Kidronbækken

(nachal qidhron; i Joh 18,1 (KJV Cedron), ho cheimarrhous ton Kedron; ifølge RV's randnote skal de sidste to ord forstås som »af cedrene«. Det hebraiske ord er meget almindeligt blevet opfattet som afledt af qadhar, »at blive sort«, men det er et tiltalende forslag (Cheyne), at det kan være en fonetisk variant af gidderon, »et sted med indhegninger til kvæg«, hvoraf der må have været mange omkring de nu begravede huler, som lå ved foden af klipperne omkring Gihonkilden):

1. Wady Sitti Miriam:

Nachal Qidhron er den dal, der i dag er kendt som Wady Sitti Miriam, og som ligger mellem Jerusalems østlige mure og Oliebjerget. Den begynder på plateauet nord for byen, og efter at have slået et stort sving mod sydøst, under navnet Wady el Joz (»Valnøddernes dal«), løber den mod syd, indtil den er på højde med det sydøstlige hjørne af tempelområdet, hvor dens leje overspændes af en gammel bro; her ligger dalbunden, 40 fod under det nuværende overfladeniveau, 400 fod under tempelplatformen. Fra dette punkt bliver den gradvis smallere og dybere, idet den bøjer en smule vest for syd, og efter at have modtaget Tyropøondalen forenes den lidt længere mod sydvest med Hinnoms dal og danner Wady en Nar, som snor sig videre gennem »Judæas ørken« til Det Døde Hav. Hvor de tre dale løber sammen, er der et stort åbent område fyldt med haver (KONGENS HAVE, se denne), som holdes vandet året rundt ved hjælp af overløbsvandet fra `Ain Silwan (se SILOAM). Det er dér, hvor Hinnoms dal løber ind i Kidron, at nogle vil placere TOFET (se denne). Bortset fra de vandede haver er kløften en tør dal, som kun indeholder vand under og umiddelbart efter kraftig regn, men i oldtiden må den klippebund, som nu ligger begravet under mange fod frugtbar jord, have rummet en lille strøm fra Gihon over i det mindste nogle hundrede yards. Dette var »bækken, som løb gennem midten af landet« (2 Krøn 32,4). Dalens længde fra dens udspring til Bir Eyyub er 2 3/4 mil.

2. Traditioner:

Siden det 4. århundrede e.Kr. har denne dal været kendt som Josafats dal (se JEHOSHAPHAT, VALLEY OF), og fra ret tidlig tid var den et yndet sted for begravelser (2 Kong 23,4; 2 Kong 23,6; 2 Kong 23,12; 2 Krøn 34,4; 2 Krøn 34,5); ifølge muslimsk og jødisk tradition er den scenen for den sidste dom, og den var i middelalderen kendt af muslimerne som Wady Jehannum; se GEHENNA. Det er sandsynligt, at »almuegravene«, hvor kong Jojakim kastede profeten Urias' lig, lå her (Jer 26,23), og det er blevet foreslået, om end med mindre sandsynlighed, at også scenen for Ezekiels syn om »dalen med de tørre knogler« kan have været her (Ezek 37; jf. Jer 31,40).

3. Kidrons marker:

Kidrons marker (2 Kong 23,4), skønt de almindeligvis identificeres med den åbne, nedre del af denne dal, hvor den forenes med Tyropøondalen, kan mere sandsynligt have ligget i den øvre del, hvor den bredt udvidede dal får navnet Wady el Joz; denne del ligger faktisk på vejen til Betel.

4. Historiske forbindelser:

Den mest dramatiske scene, der forbindes med Kidron, er den, der er nedskrevet i tilknytning til dens tidligste omtale i Skriften (2 Sam 15,23), da David, på flugt for sin oprørske søn Absalom, stod her på Jerusalems side af dalen, mens alle hans tilhængere gik over. »Og hele landet græd med høj røst, og hele folket gik over; kongen selv gik også over Kidronbækken ... ad vejen mod ørkenen.« Overgangen over denne bæk synes at være blevet betragtet som en højtidelig opgivelse af Jerusalems område (jf. 1 Kong 2,37). I 1 Kong 15,13; 2 Krøn 15,16 læser vi, at Asa ved Kidronbækken brændte »et afskyeligt billede for en Ashera«, som hans mor Ma'aka havde rejst. Under Hizkijas reformer blev »al den urenhed, de fandt i Jahves tempel«, båret af levitterne til Kidronbækken (2 Krøn 29,16); »alle røgelsesaltrene tog de bort og kastede dem i Kidronbækken« (2 Krøn 30,14). Dette sted blev igen brugt under Josijas reformer, da kongen »førte Asheraen ud fra Jahves hus, uden for Jerusalem, til Kidronbækken, og brændte den ved Kidronbækken, knuste den til støv og kastede støvet deraf på almuegravene« (2 Kong 23,6). Den samme behandling fik de kar, der var lavet til Ba'al, Asheraen og himlens hær (2 Kong 23,4), samt Manasses to afgudiske altre (2 Kong 23,12). Josefus (Ant., IX, vii, 3) siger, at Atalja blev dræbt i Kidrondalen, men dette stemmer ikke helt med beretningen (2 Kong 11,16). Det var en dal forbundet med grave og med asken af vederstyggeligheder, men det blev profeteret, at den skulle være »hellig for Jahve« (Jer 31,40). To gange omtales den blot som »dalen«, nachal (2 Krøn 33,14; Neh 2,15). Helt anderledes end disse tidligere scener er den sidste skriftlige henvisning (Joh 18,1), da Jesus »gik ud med sine disciple over Kidronbækken« til sine sidste timer med åndelig kamp og bøn før endens uro.

E. W. G. Masterman