Løgn; at lyve

li, (sheqer (som regel, fx Es 9,15; Zak 13,3), eller verbet kazabh (Job 34,6; Mika 2,11); pseudos (Joh 8,44; Åb 21,27), "at tale falsk", "at opdigte", "at fremsætte en falsk udtalelse"; pseudomai, i ApG 5,3; ApG 5,1):

1. Løgn defineret:

I sit egentlige væsen er en løgn noget, der siges med den hensigt at bedrage. Det er ikke altid et talt ord, der er en løgn, for et liv, der leves under falske forudsætninger, et hyklerisk liv, kan være en løgn lige så fuldt som et falsk ord (Jer 23,14). Noget tomt, som en afgud, kan være en løgn (Es 59,4), ligesom også et falsk system kan være det (Rom 3,7). Vildfarelse, som modsætning til sandhed, er en løgn (1 Joh 2,21). Fornægtelsen af Jesu Kristi guddom betragtes som "den" løgn (1 Joh 2,22).

Løgnens og løgneriets oprindelse føres tilbage til Satan, som kaldes "en løgner og dens fader" (Joh 8,44; ApG 5,3). Satans omgang med Eva (1 Mos 3) giver os en glimrende illustration af den første løgn, for så vidt som vi har nogen beretning om den.

2. En synd hos hele slægten:

Hele menneskeslægten er skyldig i denne synd: "De ugudelige er fremmede fra moders liv; de farer vild, så snart de fødes, idet de taler løgn" (Sl 58,3). Den er en del af den gamle adamitiske natur, "det gamle menneske" (Kol 3,9), som den, der tror på Jesus Kristus, kaldes til at aflægge. Den er en så fremtrædende faktor i menneskeslægtens erfaring, at blandt det sammenfattede katalog over synder, for hvis begåelse mennesker til sidst fordømmes, finder løgnens synd sin plads: "Alle løgnere skal have deres del i søen, som brænder med ild og svovl" (Åb 21,8 KJV).

3. Guds holdning til den:

Guds holdning til denne synd er stærkt markeret gennem både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. De retfærdige opfordres til at hade løgn (Ordsp 13,5), at undgå den (Zak 3,13), ikke at agte dem, der lyver, og helt at afvise deres selskab (Sl 40,4; Sl 101,7), at bede om at blive udfriet fra den (Sl 119,29). De ugudelige siges at elske løgn (Sl 52,3), at have lyst til den (Sl 62,4), at søge efter den (Sl 4,2) og at give agt på den (Ordsp 17,4). Løgn fører til værre forbrydelser (Hos 4,1; Hos 4,2).

4. Straffen:

Den straf, der skal tildeles løgnere, er af den strengeste art. De er positivt og absolut udelukket fra himlen (Åb 21,27; Åb 22,15), og de, der er skyldige i denne synd, kastes i ildsøen (Åb 21,8). Vi mindes om den frygtelige skæbne, der ramte Ananias og Safira, da de løj for Gud og mennesker (ApG 5,1-11). Gud vil "ødelægge dem, der taler løgn" (Sl 5,6), og "den, der udtaler løgne, skal ikke undslippe" (Ordsp 19,5), ja, "et sværd er over løgnerne" (Jer 50,36 KJV). Løgneren udelukkes derved fra at yde nogen sand og antagelig tilbedelse til Herren (Sl 24,4).

Skrifterne er fulde af illustrationer af løgn og dens følger og straffe. Et omhyggeligt studium af disse illustrationer vil afsløre falskhedens snedighed. Nogle gange er en løgn en halv sandhed, som det fremstilles i fortællingen om Satans fristelse af Eva (1 Mos 3). Kains løgn (1 Mos 4,9) havde karakter af et undvigende svar på et direkte spørgsmål. Jakobs bedrag mod sin far, for at han kunne arve den førstefødtes velsignelse, var en åbenlys og bevidst løgn (1 Mos 27,19). Det svar, som Josefs brødre gav deres far, da han spurgte dem om deres bror Josefs velbefindende, er en illustration såvel som en åbenbaring af dybden i ondskaben i hjerter, der med vilje sætter sig for at forfalske og bedrage (1 Mos 37,31; 1 Mos 37,32). Selv gode mænd overrumples undertiden i en løgn, hvilket naturligvis ikke er mere undskyldeligt hos dem end hos de ugudelige; ja, det er mere skammeligt, fordi de retfærdige bekender sig som sandhedens efterfølgere (David i 1 Sam 21,2). Hvilket mere slående eksempel på løgnens afskyelighed i Guds øjne kan vi have end den skæbne, der ramte Gehazi, som for at tilfredsstille et begærligt ønske om ejendele gav Na’aman, syreren, som profeten havde helbredt for hans spedalskhed, et urigtigt billede af sin herre Elisa: "Derfor skal Na’amans spedalskhed hænge ved dig og ved dit afkom for evigt. Og han gik ud fra hans nærhed, spedalsk, hvid som sne" (2 Kong 5,22-27)? Fortællingen om Peters fornægtelse af sin Herre og hans vedholdende forsikringer om, at han ikke kendte ham og ikke var en af hans efterfølgere, får os til at gyse ved tanken om, at det er muligt for en Kristi efterfølger i den grad at glemme sig selv, at han ikke blot lyver, men understøtter løgnen med edsaflæggelse (Matt 26,72).

5. Pseudos forbundet med andre ord:

Gennem hele Skriften finder vi pseudos føjet til andre ord, f.eks. "falske apostle" (pseudapostolos, 2 Kor 11,13), sandsynligvis kaldt sådan fordi en sand apostel overbringer en andens budskab, nemlig Guds, mens disse "falske apostle" kun tænkte på sig selv. Sådanne er fra Satan, og ligesom ham omskaber de sig til lysets engle og sejler under falsk flag. Vi læser også om "falske profeter" (pseudoprophetes, Matt 7,15; jf. Jer 23,16 f.), hvormed der menes dem, der falskeligt hævder at bringe budskaber fra Gud og at tale på Guds vegne. Der nævnes også "falske brødre" (pseudadelphos, 2 Kor 11,26), hvilket betyder judaiserende lærere, som i Gal 2,4; "falske lærere" (pseudodidaskalos, 2 Pet 2,1), mænd hvis lære var falsk, og som falskeligt gjorde krav på lærerembedet. Vi læser desuden om "falske vidner" (pseudomartus, Matt 26,60); dermed menes dem, der sværger falsk og vidner om det, de ved ikke er sandt. Sådan finder vi også omtale af de "falske Kristus'er" (pseudochristoi, Matt 24,24; Mark 13,22). Denne skikkelse benægter ikke så meget, at der findes en Kristus, men bygger tværtimod på verdens forventninger om en sådan person og hævder falskeligt, hovmodigt og gudsbespotteligt, at han er den Kristus, som er lovet og forudsagt. Det er Antikrist, der benægter, at der er en Kristus; den falske Kristus erklærer sig selv for at være Kristus. Der er naturligvis en betydning, hvori syndens menneske vil være både Antikrist og en falsk Kristus.

Se Kristus'er, falske; falske profeter; falsk ed, falsk vidne.

William Evans