Løver

Det stærkeste af alle kødædende dyr. Selv om de ikke længere findes i Israels land, må de i oldtiden have været meget talrige dér. De havde deres lejer i skovene (Jer 5,6; 12,8; Am 3,4), i bjergenes huler (Højs 4,8; Nah 2,12) og i rørkrattene ved Jordans bredder (Jer 49,19; 50,44; Zak 11,3).

Ikke færre end mindst seks forskellige ord bruges i Det Gamle Testamente om løven.

Gor (dvs. en “diende”), løveungen (1 Mos 49,9; Jer 51,38, osv.).

Kephir (dvs. “lodden”), den unge løve (Dom 14,5; Job 4,10; Sl 91,13; 104,21), et udtryk der også bruges billedligt om grusomme fjender (Sl 34,10; 35,17; 58,6; Jer 2,15).

’Ari (dvs. den, der “river” i stykker), betegner løven i almindelighed, uden hensyn til alder eller køn (4 Mos 23,24; 2 Sam 17,10, osv.).

Shahal (“brøleren”), den fuldvoksne løve (Job 4,10; Sl 91,13; Ordsp 26,13; Hos 5,14).

Laish, kaldt sådan på grund af dens styrke og tapperhed (Job 4,11; Ordsp 30,30; Es 30,6). Hovedstaden i det nordlige Dan fik sit navn fra dette ord.

Labi, fra en rod der betyder “at brøle,” en voksen hanløve eller løvinde (1 Mos 49,9; 4 Mos 23,24; 24,9; Ez 19,2; Nah 2,11).

Løven i Israels land var egentlig af den asiatiske art, til forskel fra den afrikanske art, som er større. Alligevel angreb den ikke blot hjorde i hyrdens nærvær, men hærgede også byer og landsbyer (2 Kong 17,25, 26) og fortærede mennesker (1 Kong 13,24, 25). Hyrder mødte undertiden løver alene og dræbte dem (1 Sam 17,34, 35; Am 3,12). Samson greb en ung løve med hænderne og “flængede den, som han ville have flænget et kid” (Dom 14,5, 6). Løvens styrke (Dom 14,18), mod (2 Sam 17,10) og vildskab (1 Mos 49,9) var ordsprogsagtige.