Lår

thi (yarekh; aramæisk yarekhah (Dan 2,32); meros (Judit 9,2; Sirak 19,12; Åb 19,16); som del af et offerdyr (2 Mos 29,22 osv.) shoq, King James Version, Revised Version randnote "skulder"; desuden har King James Version "lår" for shoq i Es 47,2 (Revised Version (British and American) "ben")): Den del af benet fra knæet til hoften, mod hvilken et våben hænger, når det er ophængt fra bæltet (2 Mos 32,27; Dom 3,16; Dom 3,21; Sl 45,3 osv.). Således ville låret på en rytter til hest være dækket af et løst bælte, hvorpå hans navn kunne være broderet (Åb 19,16). "Lårets hulning" (1 Mos 32,25) er hofteskålen eller lysken.

Se også HIP.

Man mente, at lårene spillede en rolle i avlingen (1 Mos 46,26; 2 Mos 1,5, English Versions of the Bible "lænd"; Dom 8,30, English Versions of the Bible "legeme"; sammenlign 4 Mos 5,21 ff.), sådan at en ed, der blev aflagt med hånden under låret (1 Mos 24,2; 1 Mos 24,9; 1 Mos 47,29), blev aflagt ved livskraften (rabbinerne tolkede det som "ved omskærelsens segl"). Det er måske betydningsfuldt, at denne ed både i 1 Mos 24 og 47 siges at være blevet afkrævet af personer i livsfare. Uden tvivl var det denne forbindelse mellem låret og livet (måske hjulpet af dets fortrinlighed som føde (1 Sam 9,24; Ez 24,4)), der bestemte valget af det som offerdel (2 Mos 29,22 osv.; om "løftelåret" se SACRIFICE). Derfor er det naturligt at finde låret klassificeret som forbudt ("hellig") føde blandt visse folkeslag, og sandsynligvis er denne hellige karakter ved delen det egentlige grundlag for 1 Mos 32,32: "Israels børn spiser ikke hoftesenen, som ligger over lårets hulning, den dag i dag." Forbudets oprindelse var imidlertid ukendt for versets forfatter, og han søgte en forklaring i en fortælling, hvor der blev rettet særlig opmærksomhed mod låret. Der høres intet andet om dette bud i Det Gamle Testamente, men det får indgående behandling i Mishna (Chullin vii), hvor f.eks. al mad, der er kogt med kød, som indeholder senen (nervus ischiadicus), bliver uren, hvis senen giver den smag, men ikke ellers. (For yderligere detaljer se kommentarerne, især Skinner (ICC) og RS2, 380.) Et af skyldbeviserne i jalousiprøven (4 Mos 5,27) var, at "låret" svandt ind (en eufemisme; se JEALOUSY). At slå sig på låret var et tegn på anger (Jer 31,19) eller på rædsel (Ezr 21,12).

Burton Scott Easton