Rente

in'-ter-est (neshekh, mashsha'; tokos): Det hebraiske ord neshekh kommer fra en rod, der betyder "at bide"; således er rente "noget, der er bidt af". Det andet ord, mashsa', betyder "udlån mod rente". Det græske udtryk kommer fra roden tikto, "at frembringe" eller "avle"; derfor er rente noget, der er avlet eller frembragt af penge. De hebraiske ord oversættes som regel med "åger", men dette betød det samme som rente, idet al rente blev regnet for åger.

Længe før Abrahams tid blev penge udlånt til en fast rentesats i Babylonien og næsten med sikkerhed i Egypten. Hammurabis lovsamling giver bestemmelser om udlån og lån af penge, hvor den sædvanlige rente var 20 procent. Undertiden var den kun 11 2/3 og 13 1/3, sådan som kontrakttavler viser. I ét tilfælde skulle der, hvis lånet ikke blev betalt inden to måneder, opkræves 18 procent i rente. Korn, dadler, løg osv. blev udlånt mod rente. Derfor ville Moses og Israel være fortrolige med handelslån og renter. I Israel fandtes der ikke noget system med kredit eller handelslån på Moses' tid og senere. En fattig mand lånte, fordi han var fattig. Moseloven (2 Mos 22,25) forbød udlån mod rente. Der måtte ikke være nogen kreditor og ingen, der tog rente, iblandt dem (3 Mos 25,36; 3 Mos 25,37). Femte Mosebog tillader dem at låne ud mod rente til en fremmed (5 Mos 23,19; 5 Mos 23,20), men ikke til en israelitisk broder. At dette i århundreder blev betragtet som det rette i Israel, ses i Sl 15,5, mens Ordsp 28,8 antyder, at det var noget usædvanligt, idet rente almindeligvis blev krævet og der blev gjort fortjeneste. Ezekiel fordømmer det som en afskyelig synd (Ez 18,8; Ez 18,13; Ez 18,17) og opstiller retfærdighedens ideal som ikke at tage rente (22,12). Es 24,2 antyder, at det var en forretning i den tid, idet långiver og låntager var sociale typer. Jeremias antyder, at der ikke altid var det bedste forhold mellem långivere og låntagere (15,10). Ifølge Neh 5,7; Neh 5,10 lånte rige jøder ud til andre og krævede høj rente. Nehemias fordømmer en sådan adfærd og forbyder, at den fortsætter, idet han nævner sig selv som eksempel på at låne ud uden rente. Långiverne gav 1 procent af det opkrævede tilbage.

I Det Nye Testamente forekommer henvisninger til rente i lignelsen om pundene (Luk 19,23) og om talenterne (Matt 25,27). Her forventedes mændene at sætte deres herres penge ud til rente, og fordømmelse fulgte, da de undlod at gøre det. Således fordømmes princippet om at modtage rente ikke i Det Gamle Testamente; den måtte blot ikke tages fra en israelitisk broder. I Det Nye Testamente opmuntres det tydeligt.

Se også USURY.

J. J. Reeve