Blod og vand

(haima kai hudor): Det bemærkelsesværdige sted (Joh 19,34), hvorfra dette udtryk er taget, henviser til soldatens gennemboring af Frelserens side. Evangelisten bemærker her, hvad han som øjenvidne til korsfæstelsen havde set som en overraskende kendsgerning. Hvad denne overraskelse byggede på, kan man nu ikke gøre mere end gætte på. Det er heller ikke nødvendigt her at drøfte grunden eller grundene til, at apostlen overhovedet nævner kendsgerningen i sin beretning: om det blot var af hensyn til historisk nøjagtighed og fuldstændighed, eller som et muligt bevis på Kristi virkelige død, som tidligt blev genstand for tvivl blandt visse kristne grupper, eller om han dermed ønskede at henvise til den mystiske forbindelse mellem dåbens renselse ("vand") og forsoningen ("blod"), som derved blev betegnet. Det må være nok at fastslå, at en henvisning, som ofte gives til 1 Joh 5,6; 1 Joh 5,8, her er ganske malplaceret. Dette sted, skønt brugt af visse kirkefædre som bevis for den sidstnævnte lære, henviser faktisk ikke til denne vidunderlige begivenhed i korsfæstelsesberetningen. Argumentet i 1 Joh 5,8 angår Jesu messiasværdighed, som bevises ved et trefoldigt vidnesbyrd; for han er den, som Gud ved Johannes' dåb ("vand") bevidnede som Messias ved røsten fra himlen: "Dette er min elskede søn," som ved korsfæstelsen ("blod") havde vidnesbyrdet om, at Faderen havde modtaget hans forsoningsoffer, og hvis løfte om at sende Talsmanden, opfyldt på pinsedagen ("ånd"), gav os det endelige bevis på den fuldførte messianske opgave. Det samme udtryk i 1 Joh 5,6 henviser sandsynligvis til det samme argument med den underforståede betydning, at Jesus ikke kun kom ved dåbens blot ceremonielle vand, men også ved det vigtigere, fordi levendegørende, forsoningsblod.

Den fysiologiske side af denne begivenhed ved korsfæstelsen blev først drøftet af Gruner (Commentatio de morte Jesu Christi vera, Halle, 1805), som har vist, at det blod, der blev frigivet ved soldatens spydstik, må have været trængt ud af blodkarrene, før siden blev åbnet; for kun sådan kunne det være strømmet ud på den beskrevne måde. Mens en række kommentatorer har afvist denne opfattelse som en fantasifuld forklaring og har foretrukket at give evangelistens udsagn en symbolsk betydning i retning af læren om dåben og nadveren (således Baur, Strauss, Reuss og andre), er nogle moderne fysiologer overbeviste om, at der i dette sted berettes os et vidunderligt fænomen, som, uforklarligt for den hellige historiker, for os rummer et næsten sikkert spor til den virkelige årsag til Frelserens død. Dr. Stroud (On the Physiological Cause of the Death of Christ, London, 1847) byggede sine bemærkninger på talrige obduktioner og fremsatte den opfattelse, at vi her havde et bevis for, at Kristi død ikke skyldtes korsfæstelsens virkninger, men en "flænge eller bristning af hjertet" som følge af den yderste sjælekval og sorg. Det er velbevidnet, at lidelsen på korset sædvanligvis var meget langvarig. Den varede ofte to eller tre dage, hvorefter døden indtrådte af udmattelse. Der var ingen fysiske grunde til, at Kristus ikke skulle have levet meget længere på korset, end han gjorde. På den anden side ville en død forårsaget af en bristning af hjertet som følge af stor sjælelig lidelse være næsten øjeblikkelig. I et sådant tilfælde bliver udtrykket "af et knust hjerte" bogstaveligt sandt. Livsblodet, der strømmer gennem åbningen eller flængen ind i hjertesækken eller hjertets hinde, og som er trængt ud af blodkarrene, koagulerer snart til den røde koagel (blod) og det klare serum (vand). Denne ophobning i hjertesækken blev frigivet ved soldatens spydstik (som her forsynsmæssigt træder i stedet for en obduktion, uden hvilken det ville have været umuligt at fastslå den virkelige dødsårsag), og fra det gabende sår strømmer blodets to bestanddele, tydeligt synlige.

Flere fremtrædende læger har tilsluttet sig Dr. Strouds argument, og nogle har styrket det ved iagttagelsen af yderligere symptomer. Vi kan nævne Dr. James Begbie, medlem og tidligere præsident for Royal College of Physicians of Edinburgh, Sir J. Y. Simpson, professor ved University of Edinburgh, og andre (se Dr. Hanna, Our Lord's Life on Earth, Appendix I). Den sidstnævnte henviser til det høje råb, nævnt af synoptikerne (Matt 27,50; Mark 15,37; Luk 23,46), som gik forud for Jesu egentlige død, som et symptom karakteristisk for tilfælde af "knust hjerte." Han tilføjer, at Dr. Walshe, professor i medicin ved University College, London, en af de største autoriteter på hjertesygdomme, siger, at et "gennemtrængende skrig" altid udstødes i sådanne tilfælde umiddelbart før enden.

Selv om vi måske aldrig når en tilstand af absolut vished om dette emne, er der ingen gyldig grund til at benægte sandsynligheden af denne opfattelse af Kristi død. Den giver bestemt et mere højtideligt indblik i Kristi åndelige angst, "hans sjæls møje" på vores vegne, som tyngede ham så tungt, at Kristi kærlige hjerte brast længe før den sædvanlige tid for korsfæstedes legemlige og derfor udholdelige lidelse var nået, idet han fuldbragte det store forsoningsoffer for hele menneskeheden.

H. L. E. Luering