Lån

Moseloven krævede, at når en israelit havde brug for at låne, skulle det, han bad om, lånes ham frit, og der måtte ikke kræves rente, selv om rente kunne tages af en fremmed (2 Mos 22,25; 5 Mos 23,19, 20; 3 Mos 25,35-38). Ved udgangen af syv år blev al gæld eftergivet. Af en fremmed kunne lånet dog kræves tilbage. I en senere periode af det hebraiske samfund, da handelen voksede, opstod praksis med at kræve åger eller rente af lån og med kaution i kommerciel forstand. Alligevel blev det at kræve dette af en hebræer betragtet som vanærende (Sl 15,5; Ordsp 6,1, 4; 11,15; 17,18; 20,16; 27,13; Jer 15,10).

Loven foreskriver begrænsninger for at tage pant fra låntageren. Yderklædningen, som en mand sov i om natten, skulle, hvis den blev taget som pant, gives tilbage før solnedgang (2 Mos 22,26, 27; 5 Mos 24,12, 13). En enkes klædning (5 Mos 24,17) og en møllesten (6) måtte ikke tages. En kreditor måtte ikke gå ind i huset for at hente et pant, men skulle blive udenfor, indtil låntageren bragte det ud (10, 11). Den hebraiske skyldner måtte ikke holdes i trældom længere end til det syvende år, eller senest til jubelåret (2 Mos 21,2; 3 Mos 25,39, 42), men fremmede tilflyttere skulle være “trælle for altid” (3 Mos 25,44-54).