Låntagning

bor'-o-ing:

(1) I Det Gamle Testamentes periode var lån ikke af kommerciel art, dvs. de blev ikke ydet for at sætte en mand i stand til at starte eller drive en forretning. De var i virkeligheden en form for velgørenhed og blev kun givet af långiveren for at afhjælpe fattigdommens pres. For låntageren blev de anset for en form for ulykke (5 Mos 28,12), og af långiveren for en form for godgørenhed. Deraf tonen i Moselovens bestemmelser om emnet.

(2) At lægge rente på Israels fattige var forbudt i alle lovsamlingerne (se 2 Mos 22,25 (JE); 5 Mos 23,19; 3 Mos 25,36 H), fordi det blev betragtet som uberettiget fortjeneste på en broders nød: "Hvis du låner penge til nogen af mit folk hos dig, som er fattig, må du ikke være som en kreditor over for ham; I må heller ikke lægge rente på ham .... og det skal ske, når han råber til mig, at jeg vil høre; for jeg er nådig."

(3) Loven tillod dog, at man tog rente af en fremmed eller ikke-jøde (5 Mos 23,20: "Til en fremmed må du låne mod rente"; sammenlign 5 Mos 15,3); og selv blandt jøder var pant tilladt under begrænsninger, eller blev taget imod loven (5 Mos 24,10; sammenlign Job 24,2; Job 24,3 "Der er dem, der flytter skelstenene .... de tager enkens okse som pant"). I 5 Mos 15,1 ff findes en bemærkelsesværdig lov, der foreskriver en "frigivelse" fra kreditorens side hvert "syvende år", et "eftergivelse af lån" (se Driver på det anførte sted). I 2 Mos 3,22 gengives KJV's "shall borrow" med "shall ask" i RV (britisk og amerikansk).

George B. Eager