Kors

I Det Nye Testamente er det henrettelsesredskabet ved korsfæstelse, og bruges derfor også om Kristi korsfæstelse selv (Ef 2,16; Hebr 12,2; 1 Kor 1,17, 18; Gal 5,11; 6,12, 14; Fil 3,18). Ordet bruges også om enhver svær lidelse eller prøvelse (Matt 10,38; 16,24; Mark 8,34; 10,21).

De former, korset fremstilles i, er disse:

1. Crux simplex (I), et “enkelt stykke uden tværbjælke.”

2. Crux decussata (X), eller Sankt Andreas’ kors.

3. Crux commissa (T), eller Sankt Antonius’ kors.

4. Crux immissa (t), eller det latinske kors, som var den type kors, vor Frelser døde på. Over vor Herres hoved, på den fremspringende bjælke, blev “indskriften” anbragt.

Efter Konstantin den Stores såkaldte omvendelse (f.Kr. 313) kom korset for første gang i brug som et symbol på kristendommen. Han foregav i et kritisk øjeblik, at han så et flammende kors på himlen med indskriften “In hoc signo vinces”, dvs. “Ved dette tegn skal du sejre”, og at Kristus selv den følgende nat viste sig og befalede ham at tage dette kors’ tegn som sit felttegn. I denne form blev der derfor lavet et nyt felttegn, kaldet Labarum, som blev båret af de romerske hære. Det forblev den romerske hærs felttegn indtil det vestromerske riges fald. Det bar Kristi broderede monogram, dvs. de to første græske bogstaver i hans navn, X og P (chi og rho), sammen med Alfa og Omega. (Se A.)