Kaldæa

Den sydlige del af Babylonien, Nedre Mesopotamien, som hovedsagelig ligger på Eufrats højre bred, men ordet bruges almindeligvis om hele den mesopotamiske slette. Det hebraiske navn er Kasdim, som sædvanligvis gengives “kaldæere” (Jer 50,10; 51,24, 35).

Det land, der således betegnes, er en vældig slette, dannet af aflejringer fra Eufrat og Tigris, og den strækker sig omkring 400 miles langs disse floders løb og har en gennemsnitlig bredde på omkring 100 miles. “I tidligere dage blev Babylons vidtstrakte sletter næret af et indviklet system af kanaler og vandløb, som bredte sig over landets overflade som et netværk. En talrig befolknings behov blev dækket af en frugtbar jord, ikke mindre gavmild end den ved den egyptiske Nils bredder. Som øer, der rejste sig af et gyldent hav af bølgende korn, stod hyppige lunde af palmetræer og dejlige haver, der gav den ledige eller den rejsende deres behagelige og højt værdsatte skygge. Skarer af forbipasserende skyndte sig ad de støvede veje til og fra den travle by. Landet var rigt på korn og vin.”

Nyere opdagelser, især i Babylonien, har kastet meget lys over de hebraiske patriarkers historie og har på mange punkter belyst eller bekræftet den bibelske fortælling. Det hebraiske folks stamfader, Abram, blev, får vi at vide, født i “Ur i Kaldæa”. “Kaldæa” er en fejloversættelse af det hebraiske Kasdim, idet Kasdim er Det Gamle Testamentes navn for babylonierne, mens kaldæerne var en stamme, der levede ved Den Persiske Golfs kyster og først blev en del af den babyloniske befolkning på Hizkijas tid. Ur var en af de ældste og mest berømte af de babyloniske byer. Dens sted kaldes nu Mugheir eller Mugayyar, på Eufrats vestlige bred i det sydlige Babylonien. Omkring et århundrede før Abrams fødsel blev den regeret af et mægtigt kongedynasti. Deres erobringer strakte sig til Elam på den ene side og til Libanon på den anden. De blev efterfulgt af et dynasti af fyrster, hvis hovedstad var Babylon, og som synes at have været af sydarabisk oprindelse. Dynastiets grundlægger var Sumu-abi (“Sem er min far”). Men kort efter kom Babylonien under elamitisk herredømme. Babylons konger blev tvunget til at anerkende Elams overhøjhed, og et kongerige, der rivaliserede med Babylon og blev styret af elamitter, opstod i Larsa, ikke langt fra Ur, men på den modsatte bred af floden. På Abrams tid var kongen af Larsa Eri-Aku, søn af en elamitisk fyrste, og Eri-Aku, som det længe er blevet anerkendt, er den bibelske “Arjok, konge af Ellasar” (1 Mos 14,1). Den samtidige konge af Babylon i nord, i det land der i Skriften kaldes Sinear, var Khammu-rabi.