Låne, udlåne

lon: Oversættelsen af 7 hebraiske og 2 græske verber:

1. Leksikalsk brug:

I Det Gamle Testamente: lawah, "at slutte sig til," "få til at slutte sig til," "låne ud" (2 Mos 22,25; 5 Mos 28,12; 5 Mos 28,44; Sl 37,26; Ordsp 19,17); nashah, "at bide," "låne ud" (5 Mos 24,11; Jer 15,10); nashah (samme rod som det foregående, skønt en anden verbalstamme, Hiphil), "at få til at bide," "låne ud mod rente" (5 Mos 15,2; 5 Mos 24,10); nashakh, "at bide," "låne ud" "(få til at låne ud) mod rente" (5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20); nathan, "at give" (3 Mos 25,37, Revised Version (britisk og amerikansk) "at give"); `abhat (Hiphil), "at få til at låne," "at låne ud" (5 Mos 15,6; 5 Mos 15,8); sha'al (Hiphil), "at få til at bede om," "at låne ud" (2 Mos 12,36, Revised Version (britisk og amerikansk) "bede om"; 1 Sam 1,27). I Septuaginta gengiver daneizo, danizo, "at låne ud," lawah og `abaT i de ovennævnte steder og i Neh 5,4; Ordsp 22,7 og Es 24,2; kichrao gengiver også lawah og sha'al (Sl 112,5; Ordsp 13,11); daneion(-ion), "lån," forekommer i 5 Mos 15,8; 5 Mos 15,10; 5 Mos 24,11; 5 Mos 24,4 Makk 2,8. I Det Nye Testamente oversætter "lend" to græske verber, daneizo, "at låne penge ud" (Luk 6,34; Luk 6,35, sædvanligvis i kommerciel betydning); kichremi, "at låne ud (som en vennetjeneste)" (Luk 11,5). Substantivet "loan," she'elah, forekommer kun én gang i Det Gamle Testamente (1 Sam 2,20 King James Version og English Revised Version), slet ikke i Det Nye Testamente.

2. Udlånets historie i Bibelen og Apokryferne:

(1) Udlån mod rente til de fattige forbydes i lovsamlingen i 2 Mos 22,25. (2) I lovsamlingen i 5 Mos 15,1-6; 5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20; 5 Mos 24,10; 5 Mos 24,11; 5 Mos 28,12; 5 Mos 28,44 forudsættes det, at lån og udlån findes i Israel, men kreditoren pålægges at frigive sin hebraiske broder som skyldner i det 7. år (enten ved annullering af lånet (sådan i jødisk litteratur og hos tidlige kristne lærde) eller ved betalingsudsættelse det år (sådan hos de fleste moderne lærde)), skønt han kan kræve betaling af en fremmed. Israel kan låne ud og vil være i stand til at låne ud, på grund af Jahves velsignelse, til andre folkeslag, men må ikke låne af dem. Et pant eller en sikkerhed må ikke tages personligt af kreditoren fra skyldnerens hus og må heller ikke beholdes natten over, hvis skyldneren er fattig. (3) Lovsamlingen i 3 Mos 25,35-38 kræver, at israelitten ikke tager rente af sin fattige broder, på grund af Jahves godhed mod Israel. (4) Til trods for de tidlige loves forbud mod udlån mod rente eller åger synes det samme at være blevet almindeligt i Israel før eksilet (Es 24,2; Jer 15,10), blev praktiseret ved hjemkomsten og var et onde, der skulle rettes af Nehemias (Neh 5,7; Neh 5,10). (5) Ifølge Sl 37,26; Sl 112,5; Ordsp 19,17 blev udlån til den trængende betragtet som et kendetegn på den fromme hebræer, men der må ikke kræves rente. (6) Ifølge Apokryferne (Salomos Visdom 15,16; Siraks Bog 8,12; 18,33; 20,15.29; 4 Makk 2,8) frarådes det at låne, og udlån ophøjes som et kendetegn på den barmhjertige mand. (7) Jesus lærer, at hans efterfølgere bør låne ud, selv til fjender, til mennesker fra hvem de ikke har noget rimeligt håb om at vente noget igen, fordi det at gøre sådan er at være som Den Højeste (Luk 6,34; Luk 6,35). Han drøftede ikke udlån til kommercielle formål og forbyder det derfor ikke nødvendigvis.

LITTERATUR.

Se Driver om 5 Mos 15,1-6; Benzinger, Hebrew Archaeology, (1894), 350 f; Oehler, Old Testament Theology, 150, 10; Plummer om Luk 6,34; Luk 6,35.

Charles B. Williams