bygning var et slående monument i byen og må have været synlig på betydelig afstand, idet dens højde var noget over 300 fod (ca. 91 m). De etager, den bestod af, menes at have været farvet ligesom dem i det lignende tårn, der blev afdækket ved de franske udgravninger i Khorsabad (DurSarru-ukin) i Assyrien. Dæmninger eller gader forbandt denne bygning med Aa-ibur-sabu, festgaden, som den rejsende formodes at gå ad. Idet den besøgende fortsatte mod nord, krydsede han en kanal vinkelret på, ved navn Libilhegalli, "måtte han (guden) bringe frugtbarhed", og befandt sig straks over for kongepaladset--den vidtstrakte bygning, der nu er kendt som Qasr. Ifølge Weissbach optog dens område ikke mindre end 4 1/2 hektar (lidt mere end 11 acres), og den var, som vi ved fra Nebukadrezzars indskrifter, delt i to dele, forbundet af en korridor. Bygningen var rigt udsmykket, sådan som babylonierne forstod sådanne ting, idet de indre vægge var beklædt med emaljerede mursten og andet materiale.

Idet den besøgende gik langs paladsets østside, kom han til Ishtar-porten--en massiv portåbning beklædt med emaljerede mursten på Nebukadrezzars tid og udsmykket med farvede emaljerede relieffer af løven, tyren og Babylons drage. På højre side af denne port kunne man se gudinden Nin-mahs tempel, Merodaks hustru--et tempel af soltørrede mursten med spor af hvid farve. Det var en berømt helligdom hos babylonierne, i den sædvanlige arkitektoniske stil med tilbagetrukne stræbepiller, men beskeden set fra vort moderne synspunkt. Nin-mah var forplantningens gudinde, som under navnet Aruru havde hjulpet Merodak med at skabe menneskeheden, deraf den ære, hun nød hos babylonierne.

24. Ishtar-porten og det midterste palads:

Ishtar-porten var tilsyneladende en del af Babylons ældre befæstninger, men hvilken del af den oprindelige by den omsluttede, er tvivlsomt. På Nebukadrezzars tid gennembrød den så at sige fortsættelsen af muren på flodens vestlige bred. Da den besøgende gik gennem denne port, så han mod vest "det midterste palads", en enorm bygning, opført af Nebukadrezzar, som han praler af, på 15 dage--en udtalelse, der synes noget overdrevet, når vi kommer til at betragte murenens massivitet, hvoraf nogle har en tykkelse på flere yards. Han beskriver dette som at have været "en fæstning" (duru), "bjerglignende" (sadanis), og på dens top byggede han en bolig for sig selv--et "stort palads", som var forbundet med hans fars palads syd for den mellemliggende mur. Det er muligvis dette sidstnævnte, der blev bygget på 15 dage--ikke hele bygningsværket, inklusive fæstningen. Det blev hævet "højt som skovene" og udsmykket med cedertræ og alle slags kostbare træsorter; dets døre var af palme, ceder, cypres, ibenholt(?) og elfenben, indrammet i sølv og guld og beklædt med kobber. Dørtrinene og hængslerne i dets porte var af bronze, og gesimsen rundt om dets top var i (en efterligning af) lapis lazuli. Det var et hus, som mennesker kunne beundre; og det er ikke usandsynligt, at dette var det palads, hvorpå han blev anset for at have gået, da han henviste til "det store Babylon", som han havde bygget.

25. Festgaden:

Men gaden Aa-ibur-sabu, som den besøgende tænkes at gå ad, var også en højt udsmykket dæmning, egnet som vej for de store guder. Dens bredde varierede fra 11 til 22 yards (ca. 10 til 20 m), og den var brolagt med regelmæssigt tilhuggede og tilpassede natursten--kalksten og en brunrød sten med hvide årer--mens dens mure var forsynet med en beklædning af mursten, emaljeret i forskellige farver med fremstillinger af løver, nogle af dem i relief. De indskrifter, den bar, var hvide på en rig mørkeblå baggrund, også emaljeret. Der var forskellige andre gader i Babylon, men disse mangler stadig at blive identificeret.

26. Skæbnernes kammer:

For enden af Processionsgaden, og i ret vinkel på den, lå Merodak-kanalen, som stod i direkte forbindelse med Eufrat. På dette sted, og som dens afsluttende del, lå også Skæbnekammeret (Patak simate), hvor oraklerne hvert år blev spurgt og forkyndt. I nær forbindelse med dette stod Offertemplet (Bit nike) eller festhuset (Bit akiti). Om disse steder behøves der flere oplysninger, men det synes, at Skæbnekammeret før Nebukadnesars tid blot var udsmykket med sølv; han gjorde det imidlertid herligt med rent guld. Det er på dette sted, Processionsgaden er bredest. Offertemplets beliggenhed er for tiden usikker.

27. Det nordlige palads og haverne:

Hvad der kan have ligget på den anden side af Arabtu-kanalen, som her slog et sving mod nordvest og løb ud i Eufrat noget længere oppe, er usikkert; men i byens yderste nord lå det palads, som nu repræsenteres af ruinen kaldet Babil. Også dette blev bygget af Nebukadnesar, men det kan betvivles, om det virkelig blev grundlagt af ham. Tilstedeværelsen af spor af brønde her fik Hormuzd Rassam til at mene, at dette sandsynligvis var stedet for de hængende haver, men yderligere udforskning er nødvendig for at afgøre spørgsmålet, skønt det kan anses for ikke usandsynligt, at denne identifikation er rigtig. I så fald ville det svare til det palads, der vises i den assyriske sal på British Museum — en bygning, der tilsyneladende var beskyttet af tre mure og udsmykket med søjler, som hvilede på ryggen af løver i gående stilling. På den tilstødende tavle ses en fremstilling af en lille bygning — også med søjler — på en høj. En kongefigur, udhugget på en stele, ses til venstre, med et alter foran sig, hvilket viser, at der blev ydet ham guddommelig ære. Højen er tæt bevokset med træer, som kan være oliventræer, popler osv., og til højre er der en række buer, hvorpå andre træer er plantet. Vandingskanaler strækker sig i en lang strøm mod venstre og i kortere strømme mod højre. Da dette hører til Ashur-bani-aplis tid, omkring 650 f.Kr., og henviser til denne konges operationer mod hans bror Samas-sum-ukin, Babylons konge, er det klart, at noget, der lignede de hængende haver, eksisterede før Nebukadnesars tid, og derfor — hvis det var hans dronning, der lod dem anlægge — før den tid, hvor deres formodede grundlægger levede. Dette ville være det punkt, den assyriske hær først nåede, når den rykkede frem til angreb. En sådan park som den, der er fremstillet her, med sine høje og vandløb og tæt plantede træer, må efter al sandsynlighed have gjort paladset i nærheden til det behageligste i hele Babylonien og have vakt beundring hos enhver, der besøgte byens seværdigheder.

28. Historiske henvisninger til babyloniske bygninger:

Den arkitektoniske historie for byen Babylon er endnu ikke skrevet, men noget vides allerede om den, især om dens centrale interessepunkt, det store tempel E-sagila, hvor Merodak blev tilbedt. Sumu-la-ilas 5. år var kendt som det år, hvor Babylons store fæstning blev bygget; og hans 22. var det år, hvor en trone af guld og sølv blev fuldført og fremstillet til Merodaks øverste bolig (paramaha). Senere fremstillede Abil-Sin i sit 17. år en trone(?) til Shamash af Babylon; og Hammu-rabi fremstillede i sit 3., 12. og 14. år også troner til guderne — Nannar af Babylon (måneguden), Zer-panitum, Merodaks gemalinde, og Ishtar af Babylon. Samsuiluna, hans søn, opstillede i sit 6. år en “bedende statue” i E-sagila foran Merodak, efterfulgt i hans 8. år af indvielsen af en eller anden klart skinnende genstand (stridskølle?) af guld og sølv til guden; og ved den lejlighed siges det, at han fik E-sagila til at stråle som himlens stjerner. Forbigår vi mange andre henvisninger til konger, som udsmykkede byens templer, kan det arbejde, der dér blev udført af Agukakrime (ca. 1480 f.Kr.), nævnes. Denne hersker, som tilhørte det kassitiske dynasti, bragte ikke blot billederne af Merodak og Zer-panitum tilbage til deres tempel, men genopførte også bygningen og dens helligdom og bragte rige offergaver dertil. Senere, efter byens ødelæggelse ved Sankerib, tog hans søn Esarhaddon og hans sønnesønner Samas-sum-ukin, Babylons konge, og Ashurbani-apli, Assyriens konge, alle del i genoprettelsen af Babylons templer og paladser. Der er allerede blevet henvist til Nabopolassars og Nebukadnesars arbejde. I 330 f.Kr. (Alexander den Stores regeringstid) blev der ved hjælp af de frommes tiender gjort et forsøg på at rydde affaldet omkring E-sangil (E-sagila) bort, men efter alt at dømme blev der ikke foretaget egentlige restaureringer — eller i det mindste nåede man ikke det stadium, hvor de kunne være blevet sat i gang. I året 269 f.Kr. hævder Antiochus Soter, ligesom Nebukadnesar og andre babyloniske konger, at have genoprettet templerne E-sagila og E-zida (det sidste i Borsippa). Skønt templerne i sen tid var mere eller mindre forfaldne, synes gudstjenesterne efter alt at dømme fortsat at være blevet udført, og de kan endog være fortsat et godt stykke ind i den kristne tidsalder, idet babylonisk religion og filosofi endnu så sent som i det 4. århundrede blev holdt i ære. Babylons undergang som by begyndte med grundlæggelsen af Seleukia ved Tigris under Seleucus Nicators regering (efter 312 f.Kr.). Babylons indbyggere begyndte snart at udvandre til dette nye sted, og den gamle hovedstads ruinerede huse og mure blev til sidst tilholdssteder for røvere og fredløse. Det siges, at murene af den grund blev nedrevet af senere (seleukidiske) konger, og det er ikke usandsynligt, at sammen med murene blev alle huse, som endnu måtte have været beboelige, ryddet bort. Heldigvis var de paladser, som Nebukadnesar genopførte, for solidt byggede til let at kunne nedrives, og derfor er de bevaret til den dag i dag.

LITTERATUR.

Fried. Delitzsch, Babel and Bible. 1903; French H. Weissbach, Das Stadtbild von Babylon, 1904; R. Koldeway, Die Tempel von Babylon und Borsippa. 1911. T. G. Pinches