Cisterne; brønd; dam; akvædukt

sis'-tern:

Brug af betegnelser

1. Alment

2. Brønde eller cylindriske cisterner

3. Private cisterner

4. Offentlige cisterner

5. Damme og akvædukter

6. Overført brug

LITTERATUR

Flere ord gengives med "cisterne", "brønd", "dam"; forholdet mellem dem i King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) er som følger:

Brug af betegnelser:

"Cisterne", bo'r (Jer 2,13 osv.), eller bor (2 Kong 18,31). Det sidstnævnte ord oversættes hyppigt i King James Version med "brønd". Revised Version (britisk og amerikansk) ændrer i disse tilfælde i teksten til "cisterne" (5 Mos 6,11; 2 Krøn 26,10; Neh 9,25); i randnoten (Jer 14,3) ændres ord, der i King James Version gengives med "grav", til "cisterne" i Revised Version (britisk og amerikansk) (det sidste kun i American Standard Revised Version).

Det egentlige hebraiske ord for "brønd" er be'er (set i Beer-sheba, "edens brønd", 1 Mos 21,31), men andre udtryk gengives således i King James Version, som `ayin (1 Mos 24,13; 1 Mos 24,16 osv., og hyppigt), ma`yan (Jos 18,15), maqor (Ordsp 10,11). RV ændrer i reglen til "kilde"; i 2 Mos 15,27 gengiver den dog `ayin med "kilder", og i Sl 84,6 ma`yan med "sted med kilder". "Dam", 'agham (Es 14,23 osv.; i King James Version, 2 Mos 7,19; 2 Mos 8,5, gengivet med "damme"); oftere berekhah (2 Sam 2,13; 2 Sam 4,12 osv.). I Sl 84,6 ændres det beslægtede berakhah til "velsignelse".

I Det Nye Testamente repræsenterer "brønd" de to ord: pege (Joh 4,6; Joh 4,14; i Revised Version, randnote "kilde"; 2 Pet 2,17; Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver "kilder"), og phrear (Joh 4,11; Joh 4,12). "Dam" er kolumbethra i Joh 5,2; Joh 5,4; Joh 5,7; Joh 9,7; Joh 9,11.

1. Alment:

De bestræbelser, der blev gjort for at supplere den naturlige vandforsyning, både i landbrugsområder og i befolkede områder, før såvel som efter erobringen, ses tydeligt i de utallige cisterner, brønde og damme, som findes i stort tal overalt i Israels land. Regntiden, som de forskellige lagringssystemer afhænger af, begynder i slutningen af oktober og slutter i begyndelsen af maj. I Jerusalem var den gennemsnitlige nedbør i 41 år frem til 1901 25,81 tommer, faldende over et gennemsnitligt antal på 56 dage (se Glaisher, Meteorological Observations, 24). Hen imod slutningen af sommeren mindskes kilder og brønde meget betydeligt, hvor de ikke ligefrem er tørret ud, og cisterner og åbne reservoirer bliver til tider de eneste forsyningskilder. Cisterner får vand fra afstrømning fra overflader og tage. Bortset fra de sjældne tilfælde, hvor der findes kilder, afhænger brønde af nedsivning. De store åbne reservoirer eller damme får vand fra overfladeafstrømning og i nogle tilfælde gennem akvædukter fra kilder eller fra fjernere opsamlingsdamme. Når det gælder private cisterner, er det i landet i dag skik at lukke tilløbene i regnens første dage for at tillade en almindelig afvaskning af opsamlingsfladerne, før vandet ledes ind. Cisterner, der tilhører den almindelige lokale befolkning, renses sjældent, og den uundgåelige hinde, der samler sig, spredes ved at sænke krukken ned flere gange, før man øser vand. Når vandet anses for at være dårligt, anvendes en temmelig primitiv kur ved at lade jord falde ned i cisternen, så alle urenheder synker med den til bunden. Den ophobning, der ofte findes i gamle cisterner, skylder sandsynligvis noget af sin tilstedeværelse den samme vane.

2. Brønde eller cylindriske cisterner:

Det er nødvendigt at medtage brønde under overskriften cisterner, da der synes at være nogen forvirring i brugen af de to betegnelser. Brønde, sådan kaldet, var oftere dybe cylindriske reservoirer, hvis nederste del var hugget ned i klippen og pudset med cement, mens den øverste del var bygget med åbne fuger for at modtage overfladisk nedsivning. De var ofte meget dybe. Jobs brønd i Jerusalem, som helt sikkert er meget gammel, er 125 fod dyb (se Palestine Exploration Fund, "Jerus," 371).

Opdagelsen af "levende vand" ved gravning af en brønd, omtalt i 1 Mos 26,19 randnote, synes at have været en usædvanlig hændelse. Uzzija huggede mange cisterner ud i dalen til sit kvæg (2 Krøn 26,9; 2 Krøn 26,10 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk)), og han byggede tårne, formodentlig for at holde vagt over både kvæg og cisterner. Isak "gravede igen brøndene", som filistrene havde fyldt til (1 Mos 26,18). Brønde blev ofte gravet på sletten, langt fra landsbyer, til småkvæg og hornkvæg, og enkle stentrug blev anbragt i nærheden. Brønden var sædvanligvis dækket med en sten, gennem hvilken der var gennemboret et hul, stort nok til at give fri adgang for krukkerne. En sten blev lagt over dette hul (1 Mos 29,10), når brønden ikke var i brug. Den store mængde keramik, der er fundet i gamle cisterner, tyder på, at lerkrukker blev brugt til at trække vand op (se Bible Sidelights, 88). Josefus (Ant., IV, viii, 37) kaster lys over passagen i 2 Mos 21,33, som kræver, at mundingen på en "grav" eller "brønd" skal dækkes med planker for at forhindre ulykker. Dette synes at gælde brønde med bred munding, som ikke var blevet indsnævret foroven, så de kunne modtage et stendæksel. Det kan have været en brønd eller cisterne af lignende art, som Josef blev kastet ned i (1 Mos 37,24). Tørre brønde og cisterner dannede faktisk så effektive fangehuller, at det er meget sandsynligt, at de ofte blev brugt til tilbageholdelse. Fra de tidligste tider har brønde været årsag til megen strid. Pagten mellem Abimelek og Abraham ved Be'ersheba (1 Mos 32) var en nødvendighed, ikke mindre påtrængende dengang end nu. Brønden er i dag et centrum for liv i Østen. Kvinder samles omkring den i udførelsen af deres daglige pligter, og rejsende, mennesker og dyr, lægger om nødvendigt deres vej forbi den for at finde forfriskning; og nyheder fra den ydre verden bæres til og fra brønden. Den er faktisk et overordentlig vigtigt centrum og frembyder dagligt en række karakteristiske bibelske scener. Scenen mellem Rebekka og Abrahams tjener (1 Mos 24,11) har hyppige paralleller. Brønden ligger sædvanligvis i nogen afstand fra landsbyen eller byen. Abrahams tjener lod sine "kameler knæle ned uden for byen ved vandbrønden ved aftentid, den tid da kvinderne går ud for at trække vand op." Saul og hans tjener fandt unge piger, der gik ud af byen for at trække vand op (1 Sam 9,11). Moses hjalp døtrene af præsten i Midjan ved brønden, som tydeligvis lå i nogen afstand fra beboelse (2 Mos 2,16).

3. Private cisterner:

Private cisterner må skelnes fra offentlige cisterner eller brønde. De var mindre og var sænket ned i klippen inden for private grænser, idet hver ejer havde sin egen cisterne (2 Kong 18,31; Ordsp 5,15). Gamle lokaliteter er gennemhullede af sådanne cisterner. En almindelig type i Jerusalem synes i tværsnit at have været flaskeformet, idet den udvidede bunddel lå i den blødere klippe, og den snævre hals i det hårde øvre lag. Der forekommer mange uregelmæssigt formede cisterner med klippehvælv, støttet af piller af klippe eller murværk. Macalister fortæller om fundet i Gezer af en lille slamfangsgrube, knyttet til en privat cisterne og forsynet med en overløbskanal, der førte til cisternen. Det er et tidligt eksempel på en nu velkendt rensningsmetode. Den almindelige brug af cementpuds på cisterners vægge var højst nødvendig for at forsegle klippens sprækker. De "sprukne cisterner" (Jer 2,13) sigter sandsynligvis til utilstrækkeligt forseglede cisterner.

4. Offentlige cisterner:

Foruden private cisterner fandtes der vældige offentlige, klippeudhuggede cisterner inden for bymurene. De store vandhuler under tempelområdet i Jerusalem viser et meget omfattende system til vandopbevaring (se Recovery of Jerusalem, kapitel vii). Der er 37 af disse beskrevet i Fonden for udforskning af Israels land, "Jerus," 217 ff., og den største er en enorm klippeudhugget hule, hvis tag dels er klippe og dels sten, båret af klippepiller (se fig. 1, Fonden for udforskning af Israels land). Den er 43 fod dyb (ca. 13 m) og har en lagerkapacitet på over to millioner gallons (ca. 9 millioner liter), og der er talrige adgangsskakte. Denne cisterne forsynes af en akvædukt fra Salomos damme, omkring 10 miles borte ad vejen (ca. 16 km), og er lokalt kendt som Bahar el Kebir, "Det store hav." Et af de nyeste og et af de mest interessante klippeudhuggede reservoirer, der hidtil er opdaget, er det ved Gezer. (Se Statement fra Fonden for udforskning af Israels land, 1908, 96 ff.) I dette eksempel nås dammen med kildevand ad en stor trappegang gennem en klippetunnel, som går 94 fod 6 tommer ned fra overfladen (ca. 28,8 m). Trappegangen bliver mindre, efterhånden som den går ned, og på sit største er den 23 fod høj (ca. 7 m) og 12 fod 10 tommer bred (ca. 3,9 m). Disse mål kan synes unødvendigt store, men kan forklares ved nødvendigheden af at skaffe lys ved vandstanden. Faktisk modtager kanten af dammen lys ovenfra. Arbejdet går tilbage til førisraelitisk tid.

5. Damme og akvædukter:

Åbne damme var almindelige i hver by. De blev hugget ud i klippen og blev bygget og pudset med cement på steder, hvor behovet krævede det. De var ofte meget store. Dammen uden for Jerusalem, kendt som Birket es Sultan, måler 555 fod x 220 fod x 36 fod i dybden (ca. 169 x 67 x 11 m), og den såkaldte Hizkijas Dam inden for murene er 240 fod x 144 fod x ca. 20 fod i dybden (ca. 73 x 44 x 6 m). Den sidstnævnte skylder sandsynligvis sin oprindelse til den klippehuggede voldgrav fra tidlig jødisk tid. Birket es Sultan stammer derimod sandsynligvis fra tiden under den tyrkiske besættelse. De kan dog tages som eksempler, der, selv om de er noget større, stadig stemmer med damsystemet i den tidligere historie. Damme blev sædvanligvis forsynet af overfladeafstrømning og i nogle tilfælde af akvædukter fra kilder et stykke borte. De synes at have været til offentlig brug, frit tilgængelige for både mennesker og dyr. Damme, der lå uden for bymurene, var undertiden forbundet ved akvædukter med damme inde i byen, så vandet kunne hentes inden for murene under en belejring. De såkaldte Salomos Damme, tre i tal (se fig. 3), der ligger omkring 10 miles ad vej fra Jerusalem, er af store dimensioner og forsynes af overfladevand og af akvædukter fra kilder. Vandet fra disse damme ledes ad et forunderligt ingeniørmæssigt anlagt forløb, kendt som den lavtliggende akvædukt, der følger de snoede konturer i Judæas bjerge over en strækning på omkring 15 miles, før det når sit bestemmelsessted i »det store hav« under tempelområdet. Denne akvædukt er stadig i brug, men dens datering er usikker (se G. A. Smith, Jerusalem, 131, hvor forfatteren finder grund til at henføre den til Herodes' periode). Forløbet og bestemmelsesstedet for en anden akvædukt, kendt som den højtliggende akvædukt, er mindre sikkert. Disse akvædukter har varierende dimensioner. Den lavtliggende akvædukt blev på et punkt lige før den går ind i tempelområdet målt til 3 fod i højden x 2 fod 3 tommer i bredden (ca. 91 x 69 cm), delvis klippehugget og delvis bygget, og pudset med glat afrettet cement, med veltilhuggede stendæksten (se Udforskningsfonden for Israels land, Excavations at Jerusalem, 53 ff). Der findes mange rester af klippehuggede akvædukter overalt i Israels land (se fig. 4), som synes at tyde på, at de blev brugt i tidlig hebraisk tid, men manglen på gammeltestamentlige henvisninger til disse anlæg er vanskelig at forklare, medmindre man hævder, at de i nogle tilfælde går tilbage til førisraelitisk tid. Den store tunnel og dam ved Gezer giver en vis støtte til denne hypotese. På den anden side styrkes et forsvar for en hebraisk oprindelse også i nogen grad af den meget sparsomme omtale i Det Gamle Testamente af en så stor ingeniørbedrift som udhugningen af Siloam-tunnelen, der uden tvivl er Hizkijas værk. Siloam-dammen var oprindelig et enkelt klippehugget reservoir inden for murene og blev anlagt af Hizkija (2 Krøn 32,30). Den måler 75 fod x 71 fod (ca. 23 x 22 m). Den er den øvre dam i Es 7,3. En nedre overløbsdam fandtes umiddelbart nedenfor, holdt inde af bymuren på tværs af Tyropoeon-dalen. Den akvædukt, der forsyner den øvre dam, følger et snoet forløb på omkring 1.700 fod (ca. 518 m) gennem den faste klippe fra Jomfruens Kilde, en periodisk kilde på højens østskråning. Vandet når dammen mod sydvest for Ofel-udløberen, og det var i klippevæggene i denne akvædukt, at den berømte Siloam-indskrift, som beretter om arbejdets fuldførelse, blev fundet.

Herodes forskønnede den øvre dam ved at beklæde den med sten og bygge buer omkring dens fire sider (se Udforskningsfonden for Israels land, Excavations at Jerusalem, 154 ff), og dammen var højst sandsynligt i denne tilstand på Kristi tid (Joh 9,6; Joh 9,7). Der findes talrige andre damme, cisterner og akvædukter i og omkring Jerusalem, som giver rigeligt vidnesbyrd om den stadige kamp for vand, ført af dens indbyggere til alle tider (se G. A. Smith, Jerusalem, kapitel v, bind I).

Se også grube; brønd osv.

6. Billedlig brug:

Gode hustruer beskrives som cisterner (Ordsp 5,15 ff). »Hjertets venstre hjertekammer, som tilbageholder blodet, indtil det igen fordeles gennem legemet, kaldes en cisterne« (Præd 12,6). Afguder, hære og materielle ting, som Israel satte sin lid til, var »sprukne cisterner« (Jer 2,13, se ovenfor), »snart tømt for al den hjælp og trøst, de ejer, og ude af stand til at fylde sig selv igen.«

LITTERATUR.

G. A. Smith, Jerusalem; Udforskningsfonden for Israels land Memoirs, Jerusalem-bindet; Wilson, The Recovery of Jerusalem; Macalister, Bible Sidelights; Udforskningsfonden for Israels land Statement; Bliss og Dickie, Excavations at Jerusalem; Josephus.

Arch. C. Dickie